
|
Følgende er et utdrag fra boken
TILBAGE FRA I MORGEN av George G.Ritchie.
(se også video) Vi går inn i boken hvor han forteller om hva han så i
begynnelsen av sin "døde" tilstand - da han gjennom sitt åndelige
legeme ble vist forskjellige ulykkelige, avdøde mennesker av et
lysvesen som han oppfattet som Kristus. Ritchie beskriver her hvordan
de fikk se en stor by som han mener kanskje var Detroit - der han fikk
se vesener som ikke lenger var fysiske - de var døde - men de viste det
ikke selv…..(vi går inn på side 47 i boken, teksten er
dansk - visse ord oversatt i parantes:)"….faktisk var der en
usandsynlig trængsel i gaderne. Lige under os drejede to mænd ind på
det samme stykke af fortovet, og et øjeblik efter var de simpelthen passeret
igennem hinanden. Det samme var tilfældet i de summende fabrikker
og kontorbygninger, som jeg kunne se lige så let som gaderne. Der var
simpelthen for mange menneker ved maskinerne og skrivebordene. I et
værelse sad en gråhåret mand i en lænestol og dikterede et brev. Bagved
ham, ikke så meget som en centimeter fra ham, blev en anden mand, måske
10 år ældre, hele tiden ved med at gribe efter diktafonen, som om han
ville vriste den ud af hånden på den siddende mand.
"Nej!" sagde han, "hvis du bestiller
hundrede gros, vil de forlange mere. Tag tusind gros på en gang. Pierre
ville have givet dig et bedre tilbud. Hvorfor lod du Bill gå i gang med
Treadwell?" Han blev ved i det uendelige, korrigerede og gav ordrer,
medens manden i stolen hverken syntes at se eller høre ham. (merk
at George G.Ritchie som så dette fra sitt astrallegeme - og derav kunne
se og høre de andre, såkalt avdøde, mennesker - hvilket de fysiske -
såkalt levende - ikke kunne).
Atter og atter iagttog jeg dette fænomen, at folk ikke var
klare over tilstedeværelsen af andre lige ved siden af dem. Jeg så en
gruppe samlebåndsarbejdere i en kantine. En af kvinderne bad en anden
om en cigaret, tiggede hende faktisk om den, som om hun ønskede den
mere end alt andet i verden. Men den anden, der snakkede med sine
veninder, så hende ikke. Hun tog en pakke cigaretter frem fra
kedeldragten, og uden så meget som at byde den anden kvinde, der så
begærligt rakte ud efter den, tog hun en ud og tændte den. Så hurtigt
som en slange, der går til angreb, greb den afviste kvinde ud efter den
tændte cigaret i den andens mund. Hun snappede atter og atter efter
den. Igen og igen.
Med en lille kuldegysning så jeg, at hun var ude af stand
til at gribe den.(de som er i sine astrale kropper
kan jo ikke direkte gå inn og "fysisk" påvirke det som finnes på det
(grov-)fysiske plan eller "vårt plan", men kun ved å delmaterialisere
det eteriske legemet kan man det. Eksempler/hvordan det skjer).
Jeg tænkte på bardunen på telefonmasten og lagenet på
hospitalssengen. Jeg huskede, hvordan jeg skreg efter manden, som ikke
vendte sig om for at se efter mig. (før han
selv - George G.Ritchie - var klar over at han var "død").
Og så huskede jeg menneskene her i denne by, der forgæves
prøvede at påkalde sig op mærksomhed, og som gik henad fortovet uden at
optage plads. Disse individer var ganske klart i den samme tilstand som
jeg selv - uden den "ytre" kroppen.
De var faktisk - ligesom jeg selv - døde!
Men - det var så helt forskelligt fra det, jeg altid havde
forestillet mig om døden. Jeg så en cirka haltredsårig (50-) kvinde,
der på gaden fulgte efter en mand på omtrent samme alder. Hun syntes at
være overordentlig levende, foruroliget og grådkvalt, dog ænsede
manden, til hvem hun rettede sine indtrængende ord, ikke hendes
eksistens.
"Du får ikke nok søvn. Marjorie kræver for meget af dig.
Du ved, at du aldrig har været stærk. Hvorfor har du ikke et
halstørklæde på? Du skulle aldrig have giftet dig med en kvinde, der
kun tænker på sig selv." Der var meget, meget mere, og af noget af det
sluttede jeg, at hun var hans moder, til trods for den kendsgerning, at
de syntes at være nogenlunde jævnaldrende. Hvor længe havde hun fulgt
ham på denne måde? Var døden sådan - bestandig at være usynlig for de
levende, og alligevel bestandig at være helt opslugt af deres forhold?
"Samle jer ikke skatte på Jorden! For hvor din skat er,
der vil også dit hjerte være!" Jeg havde aldrig været god til at
huske bibelcitater, men disse ord fra bjergprædikenen slog ned i mig
som et elektrisk stød. Måske var det sådan, at disse substansløse
mennesker - forretningsmanden, kvinden der tiggede om cigaretter,
moderen - skønt de ikke længere kunne komme i forbindelse med Jorden,
stadigvæk havde deres hjerter der. Havde jeg også det? Med en slags
rædsel tænkte jeg på ørnespejder-emblemet, at jeg var en Phi Gam, og på
at jeg var kommet ind ved lægeuddannelsen. Var mit hjerte, min
tilværelses brændpunkt, rettet mod sådanne ting?
Bliv ved med at se på mig, havde Jesus sagt til
mig, da vi tog ud på denne usædvanlige rejse. Og når jeg gjorde det,
når som helst jeg så på Ham, forsvandt angsten, skønt det frygtelige
spørgsmål blev tilbage. Uden at have Ham foran mig, kunne jeg faktisk
ikke have udholdt de ting, Han viste mig. Så hurtigt som tanken rejste
vi fra by til by, tilsyneladende på den velkendte Jord, endda den del
af Jorden, nemlig De Forenede Stater, og muligvis Canada, som jeg altid
havde kendt, med undtagelse af de tusinder af ikke-fysiske væsener, jeg
nu iagttog, og som også beboede dette "normale" rum: I et hus fulgte en
yngre mand efter en ældre fra det ene værelse til det andet. "Jeg
er ked af det (..jeg er lei for det..), far!" blev han ved med at
sige. "jeg vidste ikke, hvad det ville betyde for mor! Jeg forstod
det ikke."
Men skønt jeg kunne høre ham tydeligt, var det klart, at
manden, som han talte til, ikke kunne. Den gamle mand var ved (iferd med å..) bære en pakke ind i et værelse,
hvor en ældre dame sad i sengen.
"jeg er ked af det, far," sagde den unge mand
igen. "jeg er ked af det, mor." I det uendelige, igen og igen,
til ører, der ikke kunne høre....
Desorienteret vendte jeg mig mod Lyset ved siden af mig.
Men skønt jeg følte Hans medlidenhed som en strøm flyde ind i værelset
foran os, var der ingen forståelse, som lyste op i min sjæl.
Vi standsede adskillige gange foran lignende scener. En
dreng fulgte i hælene på en teenage-pige gennem gangene i en skole.
"jeg er ked af det, Nancy!" En midaldrende kvinde tiggede
en gråhåret mand om at tilgive hende.
"Hvad er de kede af, Jesus?" bad jeg indtrængende om at få
at vide. "Hvorfor bliver de ved med at tale til mennesker, som ikke kan
høre dem?"
Fra Lyset ved siden af mig kom tanken: De er
selvmordere, lænket til alle følgerne af deres handling.
Denne tanke chokerede mig, dog vidste jeg, at den kom fra
Ham og ikke fra mig, for jeg så ikke flere scener af lignende art, som
om jeg havde lært den sandhed, Han ville lære mig.
Efterhånden begyndte jeg at lægge mærke til noget andet.
Alle de levende mennesker, vi iagttog, var omgivet af et mat lysende
skær, der næsten så ud som et elektrisk felt over legemsoverfladen.
Dette lysende skær bevægede sig, når de bevægede sig, ligesom en slags
anden hud, lavet af blegt, næppe synligt lys.
Først troede jeg, at det måtte være reflekteret lys fra
Personen ved siden af mig. Men de bygninger, vi gik ind i, reflekterede
ikke noget, og det gjorde de livløse genstande heller ikke. Og så blev
jeg klar over at det gjorde de ikke-fysiske væsener heller ikke. Jeg så
nu, at min egen substansløse krop var uden dette lysende dække.
Lyset førte mig her indenfor i en snusket grill-bar i
nærheden af noget, der lignede en stor flådebase. En mængde mennesker,
mange af dem sømænd, stod i tre rækker bag hinanden ved baren, medens
andre stimlede sammen ved træborde langs væggen. Ganske vist var der
nogle få, som drak øl, men de fleste af dem syntes at bælle whisky i
sig, lige så hurtigt som de to svedende bartendere kunne skænke op.
Så lagde jeg mærke til noget, der slog mig. Nogle mænd,
som stod ved baren, syntes ude af stand til at løfte deres drinks op
til munden. Atter og atter iagttog jeg, hvordan de klyngede sig til
deres glas, hvordan hænderne passerede igennem de solide øl-krus,
gennem den tunge trædisk, gennem selve armene og kroppene på drankerne
rundt omkring dem.
Og disse mænd, hver eneste af dem, savnede lysglorien, der
omgav de andre.
Altså måtte lyskokonen være noget, som kun de fysiske
legemer var i besiddelse af. De døde, vi der havde mistet vores
kompakthed og substans, havde også mistet denne "anden hud". Og et var
tydeligt, at de levende mennesker, de der var omgivet af lys og for
øjeblikket drak, talte og skubbede til hinanden, hverken kunne se de
desperat tørstige væsener omkring sig, eller kunne føle hvor vanvittigt
de trængte på for at komme hen til glassene. Alligevel var det, medens
jeg iagttog dem, også klart for mig, at disse substansløse mennesker
både kunne se og høre hinanden. Der brød hele tiden rasende skænderier
ud mellem dem om de glas, som ingen af dem i virkeligheden kunne føre
til munden.
Jeg mente, jeg havde set store drikkeorgier i
studenterklubben i Richmond, men den måde, hvorpå civilister og
soldater gik til det her i denne bar, slog alt. Jeg så en ung matros
vaklende rejse sig fra stolen, tage to, tre skridt og så falde tungt om
på gulvet. To af hans kammerater bøjede sig ned og begyndte at trække
ham bort fra de sammenstimlede mennesker.
Men det var ikke det, jeg betragtede. Jeg stirrede fuld af
forundring, da den lyse kokon omkring den bevidstløse matros simpelthen
åbnede sig (auraen åpnet seg). Den delte sig lige oppe på selve midten
af hovedet og begyndte at skalle af fra hovedet og ned mod skuldrene.
Øjeblikkeligt, hurtigere end jeg nogensinde havde set nogen bevæge sig,
var et af de substansløse væsener, der havde stået i nærheden af ham
ved baren, over ham. Som en tørstig skygge havde han svævet ved siden
af matrosen, medens han grådigt fulgte hver slurk, den unge mand tog.
Nu syntes han at springe på ham som et vildt dyr på sit bytte.
Til min absolutte forbløffelse var
skikkelsen i det næste øjeblik forsvundet
Det hele skete, endnu førend de to mænd havde trukket deres bevidstløse
byrde væk fra fødderne af dem, der var i baren. Jeg havde et øjeblik
tydeligt set to enkeltpersoner; på det tidspunkt, da de lænede matrosen
op mod væggen, var der kun en.
To gange til, medens jeg forbløffet kiggede på det, gentog
den samme scene sig. En mand mistede bevidstheden, en revne åbnede sig
hurtigt i glorien omkring ham, og en af de substansløse mennesker
forsvandt, idet det kastede sig hen mod åbningen, næsten som om det
ville krybe ind i det andet menneske.
Var dette lysdække da en form for værn? ... Var det en
slags beskyttelse mod ... mod kropsløse væsener som mig selv?
Formodentlig havde disse substansløse ("døde") væsener engang haft
rigtige faste legemer, sådan som jeg selv havde haft det. Hvad nu hvis
de, medens de var i deres kroppe, havde udviklet en afhængighed af
alkohol, der gik ud over det rent fysiske, ja blev psykisk, endda
åndeligt? Når de så mistede deres legeme, var de for al evighed
afskåret fra det, som de higede og tørstede efter, med undtagelse af
den korte tid, hvor de kunne tage en andens legeme i besiddelse.
En evighed som denne - tanken sendte en kuldegysning
gennem mig - måtte uden tvivl være en form for helvede. Hvis jeg
overhovedet havde tænkt på det, havde jeg altid forestillet mig helvede
som et eller andet brændende sted under Jorden, hvor onde mænd som
Hitler ville brænde evigt. Men hvad hvis et niveau af helvede
eksisterede lige her på Jordens overflade - uset, og uden at nogen af
de levende mennesker, der befandt sig i det samme rum, havde en anelse
om det? Hvad hvis det betød at forblive på Jorden, men aldrig igen at
være i stand til at komme i berøring med den?
(verken forfatteren - eller de såkalte
avdøde kjente noe til reinkarnasjonsprinsippet - R.Ø.anm.)
Jeg tænkte på moderen, hvis søn ikke kunne høre hende.
Kvinden, der ønskede cigaretter. Jeg tænkte på mig selv, der kun var
interesseret i at komme til Richmond og var ude af stand til at få
nogen til at se mig eller hjælpe mig. At ønske noget mere end alt
andet, at være brændende fuld af begær og samtidig at være fuldstændig
magtesløs - det ville virkelig være helvede.
Ikke "ville være" erkendte jeg på én gang, men det var
det. Dette var helvede. Og jeg var lige så vel en del af det
som disse andre kropsløse skabninger. Jeg var død. Jeg havde mistet mit
fysiske legeme. Jeg eksisterede nu i en verden, der ikke på nogen måde
reagerede overfor mig.
Men hvis dette var helvede, hvis der ikke var noget håb,
hvorfor var Han så ved siden af mig? Hvorfor slog mit hjerte af glæde,
hver gang jeg vendte mig imod Ham? For Han var i overvældende grad det
vigtigste indtryk på rejsen. Alt det jeg så og alle de chock, der
regnede ned over mig, var intet i sammenligning med det mest
væsentlige, som foregik, nemlig simpelthen at jeg fattede en stærk
kærlighed til Væsenet ved siden af mig. Hvorhen jeg end så, forblev Han
det virkelige brændpunkt for min opmærksomhed. Hvad jeg end så, var det
intet i sammenligning med Ham.
Og det var en anden af de ting, der forbløffede mig. Hvis
jeg kunne se Ham, hvorfor kunne så ikke alle andre også se Ham? Han var
for strålende til, at levende øjne kunne udholde at se på Ham, - det
havde jeg været klar over lige med det samme. Men de levende mennesker,
vi passerede, måtte da vel på en eller anden måde mærke den kærlighed,
der strømmede ud til dem, ligesom varmen fra en mægtig ild!
Og de andre, der ligesom jeg ikke længere havde de fysiske
øjne, der kunne ødelægges, hvordan kunne de undgå at se den brændende
Kærlighed og Medlidenhed i deres midte? Hvordan kunne de overse én, der
var nærmere og mere strålende end middagssolen?
Med mindre…..
For første gang skete det, at jeg undrede mig over, om der
var sket noget uendelig mere vigtigt, end jeg nogensinde havde troet
kunne finde sted, den dag da jeg elleve år gammel gik op foran til
alteret i kirken. Var det muligt, at jeg i virkeligheden på en eller
anden måde faktisk var blevet "født igen", som prædikanten sagde, - og
havde fået nye øjne, hvad enten jeg forstod noget af det eller ej?
Eller ville de andre også have kunnet se Ham nu, hvis
deres opmærksomhed ikke havde været fuldstændig fanget af den fysiske
verden, de havde mistet? "Hvor dit hjerte er ..." Så længe mit hjerte
havde været rettet mod at komme til Richmond til en bestemt dato, havde
jeg heller ikke været i stand til at se Jesus. Måske kunne vi endog
spærre Ham ude, når som helst vores opmærksomhed var centreret om noget
andet.
(en muslim ville som sin primærveileder
oppleve fx Muhammed, en buddhist' åndelige hjelper ville ta formen som
Buddha…R.Ø.anm.)
Vi var atter i bevægelse. Vi havde forladt flådebasen med
de omgivende usle gader og barer, og stod nu i denne dimension - hvor
det at reise ikke tog nogen som helst tid, ved randen af en udstrakt,
flad slette. Hidtil havde vi på vores tur besøgt steder, hvor de
levende og de døde eksisterede side om side, hvor de kropsløse væsener
faktisk var fuldstændig upåagtede af de levende og svævede lige over de
fysiske genstande og menneskene, mod hvilke al deres attrå var rettet.
Skønt vi åbenbart stadig var et eller andet sted på
jordoverfladen, kunne jeg imidlertid ikke se noget levende menneske.
Sletten var propfuld af horder af spøgelsesagtige, kropsløse væsener;
der var intetsteds en fysisk lysomgivet person at se. Alle disse
tusinder af mennesker var tilsyneladende ikke mere substantielle end
jeg selv. Og det var de mest frustrerede, de mest vrede og fuldstændig
elendige væsener, jeg nogensinde havde set.
"Herre Jesus!" udbrød jeg. "Hvor er vi?"
Først troede jeg, at vi så en eller anden stor slagmark,
hvor alle mennesker var dømt til, hvad der så ud som kampe på liv og
død, hvor de vred sig, gennemborede hinanden og kæmpede vredt. Det
kunne ikke være en moderne krig, for der var ingen kampvogne eller
skydevåben. Ingen våben af nogen slags, så jeg, da jeg betragtede det
nærmere, men kun blottede hænder, fødder og tænder. Og så lagde jeg
mærke til, at ingen tilsyneladende blev såret. Der var intet blod,
ingen lig rundt omkring på jorden; et slag, der burde have
tilintetgjort en modstander, efterlod ham i nøjagtig samme tilstand som
før.
Skønt de bogstavelig talt syntes at være ovenover
hinanden, var det som om, hver enkelt af dem slog ud i den tomme luft;
til sidst blev jeg klar over, at de naturligvis ikke kunne røre
hinanden, når de ikke havde nogen substans. De kunne ikke dræbe, skønt
de klart ønskede at gøre det, fordi deres tilsigtede ofre allerede var
døde, og derfor kastede de sig mod hinanden i et afsindigt og afmægtigt
raseri.
Hvis jeg tidligere havde haft en mistanke om, at det var
helvede jeg så, var jeg nu sikker på det. Indtil nu havde den
elendighed, jeg havde iagttaget, bestået i at være lænket til en fysisk
verden, i hvilken vi ikke længere havde del. Nu så jeg, at der var
andre lænker. Her var der ingen fysiske objekter eller mennesker, der
kunne fængsle menneskene. Disse skabninger syntes at være fængslet af
deres følelser og sindelag, af deres had, begær og ødelæggende
tankemønstre.
Endnu mere hæslige end de bid og spark, de udvekslede, var
de seksuelle mishandlinger, som mange af dem udførte i en feberagtig
pantomime. Perversioner, som jeg aldrig havde drømt om, blev forgæves
søgt udført overalt omkring os. Det var umuligt at sige, om de brøl af
skuffelse, der nåede os, var virkelige lyde eller blot en overføring af
fortvivlede tanker. I virkeligheden syntes det at være lige meget i
denne kropsløse verden. Alt, hvad de tænkte, ligegyldigt hvor flygtigt
og uvilligt det var, var øjeblikkelig synligt for alle omkring dem,
mere fuldkomment end ord kunne udtrykke det, og hurtigere end lyden.
Og de tanker, der oftest blev udvekslet, havde at gøre med
den overlegne viden eller baggrund, eller de overlegne evne; hos ham,
der tænkte, "jeg sagde det jo til dig!" "Det har jeg altid vidst!"
"Advarede jeg dig ikke!" - det blev atter og atter skreget, så det gav
genlyd. Med en følelse af kvalmende velkendthed genkendte jeg min egen
tænkning. Det var mig selv, tonefaldet af min stemme - den
selvretfærdige, prisvinderen, kirkegængeren. I en alder af 20 år havde
jeg endnu ikke udviklet nogle virkelig bindende fysiske vaner sådan som
de væsener, jeg havde set skubbe og mase for at komme nærmere til
baren. Men i disse lyde af misundelse og såret opblæsthed hørte jeg kun
alt for vel mig selv.
Men atter udgik der ingen fordømmelse fra Ham, der var til
stede ved siden af mig, kun medlidenhed med disse ulykkelige
skabninger, der var ved at få Hans hjerte til at briste. Det var
tydeligt, at det ikke var Hans vilje, at nogen af dem skulle opholde
sig på dette sted.
Men hvad var det så, der holdt dem fanget her? Hvorfor
rejste de sig simpelthen ikke alle op og gik væk? Jeg kunne ikke se
nogen grund til, at personen, som den mand med det fortrukne ansigt
skreg til, ikke simpelthen gik sin vej. Eller hvorfor lagde den unge
kvinde ikke tusind kilometer mellem sig og den anden, der rasende slog
løs på hende med substansløse knytnæver? I virkeligheden kunne de ikke
fastholde deres ofre, nogen af disse vanvittig vrede væsener. Der var
ingen indhegninger. Der var tilsyneladende intet, der hindrede dem i
simpelthen at gå deres vej alene.
Med mindre ... med mindre der ikke var noget "alene" i
denne verden af væsener uden krop. Ingen private steder i et univers,
hvor der ikke var nogen mure. Intet sted der ikke var beboet af andre
væsener, som man til enhver tid var fuldstændig synlig overfor. Med en
pludselig rædsel, tænkte jeg på, hvordan det ville være altid at leve
dér, hvor mine mest private tanker ikke var spor private overhovedet?
Ikke at kunne camouflere dem, ikke at kunne skjule dem, ingen mulighed
af at foregive, at jeg var noget andet, end jeg i virkeligheden var.
Det var ikke til at bære. Med mindre naturligvis alle de omkring mig
havde den samme slags tanker ... Med mindre det var en slags trøst at
synes, at andre var lige så modbydelige som en selv, og selv om det
eneste, vi kunne gøre, var at kyle vores ondskab i hovedet på hinanden.
Måske var det forklaringen på denne afskyelige kampplads.
Måske havde hver eneste skabning her i løbet af æoner eller sekunder
søgt selskab af andre, der var lige så fulde af stolthed og had som de
selv, indtil de sammen dannede dette samfund af fordømte.
Måske var det ikke Jesus, der havde forladt dem, men dem
selv der var flygtet for Lyset, som viste deres mørke. Eller ... var de
så alene, som det først så ud til? Lidt efter lidt blev jeg klar over
at der også var noget andet på denne slette med kæmpende væsener. Jeg
havde mærket det næsten lige fra begyndelsen, men i lang tid havde jeg
ikke kunnet lokalisere det. Da jeg gjorde det, var det et overvældende
chock for mig.
Over hele denne ulykkelige kampplads svævede væsener, der
tilsyneladende bestod af lys. Det var selve deres størrelse og deres
blændende lys, der i begyndelsen havde hindret mig i at se dem. Nu da
jeg så dem, efter at jeg havde indstillet mit blik til at se dem, kunne
jeg se, at disse umådelig store skikkelser bøjede sig over de små
skabninger på kamppladsen. Måske talte de endda med dem.
Var det muligt, at alle disse andre afdøde mennesker, usle
og uværdige ligesom jeg, også var i Hans (Lysets) nærhed? I en verden,
hvor tid og rum ikke længere fulgte regler, jeg kendte, kunne Han da
stå ved siden af hver eneste af dem, ligesom Han gjorde det med mig?
Jeg vidste det ikke. Det eneste, jeg med sikkerhed indså,
var at ingen af disse stridende væsener på kamppladsen var forladt. Der
blev passet på dem; de blev iagttaget og endda hjulpet. Og det var lige
så klart en kendsgerning, at ingen af dem vidste det. Hvis Jesus eller
Hans engle talte til dem, kunne de bestemt ikke høre det. Der var ingen
pause i den strøm af had, der kom fra deres hjerter; deres øjne søgte
kun efter nogen i nærheden for at ydmyge dem. Det ville have forekommet
mig umuligt ikke at være klar over, hvad der var det største og mest
slående ved hele dette landskab, hvis ikke jeg selv først havde stirret
på englene uden at se dem.
Efter at jeg var blevet opmærksom på disse
lyse væsener, gik det i virkeligheden med forvirring op for mig, at jeg
havde set dem hele tiden uden bevidst at lægge mærke til dem, som om
Jesus til enhver tid kun kunne vise mig så meget, som jeg var moden til
at se. Engle var flokkedes i de levende byer, vi havde besøgt. De havde
været til stede på gaderne, i fabrikkerne, i hjemmene, selv i den
rædselsfulde bar, hvor ingen havde været sig deres eksistens mere
bevidst, end jeg selv havde været det. Og pludselig blev jeg klar over,
at der var en fællesnævner for alle disse scener, jeg hidtil havde set.
Det var den manglende evne til at se Lyset. Hvad enten det var et
fysisk begær, en jordisk bekymring, en opslugthed af sig selv - hvad
der end kom i vejen for Hans Lys, så skabte det en adskillelse, som vi
ved døden trådte ind i.
(slutt utdrag -
boka er også referert i et lydintervju med stein e.høgberg her
- selve siden her).
|