dette er uofficiell,lydbog af, lavet for eget brug, af bogen, Kraften i regression til tidligere liv. av Steve Burgess. 2020. oversatt via google oversetter. Prolog. Gary stormede ind i mit konsultationsværelse som besat. Han var et bundt af angst og uro; han satte sig over for mig og kunne dårligt sidde stille. Han udstrålede nervøs energi, hans hænder rystede, og spændingen var tydelig at se i hans panderynker. Hans mund sitrede, og mens han talte, spyttede han ordene ud i et hæsblæsende tempo, mens hans øjne flakkede hurtigt fra side til side, alt imens han øste sin ulykkelighed ud for mig. Han var kun 27 år gammel, men hans livslange angsttilstand var i løbet af det seneste år blevet så forværret, at han nu ikke længere kunne arbejde. Han havde sagt sit job op på grund af en konstant følelse af frygt og panik, og nu var han knap nok i stand til at, forlade sit hjem. Hans kone var fortvivlet og frustreret, da han havde udviklet en fobi mod at bevæge sig ud blandt folk. Hans praktiserende læge havde udskrevet antidepressiv medicin, som slet ikke havde hjulpet. Han havde prøvet adskillige andre terapiformer i et desperat forsøg på at bryde ud af sit levende mareridt. Da han nåede til slutningen af ​​sin beretning, så han mig i øjnene og sagde: "Du er mit sidste håb; vær sød at hjælpe mig ud af dette vanvid." Efter en kort samtale førte jeg Gary ind i en hypnotisk tilstand, og mens han lå afslappet i hypnose, bad jeg hans underbevidsthed om at føre ham tilbage til årsagen til angsten. Pludselig begyndte han at ryste, og mens han lå med lukkede øjne i min hvilestol, bevægede og rykkede hele hans krop sig. Hans vejrtrækning blev hurtigere, hovedet bevægede sig fra side til side, og han hviskede højt med en stemme præget af frygt: "De kommer, de kommer. Hurtigt, herind – skjul dig, hurtigt, skjul dig. Stille – stille – de er her – stille – bliv nede, bliv nede – stille." Efter en pause begyndte hans stemme at ryste, samtidig med at den blev højere. "Nej, nej, vær sød – nej. Lad være – lad være. Vær sød, lad være. Nej – lad os være i fred. Vær sød – ikke børnene." Han begyndte at græde og råbe: "Nej, nej, vær sød, lad dem være – nej. Gør dem ikke ondt, gør dem ikke ondt." Tårerne begyndte at løbe ned ad hans kinder, kroppen rystede, og ansigtet forvred sig i raseri og rædsel, mens han begyndte at råbe af sine lungers fulde kraft. "NEJ, NEJ, VÆR SØD – IKKE DET – DRÆB MIG IKKE – NEJ." Hans skrig blev afbrudt midt i det hele, da hans krop, der havde spændt sig i en bue, pludselig faldt tilbage i stolen; han lå nu som en slap kludedukke med spredte arme og ben, hovedet kastet tilbage og munden åben. Han lå helt stille og tavs i et par minutter, før jeg spurgte ham, hvad der skete nu. "Det er forbi," sagde Gary lavmælt og strakte kroppen afslappet ud. "Der er ro, og jeg er omgivet af et klart lys. Jeg går videre nu, og alt er i orden." Han smilede roligt og sukkede. Hans uro var forsvundet, og han så fredfyldt ud. Jeg spurgte ham, hvad han lige havde oplevet. Soldater kom efter os – med våben. Jeg var sammen med min kone og mine børn. Vi forsøgte at gemme os, min familie og jeg, men de fandt os. Jeg tror, ​​de var nazister; de førte os udenfor og skød os alle sammen. Jeg var rædselsslagen og ude af stand til at beskytte min kone og mine børn. Måske er det derfor, jeg i så lang tid har været bange for at gå ud af huset. Gud, jeg mærkede det hele, men hvilken lettelse, da jeg døde – en vidunderlig følelse af ro og fred. Jeg har altid haft en skræk for at dø, men efter den oplevelse tror jeg ikke, jeg nogensinde vil være bange for døden igen. Jeg førte ham ud af trancen. Garys angsttilstand var forsvundet som ved et mirakel, og den er ikke vendt tilbage i de 22 år, der er gået siden vores session. Gary fik sit liv tilbage og kunne igen fungere normalt i verden – noget, han ikke havde været i stand til i mange år. Velkommen til en verden af ​​regressionsterapi (terapi med tilbageføring til tidligere liv). Selvom ikke mange regressioner er så dramatiske som Garys, viser hans oplevelse, hvor kraftfuld og effektiv denne terapiform kan være. Denne bog handler om den helende kraft i regressionsterapi. Blandt de mange tusinde regressionssessioner, jeg har gennemført gennem årene, har jeg udvalgt nogle af de mest interessante historier fra tidligere liv, som mine klienter har oplevet. Formålet er at give et indblik i, hvordan regressionsterapi kan helbrede en lang række følelsesmæssige og psykologiske problemer, og hvordan den kan forløse dybt rodfæstede problemer, der afholder folk fra at leve et lykkeligt og tilfredsstillende liv. Jeg håber, du vil få glæde af at læse bogen. Kapitel 1, Hvordan fungerer regression til tidligere liv? Inden jeg begynder at fortælle om mine klienters oplevelser fra tidligere liv, vil jeg gerne give lidt baggrundsinformation, så du kan forstå begrebet regression og hvorfor det virker så effektivt. Da jeg i begyndelsen af ​​1990’erne startede som hypnoterapeut, var jeg ikke uddannet i regression til tidligere liv, og Gary var min første oplevelse af en person, der spontant gik i regression til et andet liv. Da han begyndte at ryste, græde og skrige, blev jeg både chokeret og forbløffet – dels over styrken i hans reaktioner, og dels over den utrolige og hurtige forløsning, han oplevede i forhold til sin angsttilstand. Jeg indså, at der var sket noget helt særligt, og jeg ønskede at vide mere. Da der desværre ikke fandtes nogen steder i Storbritannien, der specialiserede sig i uddannelse inden for tidligere liv, måtte jeg hente information fra USA for at kunne arbejde med klienter i hypnose og tidligere liv. Med denne viden i bagagen kunne jeg udvikle teknikker, der gennem årene har vist sig at være utroligt effektive til at føre klienter tilbage til traumer fra tidligere liv og forløse de problemer, disse traumer forårsagede i det nuværende liv. Jeg har nu gennemført over 15.000 terapisessioner og har set mennesker blive raske eller få det bedre med en lang række forskellige problemer – lige fra fobier og depressioner til fysisk sygdom og angsttilstande. Hypnose er en ideel metode til at vende tilbage til tidligere liv, så lad mig forklare, hvad hypnose er, og hvad Det er det ikke, da der er så mange myter og misforståelser om hypnose, og mange mennesker har et fuldstændig skævt syn på det. For det første er hypnose ikke en søvntilstand. Når en person er i hypnose (eller en 'trance', som er det ord, vi bruger til at beskrive oplevelsen af ​​at være i hypnose), er de fuldt ud bevidste om alt, hvad der foregår. For det andet er det ikke en komalignende tilstand eller en oplevelse, der ligner at være under bedøvelse, hvor nogen ikke er bevidst om, hvad der sker med dem. For det tredje er personen ikke magtesløs, prisgivet terapeutens nåde og blot lydig over for alt, hvad der bliver sagt til dem. Sandheden om hypnose er, at den hypnotiske tilstand er en tilstand af fokuseret bevidsthed og normalt ledsages af en følelse af afslapning. Vi går alle i hypnose flere gange hver dag, enten når vi dagdrømmer, eller når vi tillader os selv at slappe af fysisk og mentalt. I en hypnotisk (eller 'trance') tilstand er vi fuldt ud bevidste om alt, hvad der sker, og vi kan høre lyde og støj omkring os og reagere på dem, hvis vi ønsker det. At blive opslugt af en film eller gå på automatpilot, når man kører bil, er gode eksempler på hverdagstrance. I en terapisession har vi en tendens til at blive mentalt mere fokuserede på det, der foregår indeni os – følelser, tanker, billeder osv., selvom vi stadig er opmærksomme på hypnoterapeutens stemme og kan reagere på den, når det er nødvendigt. Så det er ikke søvn eller koma, bare en dejlig følelse af afslappet indre bevidsthed, hvor vi stadig er i kontrol og ikke under terapeutens kontrol. Det er i denne behagelige afslapning, at vi kan blive guidet tilbage gennem vores hukommelsesbanker til tidligere liv. Vi bruger ofte udtrykkene 'bevidst' og 'underbevidst' uden altid at være opmærksomme på, hvad de to udtryk betyder. Vores bevidste sind er vores tænkende, analytiske sind. Når du læser disse ord, forstår du dem logisk ved hjælp af dit bevidste, tænkende sind. Vores underbevidsthed (eller ubevidste – ordene kan bruges i samme tone) styrer vores kropsfunktioner som at gå og trække vejret, og den indeholder vores følelser, vores intuition og minder om alt, hvad der nogensinde er sket for os. Hvis du forestiller dig et isbjerg med spidsen over bølgeoverfladen, er det den bevidste del af vores sind. Under bølgeoverfladen ligger den største del af isbjerget, hvilket betyder, at vores underbevidsthed er skjult under det tænkende sind. Jeg kan godt lide at tænke på det som sindets "maskinrum". I grove procenter tyder nyere forskning på, at vores bevidste sind indeholder mindre end 1% af vores mentale evner, mens vores underbevidsthed rummer mere end 99% af vores mentale kræfter. Ifølge forskning citeret i The New Unconscious (redaktører: Hassin, Uleman og Bargh), mens bevidstheden behandler 50 bits information pr. sekund, behandler resten af ​​sindet 11 millioner bits pr. sekund! Som hypnoterapeut bruger jeg ofte regression som et middel til at hjælpe mine klienter med at hele en bred vifte af deres problemer. Regression betyder simpelthen at gå tilbage i vores sind for at genopleve minder om tidligere begivenheder. Hypnoterapeuter, der har evnen og den korrekte træning, bruger det regelmæssigt til at guide klienter tilbage til SEE'er (betydelige følelsesmæssige begivenheder), der er sket tidligere i dette liv (normalt barndommen, ved fødslen eller i livmoderen før fødslen). Klienten oplever normalt de negative følelser, der er blevet låst fast i underbevidstheden fra disse traumatiske begivenheder, og frigiver dem, ofte ved at gråde, ryste eller endda skrige i nogle tilfælde. Nogle klienter får en større forståelse af, hvorfor de har haft problemer, ved at få viden om årsagerne til deres problemer (som kan omfatte negative mønstre og adfærd), og disse indsigter kan muliggøre dyb, langvarig heling. Nogle hypnoterapeuter guider også deres klienter tilbage til tidligere liv for at rydde blokeringer i nutiden, og endnu færre af os arbejder på at rydde nedarvede, genetisk nedarvede traumer for at hele nuværende livsproblemer (dette er traumer, som vi arver fra forfædre i vores blodlinje, såsom forældre, bedsteforældre osv.). Lejlighedsvis har jeg endda været involveret i fremtidig livsudvikling for at se fremad mod kommende liv. Jeg har også brugt regression med folk, der tilsyneladende har haft kontakt med eller er blevet bortført af rumvæsener. Det skal siges, at selv inden for hypnoterapifaget er regression fra tidligere liv og reinkarnationsterapi stadig kontroversiel, da mange hypnoterapeuter nægter at bruge det som et terapeutisk værktøj. Dette, må jeg sige, forbløffer mig, da jeg har set så mange utrolige helbredelser gennem årene, og jeg har gennemført så mange sessioner fra tidligere liv, der har udryddet mine klienters problemer, at jeg er overbevist om, at reinkarnationsterapi bør betragtes som en seriøs terapeutisk disciplin. Regressions'modellen' er, at så mange problemer, som vi lider af som mennesker, kan stamme fra traumer eller fastlåste adfærdsmønstre fra fortiden (fra tidligere i vores nuværende liv, fra tidligere liv, fra, ). (f.eks. vores forfædres liv). Min erfaring fra mange tusinde regressionssessioner understøtter dette synspunkt. Lad mig nævne blot et par af de problemer, der kan have deres rødder i tidligere liv: Depression, Angst og panikanfald, Fobier og frygt, Hudproblemer, Fysiske sygdomme, (herunder migræne, astma og kræft), Mangel på selvtillid og selvværd, Seksuelle problemer, Alkoholafhængighed og stofmisbrug, Vægtproblemer, Adfærdsproblemer, Rygeafhængighed, Stress, Irritabel tyktarm (IBS), Udfordringer i forhold, Smerter. Og mange flere, for talrige til at nævne. Listen er næsten uendelig, men alle betydelige lidelser i det 21. århundrede, der hæmmer os, og som forhindrer os i at leve vores liv frit, glædeligt og med en følelse af indre fred, kan stamme fra begivenheder i tidligere liv. Grundlæggende har mange af de symptomer, vi har, som normalt ender med et besøg hos lægen, underliggende følelsesmæssige årsager. Mit arbejde som terapeut består generelt i at finde og give slip på den underliggende følelse, der har været fastlåst som følge af tidligere traumer, og derefter kan problemet, eller symptomet, hele eller reduceres. Slip den følelsesmæssige drivkraft, der nærer problemet, og så forsvinder energien fra den, og problemet ophører med at eksistere. Det er virkelig så simpelt. Reinkarnationsterapi er 'årsag og virkning'-terapi. Det betyder, at når vi afdækker årsagen til et følelsesmæssigt problem, kollapser det, der understøtter adfærden, og effekten (dvs. det problem, vi arbejder med), heles. Der er en tankegang om, at ALLE problemer (ja, ALLE problemer), vi har som mennesker, er forbundet med underliggende følelsesmæssige årsager. Louise Hay støtter dette synspunkt i sin vidunderlige bog "You Can Heal Your Life". Da jeg begyndte at arbejde som hypnoterapeut, læste jeg "You Can Heal Your Life" og syntes, det var en masse New Age-vrøvl. Min far var videnskabsmand med en medicinsk baggrund, og jeg var blevet opdraget til at vise en sund skepsis over for alt uden for den vestlige medicinske model. Men efterhånden som jeg fik mere erfaring med at arbejde med klienter, der kom til mig for at få hjælp med en række fysiske problemer, kom jeg gradvist til det synspunkt, at Louise Hay har helt ret. Nu tror jeg fuldt og fast på, at alle vores fysiske problemer, uanset hvad de er, har følelsesmæssige energier bag sig. Når vi arbejder i regression, arbejder vi på at frigive de fem grundlæggende negative følelser, som har været låst fast i underbevidstheden og som forårsager klientens problemer. Disse fem negative følelser er: Vrede. Tristhed. Frygt. Angst. Skyldfølelse. Når en person er traumatiseret af en betydelig følelsesmæssig begivenhed (en der har fundet sted enten i dette liv eller i et tidligere), bliver de negative følelser, de føler, mens hændelsen finder sted, låst fast i underbevidstheden og lagret der. Underbevidstheden afspiller derefter disse følelser igen og igen gennem hele personens liv. Nogle gange dukker følelserne kun op, når en specifik begivenhed sker (som i tilfældet med en fobi), men ofte udløses følelserne konstant af selve livets daglige stressfaktorer. I dette tilfælde kan de negative følelser forhindre en person i at leve sit liv frit og lykkeligt. Men hvis en person lider af en angsttilstand, vil de konstant eller hyppigt føle en følelse af uro og spænding, der nogle gange kan bryde ud i et panikanfald. Hvis du er en angstlidende person, der læser dette, ved du kun alt for godt, hvordan det føles at føle sig usikker hele tiden og at eksistere med en regelmæssig tilstand af nervøsitet i kroppen. Under en regressionssession, når klienten genoplever begivenhederne fra fortiden, der har forårsaget deres problemer, genoplever de ofte den følelse, de følte på det tidspunkt, hvor hændelsen først fandt sted. Som et resultat kan de græde, ryste eller føle sig vrede eller skyldige. Det er denne genoplevelse af de fastlåste følelser og den følelsesmæssige katarsis, der følger med, der gør det muligt at helbrede problemet. Terapien er normalt ikke sjov, men den er ekstremt effektiv. Hvis den udføres korrekt, er hele processen helt sikker. Når det er sagt, handler den terapeutiske proces nogle gange ikke om at frigive negative følelser fra fortiden, men om at få et indblik i den sande årsag til problemet. I disse tilfælde vil min klient, som følge af at genopleve et tidligere liv, få læring, forbindelser eller forståelser, som de kan bringe fra et tidligere liv ind i deres nuværende inkarnation. Denne nye bevidsthed hjælper med at forstå deres nuværende problem, og som følge heraf reduceres eller løses problemet. Normalt taler klienten til mig med lukkede øjne under en regressionssession om et tidligere liv og fortæller mig, hvad de ser for sig selv, mens de genoplever et tidligere liv. Nogle mennesker er dog ikke i stand til at se, hvad der sker i deres tidligere liv, og de oplever blot de fysiske følelser og følelser fra traumerne. Dette kan føre til en meget kraftig kinæstetisk frigørelse af de negative energier og følelser, og er ofte oplevelsen, , for mennesker, der har svært ved at visualisere. En teknik, jeg ofte benytter i mine regressionssessioner (og som jeg vil omtale jævnligt på de følgende sider), kaldes en "ideo-motorisk respons" (eller IMR). Det er en hypnotisk teknik, der gør det muligt for mig at skabe en dialog med klientens underbevidsthed, uden at den bevidste tankegang kommer i vejen. For at fremkalde en ideo-motorisk respons beder jeg – når klienten befinder sig i en hypnotisk trance – underbevidstheden om at gøre en af ​​klientens fingre så let, at den svæver op i luften helt af sig selv. Jeg holder øje med, om en af ​​fingrene begynder at løfte sig blidt, som var det en heliumballon. Mange klienter bliver forbløffede, når dette sker; de ligger blot i en behagelig stol med lukkede øjne og tænker, at der ikke sker noget usædvanligt, indtil en af ​​fingrene pludselig begynder at bevæge sig af sig selv. Derefter beder jeg underbevidstheden om at styre fingeren gennem hele sessionen og bruge den til at signalere "ja" ved at lade den svæve opad, hver gang jeg stiller et spørgsmål, der kræver et bekræftende svar. Hvis fingeren forbliver i ro, når jeg stiller et spørgsmål, er det underbevidsthedens måde at svare "nej" på. På den måde kan jeg stille klientens underbevidsthed spørgsmål om klienten og dennes udfordringer og modtage svar som "ja" eller "nej", der ikke er påvirket af den bevidste tankegang. Jeg har tidligere nævnt, at underbevidstheden er sindets maskinrum. Men efter mere end 26 års arbejde som hypnoterapeut er min erfaring, at underbevidstheden er langt mere end blot det. Den synes at besidde en medfødt visdom og viden og at vide alt, hvad der er værd at vide om klienten. Min opfattelse af underbevidstheden er, at den ikke blot er en automat, der blindt gør, hvad den får besked på, uden at tænke eller ræsonnere. Jeg tror på, at underbevidstheden besidder en medfødt intelligens, og at den brændende ønsker, at vi skal have det godt – både fysisk og mentalt. Den venter blot på, at vi skaber kontakt til den, så vi kan opnå fysisk og mental frihed. Nogle mennesker tror på, at vi alle har et "Højere Selv" – en utroligt vis og vidende del af os, der opererer på et langt højere spirituelt plan end vores almindelige, bevidste sind. Hvis dette er tilfældet, mener jeg, at vores underbevidsthed enten *er* vores Højere Selv eller er tæt forbundet med det. Jeg tror på, at underbevidstheden besidder en alvidende intelligens, som vi kan få adgang til blot ved at gå i trance. Ved hjælp af ideomotoriske responser kan jeg spørge klientens underbevidsthed om årsagerne til det problem, vi arbejder med. Har der for eksempel været betydningsfulde følelsesmæssige begivenheder i deres nuværende liv, der er forbundet med problemet? Er der traumer fra tidligere liv, der forårsager det? Og hvis ja, hvor mange tidligere liv drejer det sig om? Ofte er der flere tidligere liv, der rummer sådanne begivenheder, som er årsag til problemet. Når jeg har identificeret årsagerne til problemet, kan vi arbejde direkte med dem i stedet for at gætte os frem (hvilket desværre er det, mange terapeuter gør). Når der er flere tidligere liv, der skal arbejdes med og "renses" (dvs. renses for deres negative følelser), begynder nogle klienter med at udforske det mest traumatiske liv først, mens andre starter med de mindre traumatiske og først senere – i takt med at vi gennemfører flere sessioner – bevæger sig ind i de virkelig ubehagelige oplevelser. Jeg plejer at sige, at underbevidstheden nogle gange gemmer det vigtigste til sidst! Processen styres imidlertid af klientens underbevidsthed, som ved, hvad der er den bedste helingsproces for klienten. Det betyder, at hvis jeg som terapeut lader den udføre arbejdet, sker det som regel på den mest effektive måde. I terapeutiske termer kalder vi det en "klientstyret proces". Når jeg møder en klient til en konsultation første gang, nævner jeg ikke muligheden for, at tidligere liv kan være årsag til problemerne – selvom jeg måske har en mistanke om det – da jeg ikke ønsker at lede eller påvirke klienten på nogen måde. Desuden kan jeg tage fejl i min antagelse om, at der skal arbejdes med tidligere liv; derfor har jeg den indstilling, at jeg ikke ved, hvor problemerne stammer fra, men at klientens underbevidsthed ved det. Jeg træder derefter i baggrunden og lader klientens alvidende underbevidsthed føre os derhen, hvor vi skal hen. Selvom mange af de terapisessioner, jeg har haft med klienter gennem årene, har udviklet sig til sessioner om tidligere liv, er der kun få, der kommer til mig med viden om eller tro på reinkarnation. Endnu færre mener, at årsagen til deres problem er noget, der skete i et tidligere liv. Men når de først opnår en tilstand af trance, vil deres underbevidsthed – det dybe, indre sind, hvor alle fjerne minder er lagret – i mange, mange tilfælde have ført dem tilbage til kilden til deres problemer, som oftest er et traume eller en række traumer fra tidligere liv. Ofte er der tale om en død i et tidligere liv, der har været så traumatisk, at dens energi er blevet fastlåst i klientens underbevidsthed og er fulgt med over i dette liv. , et tidligere liv. Energien fra dette traume bobler derefter op under overfladen af ​​det bevidste sind og skaber de problemer, der hæmmer eller begrænser personens liv. Ved at genopleve dødsfaldet eller traumet fra det tidligere liv (hvilket til tider kan være ret dramatisk, men helt ufarligt at gennemgå, forudsat at terapeuten er korrekt uddannet) bliver problemet helet. Der er dem, der håner eller stiller spørgsmålstegn ved processens virkelighed, men som regel ud fra frygt, uvidenhed eller fordomme. Skeptikere vil hævde, at det tidligere liv blot er en metafor for klientens problem, og at sindet har skabt denne metafor i form af et tidligere liv, for at personen kan få det bedre. Andre vil mene, at der blot er tale om fantasi, eller at personen genkalder sig noget, vedkommende engang har læst i en bog eller set i et tv-program (dette kaldes kryptomnesi). Jeg anerkender, at dette kan forekomme, men det forklarer ikke de tilfælde, hvor personer under regression til tidligere liv fremkommer med historisk korrekte oplysninger, som de umuligt kunne have kendt til, og som bliver verificeret efter regressionssessionerne. Du kan med fordel læse min bog *Famous Past Lives*, der indeholder en lang række sådanne eksempler. Der er heller ikke tale om, at jeg planter noget i mine klienters sind under sessionerne. Jeg foreslår intet, der kunne give anledning til anklager om at lede dem i en bestemt retning. Jeg benytter mig af det, man i terapeutiske kredse kalder "clean language" (rent sprog), således at alle de oplysninger, klienten kommer med under regressionen, opstår helt spontant hos klienten selv. Personligt mener jeg, at hvis der ikke var tale om et reelt fænomen, ville det næppe forekomme så ofte og med så fantastiske resultater. Folk får det ganske enkelt bedre – ofte efter at have lidt af problemer eller sygdomme hele livet – uanset om de tror på konceptet om tidligere liv eller ej. Jeg må sige, at de fleste, der kommer til terapi hos mig, ikke tror på (eller har reel viden om) reinkarnation, men de får det alligevel bedre, når de har genoplevet deres tidligere liv. Faktum er, at oplevelsen af ​​tidligere liv ikke uden videre kan affærdiges som ren fantasi af dem, der gennemgår den. Dette gør det, der følger, endnu mere fascinerende. Et af mine mål med at skrive denne bog er, at læsere, der stifter bekendtskab med fordelene ved regressionsterapi (terapi med fokus på tidligere liv), bliver mindre skeptiske over for processen og mere åbne over for tanken om, at tidligere liv er et reelt fænomen og ikke blot noget indbildt. Jeg mener, at regressionsterapi bør anerkendes som en troværdig form for hypnoterapi, der fortjener seriøs opmærksomhed inden for psykoterapien. Selvom jeg har gennemført mange tusinde sessioner med regression til tidligere liv, og mange hundrede af mine klienter har opnået betydelig eller fuldstændig lindring af deres problemer, har jeg kun valgt at inkludere et lille udvalg af disse i bogen. Årsagen er, at mange af sessionerne ikke indeholder tilstrækkelige detaljer til, at de kan beskrives på en måde, der vil være udbytterig for den almindelige læser. Dette gælder især i tilfælde, hvor klienterne ikke har kunnet visualisere begivenhederne i det tidligere liv, mens de oplevede dem. Her mærker klienterne følelserne og emotionerne forbundet med de traumatiske hændelser, de er vendt tilbage til, men de ser ingen billeder, der kan danne en fortælling om hændelserne. I trancetilstand kan de græde, skrige eller ryste, mens de eksempelvis genoplever døden i det tidligere liv; denne forløsning af følelser eller fysiske fornemmelser – hvad jeg kalder "kinæstetisk forløsning" – er tilstrækkelig til at hjælpe dem og helbrede de problemer, de oprindeligt opsøgte mig for at få løst. Det ville imidlertid ikke være interessant at inkludere disse tilfælde i bogen, da jeg blot ville skulle beskrive, hvordan de lå og vred sig og græd under regressionen. Jeg har derfor valgt klientcases, hvor klienterne var i stand til at visualisere deres tidligere liv under regressionen og beskrive de billeder, de så for deres indre blik. Jeg har inddelt casestudierne i forskellige kategorier – f.eks. fysiske problemer, fobier osv. – for at give et nuanceret overblik over de typer problemer, der kan afhjælpes ved at bruge regression til tidligere liv til at finde frem til problemets rod. Når du læser mine klienters historier, vil du bemærke en stor variation i oplevelserne; nogle er mere dramatiske end andre. Men uanset om de er dramatiske eller ej, finder jeg dem alle fascinerende på hver deres måde – især fordi de i alle tilfælde førte til reelle forbedringer af de problemer, der havde plaget mine klienter. For nogle af disse mennesker havde livet været stærkt begrænset – og til tider endda skadet – af de problemer, vi arbejdede med. At afdække de egentlige følelsesmæssige årsager til disse problemer – traumerne fra tidligere liv – fik en livsforandrende betydning for dem. Det er ikke nogen let opgave at være terapeut, men det, der driver os, er muligheden for at skabe store forandringer i vores klienters liv. Jeg er stolt over at have hjulpet så mange af dem med at få deres liv tilbage og med at hjælpe dem til at leve deres liv. , lever frit og glædesfyldt. Så uden yderligere omsvøb vil jeg nu præsentere dig for den første af mine klienters oplevelser fra tidligere liv. Bemærk venligst, at alle klientnavne er ændret for at bevare anonymiteten. Del et, Adfærdsmæssige udfordringer, Kapitel 2. Helens historie. Helen kom til mig som mangeårig alkoholiker. I over 20 år var hun blevet betegnet som en fungerende alkoholiker, hvilket betød, at hun kunne passe et fuldtidsjob, samtidig med at hun hver aften efter arbejde drak mindst en halv flaske skotsk whisky. Som hun forklarede mig under vores første møde: "Hver aften gennem de sidste 20 år er jeg kommet hjem kl. 18, begyndt at drikke og været plakatfuld kl. 21." Hun boede alene, var stærkt overvægtig, led af dårlig søvn og havde kronisk astma. Hun var ulykkelig og vidste, at hun ikke levede et tilfredsstillende liv. Helen havde prøvet mange af de gængse metoder til at få bugt med sit alkoholforbrug, herunder rådgivning og de sædvanlige instanser, men intet havde virket. Hun var ekstremt skeptisk over for, om nogen eller noget overhovedet kunne hjælpe, og hun var MEGET skeptisk over for, at regressions-terapi kunne gøre en forskel. Hun reagerede næsten aggressivt, da jeg nævnte, at problemets rod lå i fortiden. Jeg forklarede hende, at grunden til hendes massive alkoholforbrug var, at alkoholen blot var et middel til at bedøve hendes indre følelsesmæssige smerte, men det kunne hun ikke forstå, da hun ikke mente at have nogen egentlig indre smerte. Hendes liv havde været fri for egentlige traumer, og hun havde haft en god barndom (kilden til så mange problemer senere i livet for de fleste mennesker). Jeg holdt dog fast i min overbevisning, og vi aftalte at bruge hypnose til at undersøge de følelsesmæssige årsager. Da jeg havde ført hende ind i en hypnotisk trance, bad jeg Helens underbevidsthed om at tage os tilbage til roden af ​​hendes indre angst – en angst, der blev skjult af hendes alkoholforbrug. Hun lå med lukkede øjne og afslappet krop, og efter få sekunder så jeg et undrende udtryk i hendes ansigt. Hun så tydeligvis noget for sit indre blik, og jeg bad hende beskrive, hvad hun oplevede. Tøvende og med et præg af overraskelse talte hun lavmælt: Jeg står udenfor sammen med en masse andre mennesker. Jeg er en pige; jeg har en lang kjole på, men ingen sko. Det kradser mod huden. SB: Hvor gammel føler du dig? Jeg tror, ​​jeg er omkring 20-25 år. Jeg føler, at jeg venter på nogen på en markedsplads. Der kommer nogle soldater, og der er en pige med dem. Hun stiger af hesten og begynder at tale med folk og grine sammen med dem. Jeg er for langt væk til at kunne høre hende. Mændene står bag hende, som om de slutter sig til hende. Hun kommer hen, ser direkte på mig og siger, at jeg skal komme over til dem. Hun lægger hånden på min skulder og siger, at alt nok skal gå. På dette tidspunkt blev Helen, der indtil da havde forholdt sig en smule distanceret til oplevelsen, meget bevæget. Følelserne fra det tidligere liv begyndte at trænge igennem helt af sig selv. Uanset hvor skeptisk hun i begyndelsen havde været over for tanken om tidligere liv, blev hun nu revet med af følelsernes styrke. Efterhånden som hun fortsatte, stod det klart, at hun genoplevede et tidligere liv, hvor hun havde mødt Jeanne d’Arc. (Jeg bør understrege, at det er yderst usædvanligt, at nogen under en regression til et tidligere liv genoplever en tilværelse, hvor de befandt sig i nærheden af ​​en berømt person. I langt de fleste af de regressioner, jeg har gennemført gennem årene, har mine klienter været helt almindelige mennesker i almindelige situationer. Når det er sagt, skriver jeg i min bog *Famous Past Lives* om nogle af mine klienter, der ser ud til at have været meget berømte i deres tidligere liv.) Mens tårerne løb, fortsatte Helen med at fortælle: Jeg græder, og hun giver mig et kram. Hun er iført rustning, og den er kold. Jeg stiller min kurv fra mig og følger efter hende. Hun taler om en kamp, ​​men hun mener ikke et slag eller en krig. Jeg forstår det ikke. Alle lytter intenst og nikker; hun taler om overbevisninger, rettigheder og frihed. Hun stiger op på sin hest, og inden hun drager af sted med soldaterne, lover hun alle, at hun vil vende tilbage. Hun ser mig direkte i øjnene og siger: ’Det skal nok gå, du vil forstå det.’ Alle går glade hjem. Jeg forstår det ikke. Helen holdt en pause i sin fortælling her, som om den scene, hun netop havde overværet, var slut. Jeg bad hendes underbevidsthed om at føre hende videre til den næste betydningsfulde del af oplevelsen. Efter et øjebliks stilhed ændrede hendes ansigtsudtryk sig, idet hun begyndte at se en ny scene. Hun talte lavmælt: Jeg befinder mig i et hus nu, og folk taler om hende. Hun hedder Jeanne. De bliver ved med at tale om en kamp, ​​men jeg forstår det ikke. Jeg ved kun, at vi skal følge efter hende, men jeg ved ikke hvorfor. De tror på det, hun siger. Jeg siger, at jeg tager med, selvom min far siger, at jeg ikke bør gøre det, da jeg kan komme til skade. Vi går gennem marker nu – en lang tur. Der er en vogn med mad. Jeg ved ikke, hvor vi skal hen, men jeg ved, at vi skal hen for at se Jeanne. Nu er vi fremme; hun står oppe på nogle klipper. Der er en , et stort lys omkring hende. Der er helt stille. Hun taler om religion og Gud og siger, at mange mennesker vil dø. Jeg ved ikke, hvem hun skal kæmpe imod, men hun siger, at alt nok skal gå, og at hun til sidst vil opnå evigt liv. Hun fortæller os, at hun har drømme og syner, hvor Gud taler til hende. Gud har fortalt hende, at det bliver en hård kamp, ​​og hun ved, at hun skal dø, men hun er ikke bange. Der er helt stille. Hun bliver ved med at sige, at alt nok skal gå, og at vi skal have tro og mod. Jeg tror på hende. Jeg har ikke lyst til at dø, men jeg tror på hende. Hun siger, at vi alle skal tage hjem og vente; når tiden er inde, giver hun os besked. Vi har ikke lyst til at tage af sted, men vi ved, at hun nok skal sige til, når hun er klar. Vi tager hjem og sidder på en kro og taler om det, hun har sagt. Bortset fra en anden kvinde og mig selv er de alle mænd. Helen sukkede og var stille et par sekunder, før hun gik videre til en anden scene: Jeg er på markedspladsen med min kurv. Hun er vendt tilbage med sine soldater. Hun vil have mig med – men jeg kan ikke, jeg er alt for bange. Hun bliver ved med at sige, at det nok skal gå, og at det er meningen. Hun lægger armen om min skulder, og vi går ud af landsbyen. Alle jubler, men jeg har ikke lyst til at tage med. SB: Hvordan har du det? Jeg er virkelig bange. Jeg ved ikke, hvor vi skal hen, men jeg ved, at alle kommer til at dø. Helen blev urolig; hendes vejrtrækning blev hurtigere, og hendes krop begyndte at skælve en smule. Uanset hvad hun siger, så er det ikke det værd. Så modig er jeg ikke. De andre lader ikke til at have noget imod det. Hun er knælet ned og beder med sværdet rettet mod jorden. De skal alle sammen i kamp. Alle beder og beder om sejr. De følger alle sammen efter hende. Jeg trygler dem om ikke at tage af sted, men de griner bare. Hun var stille et stykke tid; hun sagde intet, men trak vejret hurtigt, mens hendes krop var anspændt, hvor hun lå i stolen. Hendes øjne knibes sammen, og ansigtet blev mere og mere anspændt; hun vred hænderne, mens hun genoplevede noget, der var for traumatisk til at fortælle mig om det. Efter et stykke tid bad jeg hende fortælle, hvad der skete. Tøvende fortsatte hun med en stemme, der var både streng og skælvende: Der har været voldsomme kampe. Folk er døde. Hundredvis af mennesker. Der ligger lig overalt, så langt øjet rækker. Jeg gemmer mig mellem nogle træer ved siden af ​​en stor mark, hvor slaget står. Jeg prøvede at advare dem. Der lugter af død og blod overalt. Nogle mennesker gemmer sig sammen med mig og siger, at Jeanne er blevet taget til fange. Jeg kan bare lugte blod og død overalt. Endnu en gang holdt Helen en pause, samtidig med at hun slappede af. Jeg bad hende om at bevæge sig videre til den næste betydningsfulde del af det tidligere liv. Efter få sekunder begyndte hun at græde, og ordene kom frem mellem hendes hulk: Nej, det kan de ikke. Det kan de ikke. Det er ikke retfærdigt. De siger, hun er en heks, og at de vil brænde hende. En mand læser op fra et stykke papir; han siger, hun er kætter. Folk græder. Jeg befinder mig på en markedsplads omgivet af stenbygninger, og der er en stor menneskemængde. Jeg kan ikke bære at se på, mens de sætter ild til hende. Helen blev meget bevæget og nærmest spyttede ordene ud, mens hun hulkede: Jeg kan ikke se på det. Hvilket spild. Alle græder. Det er så sørgeligt. Hun ser dog ikke bange ud. Hvilket spild. Vi, der så det, siger, at det aldrig må ske igen. Helen græd blot i et stykke tid uden at sige noget. Jeg lod hende få afløb for sin sorg, og til sidst holdt hun op med at græde og sukkede dybt. Hun talte igen, lavmælt: Vi skal alle hjem. Jeg har det ikke godt; jeg er blevet fanget i regnen. De tager mig med hen til en urtekyndig mand i en lille landsby. Han giver mig noget, jeg skal tage. Føj, det smager forfærdeligt. (Hun lavede en grimasse, mens hun sagde dette.) Det smager modbydeligt. Han siger, at jeg er nødt til at drikke det. Jeg er syg i lang tid. Han bliver ved med at komme med det til mig; at drikke det er værre end selve sygdommen. Til sidst får jeg det bedre og gifter mig med urteheleren. Han får mig til at føle mig tryg. Han arbejder meget hårdt; mange mennesker kommer til ham. Det var tydeligt, at Helen havde bearbejdet de vigtigste dele af det tidligere liv. For en sikkerheds skyld bad jeg hende om at bevæge sig hen mod slutningen af ​​livet og opleve sin død. Hun hviskede sagte til mig: Vi er begge gamle. Jeg er syg. Jeg føler mig træt. Jeg er ved at dø. Min mand græder. Jeg kan ikke røre ved ham. Jeg er ked af at skulle herfra, men jeg er glad for at tage af sted. Jeg kan se mennesker, der døde i slaget; de er kommet for at hente mig. Jeg efterlader ham grædende og tager med dem. Helen trak vejret dybt og slappede helt af; hendes krop lå roligt i min hvilestol. Jeg førte hende ud af trancen og tilbage til fuld bevidsthed. Hun udtrykte forundring over det, hun havde oplevet, men hun følte sig bemærkelsesværdigt rolig – langt mere tilpas, end hun havde gjort længe. Vi talte om sessionen i et par minutter, hvorefter hun gik; hun virkede en smule forvirret, men følte sig stadig meget fredfyldt indeni. Hun havde aftalt at komme igen ugen efter for at udforske flere tidligere liv. For en god ordens skyld vil jeg understrege, at jeg på intet tidspunkt ledte Helen eller plantede noget i hendes underbevidsthed, der havde med Jeanne d’Arc at gøre. Alt kom til hende helt spontant, og hun insisterede på, at hun aldrig, , læst noget om Jeanne d’Arc og vidste intet om hende. Hun var imidlertid overvældet af styrken i de følelser, hun havde oplevet. Havde hun virkelig levet et tidligere liv som Jeanne d’Arc? Det kan jeg ikke give et endegyldigt svar på, men hvis ikke – hvorfor skulle hun så skabe en sådan fantasi for at hjælpe på sine alkoholproblemer? Det ville slet ikke give mening, især fordi Helen i begyndelsen af ​​sessionen var ret aggressiv i sin vantro over for muligheden for tidligere liv. En uge senere dukkede Helen op til vores anden session i en tilstand af forvirring. Hun kunne ikke forstå hvorfor, men hun havde ikke rørt alkohol hele ugen, og hvad mere var: Hun havde på intet tidspunkt følt trang til det! Hun forstod ikke, hvordan dette kunne ske efter blot én regressionssession, men hun var tydeligvis meget glad for, at hun for første gang i tyve år havde været alkoholfri i flere dage. Desuden følte hun sig sundere og havde tabt sig godt tre kilo. Den skepsis, hun havde udvist ved vores første møde, var hurtigt ved at forsvinde! Alt var dog ikke lutter idyl; hun fortalte, at hun et par gange i løbet af ugen havde følt sig vred uden nogen åbenlys grund. Det viste mig, at hendes terapi endnu ikke var afsluttet, da der tydeligvis stadig lå negative følelser i hendes underbevidsthed, som ikke var blevet forløst i den foregående session. Helen gik med til at gå i trance igen, så vi kunne arbejde med årsagerne til vreden; hun lænede sig tilbage i min hvilestol og lukkede øjnene, mens jeg førte hende ind i en behagelig hypnotisk tilstand. Jeg bad hendes underbevidsthed om at tage kontrollen over en finger ved at gøre den meget let og fri (den ideomotoriske respons) og spurgte derefter underbevidstheden, om der var andet, vi skulle arbejde med i forbindelse med det tidligere liv som Jeanne d’Arc. Svaret var nej. Derefter bad jeg hendes underbevidsthed om at føre os til et andet liv, der indeholdt betydningsfulde følelsesmæssige begivenheder – begivenheder, der var årsag til de følelser, som drev hendes alkoholproblem. Efter en pause sukkede Helen højt og begyndte at tale lavmælt: Jeg er soldat i skyttegravene. Det er første verdenskrig. Vi sidder alle sammen i en skyttegrav og ryger. Der er koldt og mudret. Vi skal rykke frem. Helen spændte op; hendes ansigt og kæbe strammede til. Vi har alle slukket vores cigaretter. Der lyder brag, og der er glimt; jeg kan se pigtråd. Hendes krop stivnede, og hendes vejrtrækning blev hurtigere; hendes ord kom staccato og højt: Det er vanvid – vi løber mod fjenden. Jeg er helt alene ude midt i ingenting; jeg ved ikke, hvor de andre er. Pludselig faldt hun til ro og var stille i nogle sekunder, før hun begyndte at græde. Jeg lod hende græde et stykke tid, før jeg bad hende fortsætte: Jeg ved ikke hvorfor, men jeg ligger i mudderet. Jeg ved, at jeg er ved at dø. Jeg glider væk; der er ingen lyde, jeg kan ikke høre kanonerne længere. Jeg kan bare se et klart lys, og jeg føler mig varm og tryg. Hun var holdt op med at græde og trak vejret dybt og roligt. Jeg spurgte hende, hvordan hun havde det, og hun fortalte, at hun følte sig i fred. Hun havde tydeligvis forladt kroppen og bevæget sig over i åndeverdenen. Jeg lod hende slappe af i et par minutter, før jeg spurgte hendes underbevidsthed, om der var andre liv, vi skulle besøge. Hendes finger for ideomotorisk respons indikerede ja, så jeg førte hende videre til et andet liv. Hun begyndte straks at tale: Jeg er udendørs og ser ud over de enorme amerikanske sletter. Jeg befinder mig i en lejr med tipier – en landsby for oprindelige amerikanere – og jeg er en pige. Jeg føler, at jeg er omkring 20 år gammel. Jeg er lykkelig; det er her, jeg bor. Der ligger et dyreskind på jorden, og jeg skraber undersiden af ​​det med en kniv. Der er mange mennesker, der kommer og går, og hunde, der strejfer omkring. Jeg har et lille barn hos mig. Nogle mænd vender tilbage til lejren, mens de griner. En af dem er min mand. Han stiger af hesten; de har været på jagt. Jeg elsker ham højt. Jeg løber ham i møde, og barnet følger efter mig. Han løfter barnet op på hesten, og vi går tilbage til vores tipi. Under hele dette forløb havde Helen et stort smil på læben, mens hun mærkede lykken fra det tidligere liv, hun genoplevede. Jeg bad hende om at bevæge sig videre til den næste betydningsfulde begivenhed i det liv. Smilet forsvandt fra hendes læber, og hendes krop stivnede. Hendes vejrtrækning blev hurtigere. Hendes stemme var først en hvisken, før den gik over i et råb: Vi er ved at spise. Der bliver råbt. Jeg er bange. Der er soldater i blå uniformer, der skyder mod os. Folk bliver dræbt. Min mand har grebet sin riffel og løbet mod kampen. Jeg står tilbage med barnet; hun græder. Pludselig blev hun overvældet af følelser. Han er blevet skudt. Han er død. Hun begyndte at hulke ukontrolleret. Jeg elskede ham så højt. De har skudt alle mændene i lejren. Jeg er flygtet med mit barn, men indeni føler jeg mig helt tom. Jeg har mistet min mand. Jeg lod Helen få afløb for al sin sorg, og efter nogle minutter begyndte hun at falde til ro, så jeg bad hende om at bevæge sig videre til den næste betydningsfulde begivenhed i det liv. Hun gik videre til sin mands begravelse. Vi er uden for lejren, og medicinmanden bringer min mands, , stammens ånd til Den Store Ånd. Jeg vil ikke efterlade ham deroppe i træerne. Jeg er ked af, at han er død, men jeg er glad for, at han er hos Den Store Ånd. Helen havde genvundet fatningen og virkede afslappet og rolig. Der var ikke mere, vi skulle igennem i det tidligere liv, så jeg bad hendes underbevidsthed om at gå videre. Efter en pause blev hun igen anspændt, og hendes hænder begyndte at klamre sig til stolens armlæn. Jeg bad hende fortælle, hvad hun oplevede. Efter nogle få sekunder trak hun vejret dybt og begyndte at tale lavmælt med rynket pande: Jeg er udendørs, og det er dag. Jeg befinder mig i et romersk amfiteater, midt i en menneskemængde. Jeg er en kvinde, måske 28-30 år gammel. Jeg har ikke lyst til at være der. Det er forfærdeligt. Der er løver, der kæmper mod mennesker. Det er kristne, og de vil ikke kæmpe; de ​​står bare og bliver dræbt. Alle jubler og råber på mere. Jeg beder en højtstående embedsmand om at stoppe det, men han griner bare ad mig. Efter en pause fortsatte hun: De tror på en ny gud, men de vil ikke kæmpe. Den ene efter den anden – kvinder, børn, gamle mennesker – de dør alle sammen. Hver gang en dør, jubler alle. Jeg bliver ved med at trygle ham om at stoppe, men han griner bare. Det står på hele dagen; jeg vil gerne gå, men han vil ikke lade mig. Jeg er hans kone. Han vil ikke lade mig gå. Bagefter er der fest hjemme hos os; de spiser og drikker og griner alle sammen, men jeg har det bare dårligt. De er så overlegne, de har intet hjerte. Jeg skammer mig så meget. Jeg går ud i haven og sidder for mig selv. Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke kæmpede. De må have været så bange, men det så ikke sådan ud. En tjener kommer ud med et glas vin. Han siger, at de vidste, at de ville klare den, fordi de skulle et bedre sted hen. Hvordan kan de tro på én gud? Vi har jo dusinvis af dem. Helen var igen stille et stykke tid, mens hun bevægede sig gennem livet. Til sidst talte hun igen. Jeg sidder i en celle nu, som fange sammen med tjeneren og nogle andre. Det er, fordi jeg er kristen. Tjeneren fortalte mig om sin gud, og jeg følte bare, at det var det rigtige. Jeg tager med ham til møder i et hus. De forklarede det hele, og vi bad sammen. Jeg havde været med i et stykke tid, da soldater kom og førte os alle væk. De vidste, hvem jeg var, men det gjorde ingen forskel. Min mand har vendt mig ryggen. SB: Hvordan har du det? Jeg er ikke bange, for jeg tror på deres Gud. Vi skal ud nu; folkemængden råber. Vi står og holder om hinanden. Jeg kan se min mand i mængden. En løve går rundt om os, og der er også en mand med et sværd i arenaen. Han skal slå os ihjel. Han stikker mig og tjeneren. Jeg ligger på jorden, men det gør ikke ondt. Det er i orden. Helen blev lidt bevæget, mens hun hviskede: Jeg ved, at vi begge skal dø. Det gør ikke ondt. Jeg skal ud på en rejse; jeg føler mig lykkelig, ikke bange. Jeg er i solskin nu og føler fred. Helen udstødte et dybt lettelsens suk og faldt til ro. Det var tydeligt, at hun var død i det pågældende tidligere liv. Hendes oplevelse af døden lignede mange af de andre, jeg har været vidne til som terapeut inden for tidligere liv. Mange mennesker beretter om fænomener som et skarpt lys og en følelse af total ro, når de forlader kroppen. Jeg lod Helen slappe af, mens hun forlod det liv, og førte hende derefter langsomt tilbage til fuld bevidsthed. Da hun var kommet ud af trancen, sad Helen et stykke tid og fordøjede sine oplevelser fra disse tidligere liv. Hun havde svært ved at forstå, hvor minderne stammede fra, men hun følte sig meget fri og let indeni – både fysisk og følelsesmæssigt. Vi talte sammen et stykke tid, hvorefter Helen gik; hun følte sig mere rolig, end hun havde gjort i årevis. Disse sessioner med Helen fandt sted i 1999, og hun har ikke rørt en dråbe alkohol siden. Hun har faktisk aldrig engang haft lyst til at drikke alkohol. Hun har siden da gjort store fremskridt i sit liv og fået en ny selvtillid, der har ført til, at hun har tabt sig meget, dyrker motion regelmæssigt og har påtaget sig meget krævende opgaver på sit arbejde. Hun lever også i et fast parforhold. Selvom hun stadig ikke ved, om hun fuldt ud tror på reinkarnation, betyder det ikke noget for hende, for som hun selv siger: "Jeg har fået mit liv tilbage." Kapitel 3, Chris’ historie, Chris’ sag har altid gjort et særligt indtryk på mig på grund af den reaktion, han fik, da han forsøgte at holde op med at ryge. Jeg havde med succes behandlet hans kone for angst, og hun havde anbefalet ham at opsøge mig for at få hjælp til at blive røgfri. Det er normalt en enkel sag, der kan behandles meget effektivt med en enkelt session standardhypnose (hvor terapeuten indlejrer post-hypnotiske suggestioner i underbevidstheden, mens klienten er i trance; dette omprogrammerer sindet til at skabe de ønskede adfærdsændringer). Formålet er at udnytte sindets kraft under hypnose til at hjælpe rygeren med at give slip på rygevanen uden større besvær og uden at lide under de bivirkninger (f.eks. rygetrang, irritabilitet, øget appetit), der ofte plager rygere, når de forsøger at stoppe. , ved at stoppe fra den ene dag til den anden og udelukkende bruge viljestyrke. Min opfattelse er, at hypnoseterapi har en højere succesrate end nogen anden metode, når det gælder om at hjælpe folk med at holde op med at ryge. Jeg har hjulpet mange hundrede mennesker med at blive røgfri gennem årene, og mange af dem har været forbløffede over, hvordan hypnoseterapien gjorde det langt lettere, end de nogensinde havde forestillet sig. Så da Chris’ kone fortalte mig, at han gerne ville holde op med at ryge, og hun bestilte en tid til ham hos mig, så jeg for mig et ret standardiseret rutineforløb, der uden større besvær ville hjælpe ham med at blive ikke-ryger. Det, der skete, var imidlertid det stik modsatte. Chris var tidligere professionel rugbyspiller; som 40-årig havde han stadig en kraftig fysik, men arbejdede nu i et fysisk krævende job. Han fortalte mig, at han var begyndt at ryge, efter at han havde indstillet sin rugbykarriere; han røg nu 20-30 cigaretter om dagen og var begyndt at få problemer med brystet. Hans vejrtrækning var blevet mere besværet (især ved fysisk anstrengelse), han hvæsede til tider, måtte jævnligt rømme sig og kunne mærke, hvordan hans tidligere gode form hurtigt svandt ind. Kort sagt havde hans rygevaner en markant negativ indvirkning på hans helbred (og før eller siden ville det sandsynligvis føre til en eller anden form for rygerelateret sygdom). Jeg forklarede ham, hvordan forløbet med rygestop via hypnose foregik, og da han var klar, begyndte jeg at føre ham ind i hypnose. Chris gik uden problemer i trance, og jeg gennemførte min sædvanlige rutine for rygestop, hvor jeg gav hans underbevidsthed meget stærke suggestioner om at være ikke-ryger. Vi afsluttede sessionen; han erklærede sig selv for ikke-ryger og forlod mit kontor som en glad ikke-ryger. Endnu en opgave vel udført, tænkte jeg ved mig selv. Forestil dig min overraskelse, da hans kone ringede til mig cirka tre uger senere. Steve, sagde hun med en stemme, der bar præg af stor uro, da hun ringede, siden Chris forlod dig for tre uger siden, har han ikke rørt en cigaret. Han har ikke engang haft lyst til en. Men han har været umulig at omgås – først bare konstant gnaven, og som dagene er gået, er han blevet mere og mere irritabel. Han har altid haft et vist temperament, men i går aftes gik han fuldstændig amok. Vi sad ved spisebordet i køkkenet sammen med børnene, og jeg kom med en bemærkning om et eller andet – egentlig en bagatel – og så eksploderede han. Han begyndte at råbe ad mig, skreg og skældte ud som en galning. Jeg råbte tilbage, at han skulle falde til ro, og så gik han helt fra snøvsen. Han fejede servicet af bordet og begyndte at knuse kopper og tallerkener mod gulvet, mens han skreg og råbte. Derefter flåede han lågerne af køkkenskabene, hentede en hammer og begyndte at slå de nye gulvfliser i stykker. Vores nye køkken, som vi lige havde fået installeret for få uger siden, er fuldstændig ødelagt. Børnene var skrækslagne, skreg og græd, og jeg var rædselsslagen for, at han var så ude af kontrol, at han også ville gøre os fortræd. Jeg greb fat i børnene, fik dem ind i bilen, låste dørene og kørte væk, mens Chris løb efter os ned ad indkørslen, råbte og svingede hammeren over hovedet som en vanvittig. Vi har tilbragt natten hos mine forældre, og jeg har ikke sovet et øjeblik; børnene græder stadig, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Steve, sker det normalt, når nogen kommer til dig for at holde op med at ryge? Jeg forsikrede hende om, at det ikke var tilfældet! ​​Jeg havde aldrig hørt om nogen, der reagerede så ekstremt, men det var tydeligt, at der var en sammenhæng mellem Chris’ rygestop og det irrationelle raseri, der havde hobet sig op i ham, siden han var hos mig. Hun fortalte, at hun havde talt med ham i telefonen samme morgen, og at han var knust over det, der var sket, og dybt skamfuld over sin opførsel. Jeg sagde til hende, at han måtte komme tilbage til mig hurtigst muligt, så vi kunne tage hånd om problemet og få det lagt bag os. Hun bestilte en tid til ham et par dage senere, og da Chris mødte op til sessionen, var han flov og angrende over sin opførsel. Med tårer i øjnene forklarede han, hvor forfærdeligt han havde det med sit tilbagefald. Jeg forklarede ham, hvad jeg mente var sket. Man hører nogle gange folk sige, at de blev mere irritable og vrede end normalt, da de holdt op med at ryge. Det betyder, at de – uden at være klar over det – har brugt rygevanen til at bedøve deres indre følelsesmæssige smerte. Grundlæggende er der tre aspekter ved enhver rygevane: For det første er det en vane, og de fleste rygere opbygger en række vanemønstre omkring deres cigaretter (f.eks. altid en kop te til cigaretten, altid en cigaret efter maden, altid en cigaret efter sex osv.). For det andet er rygning en afhængighedsskabende vane. Nikotin er et af de stoffer, der skaber størst afhængighed, og de fleste rygere bliver afhængige. Det tredje aspekt ved rygning – det følelsesmæssige aspekt – bliver imidlertid sjældent omtalt, og det er der ikke mange, der ved noget om. Efter at have behandlet mange hundrede rygere gennem årene er min vurdering, , at omkring én ud af ti rygere ikke blot oplever de to første aspekter (vanerne og afhængigheden), men primært er det, jeg kalder "psykologiske rygere". Det betyder, at deres primære grund til at ryge er at bruge cigaretterne som en måde at bedøve deres indre negative følelser (vrede, sorg, frygt, angst eller skyldfølelse) på et underbevidst plan. Inden for EFT (Emotional Freedom Technique) og TFT (Thought Field Therapy) betragter man afhængighed således, at *alle* afhængighedsskabende stoffer er et middel til at bedøve angst og indre følelsesmæssig smerte (EFT og TFT er to meget kraftfulde og effektive terapiformer, der involverer banken på udvalgte akupunkturpunkter på kroppen, mens man fokuserer på problemet). Min tanke om Chris var, at han sandsynligvis var en psykologisk ryger, og at vi – ved at fjerne hans cigaretter – havde løftet låget af hans "følelsesmæssige trykkoger" med vrede og følelsesmæssige sår; disse følelser var boblet op til overfladen og havde udløst hans voldsomme vredesudbrud. Jeg forklarede, at vejen frem var at arbejde på at forløse årsagerne til vredesudbruddene ved at tømme hans "følelsesmæssige trykkoger" på en sikker måde. Derefter ville han kunne holde op med at ryge uden yderligere problemer. Chris forstod min tankegang, og jeg noterede mig nogle oplysninger om hans personlige baggrund. Jeg ledte efter eventuelle følelsesmæssige traumer, der kunne være årsag til hans problemer med vrede, men til min overraskelse fandt jeg ingen. Han havde haft en lykkelig barndom, og den eneste betydningsfulde følelsesmæssige begivenhed i hans liv havde været faderens død nogle år tidligere. Han røg imidlertid allerede, før faderen døde, og han havde altid haft et hidsigt temperament. Det var tydeligt, at der lå noget andet under overfladen, som krævede undersøgelse, og da jeg havde ført ham ind i hypnose og fremkaldt en ideomotorisk respons (IMR-teknikken, jeg beskrev i kapitel 1), signalerede hans underbevidsthed med en finger, at der var fire tidligere liv, der var årsag til vredesproblemet. Chris bevægede sig meget hurtigt ind i det første af disse liv. Han begyndte at uroligt flytte rundt på sig i stolen, og en bekymret rynke viste sig i hans pande. Jeg spurgte ham, hvor han befandt sig, og hvad han oplevede. Hans stemme fik en vis hårdhed, mens han talte: Jeg er ude i det fri, og det er mørkt. Jeg er soldat, omkring 25 år gammel, og jeg er faret vild og er helt alene. Jeg har mistet mine kammerater og leder efter andre hjelme magen til min egen. Jeg ved ikke, hvilken vej jeg skal gå, men jeg ved, at jeg snart er nødt til at træffe en beslutning; jeg kan ikke bare blive her. Jeg er i tvivl om, hvad jeg skal gøre. Jeg er vant til at få at vide, hvad jeg skal. Noget siger mig, at jeg skal bevæge mig fremad. Jeg er nødt til at finde nogen; jeg kan ikke blive her. Jeg føler mig træt og omtåget. Jeg er langt hjemmefra. Jeg begynder at gå gennem natten. Det er varmt, og jeg er sulten. Solen står op, og det er en smuk morgen, men der er ingen at dele den med. Jeg bad Chris fortælle, hvad der var sket, siden han var havnet i denne situation, og han begyndte at græde. Mens han forklarede det, blev han mere og mere følelsesladet og oprevet. At miste sine kammerater – det hele er meningsløst. Man bliver sendt ud for at udføre en opgave, og så mister man alle sine fucking kammerater. ’Indtag broen,’ sagde de, men efter vi havde indtaget den, mistede jeg alle mine fucking kammerater. Én fucking granat. Alle sammen gode mænd, og nu er det bare en bunke fucking mursten. Det er ikke rigtigt. Jeg gik bare væk. Det er ikke rigtigt. Chris lå og hulkede stille i et stykke tid, indtil følelserne endelig lagde sig, og han faldt til ro. Der var ikke mere at opleve i netop det liv, så jeg førte ham ud af trancen. Han var alvorlig, mens vi talte om oplevelsen, men han følte sig langt mere rolig, end han havde gjort i dagevis. Han var overrasket over det, der var sket, og da han bestemt ikke troede på reinkarnation eller tidligere liv, udtrykte han skepsis over for, om terapi med fokus på tidligere liv kunne hjælpe på hans problem. Han gik dog med til at stole på mig, eftersom det arbejde, jeg havde udført med hans kone, havde gjort en stor forskel for hende, og han havde set så positive forandringer hos hende som følge af terapien. I sin næste session dykkede Chris ned i det andet af sine tidligere liv, og han så sig selv som en kvinde i trediverne om bord på et sejlskib. Hun var ved at emigrere sammen med sin lille søn, efter at hendes mand var død. Hun var tydeligvis meget fattig, eftersom hun tilbragte hele rejsen på skibets dæk; hun havde ikke råd til en kahyt nede i skibet. Men ret hurtigt begyndte han at mærke angst, da en storm trak op: Det er nat, og bølgerne slår ind over dækket. Jeg er meget bekymret; det er en voldsom storm. Jeg prøver at beskytte min lille dreng. Vi er oppe på dækket og bliver kastet rundt. Det er koldt. Skibet gynger fra side til side, der er en masse larm, og vinden hyler. Jeg prøver at holde fast med højre hånd og holde om min søn med venstre, men mine hænder bliver trætte, og jeg tror ikke, jeg kan holde fast i ham meget længere. Chris begyndte at puste kraftigt ud gennem læberne, og hans krop begyndte at vride sig, mens han mærkede spændingen og den fysiske anstrengelse, situationen krævede. Alt vores tøj er vådt, og min søn er bange og skriger – ’Mor’. Dækket er fyldt med v, , vand, og der flyder tønder, reb og træstykker rundt på dækket. Jeg vil ikke give slip på ham, men jeg kan ikke holde fast længere. Jeg giver slip, og vi glider ned ad dækkets side og ud i vandet. Vi bliver kastet rundt, mens båden gynger op og ned. Jeg kan intet gøre for ham; det er alt for koldt. Han er blevet ramt i hovedet af noget og bevæger sig ikke. Jeg kan ikke hjælpe ham, og jeg kan ikke hjælpe mig selv. Jeg er kold, svag og følelsesløs; jeg mærker, at jeg er ved at miste bevidstheden. Jeg ved, at han ikke klarer den, og jeg ved, at jeg har mistet ham. Jeg glider ind og ud af bevidsthed. Jeg kan ikke engang høre støjen længere. Jeg prøver at holde fast, men jeg fryser helt vildt. Det tåbelige tøj, kvinder går i. Jeg er ved at besvime nu. Chris slappede af, og hans krop lå stille i et par minutter. Han fortsatte sin beretning med en dæmpet stemme: Det er morgen, havet er roligt, og stormen har lagt sig. Jeg fryser. Jeg spørger folk, hvor min søn er. Der er et frygteligt rod på dækket. Nogle lig ligger tildækkede i stævnen. Jeg går hen for at se efter. En af dem er min søn. Jeg føler ingenting; jeg er følelsesløs af kulde. Der ligger tre mænd og min dreng. Jeg har aldrig i mit liv frosset så meget. Jeg går nedenunder til en varm ovn og tager tørt tøj på. Jeg ved, at min dreng er død, men jeg kan ikke rigtig føle noget for ham, fordi jeg er så træt og kold. Jeg lægger mig til at sove. Efter en kort pause fortsatte han: Senere samme dag vil den ansvarlige begrave ham til søs. Jeg vil gerne have ham med til vores bestemmelsessted og begrave ham der, så jeg kan besøge hans grav. Vi diskuterer det, og jeg går i dyb selvransagelse, men vi beslutter, at det er det bedste at gøre. De har allerede kastet de tre mænds lig over bord. Min søn er svøbt i et sort tæppe og bliver skubbet ud over siden. Han er væk nu. Jeg kan intet mærke, kun kulde og tomhed. Jeg har hverken mand eller dreng tilbage nu. Jeg er træt. Til sidst lægger vi til kaj, og det er et varmt sted. Der er heste, vogne og en kirke. Det er en ret ny by. Jeg ejer intet, men alle er hjælpsomme. Senere møder jeg en mand og bliver gift. Chris sukkede dybt, men traumet var ovre, og han kom ud af trancen ret afdæmpet, omend med en følelse af lethed indeni. En rolig fornemmelse blev hængende i ham frem til vores næste session, hvor vi arbejdede os igennem de resterende tidligere liv. Det første af dem var meget kropsligt forankret; Chris mærkede mange fornemmelser i kroppen, og idet han gled tilbage i det, begyndte han at støne højt og vride sig i stolen. Jeg spurgte ham, hvad der skete. Han talte med en bred nordengelsk dialekt: Jeg er under jorden. Jeg er minearbejder, en mand på omkring 30 år. Jeg er alene lige nu, selvom der var andre her. Min højre arm og mit højre ben sidder fast. Loftet er styrtet sammen. Jeg mærker et pres mod min højre side. Jeg er bange. Hans vejrtrækning blev hurtigere og mere overfladisk, og han fortsatte med at støne: Vi var fem eller seks stykker på vej tilbage til overfladen, og jeg gik bagerst i gruppen. Jeg kan høre dem forsøge at komme tilbage efter mig. Jeg mærker et kraftigt pres og smerte i min højre side. Man ved altid, at det sandsynligvis vil ske en dag. Jeg er bekymret for, om jeg kan komme til at arbejde igen. Jeg begynder at fryse, selvom her er varmt. Jeg kan se mine kammeraters lys nærme sig. De giver mig vand at drikke. Det var ikke et slemt sammenstyrt, og jeg tror ikke, jeg er kommet alvorligt til skade. De er ved at fjerne den store bjælke, der ligger over mig. Chris rykkede til og begyndte at vride sig, mens han talte sammenbidt: Jeg kan ikke mærke min højre hånd. De lægger mig på en båre. Det gør mere ondt nu, mens de går. Jeg ligger i kurven nu; der er kun plads til to af dem og båren. Jeg kan ikke vente med at se lyset igen. Jeg er oppe ved overfladen – dagslys. Jeg bliver kørt på hospitalet i ambulance. Det er ikke så slemt, som det kunne have været; jeg har brækket anklen og fingrene samt nogle knogler i hånden. Min kone og mine sønner kommer på besøg. Jeg ved, at jeg ikke sad alt for slemt fast, så jeg var ikke alt for bange, men jeg har ikke lyst til at tage derned igen. Jeg fortæller det til min kone, og senere flytter vi, og jeg får et bedre job. Det føles meget bedre. Jeg har glemt alt om ulykken nu. Chris var faldet til ro igen på dette tidspunkt, så jeg bad ham om at gå videre til det sidste liv, vi skulle undersøge. Efter et øjeblik sukkede han; han så alvorlig ud og virkede påvirket af noget: Jeg befinder mig ude på landet, og det er en smuk dag. Jeg er en mand i slutningen af ​​50’erne og står på en bjergskråning og passer en flok får. Jeg tænker over mit liv og føler mig trist. Jeg blev aldrig gift og føler mig ensom. Jeg har ingen nulevende slægtninge tilbage. Vinteren er på vej, og jeg ved, at det bliver en hård tid. Jeg kommer ikke til at se andre mennesker i ugevis. Kulden og de barske forhold bliver for meget for mig. Tanken om endnu en vinter, Hans stemme ebbede ud i et minuts tid, før han begyndte at ryste. Stemmen sitrede, da han fortsatte: Der er masser af sne. Jeg sidder foran en pejs, men mine fingre, knæ og ankler er stive. Intet i min krop vil makke ret. Fårene er i knibe, men jeg har ikke kræfterne til at tage mig af dem. Jeg tror, ​​det er min skæbne. Jeg sidder i min stol og kigger ind i ilden. Jeg, , ved, hvad der venter. Jeg er ked af at være alene, men jeg er træt og lukker øjnene. Jeg orker ikke at lægge mere brændsel på ilden. Jeg har ondt af mine får, men jeg mærker en stille tilfredshed. Jeg driver bare opad og væk. Jeg føler mig rolig nu, lettere. Chris sukkede dybt, og vi bevægede os væk fra det liv og over i det nuværende. Mens han slappede af i trancen, gav jeg ham forslag om at give slip på alle de negative virkninger, som tidligere liv havde haft på ham, og jeg indkodede nye instruktioner i hans underbevidsthed om at være ikke-ryger. Vi afsluttede sessionen, og Chris kom ud af trancen, klar til at holde op med at ryge. Vi havde ryddet op i alle de underbevidste følelsesmæssige drivkræfter, der havde presset ham til at ryge. Resultatet var, at han uden problemer kunne blive ikke-ryger, og sidst jeg talte med ham – adskillige måneder senere – var han ikke blot ikke-ryger, men følte sig også langt mere rolig. Anden del. Fysiske problemer. Kapitel 4. Tonis historie. Toni kom til mig med en række problemer, der hver især forstærkede de andre. Hun var en intelligent kvinde på 42 år, der følte sig deprimeret, var overvægtig og led af alvorlige rygproblemer, som gav hende konstante smerter. På grund af smerterne kunne Toni ikke gå i fitnesscenter; hun var deprimeret over de konstante smerter, og hun overspiste på grund af depressionen. Jo mere hun spiste, desto mere vægt tog hun på, hvilket gjorde hende endnu mere deprimeret, og hendes nedtrykthed gjorde det sværere at holde rygsmerterne ud – en ond cirkel af ulykkelighed, som Toni havde svært ved at håndtere. Hun var blevet opereret for rygproblemet, men kirurgerne kunne ikke finde noget galt; de havde blot udskrevet hende og sagt, at hun måtte lære at leve med smerterne. Hun havde været til utallige fysioterapisessioner og oplevet frustrationen ved diverse lægebesøg, men intet havde hjulpet, og hun følte sig modløs og håbefuldsløs omkring fremtiden. Jeg oplever ofte, at hvis der er tale om en mystisk sygdom i kroppen, stammer den fra tidligere liv, og selvom jeg ikke fortalte hende dette (hun troede bestemt ikke på tidligere liv), viste det sig at være tilfældet. Jeg førte hende ind i hypnose, og da Toni var i trance, bad jeg hendes underbevidsthed om at føre hende tilbage til den følelsesmæssige rod til rygproblemet; via et IMR (ideomotorisk respons) indikerede hun, at årsagen lå i et tidligere liv. Jeg guidede hende tilbage gennem tiden, og efter få minutter så jeg hendes øjenlåg begynde at flimre. Jeg bad hende om at tale til mig med lukkede øjne. , og beskrive de billeder, der var begyndt at dukke op for hendes indre blik. Hun begyndte at tale til mig med dæmpet stemme og en tone præget af forvirring. På dette stadie havde hun svært ved at tro på, at det, hun så, ikke blot var hendes fantasi – men sådan forholder det sig ofte, når folk for første gang træder ind i et tidligere liv under en trance. Jeg bad hende om ikke at analysere det, hun oplevede, men blot at følge med i det, der dukkede op. SB: Fortæl mig, hvad du ser, Toni. Er du indenfor eller udenfor? Er det dag eller nat? Toni: Jeg er udenfor. Jeg kan se en stor sø med bjerge i det fjerne. Det er dag, og der ligger en dis over søen. SB: Er du pige, dreng, mand, kvinde eller noget andet? T: Jeg er en teenage-dreng, sammen med min familie. SB: Hvordan har du det? T: Jeg har det godt; jeg kaster sten ud i søen. SB: Hvad sker der? T: Min far kommer hen til mig og lægger armen om mig; han vil tale med mig. ’Nå, unge mand, hvad skal vi stille op med dig?’ Jeg føler, at vi kun er fysisk tætte, men ikke følelsesmæssigt tætte. Han siger, at jeg skal engagere mig mere; jeg er for stille og isoleret. Hvad skal jeg stille op med mit liv? Jeg fortæller ham, at jeg vil studere kunst, men han reagerer hånligt. Han har været soldat, arbejder nu i den kommunale forvaltning og mener, at jeg bør gå ind i hæren. Der er intet, jeg ville hade mere, men han insisterer på, at jeg virkelig burde være med i Hitlerjugend. Han siger, at jeg skal slutte mig til de andre teenagere: ’Det er for dit fædreland. Du skal mærke dette fællesskab; vi skal blive en stærk nation’. Toni sukkede dybt; hendes ansigt, mens hun lå i min hvilestol, afslørede den spænding og indre konflikt, hun følte som den unge mand fra det tidligere liv. Langsomt begyndte hun at trænge dybere ind i dette liv og give slip på sin bevidste skepsis. Det gjorde hende i stand til at mærke de følelser, der tilhørte den person, hvis liv hun genoplevede. Det er svært at fortælle nogen, at jeg ikke tror på det her; det virker kvælende – det undertrykker individet. Men min far er begejstret for det. SB: Har du en fornemmelse af årstallet eller måske dit navn i det liv? Toni tøvede et øjeblik og svarede: T: Jeg tror, ​​det er 1936, og jeg hedder Manfred Zeller. Jeg befinder mig et sted i Bayern. Jeg går stadig i gymnasiet. Der er mange skænderier med min far, for når jeg bliver student, vil jeg gerne læse kunst, men det er ikke det, han ønsker; han vil have, at jeg gør karriere i hæren. Han er en slags lokalhelt; han kæmpede i den første krig for et forenet Tyskland. Han er stolt af det – ’Vi viste de preussere, de tror, ​​de er de eneste, ’ , kæmpere, siger hun. Jeg står til at skulle forlade skolen, men situationen ser dårlig ud. Der er uro i Europa, og der hersker en meget stærk nationalistisk stemning; man forsøger at opbygge et stærkt land og genopbygge økonomien. Kansleren siger, at vi tyskere skal skabe en stolt, sikker, sund og stærk race. SB: “Hvad tænker du om det? T: “Jeg forstår det godt, for landet var blevet knægtet og ydmyget. Vi er nødt til at omforme vores identitet. Denne mand mener, at der ingen grænser er for, hvad vi kan opnå, men tingene bliver i stigende grad reguleret for at skabe en stærk struktur i landet. Toni holder en pause på et par sekunder, før hun fortsætter i en melankolsk tone: “Jeg bøjer mig for min fars ønske og melder mig til hæren i fire år for at gøre ham tilpas; derefter har jeg planer om at gå på kunstskole. SB: “Lad os springe frem til den næste vigtige fase i dit liv. T: “Jeg er lidt ældre nu, omkring 18 år. Jeg befinder mig lige uden for Berlin på en træningslejr. Det er et meget smukt sted med en sø, og vi er en gruppe, der træner sammen. Det minder om skolen – teori, kortlæsning, skydevåben, fysisk træning, kalibrering, skydning på forskellige afstande. Vi bærer uniformer med høje kraver, der føles meget kradsende. Der er en følelse af kammeratskab, og vi får god mad og drikke. De andre driller mig, fordi jeg er den stille type. Jeg tegner karikaturer af mine kammerater. Under hele denne beskrivelse af militærlejren har Toni et let muntert udtryk i ansigtet. Så skifter hendes holdning, og hun rynker panden, mens hun fortsætter: “Der er sket en pludselig forandring. Alle er holdt op med at grine. Vi lytter til radioen. Vi er i krig. Nu er alvoren gået op for os. Jeg føler mig bange og ængstelig. Det var ikke det, jeg havde forestillet mig, da jeg meldte mig. I den efterfølgende tid ser jeg mig selv mange forskellige steder: i en bil, i Rhinlandet, hjemme igen, i Berlin. Jeg befinder mig i en konstant tilstand af panik og forsøger bare at holde hovedet oven vande, men jeg tror, ​​mine overordnede officerer godt ved, at jeg aldrig for alvor vil få succes. Krigen er brudt ud, og jeg er blevet sendt til Holland. Jeg er ikke blevet sendt til fronten. Mit arbejde ligger inden for forsyningstjenesten, men jeg har fået en ny opgave: at sørge for beskyttelse af kunst. Hvor end jeg kommer hen i Holland, skal jeg besøge lokale gallerier og kunstsamlinger og vurdere, om de har brug for beskyttelse mod en mulig allieret invasion. Jeg må dog ikke afsløre noget af dette, for det må ikke komme frem, at der er tale om en allieret invasion. Jeg bor i en hollandsk by; vi har overtaget den bedste indkvartering, og her er meget komfortabelt. Jeg føler mig så alene og uvelkommen. De lokale er nødt til at tale med os, men den modvilje og afsky, de føler, er næsten til at tage og føle på. Nogle af mine medofficerer nyder denne følelse af overlegenhed og magt – at få, hvad man vil have, når man vil have det. Jeg synes, det er en høj pris at betale. SB: Gå videre til den næste betydningsfulde del af det liv. T: Jeg kan lugte fugt. Jeg sidder i en bil, der er en del af en konvoj på vej mod øst. Det er sommer, og det er vådt. Jeg tror, ​​det er 1941, og der foregår store troppebevægelser. Jeg er i Gruppe Central. Der er massive troppebevægelser over hele Europa, og mange tropper bevæger sig mod øst. Vores ordre lyder på at indtage Moskva. Indtil videre har det været let. Jeg har set spredte kampe, men jeg har undgået nærkamp. Toni var stille et stykke tid, mens hun bevægede sig videre i tiden, og så fortsatte hun: Jeg sidder ved et stort spisebord i et landsted. Det er officersmessen. Der bliver drukket rigeligt med snaps, og den ældre officer til venstre for mig fortæller, at planen er at rydde områderne, flytte slaverne og jøderne væk og sende dem tilbage for at støtte krigsmaskinen derhjemme, samt at hente tyskere fra fædrelandet hertil for at bosætte sig. Han siger, at der går rygter om, at nogle højtstående officerer er utilfredse med denne behandling af slaverne og jøderne, og at nogle af dem derfor ikke ønsker at være her. Der kan komme anmodninger om forflyttelse. Igen holdt hun en pause og var stille. Så blev hun anspændt; hendes krop stivnede, og hendes ansigtsudtryk blev alvorligt. Hun gøs og fortsatte: Vi sidder fast. Det er oktober, og vi burde have været i Moskva nu, men vejret er slået om. Vi er blevet taget på sengen, for vi mangler vinterudstyr. Det sner, og vejret er dårligt. Vi er ikke ordentligt udrustede til det her; ingen havde forventet, at vejret ville skifte så hurtigt. Jeg fryser konstant. Vi er nødt til at beslaglægge forsyninger lokalt, hvilket betyder, at de lokale må undvære. Det bryder de sig ikke om. De synes, vi er blødsødne, fordi vi ikke er vant til disse forhold. Der har været hårde kampe. Jeg er klædt i min lange grå frakke med to messingknapper, bælte, tykke læderhandsker og en skærmhue. Der holder et køretøj og venter på mig. Vi skal af sted; det er en del af en troppebevægelse. Tonis stemme blev til en hvisken, mens hun fortsatte med at skælve og knugede hænderne sammen. Spændingen i hende var tydelig, mens jeg betragtede hende. Hendes kæbe var spændt, og panden rynket: Alle er nervøse. Køretøjer bliver skilt ad på grund af vejret, og lastbiler sidder fast. Det hele er meget kaotisk, og vi bevæger os langsomt fremad. Vi har fået advarsler om, at der er set russiske tropper. Vi er langt bagud. Vi bevæger os gennem en landsby, der ser ud til at være forladt. Ikke et godt sted at sidde fast. Jeg har fået kommandoen over en gruppe mænd. Vi bliver beskudt fra en bygning på fire etager, der er blevet bombet. Jeg beordrer alle ud af køretøjet og giver besked på at holde sig lavt. Planen er følgende: Chaufføren kører køretøjet fremad, og vi følger med. Vi skal så tæt på bygningerne som muligt. Jeg er den højest rangerende, så jeg er nødt til at tage med dem. Tonis tale var blevet hurtigere, i takt med at hun genoplevede situationens rædsel. Jeg spurgte hende, hvordan hun havde det. Hun nærmest spyttede ordene ud med dæmpet, forpustet stemme: Jeg har knuder i maven, jeg er så bange. Vi går ind i bygningen. Mit tøj er stort og klodset, så det er svært at bevæge sig lydløst og hurtigt. Vi går op på første sal. Der ligger papir, skriveborde og murbrokker. Jeg hører en lyd længere oppe. Jeg tager fire mand med. Lydløst. Utroligt nok er trappen intakt. Vi når op på øverste etage. Toni gøs og rykkede i kroppen. Med høj og hurtig stemme fortsatte hun: Pludselig sker der ting overalt omkring os. Der er mennesker alle vegne. En person kommer imod mig. Jeg er nødt til at skyde. Der er kamphandlinger hele vejen rundt om mig; jeg har lige skudt en person. Det er første gang, jeg nogensinde har skudt nogen på så tæt hold. Han er kun en dreng. Jeg ville ikke, men jeg var nødt til det. Jeg er nødt til at sikre mig, at han er død, så jeg skubber til ham med foden. Han er tynd og bleg med mørkt hår. Jeg har det forfærdeligt. Indeni tænker jeg, at det her er forkert; meningsløst og spild af liv. Hvad nytter denne vold? To af mine mænd er sårede. Der er seks russere; fem af dem er døde. En af dem stønner, men sergenten skyder ham igen for at gøre en ende på det. Toni faldt til ro, og hendes krop slappede af i stolen. Hendes stemmeføring var mindre præget af panik, men hun talte med sorg i stemmen: Vores opgave er udført. Vi er nødt til at komme videre, ellers kommer vi endnu længere bagud. Vi lader bare ligene ligge. Drengen, jeg dræbte, var nogens søn eller bror. Vi bevæger os videre mod øst, men jeg føler mig helt stille og nedtrykt. Disse mennesker kæmper med en utrolig beslutsomhed – de vil ikke vise os nogen nåde. Efter Holland og Polen, som var så lette, har dette været en forfærdelig opvågnen. Jeg har set menneskeheden blottet for al menneskelighed. Er det sådan, vi i virkeligheden er? Jeg hader volden og det grimme. Jeg hører ikke til her. Hun var stille et stykke tid igen, mens hun bevægede sig videre til de næste vigtige scener i det liv. Uden at vide det begyndte hun at bevæge sig mod den mest betydningsfulde del af det tidligere liv – den begivenhed, der havde forårsaget rygproblemet i dette liv. Hun så stadig urolig ud og gøs med jævne mellemrum af kulden fra den russiske vinter, hun genoplevede. Nogle gange knyttede hun hænderne; andre gange gned hun dem rastløst op og ned ad stolens armlæn. Ingen af ​​os havde forudset det, der skete derefter. Hun talte igen, lavmælt: Vi har overtaget en gammel skolebygning, og der er et fyrrum. Det er så koldt, men vi er frustrerende tæt på Moskva. Jeg tror, ​​vi er i nærheden af ​​en by, der hedder Smolensk, måske 40 miles fra Moskva. Foråret er lige om hjørnet, og vi har fået ordre til at gå i offensiven, så snart vejret skifter. Jeg har hørt om et maleri i en kirke i nærheden, en triptykon. Jeg beslutter mig for at tage en motorcykel og se nærmere på det. Landsbyen, hvor det befinder sig, ligger nordvest herfra. Jeg finder landsbyen og går hen til kirken. Jeg er desperat efter at se billederne. Jeg går rundt om kirken. Jeg kan ikke komme ind. Jeg går tilbage mod vejen. Jeg er rasende – hvor er motorcyklen? AV! I det øjeblik skreg Toni, og hele hendes krop sprang omkring 60 centimeter op i luften. Jeg blev så chokeret, at jeg også sprang næsten en meter op! Hun lå i en akavet stilling i stolen og begyndte at støne og gispe efter vejret: Noget har ramt mig. Jeg er blevet skudt. I højre side, i ryggen. "Jeg kan ikke se, hvor det kom fra. Der er ingen i nærheden, og min ryg er ødelagt. Jeg burde have taget nogen med mig. Jeg kan ikke komme op af sneen. Måske har min frakke afbødet det værste. Hvem prøver jeg at narre?" Under alt dette hostede og stønnede Toni, som om hun hostede blod op. "Jeg får ikke engang set billederne i kirken. Jeg ligger her et stykke tid. Det begynder at blive mørkt nu. De sender vel nogen." Hun begyndte at vride sig i stolen, mens hun uafbrudt hostede og gispede, efterhånden som livet ebbede ud af hende. Hun hviskede: "Jeg fryser virkelig. Jeg kan se en rød blomst." Efterhånden blev hendes bevægelser og vejrtrækning langsommere. Efter en lang pause sagde hun blot: "Jeg ser ned på mig selv. Jeg føler mig rolig, stille og let. Jeg er på vej væk, ind i varme og lys. Jeg er glad for at slippe væk fra panikken og kulden." Livet var forbi, og den unge mand, der aldrig havde ønsket at være soldat, men kunstner, var død. Efter sessionen, da Toni var kommet ud af hypnosen, fortalte hun, at hun var meget bevidst om, at han i dødsøjeblikket indså, at han havde begået en stor fejl ved at tage ind i landsbyen uden væbnet eskorte. Hun mærkede, at der nu bevægede sig en energi rundt i hendes ryg, og hun sagde, at kuglens anslagssted lå præcis dér, hvor hun havde følt kraftige smerter. , i mange år. Hun insisterede også på, at hun intet vidste om nazisternes felttog i Rusland under Anden Verdenskrig, og hun var chokeret og overrasket over det, hun havde oplevet under sessionen. Fra den dag begyndte hendes ryg at få det bedre, og i løbet af få uger var den helt helet, som om smerten aldrig havde eksisteret (og husk, at hun endda havde været igennem en operation, hvor man ikke havde fundet noget galt). Hendes læge på hospitalet udskrev hende, og hun kunne nu for alvor tage fat på at tabe sig. Naturligvis gjorde det en stor forskel for Toni blot at slippe af med rygsmerterne, for smerten havde afholdt hende fra at dyrke motion, hvilket betød, at hun ikke kunne gå i fitnesscenter for at gøre noget ved sit vægtproblem. Da rygsmerterne var væk, kunne hun begynde at motionere igen. Hendes depression betød dog, at hun blev ved med at overspise for at dæmpe sine ulykkelige følelser (også kendt som "trøstespisning"), så det stod klart, at vi – for at hjælpe Toni ud af denne onde cirkel – måtte arbejde med de følelsesmæssige årsager til depressionen og behovet for at overspise (hun småspiste meget og spiste store portioner til måltiderne). Selvom Toni ved vores næste session talte sagligt om sine problemer, afslørede hendes stemmeføring og kropssprog den sorg, hun følte over sig selv. Det var, som om hun forsøgte at holde afstand til de følelser, der lå begravet i hende. Hun var en attraktiv og meget intelligent kvinde, hvis liv blev ødelagt af hendes negative tankegang og hendes utilfredshed med vægten. På trods af sin skepsis over for begrebet tidligere liv (hun var en rationelt tænkende person, der arbejdede i den juridiske branche), accepterede hun behovet for at finde årsagerne til sine problemer, og hun var villig til at lade sig hypnotisere for at gøre det. Endnu en gang førte jeg hende ind i en trance, og hendes underbevidsthed indikerede, at der var flere tidligere liv, som rummede betydningsfulde følelsesmæssige begivenheder, der var årsag til problemerne. Mens hun gled dybere ind i afslapning, begyndte hendes lukkede øjenlåg at flimre let – et tegn på, at hun så billeder for sit indre blik. Jeg bad hende beskrive, hvad hun oplevede. Efter et par sekunder trak hun vejret dybt og svarede lavmælt: Jeg står på en majsmark i skarpt solskin med en lille dreng ved min side. Jeg er en ung kvinde, omkring 20 år gammel. Det blæser, og det er et smukt syn. Der er bjerge i baggrunden, og jeg har en hvid kyse, en lang kjole og et hvidt forklæde på. Jeg kan mærke forklædet blafre i vinden. Jeg har langt hår, der stikker frem under kysen. SB: Hvordan har du det? Jeg er glad for at være her, jeg føler mig lykkelig. Jeg smiler og holder barnet i hånden. Jeg kan se en mand i sort hat og frakke på en grå hest. Vi går ind i vores hus, et lille træhus med et hegn udenfor til hesten. Mit hus er noget særligt; der er en vandpumpe indenfor. Hun var stille et øjeblik, før hun fortsatte: Jeg serverer mad ved et bord. Vi beder bordbøn; manden, drengen og en anden mand sidder der. Jeg føler mig tilfreds; det er god mad – små brød, sovs, hjemmebagt brød, stuvning. Der er kaffe – av! Det er varm kaffe. Toni gav et lille hop, da hun mærkede, hun brændte sig, og hendes hånd røg op i luften. Jeg skal bruge en klud til at tage fat om den. Det virkede, som om hun genoplevede et tidligere liv i Amerika, i det gamle Vesten. Hun sagde ikke noget i et par minutter, som om hun nød følelsen af ​​hjemlig lykke, så jeg bad hende om at gå videre til den næste betydningsfulde begivenhed i det liv. I begyndelsen talte hun let og med et halvt smil på læben, men efter få sekunder blev hendes ansigt alvorligt: Jeg er på mit værelse bagest i huset, og drengen hopper rundt på sengen. Jeg kan se ham i sengen nu; han har en hvid natkjole på. Jeg tror, ​​han har ondt i ørerne. Han har feber, han sveder. Jeg er bange. Toni begyndte at trække vejret tungt, og hun begyndte at græde. Der ligger sne på huset, og den smelter. Drengen er væk. Jeg ville ønske, at jeg også var død. Efter et stykke tid holdt hun op med at græde og sukkede. Der var en skælven i hendes stemme, da hun fortsatte: Foråret kommer. Jeg føler mig ensom. Jeg kan se en hestevogn udenfor, der er læsset til. Jeg skal rejse væk. Hun tav igen et øjeblik, så jeg bad hende om at bevæge sig frem til et senere tidspunkt i det liv. Efter et minuts tid, hvor hun bevægede sig gennem livet, sagde hun: Jeg sidder på en havebænk uden for et byhus. Jeg har en brun kjole med blomstermønster på. Jeg er alene, og der er gået flere år. Jeg er midaldrende nu og føler mig rolig. Jeg bor her sammen med en anden kvinde, der er yngre end mig; hun har en stråhat og en lang nederdel på og en meget smal talje. Hun bærer på bøger; jeg tror, ​​hun er lærerinde. Vi er veninder; jeg er hendes husholderske – jeg tror, ​​jeg passer på hende. Der står et standur ved trappen, og det er et moderne hus i en række af huse, med en lille baghave og en gade foran. Folk kender mig her, men jeg ville ønske, jeg var tilbage på landet. Jeg ved, at det ikke kan lade sig gøre, men det var dér, jeg mistede min dreng, og det er grunden til, at jeg rejste. Men jeg er ikke kommet videre, , der er stadig et stort hul indeni mig. Hun sukkede dybt igen og var stille et øjeblik, og da hun fortsatte, var det tydeligt, at hun igen havde bevæget sig fremad i tiden: Jeg er i købmandsbutikken, og der står store tønder foran disken. Der står en mand bag disken med et hvidt forklæde på. Han er skaldet, går med briller og har overskæg. Han hedder Seth, og han er munter og hjælpsom. Jeg køber mel og rosiner. Jeg tror, ​​han kan lide mig. Han kalder mig Maisie og laver sjov med mig. Nu er jeg videre; jeg har en lang natkjole på og befinder mig i et soveværelse. Jeg har løsnet mit lange, grå hår og er ved at børste det. Jeg er omkring 50 eller 60 år nu og bor i et andet hus. Jeg sidder i et andet rum sammen med Seth ved siden af ​​pejsen. Han læser avis. Jeg føler mig tilfreds og lykkelig sammen med ham; vi er to gamle mennesker, der følges ad. Han tænder piben, og jeg skælder ham ud over lugten, men han tager sig ikke af det. Toni havde et mildt smil på læben, men efter få sekunder begyndte hun at græde sagte. Nu nærmer slutningen sig. Jeg ligger i sengen med et tæppe om skuldrene. Seth sidder ved siden af ​​mig på sengen. Jeg har det ikke godt; jeg er træt. Jeg siger undskyld, men jeg er så træt, at jeg gerne vil herfra. Jeg har ikke lyst til at forlade ham, men jeg er nødt til at tage afsted. Jeg føler mig i fred, da jeg dør. Det er, som om en stor sten bliver løftet fra mit bryst. Jeg er ked af at skulle herfra, men jeg ved, at jeg skal se min dreng. Med et smil begyndte hun at fælde glædestårer. Han er der; han er præcis, som han altid har været. Jeg mærker en ren glæde – og lethed. Livet var forbi, og de lidelser fra den tilværelse, der havde tæret så hårdt på Maisie efter tabet af hendes søn, var også ovre. Hun var genforenet med ham i åndeverdenen, og Toni følte, at en tung byrde var løftet fra hendes skuldre. Hun vendte tilbage fra trancen og fortalte mig, at hun mærkede en indre lethed – et sikkert tegn på, at de negative virkninger, som det tidligere liv havde haft på hende i hendes nuværende tilværelse, var blevet opløst. Som du kan se, går jeg normalt ikke efter specifikke detaljer (navne, steder, datoer osv.) fra det tidligere liv, når jeg arbejder terapeutisk, da den slags blot afleder opmærksomheden fra processens hovedformål. Mit mål er at lade klienten genopleve de negative følelser fra den tilværelse, så de kan blive forløst, og klienten kan føle sig fri af det problem, de har forårsaget i dette liv. Selvom det tidligere liv tilsyneladende havde udspillet sig i Amerika i 1800-tallet, var der ingen grund til at finde specifikke oplysninger om det; vi skulle blot lade Toni genopleve de fastlåste følelser. Vi behøver heller ikke at analysere sammenhængen mellem oplevelserne i det tidligere liv og problemerne i dette liv. Det er nok blot at forløse følelserne, hvorefter problemerne svinder ind. Toni havde overspist som en måde at bedøve den følelsesmæssige smerte fra det liv på. Ved begyndelsen af ​​vores næste terapisession fortalte Toni, at hun havde bemærket en stor forbedring i sine spisevaner som følge af vores session om det tidligere liv, og at hendes trang til at småspise var blevet betydeligt mindre. Hun følte sig også stærkere i sig selv, og et par problemer i hjemmet, der normalt ville have generet hende, havde ikke voldt hende besvær. Hun var nu lidt mindre skeptisk over for terapi med tidligere liv og var klar til at gå i trance for at udforske det næste liv, der var årsag til hendes spiseproblemer. Hun lagde sig tilbage i min hvilestol og lukkede øjnene, mens jeg talte blidt til hende og førte hende ind i en behagelig hypnotisk trance. Hendes underbevidsthed førte hende tilbage i tiden til en anden tilværelse, og snart begyndte hun at fortælle mig, hvad hun så: Jeg er udendørs, og det er dag. Der er mennesker med heste. Jeg er en ung kvinde, omkring 20 år gammel. Jeg har en fugl – en falk med hætte over hovedet – siddende på hånden. Jeg står ved siden af ​​en hest. Der er masser af skov og marker. Jeg er på jagt med fuglen. Andre mennesker ledsager mig. Jeg føler mig lykkelig. Jeg er datter af en betydningsfuld mand. Disse mennesker er her for at tjene mig. En mand ved siden af ​​mig er klædt i meget læder, og hesten bærer et mærkeligt hovedtøj. Jeg har lange, mørke fletninger. Mine sko, kanten af ​​min kjole og min lange grønne kappe er våde og mudrede. Jeg sender fuglen af ​​sted – det er en dværgfalk. Jeg bærer et meget tungt kors besat med rubiner. Åh, men jeg går dårligt; jeg ved ikke hvorfor. De kalder mig "frue" og hjælper mig op på hesten. Jeg skal hjem. Jeg rider gennem træerne og over en lille bro, der spænder over vand, hvor svaner svømmer rundt. Der er en lang stenmur med en overbygning af træ, og jeg rider gennem nogle porte ind i en stor gårdsplads med halm på jorden. Mænd kommer til for at holde hestene. Vi har haft en god jagtdag. Der ligger et dødt vildsvin. Far har ikke været med os i dag; han har skullet tale med nogen. Nu vil han tale med mig. "Barn." Åh, når han kalder mig "barn", ved jeg, at han vil tale om noget alvorligt. Ligesom dengang min mor døde. Han fortæller, at det er gode nyheder, for der er fundet en bejler til mig. Jeg var blevet lovet væk til William, da jeg var 14, men han døde, og far frygtede, at ingen anden ville have mig, fordi jeg ikke er fysisk rask og rørig. Men en enkemand søger en ny hustru og vil gerne have mig på grund af fars jord. Jeg bryder mig ikke om det, for han bor tre dages rejse væk. Jeg, Jeg er ulykkelig, men far siger, at jeg skal adlyde ham, og at jeg må tage mine ting med – min kiste, min bedeskammel, Oswald og Matilda samt to af mine fugle. Jeg græder, og Matilda trøster mig. En del af mig er spændt, og en anden del er bange. Når han kommer, har han sin egen præst med, men far siger, at vi skal bruge vores egen præst til vielsen. Han giver mig en tung guldkæde som en gave, et tegn på vores forbindelse. Dermed er scenen sat for en ulykkelig situation, hvis negative følelser Toni har båret med sig fra det tidligere liv ind i sit nuværende. Ud fra hendes beskrivelser gættede jeg på, at hun levede i middelalderens England som datter af en velhavende godsejer, enten på en borg eller i en stor herregård. Hun holdt en pause, hvor hun i tankerne bevægede sig videre til en anden dag i det liv – muligvis blot få dage senere: Jeg er hjemme ved den store kamin og skændes med min far, fordi jeg gerne vil være alene. Det irriterer mig, at der forventes, at jeg altid skal være venlig og høflig over for folk. Der er mennesker omkring mig hele tiden, og jeg vil bare være alene. Jeg skal lære sprog, musik og poesi, og der er altid folk, der venter på at betjene mig. Toni så irriteret ud, mens hun lå i stolen; panden var rynket, og hun talte sammenbidt, som en trodsig teenager. Vi venter gæster. Normalt kan jeg godt lide gæster, men ikke nu. Jeg skal hen og tilse vinen og øllet. Der er mange mennesker i køkkenet, hunde og halm på gulvet. Udenfor står folk og vasker sig; de lugter. Min far har sagt, at det er et privilegium at få besøg af en sådan person, og at forbindelsen vil være til gavn for begge slægter. Jeg skal præsenteres for en potentiel bejler. De sidste ord blev nærmest spyttet ud med en skarphed, der afslørede, at hun ikke var begejstret for udsigten til ægteskab. Jeg spurgte hende, hvad hun følte om det. Hun nærmest knurrede ad mig: Jeg føler væmmelse; jeg har hørt, at han er gammel og grim. Jeg er nødt til at gøre mig klar. Min tjenestepige står og bøvler med mit hovedtøj. Jeg skælver, dels fordi jeg er nervøs, og dels fordi der ikke er noget glas i vinduet på mit værelse. Min kjole består af flere dele – en overdel og en nederdel udenover, der er snøret stramt til. Jeg er vred på hende, så jeg giver hende en lussing. Hun er så begejstret for mine sko; de er så fine og må ikke bruges udendørs. Jeg kan høre et følge nærme sig – heste og hunde. Der er 20-30 mennesker og bannere – det er ret prangende. Der skal sørges for indkvartering til alle. Min far er urolig og sender sin forvalter ud for at tage imod dem. Han siger, at jeg skal se mere beskeden ud. Jeg gør et forsøg, for jeg vil gerne gøre ham tilpas. Jeg er så nervøs. Tonis åndedræt er hurtigt, og hendes hænder bevæger sig rastløst. Han træder ind. Hans kappe er besynderlig, lavet af hermelin, og han har lange støvler på. Han ser ikke så slem ud, som jeg havde forventet, men han er gråhåret. Med sit grå skæg ser han lige så gammel ud som min far. Jeg nejer, og han tager min hånd. Han har handsker på med ringe udenpå. Han kalder mig ’Lady Bertha’. Han hedder Edwin. De to mænd taler sammen. Hvad skal jeg gøre nu? Har jeg bestået prøven? Det lader til, at det er vigtigt, at jeg kan brygge godt øl og lave god vin – er det alt? Det er en god forretningsaftale; jeg skal giftes med denne mand. Han ser acceptabel ud – bare han ikke er ond. Han har mange følgesvende, der larmer og opfører sig groft. De skal alle have mad. Hans forvalter er venlig, mild og hensynsfuld. Hun ser stadig urolig ud, og så bliver hendes ansigt bedrøvet. Jeg sætter mig til bords, og pludselig slår det mig, at jeg skal forlade dette sted og min far. Jeg har ingen mor. Jeg skal rejse helt alene af sted med denne fremmede mand. Det havde jeg ikke tænkt over. Jeg går ud fra, at det sker for alle i min situation. Jeg kan tage min tjenestepige og en eller to andre tjenestefolk med, men jeg vil ikke kende nogen derovre. Vil han være god mod mig? Jeg vil ikke forlade mit hjem. Hmmm; min vin må være god, for alle har drukket rigeligt, og der er mange røde ansigter. Der er meget larm og råben, folk råber, men jeg vil bare i seng. Hvorfor råber mænd altid ad hinanden? Nu begynder de at lave sjov på min bekostning; selv min far gør det. Det er, som om jeg er en hest eller en ko. Hun drog et dybt lettelsens suk. Endelig tager min far min hånd og siger, at jeg må gå, og at jeg har klaret mig godt. Jeg tager en lygte og går op i seng. I morgen rejser jeg. Jeg er ked af at skulle af sted, af at forlade mit hjem og drage ud i det ukendte. Jeg er bekymret for, hvordan det hele bliver. Jeg tager mine fugle og min tjenestepige med. Oswald skal passe mine fugle; jeg ved, han forstår det. Pludselig begyndte hun at ryste, og hendes vejrtrækning blev hurtig. Nu er dagen her. Jeg er så bange, at jeg ryster. Der står rækker af bærere udenfor. Matilda lukker kisten, og alt bliver båret nedenunder. Jeg går hen i kapellet, og fader Richard er der. Jeg ryster så meget. Hvorfor? Manden har ikke et dårligt ry. Han smiler venligt nok til mig, men han er stadig en ældre mand. Da vi legede som børn, sagde pigerne altid, at man aldrig måtte gifte sig med en ældre mand. Efter en lang pause, hvor hun tydeligvis genoplevede vielsesceremonien, sukkede hun, og rystelserne aftog. Det er overstået. Jeg er ked af at forlade alt det , virker bekendt. Edwin har sagt, at han vil tage sig af mig, men det er bare ord. Jeg tager af sted nu. Far omfavner mig, men han virker ikke særlig ked af det. Jeg rejser i vognen, og det er meget ubehageligt. Jeg spørger, om jeg må ride, men de siger nej, for det er ikke sikkert. Matilda griner. Edwin er 53 år og har allerede tre børn, men måske ønsker han ikke flere. Vi gør holdt under et halvtag af træ. Vi skal overnatte her. Toni begyndte at trække vejret nervøst igen; hendes hænder rystede en smule. Hendes krop var stiv og anspændt. Matilda siger: ’Kom så, barn.’ Hun er den eneste, jeg nogensinde har delt seng med. Min hånd hviler på hans nattrøje. Der er grå hår på hans bryst. Jeg er så nervøs. Han tager mine hænder, og vi beder vores bønner. Han tager mig med i seng. Han forsøger at få mig til at grine. Han siger, at han kalder mig sit blad, fordi jeg ryster så meget. Toni tav et øjeblik, før hun fortsatte: Hans hjem er meget prægtigt. Han har to sønner og en lille datter, der forventer, at jeg skal være mor for hende, men jeg ved intet om børn. Hun er ti år nu, men har ikke haft en mor, siden hun var syv. Hun kan godt lide mig. Hvordan skal jeg kunne klare det her? Hans sønner er ældre end mig. Toni var stille igen et stykke tid, og hendes krop slappede af, i takt med at hun bevægede sig videre i tiden. Jeg er kommet videre nu; der er gået måske et år. Jeg sidder ved vinduet og taler med Matilda. Jeg har bedt til Gud, men det føles som at leve i en ødemark; der er ingen glæde her. Ingen er grusomme eller uvenlige, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal kunne leve her, og jeg bryder mig ikke om præsten. Hun begyndte at skælve. Det er skumring nu, og jeg går ude på en skråning. Jeg føler bare, at jeg er nødt til at komme væk. ’Frue’ – Oswald kalder på mig; han bærer på en kappe. ’De burde ikke være her alene.’ Han lægger kappen om mine skuldre. Han er så mild. Du må komme indenfor. Han tager mig i hånden og trækker mig med ind. Det er den første venlige, omsorgsfulde handling fra nogen i ugevis. Jeg indser, at jeg holder mere af Oswald end af min mand. Matilda ser mig og bliver chokeret – Hellere en af ​​hans sønner end hans tjenestepige, siger hun. Toni sukkede dybt igen og begyndte at vride sine hænder. Hvad skal jeg gøre? Jeg er nødt til at gå til skrifte. Fastetiden nærmer sig, og jeg skal have mine synder tilgivet. Jeg kan ikke sige det her til præsten, men jeg er nødt til at slutte fred med Gud. Jeg går hen til præsten, men jeg kan ikke fortælle ham det; han gør mig utryg. Jeg er sikker på, at hvis jeg fortæller ham det, kan der ske noget forfærdeligt – jeg kan miste Oswald. Jeg fortæller ham det ikke, men finder bare på en række synder. Min bod består i at faste fra daggry til skumring hver dag gennem hele fasten samt at bede morgen og aften. Jeg stoler stadig ikke på præsten. Han får mig til at gyse. Tiden for denne session var gået, så jeg førte Toni ud af trancen. Hun virkede eftertænksom og sad et øjeblik uden at sige noget. Selvom hun var vendt tilbage til nuet, og døren til det tidligere liv, hun havde oplevet, var lukket frem til vores næste aftale, vidste hun, at der stadig var mere i vente i netop det liv. Hun trak på skuldrene og gik med til at se mig igen et par dage senere. Jeg vidste også, at det tidligere liv rummede flere traumer, der påvirkede hende i hendes nuværende liv og fik hende til at overspise. Jeg havde desuden en mistanke om, at det hang sammen med den depression, hun havde lidt af i nogle år. Jeg vidste, at vi gjorde et godt stykke arbejde og gjorde store fremskridt mod hendes mål om at få kontrol over sine spisevaner og overvinde depressionens mørke. Det var blot et spørgsmål om tid – og et par terapisessioner mere – før vi kunne hjælpe hende med at få livet tilbage på ret køl, så hun kunne leve frit og mere balanceret. Da Toni mødte op til næste session, fortalte hun, at selvom hun ikke havde tænkt meget på det tidligere liv, var det gået op for hende, at der ikke var meget sjov i hendes nuværende tilværelse. Hendes mands forretning var det altoverskyggende omdrejningspunkt i hans liv, og hun følte, at hun kom i anden række i forhold til hans arbejde. En del af hende længtes efter andre ting, andre steder og en anden livsstil – præcis som hun havde gjort i det tidligere liv. Dette er et almindeligt træk ved terapi med tidligere liv; jeg oplever ofte, at mine klienter følger mønstre i deres nuværende liv, der afspejler begivenheder eller følelser fra tidligere liv. Nogle gange er selve erkendelsen nok til at skabe indre skift, der sætter gang i forandringer i deres nuværende liv. Andre gange må vi arbejde videre med at forløse de negative følelser, der driver deres negative adfærd. Da hun havde delt sine erkendelser med mig, gjorde hun sig klar til hypnosen; hun lagde sig tilbage og lukkede øjnene. I løbet af kort tid var hun tilbage i det samme tidligere liv og nærmede sig de afgørende begivenheder, der var årsag til problemerne i hendes nuværende liv. Jeg er stadig ung og sidder ved bordet sammen med min herre. Jeg har ondt i en tand. Han fortæller mig, at han tager afsted i morgen sammen med en gruppe mænd, men at han efterlader nogle af husstandens folk til at forsvare os. Jeg er i mit kammer nu, og Matilda kommer med vin og pilebark til min tand. Det er ligesom te. Føj! Hun forvred ansigtet og rakte tunge. , som om hun forsøgte at slippe af med smagen. Hun siger, at det vil føles bedre. Jeg ved ikke hvorfor, men hun er vred på mig, og sådan har hun været i dagevis. Nogle gange siger jeg til hende, at det er, fordi hun er en indtørret gammel heks! Min herre kommer til mig i nat og tager afsted tidligt om morgenen. Det er en skam, at præsten bliver tilbage. Jeg klæder mig på i mit kammer og kan mærke, at året hælder mod en anden årstid, efterhånden som det bliver koldere. Oswald kommer og fortæller mig, at en af ​​fuglene er syg, så jeg går med ham ned til staldene. En af fuglene sidder og ser syg ud. Den har matte øjne. Han er ikke sikker på, hvorfor den er syg, men han mener, at vi bør tage dem ud senere. Jeg står med en fugl på håndleddet. Åh! Jeg mærkede noget røre ved siden af ​​min hals. Hun bevægede sig lidt, og hendes stemme var blid, men også ophidset. Oswald har kysset mig på siden af ​​halsen. Han undskylder. Jeg sætter forsigtigt fuglen fra mig og vender mig mod ham. ’Gør det igen.’ Så det gør han. Jeg har aldrig mærket noget lignende. Han dufter af det fri, af frisk luft og jord. Vi holder om hinanden, og han bliver ved med at undskylde. Vi slipper hinanden, da vi indser, hvor vanskeligt det her kan blive. Men så kan vi ikke give slip. Det her ligner intet, jeg før har oplevet. Jeg er nødt til at gå nu, men jeg vil så gerne have ham. Tonis åndedræt blev hurtigere, og hun begyndte at rødme en smule. Han kommer til mig på mit værelse. ’Frue, er De sikker?’ Han siger, at jeg løber en frygtelig risiko, men det er jeg ligeglad med. Læderet, han har på, er varmt og former sig efter hans krop, og han har et ar. Han fik det, da han var soldat, før han kom i min fars tjeneste. Hun smilede. Jeg kan slet ikke forstå det, men sådan skal det være. Åh, jeg har lyst til at råbe og grine og græde. Jeg føler mig så let, og jeg vil gerne blive ved med at have det sådan her for altid. Han siger: ’Min frue, tro mig, jeg er ærlig og oprigtig, og jeg vil gøre alt for Dem.’ Vi er elskende – ægte elskende. Det her er den lykkeligste tid i mit liv. Han er en rigtig mand – stærk, venlig og mild – og han får mig til at føle mig som verdens vigtigste menneske. Vi er meget sammen. Fuglen dør. Min herre vil gerne vide hvorfor, når han kommer tilbage. Han er som vand eller vin for mig. Jeg kunne ikke leve uden det. Min tjenestepige Matilda ved, hvad der foregår. Hun er stadig vred på mig, men hun kan se, hvor lykkelig jeg er. Præsten kommer for at fortælle mig, at han er blevet kaldt til sin biskop og må rejse. Gudskelov! Han siger: ’Frue, De er ikke så from, som De gerne vil have os til at tro.’ Ved han mon noget? Han siger, at han vil tale med Lord Edwin, når han kommer tilbage. Er det en trussel? ’Medmindre jeg ser med milde øjne på ham.’ Han er taget afsted. Han bærer ringe på hver eneste finger. Jeg fortæller Oswald, hvad han har sagt, og han siger, at vi må være forsigtige nu. Toni var stille et par minutter, mens hun bevægede sig videre frem i tiden. Da hun genoptog sin fortælling, var hendes stemme blødere og hendes toneleje mere fladt. Hendes krop rystede en smule, mens hun lå i stolen, og det lykkelige smil, hun havde haft, da hun genoplevede glæden ved sine følelser for Oswald, var forsvundet fra hendes ansigt. Hun hostede en gang imellem, mens hun talte. Nu er det koldere og mørkere. Huset er fyldt med mennesker. Min herre er hjemme, og jeg har det ikke godt. Jeg fryser hele tiden. Der er færre muligheder for at være sammen med Oswald. Vi er nødt til at beslutte, hvad vi skal gøre. Matilda siger, at jeg ser bleg og tynd ud. Det gør jeg også, men jeg ved ikke hvorfor. Jeg føler mig utilpas, men har ingen feber. Julen går sin gang. Jeg kan ikke længere gå og må bæres ind i mit kammer. Min herre bliver ved med at sige, at jeg skal spise. Matilda frister mig med bouillon, og jeg spiser lidt af den. Jeg tror ikke, det er meningen, at jeg skal blive rask. Jeg burde fortælle min herre om Oswald, men hvordan kan jeg det? Jeg kunne ikke vanære ham. Hele mit liv har jeg levet for andres skyld. Jeg vil ikke herfra endnu. Jeg har så meget at give. Min herre sidder ved min seng, men jeg ønsker inderligt, at Oswald var her. Hendes stemme var nu blot en hvisken, og hendes vejrtrækning var meget langsom. Efter en lang pause sukkede hun dybt og begyndte at græde: Det er slut nu. Jeg har en blid fornemmelse af at svæve. Jeg føler mig både lykkelig og bedrøvet på samme tid. Jeg ved, at jeg altid vil være sammen med Oswald. Hun holdt op med at græde og bevægede sig en smule i stolen. Livet var gennemlevet til ende, og derfor førte jeg hende ud af trancen. Hun så lettere ud, end hun havde gjort ved sessionens begyndelse, som om en byrde var blevet løftet fra hende. Vi talte om hendes oplevelse i et par minutter. Som sædvanlig udtrykte hun forundring over det, hun havde set og følt, og hun beskrev den forfærdelige fortvivlelse, der overvældede hende, i takt med at virkeligheden i det kærlighedsløse ægteskab med Edwin lukkede sig om hende. Den unge kvinde, hun var i det liv, havde følt sig hjælpeløs og desperat, og kun det lidenskabelige kærlighedsforhold til Oswald havde bragt glæde ind i situationen. Som kristen kvinde havde hun imidlertid følt en enorm skyldfølelse, og det lod til, at de modstridende følelser i hende havde svækket hendes fysiske styrke og ført til hendes tidlige død. Hun følte sig lettet over, at det var forbi, og hun vidste, at hun allerede følte sig anderledes indeni. Jeg så frem til at se hende ugen efter, da jeg vidste, at hun ville mærke forbedringer i sit nuværende liv ved at have renset ud i det tidligere liv. Toni kom hoppende ind på mit kontor en uge eller Senere fortalte hun mig stolt, at hendes problemer med mad slet ikke havde været et problem. Hun havde ikke småspist en eneste gang eller følt trang til det – noget, hun ikke havde været i stand til i årevis. Hun følte sig sundere og lettere, og hun vidste, at hun nu kunne begynde at tabe sig. Den eneste sky på hendes himmel var ægteskabet; hun syntes, det var kedeligt, og forholdet til hendes mand var ikke så kærligt, som det burde være. Hun indså, at det afspejlede tilstanden i hendes ægteskab i et tidligere liv. Jeg overvejede, om vi i trance skulle undersøge, om Edwin fra det tidligere liv var hendes nuværende mand (med andre ord, om sjælen, der var Edwin, var reinkarneret sammen med hende i dette liv for at blive hendes mand) – noget jeg ofte gør, hvis min klient arbejder med et vanskeligt forhold til en partner. Men da hun først var i trance, førte hendes underbevidsthed hende ind i et nyt tidligere liv, som var medvirkende til hendes depression. Som sædvanlig begyndte hendes øjenlåg at flimre, idet hun begyndte at se det tidligere liv, og hun begyndte at tale hurtigt med en svag cockney-accent og en kort, kontant tone: Jeg er indendørs. Der er høje mure og små vinduer. Jeg er alene. Jeg er en ung dreng, omkring ni eller ti år gammel. Jeg sidder på en sæk. SB: Hvordan har du det? Jeg er træt, kold og sulten. Jeg bliver straffet af en stor, fed kvinde. Hun er bestyrerinden. Jeg har ikke arbejdet hårdt nok. Jeg bor her på fattiggården og sorterer stoffer eller sække. Jeg hader det. Vi står tidligt op; vasker os i koldt vand; beder bønner; siger, at vi er taknemmelige for velgørenheden; får havregrød til morgenmad; arbejder, til fingrene bløder; 15 minutters frokostpause; nogle gange ost og vand; aftensmad – nogle gange havregrød, nogle gange stuvning; sover. Jeg er træt hele tiden. Mænd med lænker på frakkerne kommer og holder øje med os. Vi skal være høflige og taknemmelige over for dem. Jeg har ingen støvler, men jeg kommer heller ikke meget ud. Vi prøver at lege nogle gange, men vi bliver slået, hvis vi larmer for meget. Jeg har ingen familie og ingen mulighed for at komme væk. SB: Har du været her længe? Ja. Jeg er helt alene. Min mor efterlod mig her, da jeg var spæd. Jeg ville ønske, jeg kendte hende. Hun kunne tage mig med herfra. SB: Hvad hedder du? Jacob. Vi får bibelske navne her. Jeg føler mig hjælpeløs. Hvis Gud er god, hvorfor er jeg så herinde? Vi skal altid være taknemmelige, men for hvad? Jeg er bange hele tiden. Folk kommer nogle gange og køber drengene. Jeg er i problemer igen, fordi jeg er tvær og fræk. Hun slår mig i hovedet. Jeg krøller mig sammen i et hjørne, så stokken ikke gør så ondt. Mændene i lænker er sødere end hende; de ​​smiler i det mindste. En af drengene skal af sted for at være slagterlærling – vi kommer ikke til at se ham igen. Mens hun lå i stolen, var Toni krøbet sammen i fosterstilling, og hendes ansigt bar præg af dyb sorg. Hun hostede indimellem, mens hun talte, og hendes stemme lød barnlig. Jeg prøver at falde i søvn. Når vi fylder 12, skal vi videre. Hun vil gerne af med så mange som muligt, inden de fylder 12, så de ikke ligger kirken til last. Folk bliver ved med at komme for at se på os, men de siger, at jeg er for lille. Jeg duer ikke til noget, og jeg hoster også. De kniber mig i armene og siger, at jeg er splejset. Jeg har altid været en svækling. Hun siger, hun ikke forstår, hvordan jeg har holdt ud så længe. Hun bliver vred på mig nu, fordi min hoste holder alle vågne. Hun giver mig en varm, stærk drik. Den gør mig omtåget, og jeg holder op med at hoste. ’Og pas på, du ikke får blod på de klude.’ Jeg hoster så meget nu, at det gør ondt i brystet, og jeg føler mig træt. De andre drenge siger: ’Hold kæft.’ Som for at understrege dette begyndte Toni at hoste mere regelmæssigt og holdt sig på brystet. Jeg er blevet taget væk fra de andre drenge. Når jeg hoster, får jeg lov at spytte i en skål. Jeg er bange, for det er blod. Præsten kommer, og han er sød ved mig. Han siger ikke, at jeg skal være taknemmelig. Efter et par minutter aftog hosten, og hun lå stille i stolen med tung og besværet vejrtrækning. Til sidst hviskede hun: Jeg skal i det mindste herfra. Jeg vender ansigtet mod lyset og hører nogen kalde på mig. Jeg går bare. Hun udstødte et dybt lettelsens suk, mens hun rettede sig op i stolen. Livet var forbi. Jeg mærker varme og lys og en følelse af tilfredshed. Med et smil på læben kom hun ud af hypnosen og strakte sig tilfreds. Spændingerne fra det liv var forsvundet, og hun følte sig ren og afslappet indeni. Vi talte lidt sammen om hendes oplevelse som dreng på en fattiggård i victoriatiden, før hun forlod mit lokale med lette skridt. Jeg vidste, at det tidligere liv nu var bearbejdet, og at de negative virkninger, det havde medført, ville forsvinde. Jeg så frem til vores næste session, da hendes underbevidsthed havde antydet, at vi stadig havde endnu et tidligere liv at udforske. Dette næste liv viste sig at være det mest traumatiske hidtil. Toni mødte op til sin næste hypnoterapisession med blandede følelser. På den ene side havde hun det langt bedre som følge af den terapi, hun havde gennemgået, men på den anden side vidste hun, at hun ikke var helt fri. Hun havde det nok 70 % bedre, men hun vidste, at der stadig var plads til forbedring. , var villig til at gå i hypnose igen, så efter en kort samtale lagde jeg hende til rette i min hvilestol; hun lukkede øjnene, og jeg førte hende ind i en trance. Jeg bad hendes underbevidsthed om at tage hende tilbage i tiden – som om tid ikke eksisterede – til det tidligere liv, vi skulle udforske. Jeg anede ikke dengang, at dette tidligere liv ville vise sig at være meget betydningsfuldt for Toni, præget af mange negative, følelsesmæssige hændelser af dybt ubehagelig karakter. Jeg vidste, at Toni var begyndt at få adgang til det tidligere liv, fordi hendes krop stivnede i stolen, og efter et øjeblik begyndte hun at trække vejret tungt. Selvom hun ikke græd, bar hendes ansigt præg af stor sorg, og hun så ud, som om hun hvert øjeblik kunne bryde sammen i gråd. Jeg spurgte hende, hvor hun befandt sig, og hvad hun så. Med lavmælt stemme og en svag skælven sagde hun: Jeg står ude på en kirkegård; jeg er en ung pige, måske 12-13 år gammel. Jeg føler en forfærdelig sorg, mens jeg står ved en grav sammen med min mor og en præst. Det er min fars begravelse. Mor er så ked af det. Jeg er mere ked af det på hendes vegne end på mine egne. Hun holdt en kort pause, som om hun modtog yderligere informationer om livet, før hun fortsatte: Far var også præst. Han var venlig, men fjern. Han døde af et anfald. Jeg græder ikke, men jeg føler, at jeg har en sten i brystet. Jeg synker gentagne gange, men fornemmelsen vil ikke forsvinde. Mor holder mig i den ene hånd, og min bror Daniel holder mig i den anden. Hun kalder mig Eliza. Vi bor her i landsbyen, men vi skal ikke blive boende. Vi tager hjem, og der er folk, der er kommet på besøg efter begravelsen. Mor står ved vinduet og taler med en mand; det er min fars svoger, Edward. Hun kalder ham bror. Han er værtshusejer, og det er meningen, at han skal tage imod os og sørge for os. De penge, min far efterlod sig, skal gå til ham, så han kan forsørge os, men jeg kan slet ikke forestille mig min mor et sådant sted. Toni holdt en pause og mærkede tidens gang, før hun fortsatte: Vi står uden for kroen; det er en hvid bygning med sorte rammer omkring vinduerne. Den hedder The Three Tuns. Jeg er spændt, da vi går indenfor. Der er trægulve, lange træborde, bænke og båse langs væggene samt en stor pejs. Edward og hans kone hilser på os og beklager, at der ikke er meget plads. Der bliver ét værelse til mor og Danny og et lille værelse oppe ad trappen, under taget, til mig. Der er dog ret koldt, og jeg kan mærke, at Edwards kone ikke har lyst til at have os her. Jeg lytter ved døren, mens hun beklager sig over os, men han siger: ’Hys, det vil være til vores fordel.’ Igen var Toni stille et par sekunder, før hun ivrigt fortsatte: Nu er jeg nede i køkkenet, og onkel forklarer, at min tante ikke har det godt, og at jeg skal hjælpe til. Han siger, at de har taget imod os, og at de vil tage sig af os, men at jeg skal hjælpe. Han giver mig et forklæde på, så jeg kan servere maden, og hvis jeg gør det godt, må jeg servere øllet. Han griner og siger, at jeg er klog af min alder. Tante giver mig en hætte på. Han sætter den på mig og skubber mit hår væk – det er dejligt, når der er nogen, der holder af en. Jeg kan høre larm og stemmer udenfor, efterhånden som stedet fyldes op. Onkel tager mig med ud af køkkenet, og en rødmosset mand spørger: ’Hvem er hun?’ Jeg bærer mad ud til dem. Folk taler højt, ilden brænder, og alle er glade. Onkel virker tilfreds med mig. Han klapper mig hele tiden og giver mig et knus og masser af ros. Han er så anderledes end min egen far. Sådan går der et stykke tid, og snart ved jeg, hvordan man serverer drikkevarerne. Onkel Edward siger: ’Kom så, smag på det.’ Jeg bryder mig ikke om smagen af ​​øl eller porter, men jeg kan godt lide vinen. Han siger, at jeg er god til at holde kunderne tilfredse. Jeg bærer rundt på bakker med øl og porter, og stedet, , der er indelukket, fyldt med røg og alt for varmt; der er røde, svedige ansigter, og latteren bliver skinger. Toni gav et sæt i sig og trak vejret skarpt ind: En mand griber fat om min talje og prøver at få mig til at sidde på sit knæ. Jeg styrter ud i køkkenet, men onkel bare griner. Mor skændes voldsomt med ham, men han siger, at de forsørger os, og at jeg skal gøre min del for at hjælpe – og det indebærer at holde kunderne tilfredse. Nogle gange er der andre kvinder. De går i prangende tøj, bærer høje parykker og kjoler med meget dyb udskæring, og de griner meget. Jeg føler mig distanceret fra det hele. En dag siger han, at jeg er dygtig nok til at arbejde i køkkenet, så tante kan tage den med ro, da hun ikke er rask. Det er hårdt arbejde, udmattende. Igen gav hun et lille sæt i sig og holdt hånden op i luften. Av, jeg har brændt fingrene, mens jeg lavede varm suppe. Onkel lægger min hånd i vand og holder den der; så kysser han det godt igen, ligesom mor gør. Indtil videre var alt dette blevet fortalt enten i en nøgtern tone eller med en vis begejstring i stemmen. Selvom hendes far var død, og hun var tvunget til at arbejde på sin onkels værtshus, var der ikke sket noget, der kunne betragtes som traumatisk eller særligt ubehageligt. Jeg havde dog en mistanke om, at vi før eller siden ville bevæge os ind til kernen af ​​hendes fortid, og ganske rigtigt – efter en kort pause – så Toni, Hun sad bedrøvet og utilpas i stolen. Et par tårer trillede sagte ned fra hendes lukkede øjne. Det var tydeligt, at der foregik noget, der plagede unge Eliza. SB: Hvad sker der nu? Onkel Edward har købt en ny kjole til mig. Den er grøn, og jeg troede, det var, fordi han holdt af mig, men jeg har prøvet den på, og jeg synes, den er alt for voksen til mig. Den ligner præcis de kjoler, de andre kvinder går i. Han insisterer på, at jeg skal have den på, når jeg arbejder. Han siger, at hvis jeg ikke gør det, er det slut med vores gratis bolig, og så bliver vi smidt på gaden. Hvilket valg har jeg? Jeg er nødt til at dele mig selv i to – det ydre jeg, der udfører arbejdet, og det indre jeg, som ingen kan komme tæt på. Han siger, at den klæder mig utrolig godt, og vi skåler – drikken er stærk og brænder i halsen. Nu er klokken mange, de andre er gået, og jeg skyder slåen for døren. Han siger, at jeg skal gå i seng, og jeg giver ham et kys. Der opstod endnu en pause, mens tiden gik, men inden hun fortsatte, begyndte Toni at græde og vride sine hænder. Hele hendes krop var anspændt, og hun talte med hviskende stemme: Jeg går i seng, men døren går op. Han kommer ind og lukker døren forsigtigt efter sig. ’Det her er mellem dig og mig. Der er ingen grund til at fortælle nogen om vores aftale. Du vil vel gerne blive boende her? Så er du nødt til at være sød ved mig.’ Han løsner snøringen i ryggen på min kjole. Jeg er bange. Toni begyndte at støne, og hendes krop vred sig i stolen, som om hun forsøgte at slippe væk fra sin overfaldsmand. Hendes hænder skubbede udad i et forsøg på at holde ham på afstand. Hendes vejrtrækning blev hurtigere, og ordene strømmede ud af hende. Han holder hånden for min mund. Hvad gør han ved mig? Hun vred sig og klynkede, mens hun genoplevede overfaldets rædsel uden at sige andet. Jeg lod hende gennemleve traumet, mens jeg hele tiden blidt forsikrede hende om, at det var i orden, og at hun var i sikkerhed. Jeg er klar over, at det må virke forfærdeligt, men i regressionsterapi er vi nødt til at bearbejde og give slip på al den fysiske og følelsesmæssige smerte for at kunne frigøre os fra den indvirkning, den har haft på os i dette liv. Efter et stykke tid fortsatte Toni: Han siger, at næste gang vil det ikke gøre så ondt. ’Næste gang vil du begynde at nyde det.’ Han knapper sin skjorte og forlader mig. Jeg krøller mig sammen. Jeg er øm, og der er blod på min underkjole. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med den; jeg vil enten gemme den væk eller brænde den. Jeg har ikke lyst til at vågne op igen. Det er ikke så mærkeligt, at hans kone ikke vil have os her. Hun var stille et stykke tid, og efterhånden begyndte hun at slappe af igen. Det var tydeligt, at tiden gik. Da hun talte, var det med en mere flad og alvorlig stemmeføring, som om det liv, hun nu levede, var tungt og hårdt: Jeg går ovenpå med et glas brandy til min tante, fordi hun er syg. Så går jeg ind på mit værelse, og min onkel kommer ind. Jeg prøver at tale med ham, men da jeg kalder ham ’onkel Edward’, presser han mig op mod væggen og holder mig fast. Han lægger hånden over min mund – ’Kald mig ikke onkel – kald mig bare Edward’. Toni nikkede, som om hun nikkede for at føje ham. Jeg spørger ham om min tante. ’Hun er din kone; det er forkert at komme til mig.’ Han siger bare, at hun ikke kan være kone for ham. Jeg er så bange for, at det er forkert i Guds og kirkens øjne, og at jeg vil blive fordømt. Der er gået tid, og hun er død. Tingene har ændret sig. Før kom han bare ind på mit værelse, tog mig og gik igen. Nu bliver han hele natten, og han er ikke så hårdhændet. Han siger, at han vil kalde mig Rose, fordi jeg er som en rosenknop, der er ved at springe ud som en rose. Jeg er ikke så bange længere. Det er bare en del af mit liv. Når min tante ikke er her mere, er det så en så stor synd? Kommer jeg i helvede? Jeg føler skyld, for nogle gange får det, han gør, mig til at føle mig godt tilpas. Endnu en gang holdt Toni en pause i sin fortælling, før hun fortsatte: Jeg er ældre nu. Der er gået alle de år, og jeg troede ikke, der ville ske noget. Men nu er det sket. Jeg venter barn. Åh nej, det er ikke rigtigt. Alle vil få det at vide – hele landsbyen. Det kan ikke være andres barn. Jeg føler, at jeg har en stor sten liggende i maven. Jeg ligger vågen i dagevis. Jeg kan ikke se nogen udvej. Ingen andre ved det. Jeg prøver at tale med ham. Han siger, at han vil sørge for, at jeg kan rejse væk, føde barnet og derefter vende tilbage uden det. Hvis jeg tager et barn med tilbage hertil eller føder barnet her, bliver jeg brændemærket, og det gør barnet også. Han går, men jeg ved, at der kun er ét klart svar. Der er kun én ting, der kan give mig fred. Jeg er nødt til at beskytte min familie. Hun begyndte at græde. Jeg er under alle omstændigheder fortabt. Jeg kan ikke se nogen udvej. Jeg er ked af det. Jeg føler mig alligevel død indeni. Han har taget alt, hvad jeg nogensinde har haft – familieformuen; så lader han som om, han vil tage sig af os, og han tager min uskyld. Jeg kan ikke fortælle det til nogen, da mor er skrøbelig, men jeg har en mistanke om, at hun ved det alligevel. Jeg kan ikke tænke klart. Hvad skal der ske med mor og Daniel bagefter? Jeg kan ikke beskytte dem. Jeg kan ikke synke dybere. Hvordan kunne min far være så naiv? Tonis gråd gik over i fortvivlet hulken, mens hun med en følelse af uundgåelighed bevægede sig mod afslutningen på sit liv. Hendes hoved bevægede sig fra side til side , mens hun genoplevede den unge piges kvaler og hjælpeløshed. Mellem hulkene fortsatte hun: Jeg har taget en flaske og drukket en stor del af indholdet. Jeg går gennem markerne ned mod floden. Jeg er ved møllen og går langs bredden for at finde det bedste sted. Jeg er usikker på benene. Jeg har fundet et sted, hvor bredden er skyllet væk. Min kappe er tung. Jeg gør det bare. Jeg er i vandet. Mit tøj fyldes med luft, så jeg presser mig ned, lægger mig tilbage og giver slip. Jeg er så ked af det. Det føles, som om der er en sten indeni mig, der tynger mig ned. Jeg føler mig døsig, og jeg kan se masser af bobler samt mit hår og vandplanterne. Hun holdt op med at græde, og hendes krop begyndte at slappe af igen og gav slip på den spænding, hun havde udvist, mens hun nærmede sig sine sidste øjeblikke. Hun sukkede dybt og sagde roligt: ​​Der er et lys, der trækker mig op gennem vandet. Jeg føler mig varm, ren og tør, som om jeg er svøbt i noget blødt. Jeg kan høre en stemme sige: ’Det skal nok gå, du er i sikkerhed nu.’ Det er min far. Han siger: ’Jeg er ked af det, mit barn.’ Endelig er der nogen, der tager sig af mig. Jeg føler mig rolig nu. Stakkels Eliza var endelig fri af det livs rædsler, og Toni lå i min stol med en dyb følelse af ro og velvære. Hun havde bearbejdet de væsentlige følelsesmæssige begivenheder i det liv og havde givet slip på den følelsesmæssige smerte, hun havde båret rundt på gennem hele sit nuværende liv. Jeg spurgte hende, om hun kunne fornemme, hvilket år hun døde, og hun svarede, at hun troede, det var 1763, og at hun havde levet og var død et sted i det vestlige England – måske i en landsby, hvis navn lød som Dulverton eller Yelverton. Jeg bragte hende ud af trancen, og hun strålede, som om en tung byrde var blevet løftet fra hendes skuldre. Hun følte sig fri og let indeni og sagde, at hun nu forstod, hvorfor hun havde følt sig så deprimeret gennem hele sit liv. Den følelse af håbløshed, som Eliza havde haft, var præcis den samme følelse af depression, hun havde oplevet så mange gange før. Nu var følelsen imidlertid helt forsvundet, og hun følte sig tryg og tilpas. Jeg kan med glæde fortælle, at Tonis liv ændrede sig radikalt som følge af vores regressionsterapi. Hendes rygproblem blev løst, hun formåede at tabe sig (i alt knap 20 kg!) ved at spise fornuftigt, og hendes livslange depression blev helbredt. Hun fik mere selvtillid og en mere positiv indstilling til livet – så meget, at hun gik fra sin mand, da hun indså, at ægteskabet ikke længere gav hende det, hun havde brug for. Jeg oplever ofte, at når én dør lukkes, åbnes en anden, og det var netop tilfældet her. Kort efter bruddet løb hun tilfældigvis ind i en gammel flamme – en mand, hun ikke havde set i årevis. Han havde været hendes første store kærlighed i slutningen af ​​teenageårene, og han var også netop blevet skilt. De indledte et dybt og lykkeligt forhold, som varer ved den dag i dag. Regressionsterapi havde fuldstændig forandret hendes liv! Kapitel 5. Simons historie. Gennem årene har jeg ofte brugt regression til at hjælpe migræneramte med enten at mindske deres migræne betydeligt eller slippe helt af med den. Som med ethvert fysisk problem ligger der altid underliggende følelsesmæssige årsager bag migræne, og jeg oplever ofte, at den stammer fra dødsfald i tidligere liv, hvor personen har fået slag mod hovedet. Det lader til, at personen tager energien fra disse dødsfald med sig ind i det nuværende liv – en energi, der på en eller anden måde lagres i hovedet – og at smerten og traumet fra dødsfaldene konstant genafspilles i underbevidstheden, hvilket udløser migrænesmerten. Det samme gør sig ofte gældende for personer, der lider af tilbagevendende hovedpine. Simon var en 13-årig skoledreng, der havde lidt af invaliderende migræne, siden han var to år gammel. Anfaldene kom hyppigt – nogle gange med få ugers mellemrum – og det betød, at han ofte måtte blive væk fra skolen, da migrænen var så voldsom, at han ikke kunne komme ud af sengen i flere dage ad gangen. Da han stadig var mindreårig, insisterede hans mor på at overvære sessionerne, og det, hun var vidne til, tog pusten fra hende! Da Simon først var i trance, indikerede hans underbevidsthed, at der var ni tidligere liv, der forårsagede migrænen, og Simon gik direkte ind i hvert af dem, ét efter ét. Det var, som om hans underbevidsthed benyttede lejligheden til at rense ud i de negative minder, der lå lagret i den. Simon var, hvad jeg kalder en "hurtig arbejder"; når han var i hypnose, bevægede han sig hurtigt gennem hvert tidligere liv, hvor han genoplevede de traumatiske begivenheder, før han hastigt gik videre til det næste liv. I det første liv beskrev han sig selv som en mand, hvis bedstefar netop var død, og han følte stor sorg over dette tab. Han blev en smule bevæget et øjeblik og faldt derefter til ro, før han gik direkte videre til det næste af de otte resterende liv: "Min datter er lige blevet født. Jeg er en mand på omkring 30 år; jeg holder hende i armene og smiler. Åh, nu er der gået noget tid, og jeg står i haven og vander planter, da min kone kommer op bagfra og slår mig i hovedet med en spade. Jeg falder om. Vi har haft et skænderi, fordi h, " , han så en anden. Jeg ligger bare der og vågner ikke. Alt er hvidt og fredfyldt. Ovenfra kan jeg se hende blive anholdt og folk, der fjerner min krop. Jeg føler mig rolig nu. Simon holdt en pause på et par sekunder, før han fortsatte: Jeg er en kvinde, der har hovedet i en guillotine. Jeg er meget bange, og en menneskemængde jubler. Jeg føler mig også vred, for de sagde, at jeg havde dræbt nogen, men det havde jeg ikke gjort. Mit hoved er blevet hugget af. Jeg er rolig igen nu. Jeg er kommet videre; jeg er udendørs og løber. Jeg er bange, fordi jeg bliver jagtet. Jeg er en dreng på omkring ti år, og jeg gjorde modstand mod en dreng, der mobbede mig. Jeg fik ham til at snuble og løb væk. Jeg løber hjemad, men han indhenter mig og presser mit hoved ind mod en husmur. Han banker mit hoved mod muren. Jeg falder om og begynder at græde, og så løber jeg hjem. Min mor kommer hen for at se, om jeg er okay, men jeg har ondt i hovedet og falder om. Jeg sidder i bilen på vej til hospitalet, og jeg er meget træt. Jeg kan ikke holde øjnene åbne. Mor græder og holder om mig, men mit hoved falder livløst ned. Jeg kan ikke mærke noget nu; der er helt roligt. Under hele forløbet havde han grædt stille, men så sukkede Simon dybt og var tavs i et minuts tid, før han bevægede sig ind i et andet liv. I dette liv oplevede han at dø af alderdom, mens familien græd ved hans sygeleje. Der var ingen følelse af traume forbundet med dette, kun lettelse over afslutningen på et langt liv. Snart bevægede han sig videre til det næste liv, som bar præg af meget negativitet: Jeg er en mand på en bar og får en drink. En person fornærmer mig, og jeg bliver vred, så jeg slår ham. Han slår igen, og vi begynder at slås; så blander to af hans venner sig, og de slår mig omkuld og begynder at sparke mig i hovedet. Ingen hjælper mig, og jeg kan ikke komme op. Jeg føler mig frustreret, og så mærker jeg, hvordan jeg svæver ud af min krop. Alt er hvidt, og jeg er i fred igen. Nu er jeg trådt ind i et andet liv. Jeg råber ad en person på et mærkeligt sprog. ’Hvordan kan du tillade dig det? Hvordan kunne du gøre det her mod mig? Jeg troede, vi var venner.’ Jeg føler mig meget vred og slår ham, og der kommer blod i ansigtet på ham. Han rejser sig op og begynder at slå løs på mit hoved. Jeg falder om. Alt er fredfyldt nu. Endnu en gang var Simon stille i et par minutter, før han bevægede sig videre til de sidste to liv, der begge fortsatte temaet om dødsfald som følge af hovedskader: “Jeg kører i bil, da en lastbil kører over for rødt og brager ind i siden på min bil. Jeg bliver kastet rundt af sammenstødet og slår hovedet mod rattet. Jeg føler vrede mod den anden bilist. Jeg er for svag til at komme ud af bilen. Folk kommer løbende til og åbner døren, og jeg falder bare ud. Jeg er død. Nu er jeg trådt ind i et andet liv. Jeg ser et stort, gammelt ur, der tikker langsomt. Jeg befinder mig udenfor det gamle urhus og går op ad en trappe af træ mod det. Et af trappetrinene knækker, og jeg falder og lander på hovedet. Et øjeblik føler jeg vrede, fordi jeg havde bedt nogen om at reparere trinnet, men de havde ikke gjort det. Så forsvinder alt, og jeg mærker bare en indre ro. Simon trak vejret dybt og slappede af, mens han mærkede en følelse af ro og lethed i hovedet. Der var ikke flere tidligere liv, der skulle bearbejdes, og derfor trådte han ud af trancen. Simons mor sad med åben mund og var forbløffet over det, hun havde været vidne til. Hverken hun eller hendes søn troede på konceptet om tidligere liv, og de var begge chokerede over det, han havde genoplevet under sessionen. Husk på, at alt dette skete uden nogen form for ledende spørgsmål eller påvirkning fra min side. Hans underbevidsthed havde ganske enkelt ført ham fra det ene liv til det andet. Han kom tilbage til mig efter seks uger for at fortælle, at han for første gang nogensinde havde været fri for migræneanfald i over en måned. Han havde dog haft lidt hovedpine, så han følte, at der måske stadig var mere at tage fat på. Vi brugte sessionen på at udforske nogle mindre hændelser fra hans nuværende liv og på at forløse en lille smule følelsesmæssig energi fra en forfaders liv – noget, han havde arvet – men der var ikke meget at arbejde med, da størstedelen af ​​det traume, der forårsagede hovedpinen, stammede fra de tidligere liv, vi allerede havde renset ud i. Vi afsluttede sessionen, og han forlod min klinik helt fri for migræne. Kapitel 6, Pams historie. Pam kom til mig med svær psoriasis på arme, ben og krop. Denne hudlidelse er både ubehagelig at leve med og skæmmende, og Pam havde prøvet forskellige former for medicin, uden at noget af det havde hjulpet. Hun var tidligere topleder i en stor national virksomhed og fortalte, at hun havde været udsat for meget stress både arbejdsmæssigt og privat. Hun var blevet "stukket i ryggen" (hendes egne ord) af enkelte personer ved flere lejligheder, og psoriasissen var brudt ud blot to uger efter hendes fars død 12 år tidligere. Pam var en dynamisk og talelysten kvinde på 52 år, men hun følte sig også "blokeret" i tilværelsen; hun var ude af stand til at komme videre på en måde, der kunne give hende en følelse af at opnå noget med sit liv. Som jeg nævnte i begyndelsen af ​​denne bog, bygger min verden som regressionsterapeut på den idé (som for mig er et faktum), at alle fysiske problemer har en følelsesmæssig årsag. Når vi bærer rundt på fastlåste følelser fra tidligere traumer, så vil disse følelser, , komme ud på en eller anden måde. Hos mange mennesker kommer det til udtryk i kroppen i form af en eller anden sygdom. Jeg har gennem årene ofte arbejdet med hudproblemer og har som regel erfaret, at de skyldes undertrykt vrede. Vreden kan ikke komme ud på anden vis, så den viser sig gennem huden. Pam var selv vred over den måde, andre havde behandlet hende på gennem livet, men da hun var et godhjertet og spirituelt menneske, havde hun aldrig ønsket at hævne sig på dem, der havde såret hende. Selvom Pam havde givet mig et væsentligt praj om en af ​​hovedårsagerne til hendes psoriasis (hendes fars død havde udløst den), undrede det mig, om der lå mere bag. Da hun var kommet i hypnose, bad jeg hendes underbevidsthed om at bruge en af ​​hendes fingre til at signalere svar på mine spørgsmål. Ud over følelsesmæssige årsager i det nuværende liv indikerede signalerne (IMR), at der også var årsager, der stammede fra tidligere liv. Vi påbegyndte processen med at gå tilbage til disse tidligere liv – der var flere af dem. Mens Pam lå i trance i min hvilestol, var hun i begyndelsen rolig og meget afslappet, og hendes vejrtrækning var langsom og dyb. Pludselig begyndte hun imidlertid at ryste, og hele hendes krop stivnede; hun knyttede hænderne til næver og begyndte at trække vejret hurtigt gennem sammenbidte tænder. Jeg bad hende fortælle mig, hvad hun oplevede. Hun svarede kortfattet: "Jeg bliver holdt fast, og jeg kan ikke bevæge mig. Jeg er lænket. Jeg bliver tortureret. Jeg tror, ​​jeg er i et fangehul. Jeg kan intet se; der er noget over mit hoved. Jeg er en kvinde." SB: "Hvordan har du det?" "Jeg føler sorg og bedrøvelse. Et tab. Jeg har mistet et barn; måske er det blevet dræbt. Jeg bliver forfulgt, fordi jeg er heks. Men det er jeg ikke; jeg er blot en kvinde, der arbejder med lægeurter. Det er en mand, der gør det, og han nyder at bortføre og torturere mig. Han har taget barnet og forsøger at tvinge mig til at sige bestemte ting. Jeg kan ikke svigte min tro på det gode." Pam begyndte at græde, mens hendes krop vred sig i stolen; den huskede de fysiske overgreb fra det tidligere liv. Jeg fornemmer en sammenhæng med et mønster i mit nuværende liv. Fordi jeg er dygtig til det, jeg laver, har folk været misundelige, og de har forsøgt at slå mig tilbage. Jeg har heller ikke fået børn, for de kan bruges som et våben imod mig. Pam stønnede højt, som om hun led store smerter. Han nyder at gøre det her. En del af ham begærede mig, en anden del ville ødelægge mig. Jeg tror, ​​han er en slags puritaner. Pam bevægede sig stadig i stolen, før hun begyndte at slappe af. Hun sagde lavmælt: Jeg er nået til en senere tid. Jeg overlevede, men jeg lever længe alene i en hytte. Jeg må leve med tvivlen om, hvorvidt jeg gjorde det rette, for jeg mistede mit barn. Jeg blev ved med at hjælpe mennesker, men jeg mistede mit hjerte. Pludselig begyndte hun at hulke, og hun vred sig i stolen med hænderne for ansigtet. Hun mærkede hele den angst, der var forbundet med det liv – al uretfærdigheden i det, hendes bøddel havde udsat hende for, og tabet af barnet som følge af, at hun havde nægtet at føje ham. Jeg er nødt til at holde det hele for mig selv – jeg kan ikke fortælle det til nogen. Pam græd et stykke tid, før hun endelig begyndte at falde til ro og slappe af. Efter en stunds stilhed talte hun igen: Jeg er kommet videre nu, til et andet liv. Jeg er en mand i slutningen af ​​30’erne og står på en hede. Jeg står lidt for mig selv. Jeg holder vagt og bærer en hat i kavalerstil med fjer i. Jeg har kommandoen over en gruppe mænd. Hun spændte op i kroppen, og den begyndte at rykke i hende. Jeg kan ikke finde ud af, om vi er jægere eller bytte. Måske begge dele. Der er stor frygt. Vi er nødt til at bevæge os ned mod en by, men jeg ved ikke, om vi når frem. Jeg trækker mig lidt tilbage for at tænke over, hvad der er bedst at gøre. Jeg beslutter, at vi skal bevæge os af sted. Vi er ikke en regulær militærstyrke. Vi er godsejere med vores folk. Der udkæmpes slag overalt omkring os – mellem Roundheads og Cavaliers. Vi bevæger os ned mod byen. Jeg ved, at det er en enorm risiko. Pam holdt en pause på et par sekunder, og så rykkede hun til og talte hurtigt, mens panikken kunne høres i hendes stemme: Vi bliver angrebet. Vi kæmper. Der er alt for mange af dem. Vi bliver dræbt. Jeg føler hele ansvaret for det her. Jeg føler skyld, fordi de stolede på mig, og nu bliver de dræbt. Jeg holdt af dem; de var min familie og mine venner. Jeg hedder Jones – vistnok Cavendish Jones eller Jones Cavendish. Pludselig rykkede hun til og lå stille. Jeg er død. Jeg er bevidst om min skyldfølelse, mens jeg går over på den anden side. Pam slappede af igen og var stille i et minuts tid, før hun fortalte mig, at hun var trådt ind i et andet liv: Det er dag, og jeg står udenfor og betragter en flod. Jeg er en egyptisk kvinde på omkring 28 år, omgivet af tjenere. Jeg føler mig magtfuld, men jeg overvejer tingene grundigt. Mit liv er i fare. Der er meget had ved hoffet. Dele af min familie er misundelige på mig. Jeg kan ikke slappe af, for jeg er nødt til hele tiden at være på vagt. Jeg er nødt til at holde øje med og observere alt, for situationen kan ændre sig hvert øjeblik. Jeg skal endda være påpasselig med min mad og drikke. Det er svært at finde folk, man kan stole på. Under hele dette forløb rykkede hendes krop af angst. Hendes vejrtrækning blev hurtigere. Jeg Jeg føler, at jeg konstant bliver angrebet af besværgelser og magi – af formularer, der påvirker generationerne. Jeg har en søn, men han er blevet taget fra mig. Jeg har alt for meget tid til at tænke, og derfor er jeg hele tiden bange. Det er næsten som at være fange. Jeg har alt, hvad jeg behøver, men det er et fængsel af silke. Jeg tror, ​​vi har tabt spillet; vi kommer ikke til at overleve. Pludselig vred Pams krop sig, og hun begyndte at blive kvalt. Jeg er blevet forgiftet. De tog min søn; der var intet, jeg kunne gøre. Hun fortsatte med at hoste. Jeg var enke. Jeg måtte klare mig selv og forsøge at beskytte min søn. Jeg føler mig hjælpeløs og vred. De sidste ord blev nærmest spyttet ud, mens hun vred sig i stolen, og hendes krop tydeligvis mærkede virkningen af ​​giften. Pludselig lå hun stille og sukkede. Jeg er død. Jeg kan se, hvordan jeg gradvist blev svækket. Min magt og autoritet blev langsomt taget fra mig – alt sammen fordi en anden kvinde var jaloux på mig. Gift er et kvindevåben. Jeg var en yngre præstinde eller prinsesse, og hele mit liv var præget af pligt, ensomhed og ansvar. Jeg havde også spirituelle evner, som andre var misundelige på. Jeg kan se mange lighedspunkter med dette nuværende liv. Pam blev stille igen; hendes krop slappede af, mens hun bevægede sig ind i et andet liv. Endnu en gang begyndte hun at rykke i kroppen, og hendes ansigt blev anspændt. Jeg spurgte hende, hvor hun befandt sig, og hvad hun oplevede. Hun talte hurtigt: Jeg er udenfor, i en koncentrationslejr. Det er i Polen, og jeg er en kvinde i begyndelsen af ​​30’erne med langt, mørkt hår. Dette er livet før min nuværende inkarnation. Jeg er fra Wien. Jeg bliver ført væk for at blive dræbt. Jeg har en datter på omkring to eller tre år, og jeg var nødt til at stille mig til rådighed for de tyske officerer for at holde hende i live. De gav løfter, men jeg har forrådt dem over for fangerne. Der opstod et oprør på grund af sulten. En af officererne brød sig om mig. Jeg er jøde, spinkel af bygning og uddannet inden for musik. Det er så meningsløst. Jeg gav fangerne oplysninger om vagtskifter og om, hvor officererne og tropperne befandt sig, så de kunne angribe det svage punkt. Det skete, mens kommandanten var bortrejst sammen med nogle højtstående officerer. Jeg føler trods, vrede og triumf, fordi det lykkedes mig at forråde dem, men også vrede og afmagt, fordi jeg intet kan stille op. Jeg blev angivet til kommandanten. Jeg ved, hvem der forrådte mig dengang – hun er min tidligere forretningspartner. Hun har også forrådt mig i dette liv – igen. Pam begyndte at vride sig, og hendes krop rykkede i ryk, efterhånden som hun blev mere ophidset. Der er en fornemmelse af, hvor forfærdeligt stedet er. Jeg tror, ​​det er Treblinka. En af officererne er meget brutal. Hun begyndte at trække vejret tungt og hurtigt, og derefter begyndte hun at hoste. Ordene strømmede ud af hende, og hun begyndte at græde. Jeg føler en dyb sorg over, at jeg aldrig skal se min datter igen. Jeg er sammen med en gruppe, og vi bliver mast sammen som sild i en tønde; nogle bliver kastet ind og skubbet oven på andre. Dørene lukkes, og vi bliver gasset. Vi falder om i en bunke. Jeg er ved at dø. Pam hostede videre et kort stykke tid, før hun igen lå stille og udstødte et dybt suk. Jeg førte hende ud af trancen og tilbage til fuld bevidsthed. Hun genvandt hurtigt fatningen, og selvom hun havde været igennem en hård omgang med frygtelige oplevelser fra et tidligere liv, var hun meget afslappet. Hun fortalte mig, at hun følte, hun havde givet slip på en stor tyngde, og hun mærkede en tydelig lettelse. Jeg bad hende om at være god ved sig selv i et par dage, mens hun bearbejdede sessionen og de begivenheder, hun havde genoplevet, og hun gik med til at komme igen til en ny session. Pam mødte op til vores næste session et par uger senere med et stort smil på læben. Hun fortalte mig, at hendes psoriasis var begyndt at blive bedre og var begyndt at forsvinde ret markant. Den var stort væk fra hendes arme og overkrop og sad nu kun på benene. Som man kan forestille sig, var hun overlykkelig over, at behandlingen virkede så godt, og hun så frem til at arbejde med de andre tidligere liv. Som du vil se, brugte vi sessionen på at arbejde med flere tidligere liv, der alle havde ét fælles tema – nemlig vrede. Jeg førte hende ind i hypnose, og da hun var i en behagelig, afslappet trance, bad jeg hendes underbevidsthed om at tage hende med til et andet tidligere liv, der indeholdt begivenheder, som var årsag til hudproblemet. Efter et øjebliks afslapning begyndte hendes krop at rykke voldsomt, og hendes vejrtrækning blev hurtig. Jeg bad hende fortælle mig, hvor hun var, og hvad hun oplevede. Hun talte hæst og med en stemme præget af spænding: Jeg er til søs, om bord på et skib. Jeg er nede i lastrummet. SB: Hvordan har du det? Jeg er syg, har det meget dårligt. Jeg tror, ​​det er kolera. Jeg er bange. Alle her er syge. Jeg er bange; mine børn er her et sted. Jeg er en kvinde. Vi er på vej til Amerika, og vi er nødt til at blive nede i lastrummet. De vil ikke lade os komme op på dækket. Jeg er vred – de vil ikke lade os komme i nærheden af ​​frisk luft. Vi har ingen chance for at klare den, og vi har ofret alt for at gøre det her. Det skulle have været et nyt liv, men vi kommer til at dø. Jeg er rasende – vi har betalt dem, og de behandler os sådan her. Vi forsøger at slippe væk, men de slår os tilbage. Jeg kan ikke se mine børn. Pam havde været havde rystet under hele forløbet, men ved de sidste ord sukkede hun, og kroppen slappede af igen. Det var tydeligt, at hun var død i det liv. Jeg lod hende hvile et øjeblik, før jeg bad hende om at gå videre til noget andet. Hun begyndte at bevæge sig i stolen, trak skuldrene tilbage og skød brystet frem. Hun så streng ud, og hendes krop virkede stærk. Jeg bad hende fortælle, hvad hun oplevede. Hun talte langsomt og beslutsomt: Jeg er i Egypten, i Karnak. Jeg er en mand, en præst, omkring 44 år gammel. Jeg deltager i en procession og er på vej ind. Det er en ceremoni for Osiris, en vigtig højtid. Jeg føler mig meget magtfuld, som om jeg hersker over Karnak. Jeg er tæt på at have absolut magt. Intet kan stå i vejen for mig. Der er nok omkring 100 mennesker her – ypperstepræster og tempelvagter – og denne procession er et symbol på, hvor vigtigt Karnak er, og hvor magtfuld jeg er. Det er mit ansvar at sørge for, at alt foregår korrekt. Mens hun talte, virkede Pams krop mere og mere kraftfuld, og hendes kæbe var spændt. Hun begyndte at antage energien og kropsholdningen fra personen i hendes tidligere liv. Hun løftede hånden, som for at signalere til folk, at de skulle stoppe. Hun havde et udtryk af foragt i ansigtet. Jeg bad hende fortælle, hvad der skete. Igen talte hun med en stemme, der lød maskulin: Vi er inde i templet og bevæger os mod de indre gemakker. Der har været et dødsfald; en farao er død. Vi har folk, der skal sendes med ham. Hans terner og tjenere bliver ført frem. Det er en ære, men de larmer sådan. De skal sendes afsted sammen med faraoen. Vi er nødt til at gøre det, så det bliver udført korrekt. Hvorfor skal jeg forklare det? Nogen er nødt til at være stærk nok til at gøre det. Det er et ansvar, jeg har – det ultimative ansvar og magt er ikke nogen behagelig ting. Pludselig rykkede hun til, og hendes arme blev kastet op i luften. Der er uro. Templet bliver angrebet. Argh! Hendes krop spjættede, og hun begyndte at støne. Hun stønnede gennem sammenbidte tænder: Jeg er blevet stukket i ryggen – tre gange. Jeg er ved at dø. Jeg bad hende fortælle, hvad hun tænkte, mens hun lå for døden. Jeg føler vrede, som om jeg er blevet bremset. Det afspejler begivenheder i mit nuværende liv, hvor et uventet angreb forhindrede mig i at nå toppen af ​​min karriere. Hun slappede af, men efter få sekunder begyndte hun at tale igen – denne gang om et andet tidligere liv, hun spontant var trådt ind i: Jeg befinder mig ude i en skov. Jeg er en mand iført en kort jakke, hat, støvler og stramme bukser med bælte. Der ligger en sæk på jorden, og jeg står stille og lytter. Jeg gemmer mig for en gruppe af sheriffens mænd, mens de bevæger sig gennem skoven. Jeg har stjålet noget. De er klædt i sort og læder. Alle flygter ud i skoven, hvis de kommer på kant med sheriffen af ​​Nottinghams mænd. De er omkring 16 mand, og de betragter det som en sport. Jeg stjal mad til min familie – en hare. Jeg er arbejdsløs og sulten. Jeg kan høre dem. Hun begyndte at ryste og trække vejret tungt; hendes ansigt var præget af angst. Kort efter begyndte hun at græde. De har fundet mig. De slår mig med flad klinge og leger med mig, før de stikker mig i maven. De nyder det. Jeg er hjælpeløs. Det er så uretfærdigt – al den grusomhed. Jeg lever i fattigdom; jeg er en ung mand med tre børn. Jeg var snedker, men tømrermesteren, jeg arbejdede for, var en bølle. Han mobbede en anden lærling, og jeg sagde fra over for ham. Jeg mistede jobbet, og han spredte rygtet til andre, så jeg ikke kan finde arbejde. Jeg føler en enorm vrede over uretfærdigheden i det hele. Pam havde hulket, mens hun fortalte alt dette, men til sidst blev hun stille og udstødte et lettelsens suk. Endnu en gang var hun vendt tilbage til åndeverdenen og var ved at lægge det liv og dets strabadser bag sig. Efter kort tid fornemmede hun et tidligere liv som kosak, hvor hun hensynsløst dræbte i en rus af blodtørst, før hun omkom i en brand (hun havde sat ild til en landsby, mens hun deltog i massakren på indbyggerne, men blev fanget i en brændende bygning). Hun følte dog ingen dybe følelser – bortset fra lettelse – da det liv var forbi, og i løbet af et par minutter begyndte hun at finde sig til rette i det sidste tidligere liv på vores rejse. I begyndelsen var hun ganske rolig, mens hun fortalte mig, hvad der skete: Jeg har sandaler og en lang kjole på, der minder om en toga. Jeg er kvinde, omkring 42 år gammel, og jeg befinder mig udendørs. Det er dag, og jeg kan se oliventræer. Jeg føler mig vred og irriteret. Jeg kan mærke, at jeg har mange forpligtelser og en stor familie. Jeg forsøger at løse en vanskelig situation. Min mand er senator og står Cæsar Augustus nær. Jeg befinder mig på vores gods uden for Rom. Vi har tre sønner og to døtre. Jeg synes, han begår en stor fejl ved at knytte sig så tæt til Cæsar, men han er stædig og vil ikke lytte. Jeg føler mig magtesløs. Jeg skal sørge for driften af ​​hele godset, men der er stor uro. Jeg er nødt til at tage hen i templet. Åh nej. Pam begyndte at ryste på hovedet; derefter førte hun hænderne op til hovedet og begyndte at græde. Min mand er blevet arresteret og sigtet. Jeg vidste, det ville ske. Alt det, vi har opbygget. Hun holdt hænderne for ansigtet, som om hun oplevede situationens chok og rædsel. Vi er blevet vanæret. Vi mister alt. Efter alt vores arbejde. Hun hulkede bittert. Jeg har intet valg; jeg må dø sammen med ham. Jeg havde så meget at leve for, men børnene – jeg må befri dem for denne skam. Hun begyndte at gispe efter vejret og vride sig, mens hun lå i stolen. Jeg drikker gift. Han blev tortureret og henrettet som forræder. Alt, hvad han ejede, blev konfiskeret, og jeg valgte at dø af hensyn til æren. På den måde ville familien slippe for skammen. Pam begyndte at slappe af igen, og jeg bad hende fortælle, hvad hun var bevidst om, mens hun lå for døden. Efter en kort pause sagde hun lavmælt: Jeg er så ked af det og vred over, at han ikke lyttede til mig. Jeg kunne se det hele. På den ene side havde jeg ansvaret for at drive det hele – godset, afgrøderne, vinen og så videre. Men på den anden side var jeg fuldstændig magtesløs, da jeg blev anset for uværdig, og han mente, at han var for vigtig til at lytte til mig. Efter disse sørgmodige ord blev Pam stille, og vores session var slut. Jeg førte hende nænsomt tilbage til fuld bevidsthed, og hun sad et øjeblik i stilhed og tænkte over alt det, hun havde oplevet. Så meget af det gav mening for hende, da hun havde følt mange af de samme følelser i sit nuværende liv. Nogle af begivenhederne fra de tidligere liv føltes, som om de også havde paralleller i dette liv. Hun følte sig på samme tid mere bedrøvet og mere vis. Jeg så ikke Pam til flere regressionssessioner, men senere fortalte hun mig, at hun havde oplevet en stor forbedring af sine hudproblemer, og at hun var tilfreds med at lade tingene være, som de var på det tidspunkt. Jeg føler, at vi med mere arbejde på at forløse de følelsesmæssige årsager til psoriasis kunne have opnået, at den forsvandt helt, men jeg må respektere hendes beslutning. Selvom jeg stadig betragter hende som en ufærdig sag, er jeg glad for det, vi opnåede, da det var endnu et positivt resultat af regression til tidligere liv. Kapitel 7, Lisas historie. Lisa var en 20-årig hotelreceptionist, der led af panikanfald og irritabel tyktarm (IBS). Hun havde lidt af panikanfald i et par år, men der syntes ikke at være nogen åbenlys årsag til dem, da hun ikke havde været ude for nogen traumatiske begivenheder i de to-tre år, før de begyndte. Anfaldene opstod flere gange om ugen, og når angsten var værst – ledsaget af de sædvanlige symptomer som rysten, åndenød osv. – fik hun ofte kvalme og en fornemmelse af, at halsen snørede sig sammen. Irritabel tyktarm (IBS) er en forfærdelig lidelse. Når sygdommen er på sit højeste, kan den dominere en persons liv i en sådan grad, at vedkommende ikke tør forlade sit hjem af frygt for at få et anfald, mens de er ude. Typisk medfører irritabel tyktarm mavesmerter samt enten diarré eller forstoppelse – eller en vekslen mellem de to. Gennem hele sit liv, lige fra barndommen, havde Lisa jævnligt lidt af svære mavesmerter og forstoppelse, hvilket ofte betød, at hun var for syg til at kunne passe sit arbejde. Hun led desuden af ​​fobi for at kaste op (emetofobi) og var bange for at dø. Hendes angsttilstand – selvom den var adskilt fra selve IBS-lidelsen – forværrede uden tvivl hendes maveproblemer. Et af de første spørgsmål, jeg stiller en klient, når vedkommende har fortalt mig om sine problemer, er, om vedkommende har været ude for større traumer i løbet af livet, især i barndommen. Nogle gange er det netop disse oplevelser, vi skal arbejde med i terapien for at afhjælpe eller neutralisere problemerne. I Lisas tilfælde havde hun imidlertid levet et ret begivenhedsløst liv uden nogen væsentlige følelsesmæssige oplevelser, hun kunne huske. I en regressionssammenhæng betød det enten, at der lå glemte hændelser fra hendes nuværende liv til grund for problemerne, eller at årsagen skulle findes i tidligere liv (eller i traumer nedarvet fra forfædre). Når en person lider af en udtalt dødsangst (som Lisa gjorde), har jeg ofte en mistanke om, at traumatiske hændelser fra tidligere liv spøger i underbevidstheden. Men som jeg nævnte i bogens indledning, er mit udgangspunkt, at jeg ikke ved, hvor en klients problemer stammer fra; derfor lader jeg klientens underbevidsthed fortælle mig det. Da Lisa først var gledet ind i hypnose, indikerede hendes ideomotoriske fingerrespons, at der var fire tidligere liv, som der skulle arbejdes med. Hun gled tilbage til den første af dem, og snart begyndte hun at skælve. Hun trak armene tæt ind til kroppen, som om hun forsøgte at værge sig mod kulden. Hun fortalte mig, at hun var en lille pige – måske syv eller otte år gammel – og at hun sad alene på en øde banegård. Hendes stemme antog en barnlig klang, mens hun talte med klaprende tænder: Jeg skælver, mens jeg venter. Jeg har en lang, hvid kjole med korte ærmer på og sandaler på fødderne. Jeg fryser så meget. Jeg venter på min far. Jeg glæder mig til at se ham, men jeg er bange for, at han ikke kommer. Jeg spurgte hende, hvor i kroppen hun mærkede frygten, og hun svarede, at det var i maven. Jeg bliver ved med at vente. Et damptog kører forbi, men det stopper ikke. Jeg venter på det næste , toget. Jeg er bange for, at jeg ikke kommer til at se min far igen. Han burde være på vej hjem fra arbejde, og jeg er taget herhen for at møde ham. Der kommer nogle mennesker ud på perronen. Det betyder, at der nok kommer et tog. Selvom der er andre mennesker, føler jeg mig så alene. Jeg er så bange for, at han ikke dukker op. Hvad skal jeg gøre, hvis han ikke kommer? Jeg kan høre toget køre ind, og folk samler sig foran mig. Toget stopper, men jeg kan ikke se ham. Hun begyndte at græde, og hendes stemme var præget af panik: Hvor er min far? Hvor er han? Jeg kan ikke se min far; han er der ikke. Hvad skal jeg gøre? Folk går deres vej, og jeg er helt alene igen. Toget kører væk. Lisa begyndte at ryste og vred sine hænder; hendes vejrtrækning var hurtig, mens hun genoplevede barnets panik. Jeg fryser, er alene og bange. Jeg sidder i et hjørne og holder om mine ben, så de presses ind mod brystet. Mine hænder føles følelsesløse. Jeg holder fastere og fastere om dem, og det prikker i hænderne. Jeg er træt og søvnig. Jeg glider hen og føler mig rolig, som om alt nok skal gå. Lisa slappede af i stolen og trak vejret roligt igen, mens hendes hænder gled ned langs siden. Jeg spurgte hendes underbevidsthed via IMR-signalet, om der var mere at gøre i det tidligere liv, og svaret var nej, så jeg bad hende bevæge sig videre til det næste liv, der skulle udforskes. Snart begyndte hendes øjenlåg at flimre, efterhånden som billeder dukkede op på hendes indre skærm. Hendes krop stivnede, og jeg kunne se, at hun spændte mavemusklerne. Med en desperat stemme udbrød hun: Jeg kan ikke mærke mine arme. Mine ben er følelsesløse. Jeg er bange, fordi jeg ikke kan bevæge mig. Jeg er en kvinde, måske omkring 24 år, og jeg ligger i en hospitalsseng. Jeg tror, ​​at en del af mit højre ben mangler fra knæet og nedefter. Mine arme vil ikke bevæge sig; jeg kan slet ikke mærke dem. Jeg ved ikke, hvorfor jeg er her, eller hvor jeg befinder mig. Lisa var stille et øjeblik, så jeg bad hende om at blive bevidst om, hvad der var sket, og hvordan hun var havnet her. Hun begyndte at ryste og talte tøvende: Jeg sidder i en bil; jeg er passager på bagsædet. Jeg kan mærke sommerfugle i maven. Vi kører ad en lang, smal vej, og det regner, så jeg kan ikke se ret meget. Jeg er bange. Sæt farten ned! Vi kører for stærkt, og regnen siler ned. Jeg ved ikke, hvem der kører. Hvor er de på vej hen med mig? Av! Pludselig gav hun et sæt og tog sig til hovedet. Hun begyndte at gnide sig i panden. Jeg har en forfærdelig smerte i hovedet. Jeg er blevet ramt på en eller anden måde. Så får jeg en hjernerystelse og vågner op her i sengen. Min mave føles meget anspændt. Jeg ved, at der ikke er noget, de kan gøre for mig. Jeg begynder at føle mig varm og rolig; jeg er ved at dø. Jeg føler mig tilpas – himlen er et dejligt sted. Med de ord faldt Lisa til ro og blev stille. Jeg bad hende om at komme ud af trancen, og ligesom de fleste af mine klienter udtrykte hun forbløffelse over det, hun havde oplevet. Hun forlod mit kontor med et smil på læben og fortalte, at hun følte sig mere rolig, end hun havde gjort længe, ​​og at de mavesmerter, hun havde haft ved sessionens begyndelse, var forsvundet. Det kunne naturligvis blot skyldes, at hun havde nydt de afslappende elementer ved hypnosen, men jeg tror, ​​det skyldtes, at hendes krop havde givet slip på en masse fastlåst frygt og spænding fra tidligere liv. Da Lisa mødte op til sin næste session et par uger senere, fortalte hun, at selvom hun ikke var blevet 100 % rask, havde hun helt sikkert oplevet markante forbedringer i sin IBS, og hendes angstniveau var faldet drastisk. Hun havde kunnet gå ud langt oftere end normalt uden at føle spænding, og hun havde håndteret livets stressfaktorer langt bedre. En ekstra gevinst var dog, at hun – fordi hun følte sig langt mindre stresset – havde brugt tid på at tænke roligt over sit liv; hun var nået frem til den konklusion, at hun ikke var glad for sit arbejde, og var derfor begyndt at se sig om efter et nyt job. Hun havde endda været til samtale hos en ny arbejdsgiver og var positivt overrasket over, hvor rolig hun havde været under hele samtalen, der havde været både lang og intens. Jeg forsikrede hende om, at så længe vi fik bearbejdet de to resterende tidligere liv, vi havde tilbage, ville hun med stor sandsynlighed opnå den fulde bedring, hun håbede på. Hun gik i trance, og vi begyndte at udforske det tredje af de fire tidligere liv. Jeg kan ikke skrive om dette i detaljer, da Lisa oplevede det kinæstetisk – med meget få indre billeder af begivenhederne, men med masser af følelser. Ligesom i vores første session var der en kraftig spænding i maven, selvom hele hendes krop også mærkede spændingen. Hun græd og rystede, hendes vejrtrækning var præget af panik, og til tider vred hun sig, mens hun genoplevede de forfærdelige begivenheder fra det tidligere liv. Til sidst aftog det hele, og hun bevægede sig videre til det sidste af de tidligere liv. Endnu en gang fik hendes stemme en barnlig klang, og hun fortalte mig, at hun var en syvårig dreng, der netop var begyndt i sin første, , dag på en stor, ny skole. Hun holdt sig på maven, mens hun fortalte mig, hvor bange hun var: Jeg har ondt i maven, fordi jeg er så bange. Jeg er begyndt i 5. klasse, , et stykke inde i skoleåret, så jeg kan ikke finde rundt. Jeg går hen ad en lang gang og leder efter mit klasseværelse. Timen er gået i gang, men jeg tør ikke gå ind, i tilfælde af at de griner af mig. Læreren skælder mig ud, fordi jeg kommer for sent, så jeg løber ud og gemmer mig under en busk i kanten af ​​skolegården. Jeg har ondt i maven. I frikvarteret kommer de andre børn ud; jeg kravler frem og går hen til dem. De stirrer bare på mig og ignorerer mig så, mens de leger. Bagefter skal vi stille os på række for at gå ind igen, men jeg bliver skubbet om bagest i køen. Drengen foran mig har stjålet mine briller, og inde i klassen sender de dem rundt og prøver dem på. Jeg får dem tilbage, men de er helt beskidte, så jeg kan ikke se klart. Jeg bryder mig ikke om de drenge, men de sidder lige bag mig, kalder mig grimme ting og kaster ting efter mig. Jeg er ked af det og bange. Da timen er slut, skal vi hjem, men jeg venter, til alle er gået, og læreren spørger, hvordan det går. Jeg fortæller hende, hvad der er sket, og hun siger, at hun vil flytte mig til et andet bord væk fra dem, og at hun vil tale med dem. Det vil jeg ikke have, for det gør det måske bare værre. Jeg er bekymret for, at de vil undre sig over, hvorfor jeg har skiftet plads. Mens hun fortalte alt dette, sad Lisa uroligt på stolen; hun knyttede og løsnede grebet om sine hænder og så meget bekymret ud med en dyb rynke i panden. Efter en kort pause fortsatte hun: “Jeg går udenfor, og min mor er der for at hente mig. Jeg løber hen til hende og føler mig tryg. Jeg fortæller hende, at de har drillet mig, og at jeg ikke vil derhen igen. Hun siger, at jeg bare skal ignorere dem, og at det nok skal gå. Næste dag tager jeg afsted igen, og jeg har virkelig ondt i maven. Jeg sidder ved et nyt bord, men til idræt kan jeg ikke skifte tøj, fordi jeg ikke har de samme shorts som de andre, og jeg tror, ​​de vil grine af mig. Jeg siger til læreren, at jeg ikke har det godt, så han siger, at jeg bare kan se på. Børnene stirrer på mig, mens de leger med en bold. En af dem kaster bolden efter mig, og den rammer mig i maven. De griner af mig og laver grimasser. Da jeg kommer hjem, fortæller jeg mor om det, men hun siger, at det var et uheld. Hun forstår det ikke. Hun var stille et øjeblik, mens hun flyttede sig til en anden tid i det liv, og hun fortsatte: Jeg går i mit sidste år i skolen nu. Intet er blevet bedre; jeg er blevet mobbet hele vejen igennem. Jeg klarer mig dog godt til prøverne, og de er misundelige. De slår mig i maven. De er fire om det, og de vil ikke stoppe. Jeg siger det til skoleinspektøren, men han kan ikke gøre noget. Han tager mig med hen til skolelederen, og jeg fortæller ham det. Han siger, at jeg har klaret mig rigtig godt til prøverne, og at jeg skal holde en uges fri fra skole, mens han får styr på sagen. Det er ikke fair; det føles, som om jeg bliver straffet. Han lader mig gå tidligt hjem, og smerterne i maven aftager, fordi jeg ikke skal tilbage i en uge. Da jeg vender tilbage, er alt blevet ordnet. De andre drenge kigger ikke engang på mig. Jeg sidder i klassen, og de lader mig være i fred. Det gjorde ondt i maven i starten, men nu føler jeg mig lettet, og jeg ved, at det begynder at gå fremad. Lisa sukkede lettet op og fortalte mig, at hendes mave føltes helt rolig, og at billederne fra tidligere liv var forsvundet. Det var et tegn på, at sessionen var slut, og hun kom derfor ud af trancen med et stort smil på læben. Selvom ingen af ​​livene havde været særligt dramatiske, indeholdt de alligevel en del spænding; ved at gå i trance og genopleve følelserne fra fortiden havde hun givet slip på dem – især dem, der sad i maven, hvor hun havde lagret dem i dette liv. Jeg vidste, at hendes oprindelige problemer var løst, men det var dejligt at få det bekræftet, da hendes mor ringede til mig et par uger senere og fortalte, at Lisa havde det helt fint, og at hun siden vores session hverken havde haft mavesmerter eller et eneste panikanfald. Opgaven var løst! Kapitel 8, Kaths historie. Det kommer måske som en overraskelse – da vi er så vant til den medicinske model, hvor fysiske problemer skal behandles med kemikalier – men jeg har gentagne gange erfaret, at den egentlige årsag til barnløshed er uforløste, negative følelser fra fortiden. Resultatet har været, at en lang række kvinder, der tidligere ikke kunne blive gravide, faktisk er blevet det, efter at de har fået ryddet op i de underliggende følelsesmæssige årsager, der blokerede for dem. Den gængse vestlige lægevidenskab ignorerer sindets kraft, fordi den tror på, at alt skal løses med kemikalier – en opfattelse, som flere og flere i dag indser blot er en måde for medicinalvirksomhederne at skabe enorme økonomiske gevinster på. Mange af os, der arbejder med psykoterapi, ved imidlertid, at sindet er en af ​​de stærkeste kræfter på jorden; når det bruges rigtigt, kan det skabe langt større forandringer, end den gennemsnitlige læge er uddannet (eller hjernevasket) til at tro. Hvad angår tidligere liv, har nogle af de kvinder, jeg har hjulpet med at blive gravide, opdaget, at de var døde under en fødsel i et tidligere liv. Det betyder, at energien forbundet med døden under en fødsel er blevet båret med over i det nuværende liv i underbevidstheden, som , hvilket forhindrer kvinden i enten at blive gravid eller i at gennemføre en fødsel i dette liv. Selvom underbevidstheden besidder stor visdom, er den også meget bogstavelig; når først noget har fæstnet sig i underbevidstheden, bliver det samme mønster gentaget igen og igen. En død under fødslen i et tidligere liv betyder, at underbevidstheden forbinder fødsel med død. I det nuværende liv vil den derfor konstant sige til sig selv: "Hvis vi bliver gravide og føder, dør vi; hvis vi føder, dør vi." Da underbevidstheden har et stærkt behov for, at vi overlever og er sunde og raske, kan den forhindre en kvinde i at blive gravid eller gennemføre en graviditet, fordi den tror, ​​at den dermed hjælper kvinden med at holde sig i live. Når det er sagt, så havde den næste klient, hvis historie jeg her deler med dig, ingen tidligere liv med død under fødslen, der hindrede hende i at blive mor. Hun havde dog oplevelser fra tidligere liv, der indeholdt traumer, som blokerede hende i hendes nuværende liv. Kath havde ikke kunnet blive gravid, selvom hun brændende ønskede sig at stifte familie. Hun var i begyndelsen af ​​fyrrerne og fysisk sund, og da hun arbejdede som hypnoterapeut, forstod hun konceptet med regression som et redskab til heling. Inden da havde hun dog – i forsøget på at blive gravid – brugt både sin egen og sin mands opsparing på IVF-behandling. Hun blev ganske vist gravid, men under graviditeten følte hun sig konstant træt og blev gradvist mere syg. Hun tilskrev det den store mængde medicin, hun tog, og som gav hende kraftig kvalme. Hun tilbragte det meste af tiden med at hvile sig, men efter syv uger viste en scanning, at der ikke var noget hjerteslag hos fosteret. Hun måtte igennem en medicinsk styret abort, hvilket var en meget ubehagelig oplevelse, og hun fortalte mig, at hendes krop føltes helt nedbrudt. Desuden følte hun sig følelsesmæssigt meget sårbar og traumatiseret af hele forløbet. Jeg forsikrede hende om, at det stadig var muligt at blive gravid ved at inddrage sindet – især hvis der var blokeringer i underbevidstheden, der skulle fjernes. I begyndelsen kunne jeg naturligvis ikke vide med sikkerhed, om det forholdt sig sådan, men da Kath først var i trance, og hendes IMR-signaler tydede på, at tidligere liv var årsag til problemerne, vidste jeg, at vi havde gode chancer for at lykkes. Jeg førte hende forsigtigt tilbage til det første af disse liv, og med lavmælt stemme fortalte hun, hvad hun oplevede: Jeg befinder mig indenfor i et stort, gammeldags køkken. Der er stengulv og en stor, åben pejs. Jeg er en lille pige på omkring tre år, der sidder på gulvet ved siden af ​​et træbord. Jeg har en kyse og en slidt kjole i dæmpede farver på, og jeg betragter en fyldig kvinde, der sidder ved bordet og stopper tøj. Jeg bad Kath om at bevæge sig videre til den næste betydningsfulde oplevelse, og efter et par sekunders stilhed skiftede hendes ansigtsudtryk – der indtil da kun havde vist tegn på afslapning – til et alvorligt præg. Hendes panderynken blev ledsaget af en skælven i stemmen. Jeg er blevet ældre nu; måske er jeg omkring 13 år, og jeg har langt, sort hår. Jeg arbejder som tjenestepige i et stort hus. Jeg kommer til at overvære noget, jeg ikke burde have set. Min frue er på sit værelse og ligger i seng med en mand. Hun er meget vred. Jeg er i chok. Jeg løber ud af værelset, og hun råber, at jeg skal forlade stedet og aldrig komme tilbage. Hun smider mig ud af huset, og jeg har kun det tøj på, jeg står og går i. Jeg har ingen steder at tage hen; det er mørkt, og jeg er helt alene. Jeg føler mig knust, fryser og er bange. Jeg har ingen at gå til. Jeg begynder bare at gå. Kath begyndte sagte at græde. Jeg har levet på gaden i lang tid nu, og min krop er afmagret. Mit lange hår er klippet kort, og mine øjne ligger dybt i deres huler. Jeg sidder på nogle kolde stentrin og tigger. Jeg er heldig, hvis jeg får noget at spise – nogle gange er det bare madrester. Nogle mennesker spytter på mig, når de går forbi. Jeg er meget ulykkelig. Jeg sulter ihjel. Ingen hjælper mig. Jeg kan se røde kors malet på dørene; jeg tror, ​​det er pesten. Jeg dør, og jeg ser min krop blive smidt op på en vogn sammen med ligene af andre mennesker, der er lige så ubetydelige som mig. Jeg tæller bare ikke. Jeg kan se et stort bål og en mand med et kors. De brænder vores kroppe, fordi vi var syge. Kath sukkede tungt og var stille et stykke tid, mens hun bevægede sig ind i et andet liv. Det viste sig at være lige så traumatisk som det første: Jeg ligger på ryggen og kigger op mod himlen. Det er dag, og jeg er omgivet af høje træer. Himlen er smuk og blå. Jeg er en pige, jeg har kjole på og går barfodet. Jeg er omkring seks år gammel og føler mig ubekymret og glad. Jeg føler mig elsket af min familie. Jeg har en lillebror og kærlige forældre; vi bor i et hus i skoven og dyrker vores egne grøntsager. Men så sker der noget, der ødelægger det hele. Kaths ansigt blev mørkt, og hun begyndte at græde og ryste. Hendes stemme kom frem mellem ængstelige gisp: Jeg mister min familie. Det føles, som om hele min verden snurrer rundt. Jeg løber tilbage til huset og opdager, at de er blevet myrdet, mens jeg var væk. Huset er blevet plyndret. Jeg føler, at hele min verden er, , er slut. Min mors hoved er blevet hugget af. Jeg ser min lillebror – han er så lille, og han er død. Han var kun tre år. Mine forældres lig ligger uden for huset. Min lillebror må være gået udenfor for at se, hvad postyret skyldtes, og er blevet dræbt. Jeg har ingen at gå til. Jeg vil gerne begrave dem, men jeg er for lille, så jeg dækker dem bare til med grene og pinde. Jeg er nødt til at forlade stedet, så jeg begynder bare at gå. Det bliver koldt og mørkt. Jeg kender ikke vejen ud af skoven; jeg farer vild og går i ring. Jeg vælger at dø, for jeg ved, at der ikke er noget håb. Hun begyndte at hulke og jamre. Jeg sulter. Der er intet tilbage. Jeg har ingen kræfter eller energi. Det er så sørgeligt. Efter et stykke tid dør jeg og bliver genforenet med min familie i ånden. Kath græd videre i nogle minutter uden at sige mere, før tårerne ebbede ud, og hun sukkede dybt og slappede af. Hun kom ud af trancen og gav udtryk for både overraskelse og en enorm lettelse. Vores sidste session fandt sted nogle uger senere, og Kath fortalte mig, at hun siden regressionerne havde følt sig helt anderledes tilpas. Hun følte, at en tung byrde var blevet løftet fra hende, og den sorg, hun altid havde følt hver dag gennem hele sit liv, var forsvundet. Som mange andre, der gennemgår regressionsterapi, følte hun sig lettere indeni. Da hun var kommet i trance, bevægede hun sig ind i det sidste tidligere liv, der skulle forløses. I takt med at hun fik adgang til det, blev hendes vejrtrækning hurtigere, og hendes krop stivnede. Hendes stemme lød hæs, mens hun pressede ordene frem: Jeg kan se en planke fra en båd nedefra; det er bunden af ​​et skrog, der bevæger sig gennem vandet. Der er masser af skumsprøjt. Jeg er i vandet, hjælpeløs, og kigger op mod skibet. Jeg er en mand, tynget af noget, og der er bundet et reb til mig. Jeg forsøger desperat at nå båden, men mine ben er tynget ned. Jeg kan mærke, at jeg er ved at drukne, og min krop bliver slap. Kath vred sig i stolen, som om hun forsøgte at komme op af vandet. Pludselig sank hun sammen og lå helt stille, før hun sukkede og fortsatte lavmælt: Jeg kan huske, hvad der skete. Jeg er besætningsmedlem på skibet, og det er en hård tur. Vi har varer liggende i bunden af ​​skroget, men der er et problem. Der er huller i bunden af ​​båden. Jeg blev firet ned i et reb for at se, hvad der var sket. Vi var stødt på noget, der havde forårsaget skaden. Jeg blev spærret inde og kunne ikke komme op igen. Der er ingen, der prøver at trække mig op – hvor er de? De er fulde. De er ligeglade med mig. De var ligeglade med, at vandet strømmede ind, og at vi langsomt var ved at synke. Jeg var den eneste, der gjorde noget ved det. Ingen hjælper mig; det er, som om de har glemt, at jeg er gået derned. Hvordan kunne de gøre det? Jeg kan ikke forstå det. Jeg var den eneste, der bekymrede sig. Forbløffelsen og vreden i hendes stemme var tydelig. Hun holdt en pause, som om hun skulle fordøje chokket over erkendelsen, før hun fortsatte: Jeg mærker, at de får mig op til overfladen og lægger mig på dækket. Jeg er ikke helt død, og jeg vågner til live igen. De griner; de synes, det er sjovt, at de efterlod mig, og at jeg var tæt på at dø. Jeg troede, jeg var død. Det er ikke nogen spøg. Vi synker stadig, og hvis vi ikke gør noget, dør vi alle sammen. Vi er midt ude på havet, og mens skibet synker, springer vi alle i vandet. Heldigvis er havet roligt, selvom de andre er så fulde, at de synker og drukner. Jeg er den eneste, der overlever; jeg holder fast i noget og driver op og ned i vandet. Jeg føler mig hjælpeløs, og mine kræfter svigter. Til sidst bliver jeg skyllet i land og mister bevidstheden. Jeg vågner med hovedet i sandet. Jeg befinder mig på en tropisk ø, og nogle indfødte finder mig og tager sig af mig. Jeg føler mig lettet. En brunhudet, solbrændt kvinde fra lokalbefolkningen med langt hår tager sig af mig og giver mig mad. De hjælper mig med at blive rask, mens jeg venter på, at en båd skal lægge vejen forbi. Efter et stykke tid sejler de mig ud til et skib i en af ​​deres robåde, og jeg tager afsked med dem. Skibet er på vej hjem. Selvom jeg er i sikkerhed, tænker jeg tilbage på dengang, mine skibskammerater efterlod mig, og jeg føler mig virkelig vred. At de var ligeglade med mig og lod mig være tæt på at drukne, var utilgiveligt. Kath sukkede og fortalte mig, at billederne for hendes indre blik var ved at opløses – et tegn på, at oplevelsen fra det tidligere liv var afsluttet. Vi arbejdede lidt med at give slip på de rester af vrede, hun følte, og derefter kom hun ud af trancen. Selvom Kaths tidligere liv ikke havde indeholdt traumer direkte relateret til fødsel, havde hendes underbevidsthed af en eller anden grund holdt fast i de negative følelser fra disse tre liv, og det havde forhindret hende i at blive gravid. Jeg gør mig ikke den ulejlighed at analysere sammenhængen mellem traumerne fra de tidligere liv og problemet i dette liv, da det nogle gange er umuligt at se en forbindelse. Jeg ved blot af erfaring, at det at give slip på følelser og energier fra fortiden er nok til at muliggøre heling. Og ganske rigtigt: Det var præcis, hvad der skete. Mindre end et år senere ringede Kath til mig for at fortælle, at hun kort efter vores sessioner var blevet gravid på naturlig vis. og hun var nu den stolte mor til en sund og rask lille dreng. Afsnit tre Panikanfald, angst og fobier Kapitel 9, Amys historie. De fleste hypnoterapeuter behandler jævnligt klienter, der lider af angst, og ligesom med alle andre problemer, vi ser i konsultationen, varierer symptomernes sværhedsgrad. Nogle mennesker oplever blot en let grad af angst – hvilket betyder, at de går gennem hverdagen med milde symptomer – mens andre lider af svær angst, der ikke blot kan hindre dem i at leve et normalt liv, men også føre til panikanfald. Det store antal mennesker, jeg gennem årene har behandlet for angst, får mig til at tro, at der er en egentlig angstepidemi i den vestlige verden. Selvom visse former for angst skyldes fysiske problemer (f.eks. hormonelle ubalancer eller problemer med skjoldbruskkirtlen), stammer størstedelen fra negative følelser fra fortiden, der dagen lang hvirvler rundt i underbevidstheden. Amy havde i en årrække lidt af panikanfald med jævne mellemrum. Hun var nu 25 år og arbejdede som frisør, men anfaldene var begyndt, da hun var 15 og skulle til prøveeksamen i skolen. Presset fra eksamenerne fik hende til at føle sig utilpas og kvalm hver dag (hun måtte endda gennemgå en gastroskopi for at udelukke fysiske årsager til utilpasheden), og efter at hendes "geniale" læge havde sat hende i behandling med antidepressiva (hvornår mon de mennesker indser, at det ikke er løsningen?), sank hun dybere ned i angst og depression (ikke mange ved det, men f.eks. Prozac kan medføre en øget risiko for selvmord). På et tidspunkt forsøgte hun endda at tage sit eget liv ved at tage en overdosis af medicinen. Et forløb med samtaleterapi kombineret med udtrapning af medicinen hjalp hende med at vende tilbage til en vis normaltilstand. Angsten var dog aldrig helt forsvundet, og hun havde i ti år jævnligt oplevet panikanfald. Hun følte, at hun havde mistet meget af sin selvtillid, og i de seneste uger havde panikanfaldene og følelsen af ​​utilpashed været til stede det meste af tiden. Hun kæmpede for at skjule sine følelser på arbejdet og var generelt utilfreds med sit liv. Hun gled langsomt ind i en trance, og hendes underbevidsthed viste, at der var fire tidligere liv, der forårsagede hendes angst; men den afslørede også, at Amy bar rundt på to åndelige vedhæftninger. Jeg er klar over, at dette kan lyde mærkeligt (og endnu mere kontroversielt end terapi med fokus på tidligere liv), men gennem årene har jeg erfaret, at nogle af mine klienter har ånder knyttet til sig, hvilket kan skabe alle mulige former for problemer. Jeg vil lige gøre en lille afstikker for at forklare dette nærmere. Det lader til, at når nogle mennesker dør, bliver de hængende og fanget på det jordiske plan i stedet for at forlade denne verden og bevæge sig over i åndeverdenen i deres lyskrop (for mere information om, hvad der sker mellem livene, kan du læse Michael Newtons bog *Journey of Souls*). Det kan ske af flere årsager: hvis de dør pludseligt, og chokket ved døden forhindrer dem i at gå videre; hvis de frygter at blive dømt i åndeverdenen for negative handlinger, de har begået i deres liv; hvis de frygter at komme i helvede (hvilket jeg i øvrigt ikke tror eksisterer, da jeg i løbet af de tusindvis af regressioner, jeg har faciliteret, aldrig har haft en klient, der har beskrevet et sådant sted, mens de befandt sig i åndeverdenen efter døden); eller hvis de har et stærkt ønske om at blive hos deres kære, der stadig er i live. Nogle gange er de blot forvirrede over ikke længere at have en fysisk krop og ved ikke, hvad de skal gøre, eller hvor de skal tage hen. Af og til knytter disse ånder sig til levende mennesker på grund af deres forvirring og frygt. Disse mennesker behøver ikke nødvendigvis at være nogen, ånderne kender, da de ofte hægter sig på personer med lav energi. Det ser ud til, at hvis vi er nedtrykte eller deprimerede, virker vores energi tiltrækkende på dem, og de hægter sig fast til os – ofte i vores aura, men nogle gange kan de også sætte sig fast i selve kroppen. Vi bliver derefter påvirket af deres negative energi, og det efterfølgende fald i vores eget energiniveau påvirker os både følelsesmæssigt og fysisk. Jeg stødte første gang på begrebet åndelige vedhæftninger, da jeg læste dr. Edith Fiores bog *The Unquiet Dead*. Dr. Fiore, en amerikansk psykolog, opdagede, at mange af hendes patienter havde sådanne vedhæftninger, og hun var i stand til at hjælpe ånderne videre og dermed hjælpe sine patienter til at få det bedre. Jeg må sige – og jeg ved, at det måske lyder helt skørt i dine ører – at jeg har en fornemmelse af, at mange mennesker med følelsesmæssige eller psykiske udfordringer har ånder knyttet til sig, hvilket bidrager til, at de føler sig "ustabile" på så mange måder. I hvert fald har jeg de seneste år udført langt mere arbejde med frigørelse af ånder end nogensinde før (og husk på, at jeg ikke påvirker klienten ved at antyde, at de kan have sådanne vedhæftninger; jeg stiller blot spørgsmålet til deres underbevidsthed, og hvis den løfter fingeren og giver et "ja"-signal, så arbejder vi videre med det). Resultaterne har til tider været fantastiske, når det gælder en forbedring af klienternes problemer. Når Amys IMR-respons havde indikeret, at hun var påvirket af åndelige vedhæftninger; jeg gennemførte en proces, hvor jeg løsnede disse ånder fra hende og sendte dem "hjem" – altså fuldt ud over i den åndelige verden til det sted, de burde være taget hen, da de døde. Dette blev udført, og jeg bad Amy forestille sig, at hun var beskyttet af en kappe af helende lysenergi, der omsluttede hendes aura og ville hjælpe med at forhindre, at hun fremover var sårbar over for indtrængen fra ånder. Amy mærkede en øjeblikkelig lettelse og slap af med den angst, hun havde båret på; det var, som om hun gav slip på noget, der længe havde plaget hende. Nu kunne vi begynde at arbejde med de tidligere liv, der også bidrog til hendes panikanfald. Hun bevægede sig ubesværet tilbage i tiden og begyndte at fortælle mig, hvad hun oplevede: "Jeg er en kvinde på omkring 30 år, og jeg er på et marked for at handle. Jeg overvejer at købe en ny paryk til mig selv – en stor, hvid paryk med krøller. Jeg er ikke velhavende, men jeg er heller ikke fattig. Der er travlt og larmende, og fra husene omkring markedspladsen kaster folk affald ud af vinduerne på de øvre etager, herunder spande med ekskrementer. Jeg føler mig ensom, men jeg passer også på en lille pige med kyse på. Hun danser rundt om en stor platform af beton – lidt ligesom en musikpavillon – på den anden side af markedspladsen. Jeg bliver glad, når jeg ser på hende. Hun er faldet og har slået hul på knæet, så jeg trøster hende. Hun er min niece, og nu kommer hendes mor og henter hende og tager hende med hjem. Jeg står tilbage alene. Jeg har ingen i mit liv." Amy begyndte at græde, og derefter blev hun angst. "Jeg husker dagen, hvor jeg fødte. Jeg ligger i sengen, og en kvinde er hos mig. Jeg føler mig tom indeni, fordi min mand har forladt mig. Det er mit første barn, en lille dreng. Han græder meget højt, og jeg kan ikke få ham til at stoppe. Jeg tror ikke, jeg bliver en god mor, men kvinden viser mig, hvad jeg skal gøre. Hun er barnepige. En læge kommer for at tilse mig, men barnet har det ikke godt; der er noget galt med hans bryst." Hun begyndte at hulke, mens ordene blev presset frem mellem sammenbidte tænder. Han trækker ikke vejret, han er død. De lægger ham i en lille, brun kiste. Jeg kan ikke se ham. Jeg har ingen. Jeg tager på kirkegården til hans begravelse. Det er en solskinsdag i efteråret med blade på jorden. Han hed Matthew, og jeg tager afsked med ham. I et stykke tid blev Amy ved med at græde, mens hun holdt et usynligt spædbarn i armene og med jævne mellemrum sagde en beroligende lyd, som om hun forsøgte at trøste sit døende barn. Til sidst faldt hun til ro igen. Hun var stille et stykke tid, før hun begyndte at fortælle mig om et andet tidligere liv – denne gang et, der lå langt tættere på nutiden end det første. Jeg er på universitetet, og det er min første dag. Året er 1975. Jeg er en ung kvinde og er spændt. Jeg er sammen med nogle venner og sidder på græsset uden for en gammel bygning med et klokketårn på toppen. Der er en dreng med os, der hedder Freddy; han er virkelig flot, og jeg sidder ved siden af ​​ham til den første forelæsning. Det er naturvidenskab, og vi har en kvindelig underviser. Nogle drenge bagerst i lokalet larmer og fjoller rundt. Freddy er sød ved mig og hjælper mig med et forsøg. De andre drenge forstyrrer undervisningen og kaster med ting, så Freddy beder dem om at være stille, men de begynder at genere ham. Jeg er bange for, at de vil gøre ham fortræd. Om aftenen tager jeg ud for at få en drink sammen med de andre. Jeg bor på kollegium, og der er en bar i stueetagen. Freddy er med, og det er min veninde Natalie også. Gruppen af ​​drenge fra forelæsningen er der; de er alle sammen fulde og skaber ballade. De bliver ved med at komme hen til os, og en af ​​dem er ubehagelig – han er meget vred. Jeg kan ikke lide ham, så jeg beder ham om at skride. Freddy tager mig i forsvar. Drengen rører ved mit ansigt; han er uhyggelig. Jeg vil bare have, at han lader mig være i fred. Han siger, at han nok skal se mig senere, og så går de. Det tror jeg næppe. Vi får flere drinks, og jeg er lidt beruset. Hun lo, og hendes tale var snøvlende. Freddy siger, han kan lide det, når jeg griner. Han kysser mig. Han er ved at følge mig hjem, men jeg kan ikke gå lige. Jeg bliver fnisende, når jeg er fuld. Det er koldt udenfor, og han giver mig sin jakke. Han er så sød. De der drenge kommer op ad vejen imod os. De skubber til Freddy, og den vrede fyr rører ved mit ansigt. Lad mig være! De holder fast i Freddy, og han har grebet fat i mit håndled og trækker mig ind til sig. Han kysser mig. Jeg er bange, for der er ingen andre i nærheden. Under hele denne fortælling var Amy blevet mere og mere anspændt, og så begyndte hun at græde og vride sine hænder. Freddy kan ikke slippe fri, og drengen slæber mig ned i en gyde. Han trækker bukserne ned, men jeg kan ikke slippe fri, og jeg vil ikke have, at han gør det. De andre ser bare til, mens de holder Freddy nede. Han voldtager mig. Freddy græder og råber. Da han er færdig, trækker han bukserne op, og de går bare allesammen. Freddy kommer hen og holder om mig og siger, at han er så ked af det. Han trøster mig, og vi sidder begge to på jorden og græder. På dette tidspunkt rystede hele hendes krop, og hun gispede og skælvede. Han følger mig hjem, og vi ringer til politiet. Jeg kan slet ikke tale; jeg er i chok. Freddy kan ikke se på mig, fordi han føler sig ansvarlig. Jeg sidder på min seng nu, krøbet sammen som en kugle. , og der er en kvindelig betjent, men jeg kan bare ikke tale. Freddy fortæller dem, hvad der skete, og de kører mig på hospitalet for at blive undersøgt, hvorefter politiet tager ud for at lede efter drengebanden. Jeg har ikke lyst til at blive undersøgt, men den kvindelige betjent bliver ved med at sige, at jeg er i sikkerhed nu. Det gør ondt, da de tager prøver af mig. En dum mand – en rådgiver – dukker op, men jeg vil ikke tale med ham. Jeg vil bare hjem til min mor. Jeg har blå mærker på arme og ansigt. Den kvindelige betjent kommer tilbage og fortæller mig, at de har fanget ham. Pludselig blev hun vred og råbte: Jeg hader ham for det, han har gjort mod mig. Jeg vil slå ham ihjel. Hun holdt en pause og talte så lavmælt igen: De kører mig hjem til min mor. Freddy kan ikke se på mig. Jeg føler mig bare beskidt. Hun blev ved med at ryste et stykke tid, mens hendes krop gav slip på traumet fra den forfærdelige nat. Efterhånden faldt hun til ro, og hun var kommet videre i tiden. Hendes stemme var dog flad og blottet for følelser, som om virkningen af ​​voldtægten blev hængende i hende i lang tid efterfølgende. Jeg vil ikke længere gå ud, og jeg vender ikke tilbage til studiet. Jeg er ked af det, for jeg kommer til at savne mine venner. Jeg vil ikke tale om det, og det bliver aldrig nævnt igen. Han kommer i fængsel. Jeg ser ikke mine venner igen; jeg får bare et job, men jeg kommer ikke meget ud. Jeg er ikke lykkelig; det føles, som om hele mit liv er blevet ødelagt. Amy var stille og begyndte at slappe af igen. Jeg førte hende ud af trancen, og vi brugte lidt tid på at tale oplevelsen igennem for at sikre os, at hun havde givet slip på traumet fra begge liv. Hun var chokeret, men følte sig langt mere rolig, end hun havde gjort længe. Da Amy kom tilbage en uge senere, fortalte hun, at hun havde gjort store fremskridt siden vores sidste session. Hun følte sig ikke blot langt lettere til mode, men også langt mere selvsikker. I en sådan grad, at hun havde sagt sit job hos frisøren op (hun havde aldrig brudt sig om chefen, men havde været for tilbageholdende til at gøre noget ved det) og havde været til samtale hos en anden salon. Hun var begejstret over at have fået tilbudt jobbet og glædede sig til at begynde om få uger. Selvom hun stadig mærkede en vis angst i maven om morgenen, var den blevet væsentligt mindre i forhold til tiden før vores første session. Jeg vidste, at vi ville opnå et rigtig godt resultat for Amy; nu handlede det blot om at bearbejde og neutralisere de to andre tidligere liv for at nå dertil. Da hun igen var i trance, slappede hun dybt af og befandt sig hurtigt i et andet liv: Jeg er udendørs, og det er lyst. Jeg befinder mig på en mark, og jeg kan se tipier. Jeg er en dreng på omkring 15 år. Jeg har været ude hele dagen og jage sammen med min far. Han er også oprindelig amerikaner. Vi har nedlagt en hjort og taget den med tilbage til lejren. Der løber masser af børn rundt, herunder min lillesøster, der leger med sine venner. Hun er omkring seks år gammel. Min mor er lige kommet ud af en tipi. Der er mange tipier; det er som et lille samfund. Far er stor og kraftig, og jeg tror, ​​han er høvding. Vi er en lykkelig familie. Mor begynder at partere hjorten for at lave en stuvning. Jeg udveksler jagthistorier med mine venner. Jeg har en veninde. Jeg kan godt lide hende; hun har en fjer i sit lange, mørke hår, og hun er genert. Hun så pludselig alvorlig ud, og hendes krop lavede et ufrivilligt ryk. Der er en anden dreng, der kan lide hende. Jeg bryder mig ikke om ham, for han er arrogant og tror, ​​han er bedre end mig. Jeg er høvdingens søn, så jeg kan vælge, hvem jeg vil have. Vi kommer op at slås, og jeg slår ham i ansigtet. Vi tumler rundt på jorden, men bliver skilt ad. Vi er nødt til at kæmpe rigtigt, inde i en ring af sten på jorden. Vi skal kæmpe om hende. Det er en kamp på liv og død; vinderen er den, der skal giftes med hende. Hele landsbyen kommer for at se på og står rundt om ringen. Jeg kan høre trommer og messende sang. Jeg er ikke bange, for det er en del af vores kultur. Jeg vil gøre det for at glæde min far. Vi har begge dolke, men først skal vi kæmpe med næverne. Han er omkring fire år ældre end mig og højere, men fordi jeg er mindre, er jeg hurtig og kan dukke mig og bevæge mig rundt. Endnu en gang begyndte Amys krop at rykke ukontrolleret – et tegn på, at hendes krop mærkede og gav slip på spændinger. Alle hepper; vi slås og brydes på jorden. Høvdingen afgør, hvem der vinder nævekampen, men han skal være retfærdig. Han skal handle ærefuldt, så han vælger mig ikke bare, fordi jeg er hans søn. Han afgør, at jeg har vundet nævekampen, men jeg har ikke meget erfaring med dolk. Der er blevet helt stille, og jeg er nervøs. Det er første gang, jeg kæmper med knive. De stirrer alle på mig. Jeg kan se min søster kigge bekymret til. Hun er bange for at miste sin bror. Pludselig sprang Amy til, og hun begyndte at trække vejret tungt. Han har stukket mig i maven. Jeg kan ikke få luft. Hun rykkede voldsomt i kroppen og begyndte at gispe og klynke. Hun hostede og hvæsede, som om hun hostede blod op. Hendes krop vred sig i stolen, mens hun holdt sig på maven. Hosteanfaldene og kramperne fortsatte i et minuts tid, indtil hun, , begyndte at slappe af, og hendes vejrtrækning vendte tilbage til det normale. Da hun sukkede, spurgte jeg hende, hvad hun oplevede. Jeg er rolig nu. Jeg er død, og jeg kan se min mor knæle ved siden af ​​mig og stryge mig over kinden. Det er forbi. Ofte er dødsfaldet i det tidligere liv det eneste, vi behøver at genopleve for at forløse det traume, klienten bærer på, men jeg tjekker normalt med klientens underbevidsthed, om der er andre betydningsfulde hændelser i det pågældende liv, som også har været traumatiske. Da jeg gjorde dette med Amy, signalerede hendes underbevidsthed, at der var noget andet, vi skulle opleve. Hun vendte tilbage til et tidligere tidspunkt i det liv og genoplevede en frygtelig hændelse: Jeg er omkring fire år gammel og sidder på hug i hjørnet af tipien med knæene trukket op til brystet. Jeg er meget bange. Min storesøster, der er omkring 15 år, bliver trukket udenfor af nogle mænd. Vi bliver angrebet, og jeg er så bange. Jeg vil ikke have, at de tager hende med sig. Mor er bundet. Jeg ved ikke, hvor min far er. De spænder min søster fast på en hest for at tage hende med væk. Jeg løber ud af tipien og råber, at de skal lade hende være. Manden griber fat i mig og løfter mig op bagfra. Han stirrer på min søster, og så tager de hende ned fra hesten. Hun er så bange. Jeg græder. Jeg kan intet gøre. Manden tager mig med tilbage i tipien, mens de andre mænd kommer med min søster. Amy blev følelsesmæssigt påvirket og meget anspændt, og hendes krop begyndte at ryste, mens hun udbrød: Han – jeg kan ikke holde ud at se på det – han holder fast i mit ansigt – hun skriger. Han tvinger mig til at se på det. Min mor græder. Jeg kan intet gøre. Han tvinger mig til at se på det. På dette tidspunkt hulkede Amy; hun pressede knytnæverne ned i stolens armlæn, og hendes krop var stiv af skræk. Hun lå bare stille, mens de gjorde det. Hun var følelsesløs. Hvor er min far? Der var ingen til at hjælpe. Da de var færdige, skar manden hendes håndled op og huggede derefter en kniv i hende. Han så på mig og sagde: ’Ingen slipper godt fra det, din far gjorde mod mig.’ Hun var død; hun lå bare der. Han kastede mig hen til min mor og bandt mig fast til hende. De gik og satte ild til tipien. Det var nat. Vi måtte vente på, at nogen kom. Min søsters lig lå bare der, dødt. Min mor var kold, hun bevægede sig ikke, hun stirrede bare. Til sidst kom to mænd og min far; de tog hendes lig med sig og begravede hende. Min far sagde, at vi aldrig måtte tale om det igen. Jeg kunne se min mors øjne, og de så tomme ud. Hun var så ulykkelig. Men jeg var en god dreng, og jeg talte ikke om det igen. Der var intet, jeg kunne gøre. Langsomt begyndte hun at slappe af. Vi levede bare videre, og så småt glemte vi, hvad der var sket. Efter et stykke tid fik jeg en lille lillesøster, og min mor blev glad igen. På dette tidspunkt var Amy ikke længere anspændt, og hun lå roligt i stolen. Jeg spurgte hende, hvordan hun havde det, og hun svarede, at hun følte sig lettet. Jeg førte hende ud af trancen og brugte lidt tid på at tale oplevelsen igennem med hende for at sikre, at hun havde givet slip på de negative følelser efter den rædsel, hun havde genoplevet; hun var dog i ro og følte sig helt tilpas. Selvom hun havde været ude for en frygtelig oplevelse, var selve traumet blevet neutraliseret, og hun var klar til at komme videre med sit liv. Amys sidste session om tidligere liv fandt sted en uges tid senere, og hun fortalte mig ved sessionens begyndelse, at hun følte sig helt anderledes til mode, end hun havde gjort, før vi begyndte at arbejde med de tidligere liv. Hun følte sig langt mere selvsikker, og hendes angst var stort set forsvundet. Kun en sjælden gang imellem havde hun mærket et lille strejf af angst, men det varede kun få sekunder, før det forsvandt. Hun så frem til at arbejde med det sidste af de fire tidligere liv, og da hun først var faldet til ro i hypnosen, genoplevede hun det hurtigt. Jeg spurgte hende, hvad hun oplevede: Det er nat, og jeg står foran i en kirke. Jeg er præsten, og jeg kan se andre mennesker bede. Der er et kor og en hel del mennesker i menigheden. Det er fattige mennesker, ikke velhavende. Det er en stor, kold kirke, og de ser mod mig for at få vejledning. De lytter til mig og respekterer mig. Der er mange tændte stearinlys, og det er høstfest; alle har taget mad med. Min kone er der; hun er stille og venlig. Efter at alle er gået, er vi ved at rydde op. Nogle mænd kommer ind i kirken; de ser ikke særligt venlige ud, og jeg bliver bange. Jeg spørger, om jeg kan hjælpe dem, men de vil have penge, og jeg har ingen. En af dem skubber min kone til side, og så binder de os og forsvinder om bag i kirken. Jeg kan høre banken, og de kommer ud med guldplader og bægre. De vælter et stearinlys, da de går, og starter en brand. Amy begyndte at rykke i kroppen og trække vejret uroligt. Hun rystede og hostede, hvæsede, som om hun kæmpede for at få luft, og græd. Vi er nødt til at komme ud. Min kone skriger og skriger. Der er intet, jeg kan gøre. Flammerne bliver større. Jeg prøver at slippe fri; der er så varmt. Jeg håber, Gud hører os, men jeg tror ikke, han gør. Der er så varmt, og ting begynder at falde ned fra loftet. Jeg hoster, men min kone trækker ikke vejret, Hun udstødte et dybt lettelsens suk, og spændingen i hendes krop løsnedes, efterhånden som hun begyndte at slappe af. Den skræmmende oplevelse var ovre, så jeg førte hende igennem den et par gange til for helt at slippe af med al den frygt, hun havde båret med sig fra det tidligere liv ind i sit nuværende liv. Sidste gang hun genoplevede det, var der ingen følelsesmæssig ladning, og hun genfortalte det til mig ganske roligt. Hun kom ud af trancen og udtrykte forbløffelse over det, hun havde set og følt, men også overraskelse over, at hun nu følte sig så rolig indeni. Denne ro blev ved med at være hos hende. Jeg mødte hende faktisk igen seks år efter vores regressionssession, og hun fortalte mig, at det havde fjernet al hendes angst og panik fuldstændigt, og at hun siden da havde kunnet arbejde uden stress. Kapitel 11, Barbaras historie. Barbara var en stille 40-årig kvinde, der led af svær angst kombineret med klaustrofobi. Hun arbejdede med undervisning af voksne, men blev hæmmet i sit arbejde af angstfølelsen, som hun sagde altid var til stede. Hun måtte hele tiden gabe, fordi hun følte, at hun ikke kunne få vejret, og hun havde gennem hele livet lidt af panikanfald. Hun havde været et nervøst barn, og hendes klaustrofobi betød nu, at hun ikke kunne gå ind i elevatorer eller andre trange rum. Til tider følte hun, at hun blev kvalt; hun mærkede en strammen i brystet, og hendes vejrtrækning føltes hæmmet. Angsten var blevet værre i løbet af de foregående år. Hun havde prøvet kognitiv adfærdsterapi (CBT), hvilket havde dæmpet angsten i en periode, men den var siden vendt tilbage med fornyet styrke. Hendes læge havde (som det ofte sker i sådanne tilfælde) sat hende i medicinsk behandling – i hendes tilfælde med Prozac – hvilket bestemt ikke virkede (og muligvis gjorde tingene værre). Heldigvis kunne hun, i takt med at vi skred frem i sessionerne, trappe ud af medicinen og til sidst helt stoppe med at tage den, da den ikke længere var nødvendig. Barbara var fremragende til hypnose og havde en naturlig evne til at gå i trance (hvilket cirka 25–30 % af befolkningen kan), og da vi først havde etableret hendes IMR (ideomotoriske respons), indikerede hendes underbevidsthed, at der var syv tidligere liv, der var årsag til angsten og klaustrofobien. Det er et ret højt antal tidligere liv (gennemsnittet for tidligere liv, der skaber problemer, er tre), og ud fra princippet om, at "jo større problemet er, desto større er årsagen", betød det, at Barbaras fobi og angsttilstand ville være mere alvorlige end normalt. Desuden fortalte hun mig, at hun havde haft en forfærdelig barndom med en modbydelig mor, der havde mobbet hende nådesløst gennem hele opvæksten; og som man kunne forvente, arbejdede vi under vores terapisessioner med at hele hendes barndomssår og hjælpe hendes indre barn med at føle sig mere roligt, trygt og værdsat. Det var imidlertid de tidligere liv, der rummede en betydelig mængdestraume-energi, og som virkelig udgjorde kernen i problemet. Barbara begyndte med at vende tilbage til et barndomsminde fra dette liv, hvor hun sad fast under en seng og ikke kunne komme ud, og derefter befandt hun sig pludselig i det første af de tidligere liv som en otteårig pige i middelalderens England: "Jeg er ude på landet, og det er en varm sommerdag. Jeg er sammen med min familie og springer omkring. Vi går ind i vores landsby, hvor der er masser af dyr. Huset har stråtag, og der brænder et bål udenfor. I starten er jeg glad, men så hører jeg pludselig heste galoppere mod os, og jeg bliver rædselsslagen, da jeg ser soldater sætte ild til tingene. Folk skriger og råber. Jeg løber ind i skoven for at gemme mig sammen med min mor. Til sidst sniger vi os tilbage, da det hele er ovre. De har dræbt min far og bror. Så vender soldaterne tilbage og samler alle de overlevende sammen. De anbringer os i en trævogn og kører os hen til en borg. Der er mørkt og koldt. Vi skal arbejde som tjenestefolk i køkkenet, og kokken er en bølle, der er virkelig ond mod os. Mine hænder er røde af at skure og skrubbe. En dag gør jeg noget forkert; de skriger ad mig og kaster mig ned i en mørk kælder, hvor jeg må blive i lang tid. Der er bælgmørkt, gulvet er vådt, og der er rotter. Jeg vil bare ud – jeg skriger." På dette tidspunkt var Barbara blevet meget anspændt; hun gispede efter vejret, og hendes krop rystede i stolen. Der er ingen vinduer og ingen luft herinde. Jeg bliver ved med at råbe, men de ignorerer mig, indtil de lukker mig ud om morgenen. Jeg fryser og er traumatiseret. Hun blev ved med at ryste i et stykke tid, før hun begyndte at falde til ro. Jeg bad hende om at bevæge sig videre til den næste betydningsfulde begivenhed i det liv: Jeg er et par år ældre, men stadig på slottet. Der sker noget slemt ude i gården. Soldater trækker sorte hætter ned over hovedet på nogle fanger og hænger dem. Jeg ved ikke, hvad de har gjort galt, men jeg er bange for, at det kan ske for os. Jeg er meget bange. Efter en kort pause fortsatte hun: Et par år senere bliver jeg gift og bor i et lille hus tæt på slottet. Jeg får et barn, selvom vi er meget fattige. Pludselig begyndte hun at rykke i kroppen, idet hun blev, , urolig. Resten af ​​sessionen fortsatte hun med at rykke og ryste i kroppen; hendes hænder knyttede og løsnede sig, og hendes vejrtrækning var præget af korte, hurtige stød. Hun vred og vendte sig, mens hun stønnede og klynkede: Min mand er taget afsted for at kæmpe. Han er rejst til udlandet, og jeg hører intet i lang tid. Jeg er urolig for, om der sker ham noget, og bange, fordi jeg er alene. Han kommer ikke tilbage. Jeg føler mig sårbar, så jeg tager min datter med hen til borgen, så min mor kan passe hende. Jeg bliver i hytten, men soldater kommer og brænder den ned. Det er skræmmende. Jeg løber, men de vælter mig omkuld; de sparker til mig og griner. Jeg skriger – jeg ved, at de vil slå mig ihjel. De har tænkt sig at begrave mig levende. Jeg sparker og skriger, mens de kaster mig ned i et hul i jorden og smider mudder oven på mig. Jeg forsøger at komme op, men kan ikke. Der er mudder i mit ansigt og i mine øjne og min næse. Jeg kan ikke trække vejret. Jeg kan ikke trække vejret, og jeg kan ikke bevæge kroppen. Jeg ligger på ryggen, og hånligheden og råbene lyder svagere og svagere. Der ligger så meget jord oven på mig. Jeg kan hverken bevæge mig eller trække vejret. Til sidst faldt Barbara til ro, og hendes uro og ophidselse lagde sig helt. Hun begyndte at trække vejret langsomt igen, og jeg lod hende samle sig i et par minutter, før jeg bad hendes underbevidsthed om at føre hende videre til et af de andre syv liv. Meget snart var hun der: Jeg befinder mig på en markedsplads. Jeg er en ung kvinde i begyndelsen af ​​tyverne og er ude for at købe ind. Der er stor travlhed, masser af larm og ubehagelige lugte fra husdyr; der er heste og vogne. Det er koldt og glat, mine hænder er kolde, og jeg ryster, fordi mit tøj er slidt og laset. Jeg køber fisk. Folk maser sig ind på mig, og kræmmerne råber. Der er alt for mange mennesker; jeg vil bare væk. Tiggere hiver i mit skørt. Larmen skræmmer mig. Jeg går i panik og kan ikke trække vejret ordentligt. Jeg går hurtigt gennem nogle gyder for at komme hjem; der er tiggere og lommetyve i nærheden. Jeg føler mig sårbar og er lettet, da jeg når frem til min mors hus for at hente min lille datter. Jeg har arbejdet som tjenestepige, og hun har passet hende. Det er vinter, og det begynder at blive mørkt, så jeg giver hende frakke og hue på og begiver mig hjemad. Hun falder i sneen og skriger. Der er blod på jorden, så jeg får hurtigt forbundet såret. Da vi kommer hjem, tænder jeg op i ildstedet og koger vand til fisken. Det er et lille, mørkt hus med små vinduer. Mine hænder ryster af kulde. Min datter leger med en dukke ved ilden, og efter vi har spist, lægger jeg hende i seng. Jeg sidder ved ilden og syr, mens en uro vokser i mig. Min mand er sent på den, og jeg ved ikke, hvor han er. Efter et stykke tid lyder der en høj banken på døren, og jeg farer sammen. Han er vred, fordi jeg har låst ham ude. Han har drukket og begynder at råbe. Jeg forsøger at bløde ham op med maden, men den er tørret ind, så han råber ad mig og kaster den på gulvet. Han skubber rundt med mig og råber. Jeg er meget anspændt og bange. Han banker mit hoved ind i væggen, tager så sin frakke og stormer ud af huset. Jeg føler mig lettet, da han er gået. Det sker ofte, og han opfører sig altid som et bæst. Min lille datter er blevet skræmt af larmen. , og hun græder. Jeg prøver som regel at være stille, mens han er i nærheden. Jeg rydder op efter rodet og går i seng. Barbara faldt til ro igen og var tavs i et par minutter. Så fortsatte hun: Der er gået et par uger, og min lille pige er blevet syg. Hun ligger i sengen med feber. Min mand har ingen forståelse for situationen. Lægen kommer og siger, at hun er alvorligt syg i lungerne. Jeg sidder i skæret fra stearinlys og tørrer hendes pande, men hun dør, og vi lægger hende i en lille trækiste. Der ligger dyb sne på kirkegården, og jeg græder. Selv min mand er ked af det. Hjemme igen er jeg hele tiden trist, for huset føles tomt uden hende. Alt, hvad jeg ser, minder mig om hende. Men vi er fattige, så jeg er nødt til at vende tilbage til arbejdet. Min mand var sød ved mig i et stykke tid efter hendes død, men nu er han faldet tilbage i sine gamle vaner og drikker mere igen. Der er mange skænderier, og han slår mig. Jeg føler mig deprimeret og håbløs, så nogle af mine venner tager mig med ud en aften. Jeg har syet en pæn kjole, og jeg kommer sent hjem. Der opstår et voldsomt skænderi, for han er meget jaloux og vil ikke have, at jeg ser godt ud. Han begynder at skubbe til mig og trække mig i håret, mens jeg prøver at slippe væk. Jeg skriger, sparker ham hårdt og løber ovenpå ind i soveværelset, men han forfølger mig derop, mens han råber ad mig. Jeg forsøger at komme ud, men han slår mig i hovedet og kaster mig op i sengen. Han prøver at kvæle mig med en pude, og jeg kan ikke få luft. Mens hun genoplevede dette, vred Barbara sig igen, græd og gispede efter vejret. Hun løftede hænderne op til ansigtet, som for at afværge slagene, og forsøgte at rive puden væk, der var ved at kvæle hende. Han vil ikke flytte sig fra mig, jeg kan ikke få luft. Han presser puden ned mod mit ansigt. Det lykkes mig at skubbe ham væk, men han sparker mig omkuld på gulvet. Jeg rejser mig og løber mod døren, men han griber fat i mig og skriger mig lige op i ansigtet. Hans hænder er om min hals, og han bliver ved med at presse til. Jeg kan ikke slippe væk. Jeg kan ikke synke. Jeg forsøger at sparke ud efter ham, men jeg har ingen kræfter tilbage. Alt bliver sort. Han kvæler mig, og jeg føler mig kvalt. Jeg kan høre ham råbe, og så er det forbi; jeg befinder mig uden for min krop og ser ham presse mig ned i sengen. Jeg mærker intet nu, kun ro. Jeg skal hen til min lille pige. Der er helt fredeligt nu. Livet var forbi, og Barbara slappede af igen – denne gang meget dybt, fordi hun havde givet slip på så store traumer. Jeg førte hende ud af trancen, og hun sad stille et stykke tid, rystet over sine oplevelser. Hun troede ikke på tidligere liv, så hun var overrasket over, at hun ikke blot havde genoplevet to af dem, men også at de havde været så stærke og levende. Jeg forsikrede hende om, at hun ville få det bedre som følge af det arbejde, vi udførte, og at hun blot skulle fortsætte med at bearbejde de resterende tidligere liv, så ville hendes angst høre fortiden til. Som det fremgår, blev træk ved hendes angsttilstande (klaustrofobi og behovet for at tage panikprægede indåndinger) afspejlet i de to tidligere liv, vi udforskede. I det første blev hun begravet levende; hun følte sig fanget og ude af stand til at trække vejret. I det andet liv blev hun kvalt og kunne ikke slippe væk, samtidig med at hun ikke kunne få luft. Som jeg tidligere har nævnt, er det ikke altid tilfældet i terapi – hvor vi nogle gange står uforstående tilbage og spekulerer på sammenhængen mellem traumet fra et tidligere liv og klientens problemer – men her var der en tydelig forbindelse i Barbaras tilfælde. Hun vendte tilbage nogle uger senere og var tilfreds med sine fremskridt efter den seneste session. Hun følte sig mere beslutsom på arbejdet og generelt mere selvsikker og energisk. Når arbejdet blev mere stressende end normalt, mærkede hun dog en smule angst, og behovet for at tage dybe indåndinger vendte tilbage. Jeg sagde til hende, at jeg ikke forventede, at hun ville være helt rask efter blot én session, da vi tydeligvis havde meget mere arbejde foran os, men jeg glædede mig over, at hun havde oplevet en forbedring af sin selvtillid. Der var tydeligvis noget, der virkede! Da hun igen var faldet til ro i hypnosen, begyndte hun at bevæge sig tilbage til et andet liv – denne gang under Anden Verdenskrig. Hun rynkede panden, mens hun talte: Det er nat, og jeg befinder mig i køkkenet i mit hus. Jeg er en kvinde i 30’erne og er alene; jeg læser nogle julekort og et brev fra min mand. Vinduerne er mørkelagte, da det er krigstid. Det er sent på natten, og jeg sidder og drikker en kop te. Der er et par uger til jul, og jeg føler mig bange og ensom; jeg bekymrer mig om min mand og min søn. Min mand kan ikke komme hjem på orlov fra flåden til jul, og min tiårige søn er evakueret til Cornwall. Jeg har et brev fra min søn, og han har tegnet en tegning til mig. Jeg er bekymret for luftangreb, og så hører jeg en luftalarm og går i panik. Jeg tager min frakke på, griber min gasmaske, lommelygte og et tæppe og løber udenfor hen til beskyttelsesrummet. Der er bælgmørkt udenfor, så jeg tumler rundt. Jeg føler mig meget sårbar i beskyttelsesrummet, og der er koldt, fugtigt og mørkt. Jeg svøber et tæppe om mig, men kan ikke få varmen. Der er en masse larm udenfor – flyvemaskiner og bomber, der hviner og falder ned. Det er skræmmende; jeg kan mærke mit hjerte banke løs. Barbara trak nu vejret tungt, og hendes krop var stiv af skræk. Hendes hænder bevægede sig op og ned, som om hun genoplevede nedslaget fra bomber, der faldt tæt på. Det lyder alt sammen ret tæt på, og jeg kan høre folk skrige, sirener og brandbiler. Jeg er bange for, at de rammer beskyttelsesrummet. Hun holdt en pause og begyndte at slappe af igen. Der er blevet stille, og jeg kan høre signalet for, at faren er drevet over. Det begynder at lysne, da jeg kommer ud af beskyttelsesrummet, og jeg ser, at to huse længere nede ad gaden står i flammer. Folk græder og skriger. Det er nedslående, og jeg føler mig hele tiden på kanten. Hun var igen stille et kort øjeblik, før hun fortsatte: Det er dagen efter, og jeg arbejder i London på en underjordisk fabrik, hvor jeg pakker ammunition. Der er meget larm og mørkt, og der er hundredvis af mennesker – mange af dem kvinder – og metal overalt. Jeg bryder mig ikke om det, for arbejdet er ensformigt og foregår over mange timer, men jeg prøver at gøre en indsats. På vej hjem bagefter tager jeg ud for at få en jule-drink sammen med nogle af kvinderne. Pubben er proppet med mennesker, der maser rundt, og jeg føler mig utilpas. Jeg vil bare gerne hjem. Da vi kommer ud, prøver folk at nå bussen, men så lyder der endnu en alarm, så vi løber mod beskyttelsesrummet. Det foregår nede på en metrostation; der er propfyldt med mennesker, og der lugter. Alle står mast sammen, og jeg føler mig klaustrofobisk. Jeg er bange for, at vi bliver spærret inde dernede. Hun var igen begyndt at ryste og trække vejret panisk. Der er så meget larm – babyer, der skriger, og folk, der græder. Jeg bryder mig ikke om at være her, jeg vil gerne ud, og jeg kan mærke panikken komme snigende. Der kommer flere og flere mennesker ud på perronen; jeg prøver at komme væk, men jeg kan ikke komme forbi dem. Jeg bliver mast op mod en væg. Til sidst begynder menneskemængden at sprede sig, og faren er ovre. Jeg er så lettet, da, , da vi kommer udenfor, og jeg kan trække vejret igen. Store bygninger står i flammer, og der er ambulancer i nærheden. Det er virkelig sørgeligt, for mange mennesker er blevet dræbt. Jeg går hjem forbi en masse bombede bygninger. Hun sukkede dybt og holdt en pause, mens tiden gik i hendes livsforløb: Det er efter jul, og jeg er ved at pakke min kuffert, for jeg skal besøge min søn. Jeg savner ham virkelig. Jeg har det ikke godt; jeg har feber, så jeg går i seng. Der lyder endnu en luftalarm, men jeg har det ikke godt nok til at flytte mig. Jeg er træt af det hele. Jeg er virkelig dårlig, men også grebet af panik, så jeg tager min morgenkåbe på, går nedenunder og sætter mig ind i skabet under trappen. Jeg kan høre bomberne falde, og huset ryster. Jeg tror ikke, jeg traf den rigtige beslutning. Jeg burde være gået udenfor til beskyttelsesrummet. Larmen er øredøvende – fly, bomber, og huset ryster. Jeg holder hænderne for ørerne. Pludselig sprang hun op og skreg højt: Der lyder et voldsomt brag – huset er blevet ramt. Jeg prøver at åbne døren, men jeg kan ikke – den er blokeret. Jeg kan ikke komme ud, og jeg går i panik. Der er murstensstøv overalt, og jeg kan lugte røg og brand. Jeg presser mod døren, men jeg sidder fast. Jeg har brug for hjælp. Hendes stemme var ophidset, og hun trak vejret i korte stød. Hun vred sig i stolen og begyndte at hoste. Der er ild og røg overalt. Jeg bliver kvalt, og jeg kan ikke få luft. Der er en meget stærk lugt af brand, og flammer slikker op ad døren. Jeg er ved at blive kvalt. Jeg kan ikke trække vejret. Hun fortsatte med at vride sig og hoste i et minuts tid, indtil hun til sidst faldt til ro i stolen og lå helt stille. Jeg ser ned på min krop og føler mig bedrøvet. Det er slut. Endnu en gang bad jeg Barbara om at slappe af og lade de fysiske og psykiske belastninger fra det tidligere liv slippe taget i hendes krop. Hun gled dybere ind i en trance, og mens hun gjorde det, førte jeg hende over i et andet liv. Hun talte lavmælt: Det er dag, og jeg er alene i en skov. Jeg er en ung pige på omkring otte år og har en grov kjole af sækkelærred på. Jeg samler bær og lidt brænde i en kurv, men jeg tror, ​​jeg er faret vild, for skoven er meget tæt. Det begynder at blive mørkt, og jeg kan ikke finde stien tilbage til min landsby. Jeg går i panik og begynder at løbe, men jeg snubler over en træstamme, falder og kommer til skade. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, så jeg sætter mig bag et træ og skælver. Der er koldt og mørkt, og jeg er bange for spøgelser og alt muligt andet. Der er lyde af noget, der rasler i træerne; jeg har revet min kjole i stykker og mistet min kurv. Jeg er virkelig bange og bliver der hele natten. Næste morgen finder jeg tilbage til landsbyen, hvor mine forældre er meget ulykkelige. Det er en landsby af keltisk type, og jeg sætter mig ved bålet for at få varmen. Nu føler jeg mig tryg. Efter en kort pause fortsatte hun: Der er gået to år, og min far, min bror og de andre mænd gør sig klar til kamp mod en anden stamme. Alle er bange. De maler sig i ansigtet og på kroppen. Jeg vil ikke have, at de tager afsted, og mor græder. Da de drager afsted, er jeg meget bekymret for, at de måske ikke kommer tilbage. Vi er helt alene i en trist landsby. De er væk i lang tid og vender tilbage, blodige og sårede. Jeg føler mig urolig, for kampene ser ikke ud til at høre op; de slås hele tiden. Jeg ville ønske, vi kunne tage et mere sikkert sted hen. En kvinde har mistet sin mand og græder, mens en anden kvindes søn ikke er vendt tilbage. Jeg føler mig bange hele tiden. Barbara havde været anspændt under hele forløbet, men så begyndte hun at skælve og græde. Det er nat, og jeg kan høre hestehove og folk, der råber. Soldater angriber os midt om natten. Mændene styrter ud for at kæmpe, og kvinderne samler børnene og får dem ind i husene. Vi er blevet taget på sengen. Jeg er rædselsslagen, mens jeg lytter til larmen og skrigene. Vi bliver tvunget ud, og der er blod overalt. De fleste af mændene er blevet dræbt, og min far er død. Alle græder; kvinderne jamrer, og børnene skriger. De binder vores hænder og tvinger os til at gå. Jeg ved ikke, hvor de fører os hen, men vi går langt. Det er nogle meget rå mænd, der håner os, og jeg er virkelig bange. De fører os til en landsby og spærrer os inde i en bygning. Der er mørkt, og jeg ved ikke, hvad der skal ske. De holder os fanget der i nogle dage. En nat kommer de og henter nogle af de unge kvinder og pigerne. Det er vinter, det er koldt, og de skubber rundt med os. De skubber os hen mod en bakke, hvor en form for ritual eller ceremoni finder sted. Jeg kan se fuldmånen. Der er mange mennesker, og der er nogle folk, der ligner druider. Jeg tror, ​​de vil ofre os. Vi kan ikke slippe væk. De messer alle sammen, mens de skubber os hen mod et stenalter. De trækker en hætte ned over hovedet på mig, så jeg intet kan se, og nogen løfter mig op på alteret. Stenen føles iskold mod min ryg. Hun holdt hænderne frem foran sig med stive arme, som om hun forsøgte at forhindre noget i at ske. Hendes vejrtrækning blev hurtig, og hun begyndte at jamre og hulke. Jeg skriger. Jeg tror, ​​de vil slå mig ihjel. Jeg er rædselsslagen. Jeg ligger på ryggen, og de stikker mig i hjertet. Jeg dør hurtigt. Hun sank sammen, og hendes krop slappede af, mens hendes vejrtrækning faldt til ro. Jeg har fundet fred nu. Jeg lod Barbara give slip på al den spænding, hun havde båret rundt på gennem det livs rædsler, og førte hende nænsomt tilbage til fuld bevidsthed. Hun var lettet over, at det var forbi, men følte sig meget rolig indeni – som om noget havde ændret sig i hende. Hun havde et varmt og fredfyldt smil på læben, da hun forlod mit kontor. Da hun mødte op til vores næste session, strålede Barbara og udstrålede en ro og fatning, jeg ikke havde set hos hende før. Hun kunne med glæde fortælle, at hun havde det langt bedre med sig selv og slet ikke var så angst som tidligere; desuden havde hun stort set ikke været generet af sine vejrtrækningsproblemer (behovet for at gabe og tage dybe indåndinger), selvom hun havde været igennem et stressende tilsynsbesøg fra Ofsted på arbejdet. Selvom hun i begyndelsen havde været skeptisk over for konceptet med tidligere liv-terapi, begyndte hun nu at forstå værdien af ​​det, da hun havde oplevet så stor en bedring gennem vores sessioner, og hun var langt mindre tøvende over for at gå i trance for at genopleve sine tidligere liv. Endnu en gang gled hun ind i en behagelig hypnotisk tilstand, og jeg førte hende tilbage til fortiden. Denne gang bevægede vi os ind i et mere moderne tidligere liv: Jeg er ung sygeplejeelev på et hospital. Det er i den edwardianske periode. Jeg reder senge, er iført uniform, hvidt forklæde og sorte sko. Der er en stærk lugt af desinfektionsmiddel. Jeg arbejder på en kvindeafdeling og er nervøs. Oversygeplejersken er uvenlig; arbejdet er hårdt, og vagterne er lange. Hun råber ad mig, når jeg gør noget forkert, men jeg er ikke sikker på, om jeg kan lide arbejdet, eller om jeg er skabt til det, for jeg bryder mig ikke om at se folk lide. Jeg føler mig ensom og har hjemve, mens jeg bor i sygeplejerskeboligen i et gammelt, dystert victoriansk hus. Jeg har ikke lyst til at tage på arbejde, og når jeg er der, føler jeg mig angst. En dag bliver jeg kaldt ind for at hjælpe en kvinde, der skal føde; hun skriger af smerte. Jeg har aldrig før set en kvinde i fødsel, og alt går galt; jeg er bange og har ikke lyst til at være der. Der er forfærdelige instrumenter, og jeg vil bare gerne væk. På dette tidspunkt vred hun hænderne og trak vejret uroligt. Jeg føler mig hjælpeløs, da jeg intet kan stille op, så jeg forsøger at tørre hendes pande af. Jeg føler mig fanget, og lægen er ikke venlig mod hende – han råber ad mig, at jeg skal hente flere håndklæder. Der er blod overalt. Barnet bliver født dødt. De forsøger at genoplive det, men det lykkes ikke. Kvinden græder, og hendes mand kommer ind for at trøste hende. Jeg er helt ude af den og traumatiseret af det hele, og jeg vil bare væk. Oplevelsen er så ubehagelig, at jeg bliver dårlig, så jeg tager tidligt hjem. Jeg føler mig også fanget, fordi jeg ikke bare kan sige jobbet op. Jeg holder ud et stykke tid, men en dag får jeg nok; jeg kommer op at skændes med oversygeplejersken og siger op. Jeg spilder noget væske, så hun skriger ad mig, men jeg smider gulvmoppen fra mig og begynder at råbe igen. Jeg tager toget hjem, men da jeg kommer frem, skælder min far mig ud for at spilde mit liv; han er vred og vil have, at jeg skal tage tilbage, men han forstår det ikke. Vi ender i et voldsomt skænderi, hvor jeg græder, og han kalder mig en skændsel og slår mig i hovedet. Jeg løber ud af huset og hen til min bedstemor. Efter et stykke tid begyndte Barbara at falde til ro, og hendes tavshed tydede på, at hun var kommet videre i livet; hun så sig selv i fremtiden som langt lykkeligere, gift og ansat i en sy- og broderiforretning. Selvom dette liv havde været mindre dramatisk end de tidligere liv, hun havde genoplevet, var der stadig en stor grad af frygt og en følelse af at være fanget forbundet med det, hvilket betød, at det rummede et traume, der bidrog til hendes problemer. Som sædvanlig ventede jeg på, at hun genvandt fatningen, før vi bevægede os ind i et andet liv – denne gang som en ung teenagepige i det gamle Egypten: Det er en meget varm dag, og jeg går gennem ørkenen sammen med nogle andre, mens nogle mænd rider på kameler. Jeg kan lugte kamelerne og høre fluerne summe. Jeg er blevet revet væk fra min familie, og jeg føler mig utryg, træt og lidt svimmel, da jeg hverken har fået mad eller drikke. Jeg har vabler på fødderne og ved ikke, hvor vi er på vej hen, selvom jeg kan se pyramider i det fjerne. Vi er slaver og har gået i timevis; nogle græder, og vi er alle tørstige. Mænd råber ad os fra kamelryg, og vi bliver ført ind i en markedsby, hvor de begynder at skubbe rundt med os og skiller os ad for at bringe os forskellige steder hen. Jeg kommer hen til en slags palads, hvor jeg skal tjene husets frue, men forholdene er meget brutale, og folk dér er uvenlige mod mig. Jeg skal hjælpe hende med at klæde sig på; hun har ikke meget hår, så hun tager en paryk på og lægger en masse makeup. Hun er meget ondskabsfuld og behandler mig dårligt. Nu ser jeg på noget, der foregår ude i gården. Nogle slaver er blevet taget i at stjæle, og soldater kommer og dræber dem ved at hugge hovedet af dem. Jeg er rædselsslagen. Fruen bliver mere og mere modbydelig over for mig – jeg tror faktisk, hun er psykisk syg – og en dag har hun det så dårligt, at hun må gå i seng. Jeg spekulerer på, om hun er blevet forgiftet, for hun skummer om munden, og når jeg serverer mad for hende, kaster hun den på, , gulvet og giver mig en lussing. Hun raser, er feberramt og skriger af smerte, mens en læge forsøger at give hende nogle urter. Jeg tror, ​​hun skal dø. I forvirringen den nat stjæler jeg nogle smykker og flygter for at komme hjem, men jeg farer vild i byen og ender med at sove i en døråbning, hvor nogen overfalder mig og stjæler smykkerne. Det er blevet lyst, og soldater får øje på mig og fører mig tilbage til huset, hvor jeg bliver spærret inde i et mørkt rum, der minder om en celle. Jeg er bange, for jeg ved ikke, hvad der skal ske. Jeg hører fodtrin; tre mænd kommer ind og skubber rundt med mig, mens de siger, at jeg skal dø. En af dem flår min kjole af og sparker og slår mig. Jeg forsøger at kæmpe imod, men de slæber mig ned i en mørk kælder, og jeg er virkelig bange. Ingen kan høre mig skrige, og de holder mig fast. Mens hun genoplevede de ufattelige rædsler, hun var blevet udsat for, græd, vred og rystede Barbara. Hele hendes krop var anspændt, og hun stønnede og gispede højlydt. De spærrer mig inde i en kiste eller en lille trækasse. De griner alle sammen, mens de skubber mig ind, lukker låget og går deres vej – stadig grinede. Jeg kan ikke få luft og forsøger at komme ud. Jeg råber og skriger, mens jeg er ved at løbe tør for luft. Der er så mørkt, og jeg kan ikke komme ud. Jeg har været herinde i timevis, og jeg er ved at blive kvalt. Mens hun fremstammede ordene, gispede hun efter vejret, som om hun kæmpede for at holde sig i live, og hendes ansigt var præget af skræk, mens hun langsomt kvaltes. Efterhånden faldt hun til ro, og til sidst begyndte hun at trække vejret normalt, mens hun slappede af. Prøvelsen var forbi, og hun var død på en måde, der endnu en gang afspejlede klaustrofobien i hendes nuværende liv og hendes konstante behov for at trække vejret dybt. Hun vendte tilbage fra trancen, og selvom hun var rystet over oplevelsen, følte hun sig ganske rolig og tilfreds. Det var ikke så mærkeligt, tænkte hun, at hun i så lang tid havde lidt af så alvorlig angst. Jeg vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, før hun ville være helt fri af den. Barbara vendte tilbage til sin sidste regressionssession og erklærede, at hun havde det omkring 90 % bedre, end da vi påbegyndte terapien. Hun følte sig mere tilpas i sig selv, klaustrofobien var blevet væsentligt bedre (på en tur til London havde hun både kørt med undergrundsbanen og taget elevatorer uden nævneværdig angst), og behovet for at trække vejret dybt og gabe havde kun sjældent generet hende. Nu manglede der blot at arbejde med og give slip på det sidste tidligere liv; da hun først var i trance, gled hun let ind i det og så sig selv som en ung pige (omkring otte eller ni år gammel) i et klasseværelse i victoriatiden: Vi er en hel flok piger og drenge, der står op og messer vores gangetabeller, hvorefter vi skal løse regnestykker, som jeg synes er svære. Jeg er bange, for jeg er ny her, og læreren er ikke rar; hun går hele tiden rundt, og når jeg ikke kan finde ud af opgaverne, råber hun ad mig og slår mig over knoerne. Jeg føler mig presset, jeg kan ikke tænke klart, og jeg ønsker bare, at timen skal være slut. Klokken ringer, og vi går ud for at lege; jeg står ude i skolegårdens hjørne og ser på de andre børn, der hopper sjippetov og synger. Det er koldt, men jeg kan ikke være med, for jeg kender ingen, og jeg føler mig bange og ensom. Det er en dyster og kold skole i en by et sted i England. Ved dagens afslutning henter nogen en gruppe af os, og vi går tilbage til et børnehjem. Min mor og far blev dræbt for få måneder siden. Det er ikke rart her, for de tvinger os til at spise al den mad, vi får serveret, og jeg kan ikke lide den, så de får mig til at blive siddende ved bordet, indtil jeg har spist op. Sovesalen er kold, og vi har ikke tæpper nok. Nogle af de ældre piger håner og gør nar af mig, og en af ​​dem stjæler min bog, hvor der er et billede af mine forældre i; da jeg prøver at få den tilbage, skubber hun mig omkuld. Jeg græder; jeg vil ikke være her. Vi skal udføre pligter, og bestyrerinden er skarp i mælet, så jeg føler mig hele tiden anspændt. En aften skal jeg vaske op, og jeg taber nogle glas; bestyrerinden skriger ad mig og slår mig i ansigtet, mens hun kalder mig ubrugelig, og jeg løber grædende væk. Alle er bange for hende. En dag bliver jeg anklaget for at have stjålet noget, men ingen tror på, at jeg ikke har gjort det; bestyrerinden slæber mig efter håret, mens hun skriger uafbrudt, og låser mig inde i et kosteskab. Der er helt mørkt, og her lugter. Hun holder mig spærret inde i lang tid, selvom jeg skriger for at komme ud og banker på døren. Mens hun genoplevede at være spærret inde i skabet, hulkede Barbara som et barn og rystede af angst. Jeg vil ud, jeg kan ikke få luft, og jeg er bange for, at hun vil lade mig blive her for altid. Til sidst lukker hun mig ud, og jeg ryster bare, bange for, at hun vil låse mig inde igen. Hun var holdt op med at græde, men hun blev ved med at klynke, jamre og ryste i et stykke tid, indtil hun faldt til ro og bevægede sig videre i tiden til sin ungdom. Jeg er omkring 15 år; jeg har gået på skolen i nogle år nu, og selvom jeg stadig føler mig ensom, fordi jeg ikke passer ind, begynder jeg at uddanne mig til lærer. Jeg gennemfører læreruddannelsen og tager til en storby -skole for at undervise, men jeg bryder mig ikke om det, da det ligger i et barsk kvarter, og børnene er vanskelige. Jeg er ikke sikker på, at jeg traf den rigtige beslutning, men jeg havde egentlig ikke andre muligheder. Jeg modtager et brev fra en tante, der inviterer mig til at komme over til hende i Canada, men jeg er i tvivl om, hvad jeg skal gøre. Jeg beslutter mig dog for at tage afsted, og jeg er nu ombord på skibet på vej dertil. Jeg bryder mig ikke om dybt vand; jeg lider af søsyge og er meget anspændt. En nat er der voldsomt uvejr; bølgerne slår ind over dækket, og jeg frygter, at vi skal kæntre. Til sidst lægger stormen sig, men det er en lang rejse. Da jeg ankommer til Canada, bor jeg hos min tante, men hun er ikke særlig venlig; hun er faktisk ret streng og afvisende. Her er koldt, og i begyndelsen lider jeg af hjemve. Jeg underviser på en landskole – hvilket er bedre end i England – og børnene er sødere, så jeg falder mere til ro. Jeg er mere afslappet nu, og efter et par stykker tid møder jeg en mand til en bal; vi ender med at blive gift. Han arbejder i bank, og jeg bliver gravid, men han begynder at opføre sig køligt over for mig og går meget i byen. Han bliver kritisk over for mig og er ikke længere så opmærksom, som han plejede at være. En aften kommer han beruset hjem, begynder at skændes og skubber mig omkuld. Jeg får voldsomme smerter og tror, ​​at fødslen er gået i gang. Det lykkes mig at komme ind i soveværelset, mens han går efter en læge. Jeg har store smerter i maven, og fødslen trækker ud. En sygeplejerske er med lægen og holder mig fast. Jeg har frygtelige smerter og har mistet meget blod. Endnu en gang trak Barbara vejret tungt; hendes krop var anspændt, mens hun stønnede og rystede under genoplevelsen: Barnet har det godt, og de tager det med sig for at tilse det, men jeg har det virkelig dårligt og høj feber. Jeg glider ind og ud af bevidsthed; de tror, ​​jeg er ved at dø. Jeg er svag, og lægen forsøger at få liv i mig igen. De kører mig på hospitalet, hvor jeg er syg i flere uger, men til sidst kommer jeg hjem og begynder at komme mig. "Min mand er sødere ved mig nu." Hun var rolig igen. "Jeg er kommet videre, og min lille datter er otte år. Jeg kommer op at skændes med min mand igen, da han fortæller mig, at han har fundet en anden og vil forlade mig. Han var sød i begyndelsen, men så faldt han tilbage i sine gamle vaner. Jeg føler mig ensom og isoleret, så jeg beslutter mig for at vende tilbage til England og forsøge at slette alle de dårlige minder. Jeg får et nyt lærerjob, møder en mand, der er mere omsorgsfuld, og får endnu et barn. Jeg føler mig mere tilpas nu, selvom jeg nogle gange kigger i mit gamle fotoalbum og indser, at jeg savner min mor og far. Til sidst, omkring 60-årsalderen, får jeg en infektion, og jeg har det meget dårligt. Jeg ligger i sengen, og min mand er hos mig. Jeg kan ikke få vejret." Hun blev anspændt igen; kroppen stivnede, og hendes vejrtrækning blev anstrengt, nærmest hvæsende. Den hårde, anstrengte lyd af hendes vejrtrækning blev afløst af en sørgmodig klynken, og hun begyndte at vride sig i stolen med løftet hoved og åben mund, som om hun gispede efter luft. Efter kort tid faldt hun til ro, og til sidst sank hun sammen; kroppen var slap, og vejrtrækningen igen langsom og dyb. "Jeg kunne ikke få vejret, men nu svæver jeg over mig selv og ser min mand græde. Jeg føler mig let, rolig og tilpas." Endnu en gang havde vi forløst traumerne fra det tidligere liv, og hun vendte tilbage til fuld bevidsthed. Hendes rejse ind i tidligere liv var slut, og hendes livslange angst var blevet helbredt. Hun kontaktede mig nogle uger senere for at fortælle, at alt gik godt; ud over en nyfundet indre ro begyndte hun at føle sig mere kreativ – hun var begyndt at tegne og var startet på et kursus i kreativ skrivning. Problemerne med vejrtrækningen hørte fortiden til, og hun fortalte, at hun var blevet langt mere selvsikker. Hun reagerede positivt på ting, der tidligere havde stresset hende, og hendes sidste ord til mig var: "Du har været en stor hjælp på mange områder. Det virker, som om du har ryddet op i alt det skrammel, jeg havde i hovedet." Kapitel 12, Flyveskræk: Yvonnes, Janets og Gemmas historier. Flyveskræk er noget, de fleste hypnoterapeuter behandler jævnligt, og jeg har med succes arbejdet med mange klienter, der lider af denne frygt. Nogle gange hænger fobien sammen med klaustrofobi (eller frygten for at være spærret inde), andre gange er det frygten for at miste kontrollen, og atter andre gange kan det være dødsangst. I visse tilfælde kan der være tale om en kombination af alle tre, og jeg oplever ofte, at flyveskræk stammer fra tidligere liv. Her er tre vellykkede behandlingsforløb fra min praksis. Yvonnes historie. Yvonne var i slutningen af ​​tyverne og skulle snart flyve til Canada; hun lå allerede søvnløs om natten og bekymrede sig om flyveturen. Hun forklarede mig, at hun mente, det skyldtes hendes behov for at have kontrol, selvom hun ikke kunne komme i tanke om nogen grund til at være bange for at flyve, da hun aldrig havde haft en dårlig oplevelse i luften. Hun huskede tydeligt sin første flyvetur som treårig og vidste, at hun havde syntes, det var spændende og slet ikke skræmmende. Hun forstod ikke, hvorfor hun blev så bange, når hun skulle ud at flyve – især fordi hun var fascineret af militærfly og flyopvisninger. Netop denne detalje fik mig straks til at mistænke, at dette , kunne stamme fra et tidligere liv, og ganske rigtigt: Da hun først var i trance, førte hendes underbevidsthed hende tilbage til et sådant. Det, der overraskede mig, var, at hun begyndte at tale med amerikansk accent og blev ekstremt anspændt, idet hun så sig selv som soldat i Vietnamkrigen: Det er lyst, og jeg er sammen med en gruppe soldater, der bevæger sig gennem vand i en jungle. Jeg er bange; der er eksplosioner omkring os, skud og granatild. Vi er seks-syv stykker, der løber og råber, mens vi forsøger at slippe væk. Vi prøver desperat at komme væk fra granatilden. Vi når frem til en lysning i junglen, og en helikopter kommer imod os. Helikopteren lander nu. Vi stiger om bord, og den letter og flyver hen over trætoppene. Jeg tror, ​​vi alle har det godt, men en af ​​os er bevidstløs. Lyden fra helikopteren er øredøvende, men vi når tilbage til basen, og han bliver kørt på lazarettet. En eller anden tilbyder mig en cigaret. Jeg har det bedre nu, men jeg var så bange. Yvonne begyndte at trække vejret roligt igen, efterhånden som hun faldt til ro, men efter et øjeblik stivnede hun igen, da hun huskede en tidligere hændelse: Jeg sidder i et stort troppetransportfly. Der er ingen vinduer, og vi holder fast i væggene inde i flyet. Jeg er blevet indkaldt til Vietnam, og jeg er nervøs og bange, for jeg har ikke lyst til at tage af sted. Min kammerat Steve er her, og han er også bange. Vi er så mange fyre, der sidder i det her forbandede fly, og vi er alle sammen så skidebange. Vi er alt for unge. Pludselig gav hun et sæt og begyndte at trække vejret tungt. Hendes stemme var præget af panik: Der lyder et højt brag, og flyet ryster. Vi er ved at falde ned. Vi er næsten fremme, men vi er blevet ramt af noget. Sergenten kommer ud af cockpittet og siger, at vi skal lande her, fordi den ene motor er sat ud af spil. Vi bliver nødt til at bevæge os gennem junglen hen til basen. Vi bliver rystet rundt og holder fast i sæderne. Jeg beder til, at alt går godt. Vi får en hård landing, men vi er nede på jorden. Min røv gør ondt; de forbandede sæder er så hårde. Jeg er så bange, at jeg næsten har tisset i bukserne. Vi løber ud af flyets bagende og søger dækning. Jeg kan høre skud. Jeg er sammen med vores deling på otte mand. Sergenten finder kortet frem, og vi bevæger os langsomt af sted. Jeg kan se andre mænd fra flyet gå rundt – de gør det samme. Der er virkelig varmt, og skoven er våd. Mine støvler plasker i bladene. Jeg ser ikke frem til at skulle skyde nogen. Vi følger efter sergenten ned ad en grusvej, men jeg aner ikke, hvor fanden vi er. Vi bevæger os fremad i rask tempo. Steve begynder at synge nogle åndssvage, forbandede militærsange, der skal holde os i takt, men det irriterer mig grænseløst. Der er jungle på begge sider, og det føles, som om vi går i timevis, før vi ser en mand i en jeep. Han taler med sergenten, og til sidst kommer der en bus fra lejren for at hente os. Nu føler jeg mig tryg. Yvonne faldt til ro igen, og jeg førte hende tilbage til fuld bevidsthed. Hun var chokeret over, hvor tydeligt det hele havde været, og hvor intense følelserne var, men hun var ikke længere bange for at flyve. Nogle måneder senere kontaktede hun mig for at fortælle, at hun ikke havde haft nogen problemer hverken før eller under sine flyvninger til og fra Canada, og at hun havde haft en fantastisk ferie i Vancouver. Janets historie Janet havde aldrig brudt sig om at flyve og havde tidligere haft to ubehagelige flyveture, der havde forværret hendes flyskræk. Da hun stod over for en otte timer lang flyvetur, følte hun sig utryg, hver gang hun tænkte på sin kommende ferie. Hendes underbevidsthed indikerede, at to tidligere liv var årsag til fobien, og hun genoplevede snart det første af dem som en seksårig pige: Der er mørkt, og jeg er bange. Hvor er alle blevet af? Jeg kan ikke komme ud, og gulvet er beskidt. En kvinde har låst mig inde i kælderen, fordi jeg var uartig; jeg spildte mælk og svinede gulvet til, men en dreng havde skubbet til mig, så jeg tabte kanden. Det gjorde forstanderinden vred. Jeg bor der, hvor de forældreløse bor – mor rejste væk og kom aldrig tilbage. Jeg vil have min mor tilbage. Folk sagde, at hun var taget hen til far, men jeg forstår det ikke. Hvorfor kommer hun ikke tilbage? Hun efterlod mig her helt alene, og den lede dame låser mig inde i ’uartighedsrummet’. Der er helt stille, og jeg tror, ​​de har glemt, at jeg er her. Der er mørkt og koldt, og min kjole er beskidt. Væggene er slimede, og jeg er bange for edderkopper. De er alle taget i kirke; jeg kan høre klokkerne og lyden af ​​mennesker ude på gaden, og jeg kan lugte maden, der bliver lavet i huset. Jeg har lyst til at banke på døren, men så bliver hun vred. Jeg spildte mælken, så der er ingen mælk. Jeg vil gerne have noget at drikke, jeg er tørstig. Meget af dette blev sagt med en barnlig stemme og fremtoning; hun holdt hovedet på skrå, mens hun talte, og hendes fingre snoede sig om hinanden. Pludselig begyndte hun at græde voldsomt og råbte: Jeg vil ud – luk mig ud – luk mig ud – luk mig ud – jeg vil have min mor – mor, lad mig ikke være her – mor, jeg bryder mig ikke om at være her, jeg kan ikke lide mørket, jeg kan ikke lide edderkopper, jeg kan ikke lide den dreng – hvorfor kommer hun ikke og lukker mig ud? Denne hulken og råben Det varede et stykke tid, og det var hjerteskærende at være vidne til – næsten som om jeg så et rigtigt barns lidelse. Jeg vidste dog, at vi var nødt til at give slip på den følelsesmæssige smerte, og efterhånden begyndte følelserne at lægge sig. Hun talte mere dæmpet, mens hun gned og strøg sig over maven: Der lugter herinde, og der er noget klistret på gulvet; det sidder overalt på mine sko. Jeg får skældud for at have beskidte sko nu. Jeg vil gerne have noget at drikke. Hvorfor lader min mor dem sætte mig herind? Eleanore er min veninde, og hun er lige derude; jeg kan lige røre ved hendes fingre under døren, men hun er nødt til at gå nu. Gå ikke og lad mig være alene. Hun begyndte at græde igen. Jeg kan høre børnene ovenpå. Jeg fryser, og der er noget klistret på min sko, og min kjole er helt beskidt. Jeg venter og venter og venter og venter. Hvornår lukker de mig ud? Den lede, forfærdelige dreng driller mig altid. Han har et grimt ansigt fuldt af sårskorper, og han lugter forfærdeligt. Jeg vil have, at Eleanore kommer tilbage. Jeg er så sulten og tørstig. Jeg har været låst inde før, og jeg ventede hele dagen på, at nogen skulle komme, og hun gav mig ikke noget aftensmad. Jeg venter på George; han lukker mig ud, når han kommer tilbage med hestene. Jeg bryder mig ikke om at være herinde; jeg vil have min mor. Jeg kan høre lyden af ​​heste, og så åbner George døren, og der bliver helt lyst. Jeg er nødt til at gå ovenpå og skifte tøj, før hun kommer tilbage. Åh, gå væk. Det er den dreng – det er alligevel hans skyld det hele. Han er inde i Eleanores bås. Hun begyndte at råbe. Nej, du må ikke gå derind, gå væk, her er kun for piger, og du må ikke være her; dit værelse ligger ovre på den anden side. Hun var stille et stykke tid, så jeg spurgte hende, om hun vidste, hvad hun hed i det liv, og om hun kendte stedet, hvor hun boede. Uden tøven svarede hun: Jeg hedder Sophie Dent, og det her sted ligger i Liverpool. Det er opkaldt efter en fugl – det er svært at udtale, men det hedder Curlew House. Vi går over vejen i skole. Jeg vil gerne gå på den skole, jeg gik på før. Jeg ville gerne have boet hos en tante, men hun bragte mig hertil. Endnu en gang begyndte hun at græde, og mens hun fortalte resten, hulkede og klynkede hun. Som tidligere talte hun til tider direkte til mennesker fra det liv, mens hun andre gange delte sin beretning med mig: De vil ikke lade mig komme ind på stuen. Alle står udenfor, og de vil ikke lukke mig ind. Hvorfor er de alle sammen så onde og modbydelige? Der er nogen, der hele tiden går ind og ud, og jeg kan høre råb. Jeg kan høre mor råbe, og jeg bryder mig ikke om det. Der er en, der siger: ’Barnet sidder fast,’ og: ’Barnet vil ikke komme ud.’ Nej, jeg vil ikke ovenpå, jeg vil blive her; jeg vil være sammen med min mor. De låser mig inde på mit værelse, så jeg ikke kan høre lydene nedenunder. Jeg vil have mor. Jeg vil ikke have, at de tager mor væk, ligesom de tog far væk. Jeg ved ikke, hvor de tog ham hen, men han er væk, og han kom aldrig tilbage. Hvorfor har mor glemt mig? Tante Victoria kommer ind på mit værelse og græder. Hun siger, at mor er faldet i søvn, og at hun ikke kommer tilbage. Jeg forstår det ikke, og jeg vil gerne se hende. Hvorfor græder tante Victoria? Barnet ser ikke pænt ud, ikke ligesom mine dukker. Hvorfor ligner han ikke mine dukker? Jeg kan ikke forstå, hvorfor mor ikke vil vågne, og hendes ansigt føles mærkeligt. Vågn op, mor. Hvem skal passe på mig? Tante Victoria lægger mine ting i en taske. Hvor skal vi hen? Lad være med at trække i min arm; så falder jeg. Hvor skal vi hen? Nej, jeg vil ikke med dig. Jeg vil tilbage til mor. Jeg kører i hestevogn hen til hendes hus, men jeg bryder mig ikke om at være der. Hun har nogle forfærdelige katte, der kradser. Her er ikke rart. Hun tager mig med til det andet sted. Det er forfærdeligt. Jane var endelig faldet til ro igen, og hun forstod nu, hvordan hun var havnet på børnehjemmet, så vi afsluttede sessionen. Selvom hun forsøgte at finde en logisk forklaring på det, hun havde oplevet (hun var en meget analytisk person) – og da hun ikke kendte til begrebet reinkarnation – bad jeg hende blot om at acceptere det, der var sket, og give plads til, at hendes følelser omkring det at flyve kunne ændre sig i løbet af de kommende dage. Der er egentlig sjældent behov for at analysere en session om tidligere liv; det handler snarere om at opleve det. Hun vendte tilbage et par uger senere og fortalte, at hun følte sig mere rolig og mindre ængstelig ved tanken om at flyve, og at hendes søvn også var blevet bedre, da hun faldt i søvn langt hurtigere end normalt. Vi havde tydeligvis gjort et godt stykke arbejde og lettet noget af trykket i hendes følelsesmæssige "trykkoger". Under denne session gik hun dybt i trance og begyndte at opleve et liv fra en nyere tid – jeg vil gætte på 1950'erne eller 1960'erne. Denne gang var hun en mand, der ventede på sit fly i en lufthavn: "Klokken er mange, og det øser ned udenfor. Lufthavnen er ret øde på dette tidspunkt af natten, og flyet er forsinket på grund af vejret. Jeg tror, ​​det kommer fra Chicago. Netop den ene gang, hvor jeg er nødt til at være fremme til tiden, er det forsinket. Vente, vente, vente." Hun rystede på hovedet og sukkede frustreret. "Jeg vil bare, " , vil gerne nå hjem til jul for at se Judy og børnene. Af ren nysgerrighed bad jeg Janet om at fortælle mig lidt om sin familie, og hun svarede straks: Jeg hedder George Hunter, og min kone hedder Judy. Mine børn er Daniel, der kun er et par måneder gammel, og Alex, der snart er seks. Jeg arbejder i en papir- eller kontorartikelforretning med speciale i trykning. Der er kun fire dage til jul, og jeg har stadig ikke fået styr på gaverne. Vi bor i udkanten af ​​Philadelphia. Hun sukkede og blev frustreret igen: Jeg har ventet i seks timer og vil bare gerne hjem. Jeg er træt og sulten. Jeg sidder i flyet nu, og der er koldt, fordi varmeanlægget ikke virker. Hun begyndte at bevæge sig uroligt i sædet og trække vejret tungt. Det er forfærdeligt hårdt vejr i aften. Jeg har fløjet denne rute utallige gange, og det har aldrig været sådan her. Det er en voldsom nat. Det her er ikke rigtigt. Det er for voldsomt. Gud, hvor ville jeg ønske, at jeg havde ventet til i morgen. Alle ser bange ud, og selv stewardessen ser nervøs ud. Kvinden ved siden af ​​mig er meget bange. Pludselig blev hun meget ophidset; hun græd, og hendes ord kom stødvis: Lys, jeg kan se lys. Herre Jemini. Vi er ved at lande, men det går for stærkt, vi har for høj fart. Åh nej! Vi er styrtet under landingen. Folk løber frem og tilbage, og der er kaos overalt. De kan ikke få døren op. Der er en forfærdelig lugt. Der er noget galt med kvinden ved siden af ​​mig. Min fod sidder fast under sædet foran. Jeg kan ikke få nogens opmærksomhed. Hun begyndte at vride sig og bevæge benet, som om hun forsøgte at frigøre foden. Hun begyndte at råbe: Få mig ud, min fod sidder fast. Alle er ved at komme ud. Få mig ud. Jeg sidder fast, jeg kan ikke bevæge mig. Hun faldt til ro. De prøver at få mig ud først, så de kan komme hen til kvinden ved siden af ​​mig, men sædet foran vil ikke rokke sig. Jeg kan slet ikke mærke mit ben. Det regner stadig, for pokker. Gud, jeg troede, vi var færdige dér. Åh, min fod – hvilket syn. Jeg kommer ikke til at spille golf foreløbig. Jeg sidder bag i en ambulance og kan se, at vi er kørt for langt ud over landingsbanen. Bugen er helt mast, og hjulene nedenunder er ødelagte. Der er kaos, og der er mennesker overalt. Der ligger flydele og bagage spredt ud over det hele. Min kuffert – jeg har ladet min kuffert blive ombord. Jeg vil bare have, at nogen ringer til min kone. Hun var stille et stykke tid, mens oplevelsen skred frem, og så fortsatte hun: Jeg er på hospitalet nu og sidder fast på en gang, mens jeg venter på en ledig operationsstue. Jeg er træt. Jeg vil bare gerne se min kone. Jeg kan se mit ben; det ser ud til at være brækket to steder. De siger, at de ikke bare kan sætte det sammen med stifter, fordi knoglerne er knust for meget. Jeg kan se røntgenbillederne, og det ser mærkeligt ud. Det ser ikke godt ud; det er helt ødelagt. Jeg kan ikke mærke min fod. Min kone er her. Hun begyndte at græde og blev meget bevæget: Hvor er drengene? Jeg vil bare gerne se børnene. De beder min kone om lov til at amputere benet. Jeg havde så travlt med at komme hjem – jeg ville ønske, jeg havde ventet. Efter et stykke tid faldt hun til ro, og efter en pause fortsatte hun: Det er virkelig mærkeligt; der er gået flere måneder nu, og jeg kan stadig mærke tæer, der ikke længere er der. De amputerede lige under knæet, og nu har jeg bare en grim stump tilbage. Børnene synes, det er sjovt, men jeg får i det mindste mere tid sammen med dem, selvom jeg ikke er så god til fodbold. Der var ikke mere at opleve, så Janet kom ud af trancen; hun var lettet over at konstatere, at hendes ben stadig var der og var intakte. Det var ikke så mærkeligt, at hun havde flyskræk, når hun havde haft en så forfærdelig oplevelse med flyrejser i et tidligere liv. Det, kombineret med at hun havde været spærret inde i en kælder i et endnu tidligere liv, var årsagen til, at hun altid havde været bange for at flyve. Nu følte hun sig helt tryg ved at flyve, og hendes langdistanceflyvninger forløb da også uden problemer. Gemmas historie Gemma henvendte sig til mig for at få hjælp med sin flyskræk. Hun var 25 år og arbejdede som assisterende afdelingsleder i en bank; som barn havde hun altid nydt at flyve, men i løbet af de seneste år var hun blevet mere og mere angst, hver gang hun skulle på flyferie. Det var blevet så slemt, at hendes seneste flyvetur havde været en yderst ubehagelig oplevelse på grund af den panik og nervøsitet, hun havde måttet kæmpe med både før og under flyvningen. Hun elskede at rejse til udlandet, men fobien forhindrede hende i at glæde sig til ferien. Hun fortalte mig, at hun ikke tidligere havde haft traumatiske flyveoplevelser eller været ude for skræmmende hændelser, der kunne have udløst fobien. I begyndelsen havde hun blot mærket en stigende angst, hver gang hun fløj, men dette havde nu udviklet sig til en tilstand af intens frygt både før og under flyvningen. Da hun først var i trance, indikerede hendes ideomotoriske respons, at frygten stammede fra to tidligere liv, og hun befandt sig snart i det første af dem – til søs som en mand på omkring 34 år: Jeg har brune snøresko, brune bukser og en brun sweater på og står på skibets dæk og kigger op mod, , blå nattehimmel. Jeg føler mig anspændt, som om jeg venter på, at noget skal dukke op på himlen. Jeg kigger ned på et fotografi af en kvinde, jeg har i hånden, og jeg er bange for, at jeg aldrig kommer til at se hende igen. Jeg ser en sort genstand på himlen. Det er et fly, der kommer imod os; jeg tror, ​​det er et krigsfly, og folk omkring mig råber op. Det har en rød overside og propeller, og det styrer direkte mod os. Jeg kan se folk kaste sprængstoffer ud af flyet, og genstande rammer vandet tæt på os. Jeg er for bange til at bevæge mig. En bombe rammer skibet, og en del af det står i flammer. Der bliver givet ordre til evakuering. Jeg er nødt til at komme væk. Jeg må springe i og svømme for livet. Flyet vender om og kommer tilbage. Pludselig gav Gemma et sæt, mens hun lå i stolen; hun begyndte at gispe og græde, mens hun klyngede sig til brystet med hænderne. Der har været en voldsom eksplosion, og jeg mærker smerte i brystet, idet jeg falder i vandet. Jeg kan ikke holde fast, og jeg er bedrøvet, for jeg ved, at jeg aldrig kommer til at se hende igen. Jeg tror, ​​hun er min søster. Hun faldt til ro igen. Alt er i orden nu; jeg er død og driver bare rundt i vandet. Jeg var nysgerrig, så jeg bad hendes underbevidsthed om at angive, hvilken krig der var tale om. Da jeg remsede en række mulige krige op, løftede hendes finger sig for at markere Første Verdenskrig. Kort efter var hun gledet over i det næste af sine liv: Jeg er en gammel kone, der sidder i et værelse og betragter min halskæde, mens jeg ser mig selv i et spejl. Jeg har sorte sko på, en kjole med forklæde over og en hvid hætte på hovedet. Der er to mænd i rummet med mørke hatte på. De er kommet for at tage mine ejendele, og de vil have halskæden. Jeg skal betale en gæld, min mand efterlod sig, men jeg har ingen penge og intet af værdi ud over denne halskæde. Jeg er meget bange, mens de truer mig. Jeg vil ikke give dem den, for det er det eneste, jeg har tilbage, der minder mig om min mand. En af dem har en kølle i hånden, og han truer mig med den. Pludselig rykkede hun til og udbrød et skrig, mens hun holdt højre hånd op for ansigtet, som om hun forsøgte at beskytte sig selv: Han slår mig med den, og de river halskæden af ​​mig. Så slår han mig over ryggen og armene; det gør virkelig ondt, og jeg tror, ​​min arm er brækket. De griner ad mig nu. Hun begyndte at græde, og igen holdt hun hånden op for ansigtet: Lad være med at slå mig. Åh, de slår mig i hovedet, og jeg kan mærke blod. De går, og jeg ligger bare tilbage på gulvet med ansigtet mod gulvet. Jeg kan ikke holde fast længere; jeg ser et blændende hvidt lys, og så er det hele forbi. Hun faldt til ro et kort øjeblik, før hun fortsatte: Jeg er tilbage på et tidligere tidspunkt i det liv; jeg er meget yngre, og jeg står og kigger på et billede af min mand. Han har et langt, hvidt tørklæde på, og en politimand fortæller mig, at han er forsvundet. Han var taget af sted på en rejse, og de har ikke fundet ham, men der er intet, de kan gøre. Jeg føler mig forvirret og er bange for, at jeg aldrig skal se ham igen. Jeg begynder at ældes meget hurtigt, og i løbet af omkring ti år føler jeg mig virkelig gammel. De finder ham aldrig, og livet er hårdt uden ham. Jeg har ingen penge og må leje et værelse i et pensionat og vaske mit eget tøj. Han efterlod sig spillegæld, som jeg forsøger at betale af; jeg skraber desperat penge sammen, men de bliver ved med at presse mig for mere. Jeg er konstant bange. Hun begyndte at græde og vride sine hænder. Jeg ville gerne se min mand igen. Jeg havde sagt til ham, at han ikke skulle tage på den rejse. Det var som en rejse til en ny verden, der var helt uudforsket, og jeg er så vred over, at han tog af sted alligevel og efterlod mig i den situation. Gemma sagde ikke mere, men fortsatte med at hulke et stykke tid, indtil hun omsider faldt til ro. Hun kom ud af trancen, og da jeg spurgte hende, hvordan hun havde det med at flyve, fortalte hun, at hun følte sig helt rolig omkring det. Der skal ikke et geni til at regne ud, at det første tidligere liv var årsag til fobien, eftersom det var et fly, der havde ført til hendes død. Jeg vurderede, at grunden til, at det andet tidligere liv hang sammen med fobien, ikke så meget skyldtes en forbindelse til fly, men snarere sammenhængen mellem rejser og traumer; hendes mand var nemlig rejst væk, hvilket resulterede i, at hun måtte leve et vanskeligt liv uden ham og sidenhen opleve en ubehagelig død. Jeg talte med Gemma et år efter vores sessioner og kunne konstatere, at flyfobien var helt forsvundet; siden jeg sidst havde set hende, havde hun uden problemer fløjet til Tenerife, Marokko, Caribien og Portugal. Ikke et dårligt resultat, vel? Kapitel 13, Jackies historie. Jackies fobi var en af ​​de mere almindelige, vi arbejder med som terapeuter, nemlig emetofobi. Det er en frygt for opkast – enten frygten for selv at kaste op eller for at se andre kaste op. I sværere tilfælde kan fobien – ligesom alle andre fobier – fuldstændig dominere den ramtes liv; tankerne kredser konstant om frygten, og den forhindrer personen i at leve et frit liv. Den kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Ofte tør de ikke gå ud af frygt for at se nogen kaste op, de tør ikke gå ud at spise, hvis maden skulle få dem til at kaste op, og hvis deres børn bliver ramt af en omgangssyge, er de ude af stand til, , for at passe deres børn. Jackie havde lidt af denne fobi hele sit liv, og hun havde været igennem en ekstremt belastende tid, hvor hun havde plejet sin mor under dennes sidste sygdomsforløb; moderen kastede konstant op, og Jackie fortalte mig, at hun ofte besvimede, når hun rakte sin mor en skål til at kaste op i. Hun skulle snart på krydstogt og var meget angst ved tanken, da hun var dobbelt bekymret: både for at blive søsyg og for at skulle spise maden om bord på skibet. Da hun først var i trance, viste hendes underbevidsthed, at fobien stammede fra tre tidligere liv, og hun begyndte hurtigt at genopleve det første af dem. Hendes indledende afslappede tilstand forsvandt, idet hendes krop stivnede, og hun begyndte at græde: De jagter mig. Jeg er en ung dreng på omkring ti år, og jeg er bange. Mændene har fanget mig og fører mig hen til et skib med høje master. De binder mig, slår mig med kæppe, sparker til mig og kaster mig ned i bunden af ​​skibet sammen med nogle andre drenge. Der er mørkt og forfærdeligt, og der er rotter overalt. Jeg vil gerne væk, men de vil ikke lade mig vende tilbage. Efter et stykke tid løsner de os; de råber ad os og skubber os alle op på dækket. Vi skal arbejde på skibet; mændene er forfærdelige, de råber og skubber rundt med mig. Vi er ude på havet, skibet gynger, og jeg har det dårligt. Det bevæger sig hurtigt op og ned, og jeg falder hele tiden omkuld. Jeg ligger ned, men en mand sparker til mig, så jeg rejser mig. Jeg kaster op og græder; der er bræk overalt. Alt gynger, er beskidt og lugter fælt. Jeg skrubber dækket – det er hårdt arbejde – og de bliver ved med at råbe ad mig. Skibet bevæger sig op og ned, mens jeg græder og kaster op og bliver tvunget til at vaske brækket af dækket. Senere ligger jeg ned, men bliver prikket ud af min seng og skubbet ind i kabyssen for at skrælle kartofler; der er ild og en lugt af råddent kød. Hun begyndte at vride sig. De øser noget snask op på bliktallerkener. Jeg er nødt til at spise det, men jeg har ikke lyst. Der er ting i det – ting, der bevæger sig. Han slår mig nu. Jeg vil ikke spise det, så han har presset mit ansigt ned i det. Han har skubbet mig ned i lastrummet; der er mørkt, og der er rotter. Mændene kommer derned nu; de er alle sammen fulde, råber, griner og synger. De kaster rundt med mig, og en af ​​dem gør mig ondt, så min arm bløder. Næste dag skal dækket gøres rent igen, og jeg skrubber det. Det er virkelig barskt og koldt, bølgerne er enorme, og det er forfærdeligt. Jeg holder fast i ting og er bange, så manden begynder at sparke til mig. Min arm bløder igen. Jeg græder nu, sidder i et hjørne og kaster op i en spand. Åh, han har presset mit hoved ned i spanden. Igen reagerede hun uroligt; hendes hoved og krop bevægede sig fra side til side, som om hun forsøgte at værge sig mod nogen. Nu fejer jeg al den forfærdelige, ulækre mad op, kommer den i en spand og smider den i havet. Det er forfærdeligt, det stinker, og jeg bryder mig ikke om det. Jeg fejer dækket, og mændene er forfærdelige og modbydelige mod mig. Hun faldt til ro, og hendes angst begyndte at aftage; hun forlod fortidens liv og fandt ro. Hun lå sådan et stykke tid, og så begyndte hendes arme pludselig at bevæge sig og ryste voldsomt, mens hendes vejrtrækning blev hurtig og præget af panik. Hun talte i ryk: Det er et andet liv. Der er nogen, der jagter mig. Jeg er i Skotland, og en frygtelig, behåret mand i kilt jagter mig ned mod vandet. Han bærer på et våben dækket af pigge, og jeg vil gerne væk fra ham. Han har vist mig, hvordan man svinger våbenet for at bruge det, men jeg vil ikke gøre det. Jeg er bare en dreng, men han siger, at jeg ikke bliver en mand, hvis jeg ikke gør det. Han slår mig med hånden, så jeg tager fat i tingen og svinger den rundt. Den består af en kugle dækket af pigge, der sidder for enden af ​​en kæde. Han har dræbt en kanin og er ved at stege den over et bål. Han har forfærdelige, gule tænder og er ond. Stakkels kanin. Hvis han tror, ​​jeg vil spise den, kan han godt tro om igen. Åh, åh nej. Han tvinger mig til at spise den. Jackie førte hænderne op til ansigtet, og hendes hoved bevægede sig fra side til side, som for at afværge tvangsfodringen. Hun begyndte at kaste op og gispe efter vejret, mens hun hulkede. Han tvinger mig til at sluge det. Jeg vil ikke. Jeg løber væk ned mod vandet, og han råber, mens han jagter mig. Vandet er koldt, men jeg er nødt til at komme væk. Der ligger en båd – en coracle – og jeg kravler op i den og driver væk. Den gynger, og jeg er bange for, at den skal kæntre, men jeg kan ikke komme ud af den. Der trænger vand ind nu, og jeg er ved at synke. Det er koldt. Jeg synker ned i vandet og drukner. På dette tidspunkt rystede Jackie, men hun sagde ikke mere, og efter et par minutter faldt hun til ro igen. Jeg lod hende synke dybere ned i trancen og bad hende derefter om at bevæge sig videre til det sidste tidligere liv. Endnu en gang, idet hun fik adgang til det liv, begyndte hendes arme at bevæge sig og ryste, og hendes krop gav små ryk af angst. Endnu en gang var hun en lille dreng, denne gang et sort barn i en jungle: Jeg er meget bange, for der er nogle store, sorte mænd, der tilbereder noget over et bål. Der er varmt, og jeg bryder mig ikke om det. Jeg løber op i et træ Jeg prøver at slippe væk fra dem, men de trækker mig ned og kaster mig omkuld på jorden. De har spyd. De danser alle sammen rundt om bålet, synger og råber, mens de brænder dyret. Jeg gemmer mig i en hytte, men nogle drenge kommer og henter mig. De sidder og spiser, men jeg har ikke lyst til det. Hun begyndte at kaste op og få kvælningsfornemmelser. En stor, sort mand presser det ind i munden på mig. Jeg vil bare dø. Han tvinger mig til at spise det, men jeg får det bare dårligt. Jeg kravler væk og lægger mig på gulvet i hytten. Jeg har ondt i maven. Til sidst går de alle sammen, bortset fra den store mand. Jeg lader som om, jeg sover, men han slæber mig ud af hytten og begynder at sparke til mig. Han kaster mig over i asken, og jeg bliver helt forbrændt. Jeg falder om på jorden, men kan ikke bevæge mig. En kvinde kommer hen, lægger blade på min krop og hælder noget i munden på mig. Det smager ikke godt. Hun hostede, mens hun sagde det. Hun dækker mig til, og nogle drenge løfter mig op og bærer mig ind i junglen. De smider mig et sted, og dér ligger jeg så på jorden og venter på at dø. Jeg glider væk og føler mig rolig. Jackie faldt til ro igen, idet hun mærkede sig selv forlade kroppen og bevæge sig over i en åndelig tilstand. Rædslerne fra de tidligere liv – der alle havde visse lighedstræk – var ovre, og hun trådte ud af trancen med en følelse af velvære. Hun havde virkelig genoplevet disse liv; hun havde talt og bevæget sig, som om hun rent faktisk befandt sig midt i begivenhederne, mens de udspillede sig (i modsætning til blot at betragte dem på afstand og genfortælle dem som en historie). Derfor havde hun mærket hele rædslen ved begivenhederne samt afskyen ved at spise ulækker mad og ved at kaste op. Jeg bad hende tænke på at kaste op eller på, at en anden kastede op, og hun reagerede ikke; derfor forventede jeg, at hendes emetofobi var blevet kureret. Og ganske rigtigt: Et par måneder senere kontaktede hun mig og fortalte, at hun efter sessionen ikke havde haft nogen panikreaktioner, når emner som sygdom og opkast kom på tale. Men ikke nok med det – hun havde været på et krydstogt og nydt hvert et minut. Selvom havet var meget uroligt i to dage, var hun slet ikke blevet generet af det, og tanken om at kaste op havde ikke udløst nogen reaktion hos hende. Hendes fobi var fuldstændig forsvundet. Kapitel 14, Toms historie. Da Toms mor ringede til mig, fortalte hun, at hendes søn var 16 år gammel og led af nålefobi. Frygten var så stærk, at han – hver gang han skulle behandles hos tandlægen – måtte holdes fast af klinikassistenterne, fordi han forsøgte at kæmpe imod tandlægen for at forhindre ham i at give en indsprøjtning. Frygtreaktionen var nu så voldsom, at han under et nyligt tandlægebesøg var gået i så stor panik, at han havde slået tandlægen i ansigtet og stormet ud af klinikken. Desværre havde han stadig brug for en større tandbehandling; tanken om dette gav ham panikanfald, og han nægtede at vende tilbage til tandlægen. Der var i sandhed tale om en alvorlig fobi. Men da Tom kom til konsultation hos mig, viste det sig, at han slet ikke led af nålefobi. Han forklarede, at han havde en enorm frygt for at blive berørt på halsen, hvilket nu også havde udviklet sig til en frygt for at blive berørt på håndleddene og på indersiden af ​​armene. Han brød sig ikke engang om, at folk talte om hals eller håndled, da, Det fik ham til at føle sig meget utilpas. Mens han sad over for mig, undersøgte jeg dybden af ​​hans frygt ved at spørge, hvordan han ville reagere, hvis jeg rørte ved min hals eller mine håndled. Da jeg gjorde det – rørte ved min hals og mine håndled – råbte han til mig: "Lad være med det, lad være med det!" Han satte sig brat op og var ekstremt ophidset. Han fortalte, at hver gang han lå i tandlægestolen, følte han sig utroligt sårbar; når tandlægen nærmede sig ham med kanylen, udløste det en følelse af, at halsen ville blive berørt, og det var dét, der fremkaldte frygtreaktionen – ikke selve kanylen. Han vidste, at problemet var ved at blive værre; ikke alene blev hans følelser mere intense, men han havde også for nylig udviklet angst for knive. Hvis knivsbladet pegede mod ham, blev han bange, og han beskrev en fornemmelse i kroppen af, "som om min mave blev flækket op". I begyndelsen var han ret anspændt, mens jeg førte ham ind i hypnose, men snart begyndte han at slappe af. Da hans underbevidsthed havde etableret IMR-fingersignalet, indikerede det, at to tidligere liv var årsag til fobien, og han genoplevede hurtigt traumet fra det første af disse liv. Han så sig selv som en mand i tyverne, iført lilla arabiske gevandter: "Jeg går alene udendørs mellem nogle huse. Jeg føler mig ret tryg, men pludselig kommer nogle mennesker frem fra en anden vej, griber fat i mig og fører mig hen til en anden bygning. Jeg ved ikke, hvorfor de gør det, og jeg er bange. Der er for mange af dem til, at jeg kan kæmpe imod, så jeg giver op." Han blev mere og mere anspændt og urolig, mens han oplevede dette; pludselig rykkede og vred han sig, mens han lå i stolen, og hans hånd søgte op mod halsen. Hele hans krop begyndte at ryste, og hans vejrtrækning var hurtig og præget af panik. Han begyndte at råbe: "De har, " , spændte mig fast på et bord, og jeg ligger med ansigtet opad. Jeg kan ikke bevæge mig. De er ved at hugge hovedet af mig. De hugger hovedet af mig. De er ligeglade med mig. Jeg ved ikke, hvorfor de gør det. Langsomt aftog hans ophidselse, og han faldt til ro igen. Jeg bad ham slappe af og førte ham ind i det andet tidligere liv; endnu en gang begyndte han at skælve og ryste. Hans stemme sitrede, og han begyndte at græde: Jeg er et andet sted, i en kvindes krop. Jeg knæler foran en kreds af mennesker, der sidder omkring mig. Jeg føler mig forberedt, men også bange. Jeg skærer halsen over på mig selv med en kniv. De har tvunget mig til det, fordi jeg har gjort noget forkert og bragt nogle mennesker i forlegenhed. Jeg har det forfærdeligt og er bedrøvet; jeg forsøger at flytte armen væk fra halsen, men jeg ved, at jeg er nødt til at gøre det. Jeg kan se, at folk er rystede, men de smiler også. Såret i min hals ser forfærdeligt ud, men jeg knæler stadig, så jeg gør det en gang til og falder om. Jeg ser ned på min krop oppefra – det er forbi. Endnu en gang tog det et par minutter, før rystelserne og uroen aftog, og Tom lå roligt i stolen. Han kom ud af trancen og så meget fredfyldt ud. Som en test for at sikre, at vi havde givet slip på de negative følelser forbundet med disse hændelser, bad jeg ham tænke på at skulle til tandlægen og blive behandlet; han fortalte mig, at han blot følte sig afslappet. Jeg spurgte, om det var i orden, at jeg rørte ved hans hals og håndled, og han svarede: "Det er intet problem." Da jeg lagde den ene hånd om hans hals og den anden på hans håndled, lå han helt roligt uden at reagere. Husk på, at han kort forinden ikke engang kunne klare, at jeg rørte ved min egen hals – endsige at jeg kom i nærheden af ​​hans. Hans mor ringede til mig nogle uger senere for at fortælle, at han havde været hos tandlægen og fået foretaget hele indgrebet uden nogen som helst problemer. Tandlægen var forbløffet over den utrolige forandring hos ham og var tydeligvis glad for, at han ikke længere behøvede at kæmpe med sin patient. Kapitel 15, Beths historie. Noget, jeg med succes har behandlet ofte gennem årene, er frygt for kirurgiske indgreb (jeg er i øvrigt også en af ​​de få hypnoterapeuter i verden, der har udført "hypnokirurgi", hvor jeg har hjulpet en klient med at gennemgå en større operation uden bedøvelse, mens vedkommende var i hypnotisk trance). De fleste, der skal gennemgå et kirurgisk indgreb, er forståeligt nok nervøse, men for nogle er angsten og frygten for operationen så stor, at de har svært ved at fungere i ugerne (og nogle gange månederne) op til indgrebet. Beth hørte til denne kategori. Hun skulle gennemgå en rutinemæssig operation for grå stær, men hun var rædselsslagen ved tanken om at skulle på hospitalet og opereres. Hun arbejdede for en velgørenhedsorganisation i Merseyside og mærkede konstant en angstfornemmelse i brystet, hver gang hun tænkte på den forestående operation. Hun fortalte mig, at frygten var så overvældende, at hun havde svært ved at få tankerne om operationen ud af hovedet, og det påvirkede hendes evne til at sove, arbejde og leve et normalt liv. Hun havde altid haft frygt for hospitaler og bekymrede sig om sit helbred, selvom hun var i god form og sund, men som operationsdagen nærmede sig, blev hun mere og mere panikslagen, og hendes ellers rolige sind var, , i stigende grad besat af tanken om at kunne dø, hvis noget gik galt. Jeg havde arbejdet terapeutisk med Beth nogle år tidligere, da vi begge deltog i en velgørenhedsvandring på Inka-stien i Peru. Dengang led hun af højdeskræk; vi arbejdede med problemet, og hun slap af med fobien, så hun kunne gennemføre og nyde turen til Machu Picchu uden angst. Da vi påbegyndte hypnosesessionen, nævnte Beth i forbifarten, at hun altid havde følt et ansvar for sine forældre. Selvom det i første omgang ikke så ud til at have nogen sammenhæng med frygten for operationen, viste det sig – som du vil se – at være en væsentlig del af problemet. Beth gled hurtigt ind i en trance, og da hendes underbevidsthed havde skabt en ideomotorisk respons, signalerede den, at frygten bundede i tre tidligere liv; hun bevægede sig hurtigt ind i det første af dem. Åndeløst beskrev hun de billeder, hun så for sit indre blik: Jeg befinder mig på en travl markedsplads. Det er højlys dag, og der er hundredvis af mennesker omkring mig. Det ligner en scene fra et Brueghel-maleri. Jeg er en ung mand, og jeg tror, ​​jeg arbejder her. Jeg føler mig urolig, for hele stedet virker kaotisk – som om folk ikke har styr på tingene. Det er rent kaos. Der er en, hvis hoved bliver dyppet ned i en tønde vand. Jeg føler mig ikke tryg. Jeg kan se appelsiner på en markedsbod, men jeg er meget anspændt. Jeg kommer i tanke om en anden episode, tidligere i det liv, da jeg var yngre. Det er nat, og jeg befinder mig midt i en skov; jeg sover under et træ, da nogle mænd til hest dukker op. De er bevæbnet med sværd og er vrede. De leder efter en bestemt person, men de kan ikke se mig, fordi jeg gemmer mig. Jeg føler mig bange og ensom. Nu husker jeg, da jeg var en lille dreng og løb rundt på markerne nær et slot. Jeg er omkring otte år gammel og føler mig fri, mens jeg løber afsted i solskinnet. , rundt om kornmarkerne. Beth blev derefter stille, mens hun samlede tankerne efter den noget hektiske strøm af minder fra et tidligere liv, der var skyllet ind over hende. Efter et par minutters stilhed stivnede hendes ansigt, og hun begyndte at trække vejret uroligt. Hendes arme begyndte at ryste, og hendes krop rykkede i hende, mens hun sagde med hæs stemme: Jeg ligger ned. Mine ben og arme føles tunge, og jeg har det dårligt. Jeg er tørstig. Jeg kan ikke rejse mig; det er, som om jeg er lammet. Jeg føler mig fanget, fordi jeg ikke kan bevæge mig. Jeg befinder mig i en bygning, i en seng, og nogen holder øje med mig. Jeg tror, ​​det er munke eller nonner, der ser ned på mig. Jeg mærker en snærende fornemmelse omkring hjertet og et pres i hovedet. Jeg føler mig meget tung, men jeg kan ikke bevæge arme og ben. Der er et lille vindue i væggen. Dage og nætter går. Jeg føler mig nedtrykt, for der er ingen vej ud af det her. Jeg er træt, men jeg tør ikke sove, i tilfælde af at jeg ikke vågner igen. Ingen taler til mig; jeg tror, ​​de taler et andet sprog. Jeg har været soldat, og jeg husker et slag med kanonkugler og eksplosioner. Mange mennesker er blevet såret i kampene, men jeg er ikke såret. Jeg er syg og blev båret hertil. Jeg føler mig så alene. Nu har jeg smerter i benene. Hun begyndte at græde, mens hun fortsatte: Jeg vil gerne hjem. Det her er en langsom, langtrukkken oplevelse. Jeg kan ikke bevæge mig, jeg er så tørstig, og jeg er også ved at sulte ihjel. Hendes krop begyndte at ryste, og hun trak vejret febrilsk i et stykke tid, før kramperne aftog, og hendes vejrtrækning begyndte at falde til ro. Hun hviskede: Jeg er ikke bange længere. Jeg føler mig lykkelig. Det betyder ikke noget mere. Jeg føler mig fri nu. Livet var forbi, og jeg førte forsigtigt Beth ud af trancen. Hun var overrasket over, hvor rolig hun følte sig efter oplevelsen af ​​det tidligere liv, og hun forklarede, at hun troede, hun var død af en eller anden sygdom på et primitivt hospital. Det værste var følelsen af ​​at være fuldstændig fanget i lammelsen; hun havde ikke kunnet bevæge sig i flere dage og havde blot ventet på, at døden til sidst skulle indtræffe. Beth vendte tilbage et par dage senere og fortalte, at hun som følge af sessionen om det tidligere liv følte sig langt mere rolig omkring operationen for grå stær. Hun havde knap nok tænkt på den, og hun følte større distance til den. Hun følte sig også langt mere tilpas med sig selv generelt. Da hun gled ind i hypnose, førte hendes underbevidsthed os ind i det andet tidligere liv, og denne gang talte hun ret højt og skarpt. Hendes pande rynkede sig, og der var en tone af vrede i hendes stemme: Det er krigstid, og jeg befinder mig i et lokale, der ligner en kaserne. Jeg er en mand på omkring 35 år og ser på en stor, hvid tavle. Jeg er iført en petroleumsblå uniform og en kasket med skygge, og jeg holder en stok i hånden. Jeg viser nogle andre mænd noget på tavlen, men jeg er meget vred. Jeg er faktisk rasende. Folk er døde, og det var min skyld. Der er blevet begået fejl, og jeg er vred på mig selv, for det hele er mit ansvar. Jeg hedder Gerry, og en flyveoperation er gået galt. Mænd under min kommando er omkommet. Det er min skyld, og jeg føler, at jeg har svigtet alle. Jeg forlader lokalet, men er stadig meget vred; jeg sætter mig ind i et fly og letter. Jeg er så rasende, at jeg ikke har kontrol over mig selv. Jeg føler, at jeg burde dø, eftersom alle de andre er døde. Jeg flyver ind i en klippevæg, og der sker en voldsom eksplosion. Alt er hvidt, og jeg føler mig rolig og let. Beth var stille et par sekunder, før hun begyndte at hulke. Hun talte, mens hun græd: Jeg har altid følt mig ansvarlig for alle i mit nuværende liv – og følt, at der ville ske noget slemt, og at det ville være min skyld. Jeg fornemmer, at min mor, min søster og min partner alle var mænd, der døde på grund af mig i et tidligere liv. Det hele giver så god mening for mig nu. Jeg gav hende tid til at få afløb for følelserne, og da hun var holdt op med at græde og havde fundet roen igen, gik vi videre til det tredje tidligere liv. Dette liv var kort, men dramatisk. Hun spændte i kroppen, svajede i ryggen og fægtede med armene, som om hun forsøgte at skubbe nogen væk fra sig. Hendes vejrtrækning blev hurtigere, og hun fremstammede ordene i korte ryk: Jeg er udenfor og står i vandet, ude i en sø. Det er meget solrigt. Jeg er en ung, sort dreng, måske 15 år gammel. Der er en, der presser mit hoved ned under vandet. Det er min søster. Jeg kæmper imod, men hun er stærkere end mig. Det er min søster. Hun er ved at drukne mig. Jeg kan ikke få luft. Jeg sidder fast. Beth vred sig og gispede efter vejret i et stykke tid, hvorefter hun blev slap, og hendes vejrtrækning vendte tilbage til det normale. Livet var forbi. Og det samme var – i øvrigt – Beths frygt for den forestående operation. Da hun var kommet ud af trancen, kunne hun ikke mærke nogen rest af frygt i kroppen, når hun tænkte på operationen, og nogle uger senere ringede hun til mig få dage efter indgrebet for at fortælle, at hele forløbet havde været en stor succes. Hun havde hverken følt frygt eller angst før eller under opholdet på hospitalet, og hun var forbløffet over, hvor rolig hun havde været under selve operationen. På en eller anden måde havde de tidligere liv været årsag til frygten, og da vi først havde givet slip på de negative følelser, der var bundet til dem, var frygten forsvundet. , forsvandt fuldstændigt og efterlod hende fri og tilpas. Beth var utroligt taknemmelig for, at det, der ellers ville have været en svær prøvelse for hende, var blevet til en neutral oplevelse, som slet ikke havde voldt hende stress. Afsnit fire Følelsesmæssige ubalancer Kapitel 16, Angies historie. Angie var i midten af ​​fyrrerne og sad, som hun selv udtrykte det, "fast i en rille". Hun følte sig blokeret i tilværelsen og ude af stand til at komme videre eller ændre sit liv på nogen måde. Hun havde et dybt spirituelt livssyn og havde gennem årene prøvet forskellige terapiformer for at bearbejde barndommens traumer; selvom hun følte, at noget af den psykoterapi, hun havde modtaget, havde hjulpet, var der stadig en række problemer, der hindrede hende i at opleve en følelse af frihed. Hun havde i årevis lidt af bulimi, led af stærk frygt for at blive forladt og var seksuelt hæmmet. Når hun blev stresset, oplevede hun ofte voldsom vrede og dramatiske humørsvingninger, hvilket gjorde forholdet til hendes partner, Dan, ret ustabilt. Samtidig var hun frustreret over, at Dan ofte var meget kontrollerende og rigid over for hende, hvilket til tider fik hende til at føle, at han behandlede hende som et barn. Som en del af den terapeutiske proces brugte vi tid på at hele hendes barndomssår; hun kom fra et hjem med dysfunktionelle og følelsesmæssigt hæmmede forældre, der havde sendt hende på kostskole som 12-årig – en oplevelse, der havde sat sig som et livslangt traume. Jeg oplever ofte, at det at blive sendt på kostskole typisk udløser to typer reaktioner: Et mindretal trives i det miljø som børn, mens flertallet tager skade af det på forskellig vis. Som barn følte Angie sig – ligesom så mange andre, jeg har mødt gennem årene, der har været igennem kostskoletiden – svigtet af sine forældre; hun var forvirret og ude af stand til at forstå, hvorfor de havde sendt hende væk hjemmefra. I mange af disse tilfælde ender barnet med at tro: "Mor og far elsker mig ikke – hvis de gjorde, ville de have mig hos sig, men eftersom de har sendt mig væk, vil de tydeligvis ikke have mig hos sig." Ud over de mange negative følelser over for forældrene havde hun også et meget dårligt forhold til sin bror. Selvom de terapisessioner, vi brugte på hendes barndom, hjalp hende med at føle sig langt mindre usikker, var det arbejdet med tidligere liv, der gjorde størst indtryk og bragte hende så effektivt videre. Det skyldtes dels, at vi forløste enorme mængder traumer fra nogle ekstremt ubehagelige tidligere liv, men også at hun blev bevidst om sammenhængen mellem disse liv og hendes nuværende tilværelse. Denne indsigt knyttede sig især til Dan og hendes bror, der optrådte i flere af disse liv i forskellige skikkelser. Hendes første tidligere liv stod meget klart for hende, da hun var en udpræget visuel person. Hun så sig selv som en ung mand i slutningen af ​​teenageårene eller begyndelsen af ​​tyverne, stående på en lang, varm strand, mens han betragtede bølgerne, der rullede ind mod kysten: Jeg føler mig fortabt, og selvom her er smukt, virker stedet også fjendtligt. Min familie er her, og vi er alle sultne. Det er, som om vi er blevet sat af i denne fremmede verden uden de rette redskaber til at klare os. Her må vi lære at overleve. Jeg er blevet bragt hertil som fange på et fangeskib; min familie er også blevet bragt hertil, men jeg ved ikke hvorfor. Det var en fejl at sende os hertil; det var den forkerte familie, der blev sendt af sted. Jeg spekulerer på, om vi overlever. Jeg føler mig ængstelig og bedrøvet. Jeg husker ikke meget af rejsen hertil, da jeg var syg, men nu er mit sind klart. Jeg føler ikke, jeg gør nogen nytte her, og alt er ukendt. Vi føler os alle fortabte, og vi har ikke engang et sted at bo. Angie begyndte at ryste, mens hun lå i stolen. Vi er nødt til at overleve, men jeg ryster af kulde og skræk, for der er så stor fare her. Der er ingen andre i nærheden. Jeg ser kun endeløse vidder af sand og havet. Tiden er gået, og jeg er blevet ældre; kun nogle af os har overlevet. Jeg er vred over, at de sendte os hertil – det var en fejl, og vi mistede alt, hvad vi ejede. Bare det at skaffe mad er en fuldtidsbeskæftigelse. Åh, vi bliver angrebet. En lille, mørk hudfarvet mand med en kølle af sten jager mig og slår mig i hovedet. Av! Min kranie bliver knust, men jeg dør ikke med det samme. Jeg hænger fast i livet et stykke tid og svæver ind og ud af kroppen, før jeg giver slip. Idet jeg forlader kroppen, ser jeg mig selv – min krop er helt ødelagt. Angie gled tilbage i en dybere trance et øjeblik, før hun bevægede sig ind i et andet liv – det første af flere, hvor personer fra hendes nuværende liv spillede en væsentlig rolle i hendes tidligere liv: Jeg føler mig urolig, og det prikker i mine fødder. Jeg hænger på et kors og bliver korsfæstet. Mit bryst føles varmt, og jeg har svært ved at trække vejret; mine håndled er bundet. Jeg forstår ikke, hvorfor det her sker, selvom jeg er vred på Dan – han er også en del af dette liv på en eller anden måde. Ah, han forrådte mig. Jeg er en mand, og han var min bedste ven; jeg elskede ham som en bror. Jeg husker, at vi voksede op sammen og legede sammen tidligere i dette liv. Vi, , passede altid på hinanden. Han blev gift med en dejlig kvinde, og jeg misundte ham, for jeg blev aldrig selv gift. Men jeg sagde det ikke til ham. Det virkede ikke retfærdigt, da han var så lykkelig, og jeg aldrig havde mødt en kvinde som hende, men vi var stadig nære venner og tilbragte meget tid sammen. Så aborterede hans kone, og han var knust. Vi så ikke meget til hinanden derefter, og jeg følte mig udenfor, men han var ikke den samme person, efter at de havde mistet barnet. Hun blev ikke gravid igen, og han var svær at være sammen med, men jeg kunne ikke hjælpe ham. Han bar på så stor en smerte, og jeg kunne mærke den i mit hjerte. Han blev vred og misundelig på mig, fordi jeg stadig havde solskin i hjertet. Jeg tjente penge, og det gjorde han ikke, og han havde brug for penge. Soldater kom til ham; de ledte efter mig og truede ham. Der var en dusør på mig. Han fortalte dem, hvor jeg var. Han solgte mig til dem. I starten kunne jeg ikke tro det, men da det blev bevist for mig, følte jeg mig knust. Angie blev stille, og hendes vejrtrækning blev anstrengt, som om hun kæmpede for at få luft, og hendes arme bevægede sig langsomt opad og derefter ud til siderne, indtil hun lå i stolen, som om hun blev korsfæstet. Hun talte med hæs hvisken: Mine håndled gør ondt, og jeg er så træt. Jeg har kramper i maven og smerter i kæben. Jeg er så vred på ham, så vred, at jeg kunne slå ham ihjel for det, han har gjort mod mig. Han kommer ikke for at se mig på korset; han er bare en kujon. Jeg vil have hævn. Efter kort tid, hvor hendes krop vred sig i stolen, og hun stønnede og græd, slappede hun af og trak vejret normalt. Med en blidere stemme fortsatte hun: Jeg ser ned på min krop. Jeg vil hen og finde ham. I ånden tager jeg hjem til ham og sender grimme, mørke tanker mod ham. Han sidder med hovedet i hænderne, og jeg rammer ham med energistød, men jeg får det ikke bedre. Jeg føler mig så ked af det, og jeg er lige gået op for mig, at min bror i dette liv er den romerske soldat, der udbetaler pengene for oplysningerne om mig. Vi legede alle tre sammen som børn, men han var altid en bølle. Jeg mærker, hvordan jeg forvandler mig til en energikugle, og jeg begynder at forlade det liv. Angie kom ud af trancen, og udover at føle sig udmattet var hun forbløffet over det, hun havde oplevet. Hun sagde, at det hele gav så god mening i forhold til de energier, hun så ofte havde mærket, når hun var rasende på Dan, og hvor svært hun altid havde haft ved at opnå en hjerteforbindelse med sin bror. Hun vidste, at hun havde haft en dybdegående oplevelse, og at det ville hjælpe hende med at bearbejde nogle af sine ting. Da Angie kom til sin næste session, fortalte hun, at hun havde arbejdet meget med oplevelserne, siden jeg sidst havde set hende. De to tidligere liv havde vakt mange følelser – både gode og dårlige – men den dominerende følelse, hun sad tilbage med, var en depression. Heldigvis forstod hun godt, at en sådan følelsesmæssig rutsjebanetur kan forekomme, når man er i terapi, og hun havde det fint med det. Men det faktum, at hun generelt havde følt sig deprimeret som følge af at have åbnet op for de tidligere liv, vidnede både om styrken i hendes oplevelser og om, at terapien virkede. Jeg forsikrede hende om, at det blot var et spørgsmål om tid – kombineret med forløsningen af ​​de negative følelser, der lå fastlåst i de andre tidligere liv, vi endnu ikke havde udforsket – før hun ville begynde at få det bedre. Det næste tidligere liv var kort, men dets brutalitet gjorde et stort indtryk på hende: Jeg er en lille pige, måske otte-ti år gammel, og jeg sidder på en kornmark i strålende solskin. Jeg er alene og har en farvestrålende hørkjole på over underskørter samt sorte uldstrømpebukser, og jeg føler mig lykkelig. Det er vidunderligt at være alene i solskinnet, for jeg har mange søskende, så jeg er aldrig alene. Angie havde et saligt smil på læben, mens hun sagde dette, men smilet forsvandt pludseligt, da hun gav et sæt og et lille skrig fra sig: Åh, hvorfor? Jeg forstår det ikke. Jeg er blevet dræbt. En soldat i rødt har lige dræbt mig med sit sværd. Jeg kan mærke stødet i ryggen; han har næsten kløvet mig midt over. Der er ingen smerte, kun pludselig død – men hvordan kan han tillade sig det? Jeg er pludselig ude af min krop; der var ingen advarsel. Det er, som om soldaten har ret til at slå mig ihjel. Som om alle har ret til at gøre mig ondt. Jeg føler mig fuldstændig magtesløs, som om jeg har mindre ret til at leve end alle andre. Hvorfor gjorde han det? Jeg var glad og sad alene i solen, og så kløvede han mig bare midt over. Åh, jeg forstår det. Han er min bror i dette liv. Det giver så god mening. Ikke så mærkeligt, at vi altid har været så adskilte, og at han altid har mobbet mig. Det er et mønster, han følger fra andre liv. Min far og bror har stadig magt over mig. Det er derfor, han altid har været så vred på mig. Hold da op! Jeg føler mig pludselig så meget lettere. Selvom hun smilede, var Angie lidt bevæget et stykke tid, mens hun bearbejdede disse nye erkendelser, men hun genvandt hurtigt fatningen og bevægede sig ind i et liv i Frankrig under Den Franske Revolution: Jeg går gennem smukke haver foran et enormt slot, iført paryk og en utroligt smuk kjole af broderet silke , som er indsnævret i taljen, og jeg holder en vifte i hånden. Jeg taler med min skrædder. Der er mange mennesker omkring mig – ikke venner, men bekendte. Det er her, jeg bor. Jeg har hverken forældre eller søskende, og jeg bliver passet af en hær af tjenestefolk. Det er solrigt og lyst, og jeg går langs kanten af ​​en enorm park. Mændene er klædt i knæbukser af satin, broderede veste og parykker. Jeg er omkring tyve år gammel, og selvom jeg er smuk, er jeg ensom. Pludselig løber en kuldegysning ned ad ryggen på mig, da jeg bliver grebet fat i af nogle mænd af jævn herkomst. De rører faktisk ved mig. De udviser ingen respekt og tvinger mig op bag i en vogn. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Hvordan vover de? De håner mig højlydt og opfører sig respektløst. Jeg har en meget dårlig fornemmelse af situationen. Intet har forberedt mig på dette, og jeg var ikke klar over, at det jævne folk var så utilfredse. Vognen kører os – en hel gruppe – gennem parkanlægget. Jeg vil ikke lade dem se mig græde. Vognen rykker i det, og jeg må holde fast i siden. Der kommer mudder på min smukke kjole. Jeg kender nogle af de andre i vognen, herunder en ældre mand, der altid var venlig mod mig, da jeg var barn. Han er bleg som et lig, men forsøger at være modig. De har slået hatten af ​​ham, og hans tøj er krøllet og rodet. Der er en kvinde, jeg kender – en kvinde af høj byrd – og hun græder. Jeg ville ønske, hun ville holde op; hun er nødt til at bevare sin værdighed, men hun er helt ude af sig selv. Der er to andre mænd i vognen; de står helt stille. Hvordan kunne det komme så vidt? Hvorfor er der ingen, der stopper det? Verden er ikke et sikkert sted, og jeg er magtesløs. Jeg er følelsesløs og frossen, og jeg har svært ved at trække vejret. Mens hun fortalte dette, blev Angie mere og mere anspændt, og efterhånden som hun fortsatte, begyndte hun at trække vejret uroligt og ryste. Jeg er nået længere frem i tiden; jeg sidder i en anden vogn sammen med flere andre, og vi er på vej hen for at blive halshugget. Jeg kan ikke få luft. Jeg er ved at kaste op af skræk. Vi bevæger os gennem en menneskemængde, der ikke nærer nogen medlidenhed med os. Et hav af mennesker, så langt øjet rækker, der bevæger sig forbi vognene som vand. De råber alle sammen. Jeg må bevare min værdighed; jeg vil ikke lade dem se mig græde. Jeg har ondt i maven af ​​skræk. Det tager en evighed at nå frem, og de trækker tiden ud for at gøre det endnu grusommere. Jeg føler mig så alene. Min smukke kjole er helt mudret, og jeg er forslået. Jeg er stiv af skræk og forsøger at lukke af for mine tanker. Jeg ser ikke på menneskene, men de larmer så meget. Jeg er ikke vant til dette; jeg er vant til et kultiveret og stille liv. Det her er ikke rigtigt. Endelig når vi frem til podiet. Den stakkels, hysteriske kvinde vil ikke give slip på vognen, så de slæber hende væk, mens hun skriger. Jeg ryster, men håber, at det ikke kan ses. Jeg skal være den første, og de vil tvinge de andre til at se på. De tvinger mig ned på knæ og får mig til at lægge hovedet på en blok. Jeg kan ikke trække vejret; jeg gisper og ryster og håber, at bønderne ikke kan se mig. Jeg vil bevare min værdighed og ikke give dem den tilfredsstillelse at se mig bryde sammen. Der er så meget larm. Jeg bider tænderne sammen og beder til, at det snart er overstået. De spænder mit hoved fast, og jeg kan mærke brædderne under mine knæ. Tiden synes at trække ud, mens vi bare venter. Hvorfor kommer de ikke i gang? Mine ben og min ryg værker. Jeg mærker træet, som min nakke hviler på. Jeg ryster, og min kæbe er spændt så hårdt, at det gør ondt i tænderne. Pludselig mærker jeg et ryk, og mit hoved bliver skilt fra kroppen. Jeg kan mærke chokbølgerne pulsere gennem kroppen, men så aftager det; jeg har forladt min krop og ser ned på mig selv. Jeg føler mig dog stadig forbundet med bøddelen. Åh, det er min bror. Det forklarer en hel del. Og den ældre mand i vognen, der var venlig mod mig, er Dan. Jeg ser tilbage på mit liv og indser, at selvom jeg havde en titel og masser af penge, var jeg altid alene og ensom. Jeg brugte meget tid på at gå alene rundt i haverne. Der var ingen fornemmelse af forældre eller familie; jeg blev opdraget af tjenestefolk. Jeg var for ung til at dø. Det er, som om jeg aldrig rigtig begyndte at leve. Jeg svæver væk i skyerne og føler mig rolig nu. Angie lå roligt i stolen, og vi afsluttede sessionen. Hun havde endnu en gang meget, der skulle bearbejdes, især i forholdet til sin bror. Da hun kom tilbage en uge senere, fortalte hun, at hun havde følt sig meget rolig siden sessionen, og at en følelse af fred havde været hos hende hele tiden. Det var tydeligt, at vi var ved at nå vores mål om at hjælpe hende med at føle sig mere fri indeni. Denne gang, da hun var i trance, vendte hun tilbage til et tidligere liv i det gamle Egypten: Der er lyst og varmt, og jeg er en lille dreng, der bor i en fattig familie blandt meget rige familier, som bærer masser af guld på deres tøj. Jeg har kun et hvidt klæde svøbt om livet. Far arbejder for Faraoen med byggeri. Jeg hjælper også til, selvom jeg kun er syv eller otte år gammel. Min søster er ældre end mig, omkring 12 år, og mor laver mad til mange mennesker. Jeg er af natur en glad dreng. Mit navn lyder lidt hen ad Leemar. Pludselig rykkede Angie voldsomt i kroppen, og hun begyndte at gispe efter vejret og vride sig: Jeg er blevet overfaldet. Min penis er blevet hugget af. Jeg er ved at besvime, og der er blod overalt, som siver ned i sandet. Hvorfor? Hvem gjorde dette, Jeg skreg og skreg, men de gjorde det alligevel. Hvor er min familie? De er også blevet angrebet. Hvor er min søster? Smerten er så voldsom, at min krop lukker ned og går i chok. Der var en stor mand med en vældig manke af mørkt, krøllet hår, og han førte an blandt de mænd, der angreb os. Jeg tror, ​​det skyldes, at de tror på andre guder end os. Smerten er for stærk, så jeg glider ud af min krop igen og igen. Jeg kan høre mig selv skrige. Åh Gud! De snitter min søster og mor slemt over det hele og dræber dem derefter. De hugger min fars hænder af og tager ham med sig. De dræber også nogle af vores dyr. Far var meget mild, en meget kærlig far. De efterlader mig liggende på jorden, og jeg kan ikke bevæge mig, fordi det gør for ondt, og jeg bløder, når jeg rører på mig. Det lykkes mig at nå ned til floden og glide i vandet, og jeg mister bevidstheden af ​​smerte. Da jeg vågner op igen, er der meget rødt i vandet omkring mig. Jeg skriger igen og vil bare dø. Jeg vidste ikke, at mennesker kunne gøre sådan noget mod hinanden. Man kan ikke stole på mænd. Jeg føler bitterhed over, at [Far] ikke formåede at beskytte mig, men også skyldfølelse over, at jeg ikke kunne hjælpe nogen. Jeg skammer mig over, at jeg bare ville flygte. Det burde have været mig, der døde. Jeg svigtede. Jeg fortjente ikke at få børn, for jeg ville kun have fået fejge børn. På dette tidspunkt hulkede hun hjælpeløst, og det fortsatte, mens hun gjorde sig nye erkendelser: Lederen af ​​dem smiler, mens de gør det. Jeg ved, at han er min bror i dette liv. Min far er også Dan nu. Gråden fortsatte et stykke tid, før den langsomt aftog, og hun bevægede sig videre frem i tiden: Jeg er ældre nu og bor hos nogle andre mennesker. Jeg bliver aldrig normal. Jeg er en outsider på så mange måder. Jeg føler mig ikke tæt på nogen. Hvordan mon det er at elske med piger? De har været gode ved mig – de gav mig mad, da de fandt mig, og gav mig nyt tøj og et sted at bo. Jeg undrer mig over, hvorfor jeg blev ved med at leve. Jeg er ofte ked af det. Jeg arbejder med dyr og passer køerne. Jeg tænker ofte på min familie. Alt virker meningsløst. Hvorfor døde jeg ikke? Jeg slæber mig igennem dagene, og sorgen vil ingen ende tage. Jeg føler mig så alene. Til sidst bliver jeg gammel og dør. Jeg føler mig fri nu. Hun var rolig og sagde, at hun kunne mærke en form for helende energi bevæge sig gennem kroppen. Efter et stykke tid ophørte det, og hun fortalte mig, at hun var trådt ind i et andet liv: Jeg er en ung kvinde iført tøj af skind og pels. Vi befinder os i Mongoliet eller Sibirien. Folkene har træk, der minder om inuitternes. Vi er en lille stamme, og til tider er vejret meget koldt med masser af sne. Om sommeren bor vi i mongolske yurter og om vinteren i igloer. Jeg føler mig ikke knyttet til nogen. Jeg stammer ikke oprindeligt fra denne stamme. De fandt mig som spæd, efter at mine forældre var blevet dræbt i et slagsmål, og en kvinde med et barn gav mig mad. Jeg er døv, så jeg lærte aldrig at tale. Jeg følte mig aldrig som en del af gruppen, og ingen beskyttede mig. Jeg vidste altid, at jeg ikke hørte til hos dem. Jeg er en mands ejendom; han bruger mig seksuelt, når han har lyst. Jeg gør modstand, men han gør mig bare ondt. Der er ingen steder, jeg kan flygte hen, og jeg kan ikke fortælle det til nogen. Han låner mig også ud til andre mænd. Han slår mig, men han har aldrig kunnet knuse min trodsighed. Om dagen går jeg langs bækken; det er dér, jeg føler mig tryg, som om den beskytter mig mod resten af ​​mit liv. Jeg passer godt på mit tøj af dyreskind, for det er alt, hvad jeg ejer. Jeg gruer for, at solen skal gå ned. Sexen er forfærdelig. Det hele begyndte, da jeg var ganske ung. Da jeg fik menstruation, gjorde han krav på mig. Jeg forlader min krop, mens det står på. Det er modbydeligt, det han gør ved mig. Jeg har overvejet at slå ham ihjel, men så ville de slå mig ihjel. Han ser mig som en genstand, ikke som et menneske. Jeg føler skam. At gå ture langs bækken hjælper mig med at bevare forstanden. Jeg bliver voldtaget hver nat. Når mørket falder på ved dagens afslutning, begynder jeg at mærke frygten. Nogle gange har jeg svært ved at gå, og jeg har ondt i ryggen. Nogle gange bløder min skede af det, han gør ved mig, men det afholder ikke svinet fra at prøve igen næste nat. Nogle gange lægger han hånden over min mund, så jeg må åbenbart larme. Han slår mig i ansigtet, når jeg gør modstand. Jeg kan ikke forhindre ham i at trænge ind i mig. Jeg overlever, fordi jeg er god til at overleve. Nogle gange lægger han mig ned på et stikkende underlag – jeg tror, ​​det er frøkapsler fra buske – det føles som en seng af søm. Så lægger han sig oven på mig, og han bliver ophidset af, at hver eneste bevægelse, han gør, påfører mig smerte. Det handler kun om magt. Jeg er hans ejendom, og han bliver tændt af, at han kan gøre, hvad der passer ham, med mig. Analsex gør ondt, og ved oralsex kan jeg ikke trække vejret, når han er inde i min mund. Jeg kan lugte ham. Jeg indser, at han er min far i dette liv. Jeg føler mig håbløs ved tanken om, at ingen kan redde mig. Jeg har ingen beskyttelse, og der er ingen ende i sigte, bare rutinemæssig vold nat efter nat. Endnu en gang vred Angie sig i stolen, græd, stønnede og vred sine hænder. En nat slår han mig i maven med knyttet hånd; jeg slår igen, og han mister besindelsen. Jeg kæmper imod, men han slår mig virkelig hårdt. Der er sket noget med min nakke, og jeg kan ikke bevæge mig. Han er gået for vidt, og han har hænderne over min næse og mund , og jeg kan ikke trække vejret. Jeg er død og er blevet frigjort. Jeg ser ned på min krop, og han holder stadig om min næse og mund. Det er forbi. Angie sank sammen i stolen og sukkede. Jeg bragte hende ud af trancen, og som man kan forestille sig, følte hun sig knust over det forfærdelige, hun havde genoplevet. Hun var dog også meget rolig. Endnu en gang havde vi frigjort en betydelig mængde negativ energi, som havde ligget i hende hele livet. Desuden havde hun fået større indsigt i forbindelserne mellem hendes familie i dette liv og i tidligere liv. Dette dobbelte aspekt af terapien var afgørende for hendes heling. Hun vendte tilbage et par uger senere og fortalte, at hun var blevet klar over, at hun var barnløs i både de tidligere liv og i sit nuværende liv. Men vigtigst af alt følte hun sig langt stærkere, og derfor havde hun taget initiativ til flere dybe og meningsfulde samtaler med Dan om deres forhold. Selvom intet var blevet løst, havde hun det bedre med at have taget en vis kontrol – noget, hun ikke havde været i stand til tidligere. Hun var også begyndt at overveje, om forholdet var slut. Hun havde desuden nået endnu en milepæl: at tilbringe tid sammen med sine forældre og søskende og klare det uden at blive alt for påvirket af at være i deres selskab. Hun følte sig langt mere tilpas sammen med dem, end hun nogensinde havde gjort før, og de virkede mindre kontrollerende over for hende – sandsynligvis fordi hun nu var i stand til at stå i sin egen kraft som kvinde frem for som det mobbede barn; en energi, hun tidligere havde udstrålet, hver gang hun besøgte dem. Denne gang, da hun bevægede sig ind i et liv fra nyere tid, blev hendes ansigt alvorligt, og hendes krop stivnede: Jeg er en mand, der bliver udsat for vold. Der er mørkt, og en anden mand har kastet mig op mod siden af ​​et køretøj – en ren, hvid varevogn – og han presser sin arm mod min hals. Der er sket noget, og han er rasende på mig. Jeg er virkelig bange. Vi er begge iført arbejdstøj og er ret beskidte, som om vi har været på arbejde. Et af hans børn er dødt – hans søn – og det er min skyld. Han er gift med min søster. Jeg føler, at jeg har kvajet mig. Intet bliver nogensinde det samme igen. Jeg passede hans søn, og han druknede. Jeg kunne ikke hjælpe ham. Jeg gik i panik og sprang ikke i for at prøve at redde ham. Vi er i nærheden af ​​en bro over en bred og dyb flod. Drengen var omkring 12 år gammel, og han kunne svømme, men han kom i vanskeligheder og begyndte at råbe. Jeg står på flodbredden og kan ikke bevæge mig, som om jeg er lammet. Han skriger og råber, og alting går i slowmotion. Min krop er gået i frys-tilstand. Der er ingen andre i nærheden, og hans hoved kommer under vandet; så dukker han op igen, mens han gisper og råber. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre; jeg føler kun panik, frygt, rædsel og vantro. Drengen hedder Kieran, og han er min nevø. Jeg falder sammen; jeg lukker helt ned og mister bevidstheden. Jeg ligger i en bunke ved siden af ​​floden. Da jeg kommer til mig selv, kan jeg ikke tænke på andet end min egen knuste tilstand. Jeg kan lugte madlavning, så jeg tænker, at der må være en café i nærheden. Jeg føler mig løsrevet, som om jeg på en måde har forladt min krop. Ambulancefolk ankommer; jeg går i panik og skammer mig så meget, at jeg er fristet til at skjule det og ikke fortælle dem, hvad der skete, men det lykkes mig alligevel at fortælle det. De lægger mig ind i en ambulance og kører mig på hospitalet. Jeg spørger ikke engang, om han er i live. Hvad har jeg gjort? Selvom jeg føler en enorm skyld, føler jeg også, at jeg selv har mistet livet på grund af det, der er sket – og jeg ved godt, at det er egoistisk – men jeg kan aldrig gøre det godt igen. Jeg vil altid være skurken. Jeg har ødelagt mit liv og ønsker ikke at leve videre; til sidst knækker mit sind, og jeg bryder sammen. Jeg ved, at jeg er en kujon, men jeg tager en hel flaske piller og begår selvmord. Sikke en lettelse. Angie faldt til ro igen og blev stille, men lettelsen varede ikke længe; ret hurtigt stivnede hun og begyndte at græde. Hun var trådt ind i et andet liv: Åh nej, mere vold. Jeg ligger på jorden med et langt spyd med fjer på, der stikker ud af brystet. Jeg er en indiansk mand, der ser tilbage på et hårdt liv, mens jeg ligger for døden. Jeg har mistet så mange mennesker. Min bror døde i kamp. Min kone døde ung, lige da vi knap nok var begyndt vores liv sammen, og barnet, hun bar på, døde også. Jeg har aldrig kendt til en sådan sorg. Jeg giftede mig aldrig igen; jeg følte, at mit hjerte var blevet flået ud. Jeg er aldrig kommet mig over smerten, og livet har været en tung byrde, så jeg er ikke ked af, at jeg skal dø. Efter et par minutters stilhed smilede hun og begyndte at tale igen. Jeg føler mig lykkelig og fuldkommen tilpas. Jeg befinder mig på en strand med hvidt sand og frodig vegetation bagved. Vi lever af det, naturen giver, uden at vi behøver at dyrke jorden. Jeg er en ung kvinde iført et skørt vævet af græs, og jeg har blomster i mit lange, sorte hår. Jeg føler mig så afslappet og tilfreds. Det er et sorgløst liv, hvor vi ikke behøver at arbejde eller bestille noget. Vi fisker, og der er masser af latter. Jeg bliver gift med en ung mand og bliver endnu lykkeligere; jeg bliver gravid og føder en smuk pige. Som jeg bliver ældre, , Jeg får visioner af fremtiden og af tidligere generationer. Min mand og jeg dør kort efter hinanden, og jeg forlader min krop uden besvær. Det var et godt liv. Angies underbevidsthed havde ført hende tilbage til et positivt tidligere liv for at give hende heling efter de barske oplevelser, hun havde haft i andre tidligere liv. Dette skete helt spontant og viser, at hendes underbevidsthed vidste præcis, hvad hun havde brug for på det tidspunkt. Den gav hende et positivt tidligere liv, der kunne virke som en lindrende salve, efter at vi havde fået fat i smerten fra traumerne i de negative liv. Hun kom ud af trancen med en følelse af glæde og lethed og en virkelig fornemmelse af forløsning. Der gik nogle måneder, før hun kom til endnu en session, og der var sket meget med hende i mellemtiden. Hun fortalte, at hun havde mærket flere store forandringer i sig selv, og at hun på mange måder følte sig styrket og langt mere sikker i sig selv. En stor krise, hun havde været igennem, var dog bruddet med Dan. Det havde været en fælles beslutning, og selvom det naturligvis var smertefuldt, havde hun håndteret bruddet godt og modent. I stedet for bare at bryde sammen (hvilket hun villigt indrømmede, at hun ville have gjort, hvis hun ikke havde ændret sig så meget som følge af terapien), havde hun været i stand til at håndtere situationen ved at tale tingene igennem med Dan som en voksen, frem for at føle sig som et usikkert barn. Hun sagde endda, at hun følte sig som en spirituel kriger, der var i stand til at overvinde de forhindringer, livet bød hende, og være helt ærlig over for både sig selv og Dan. Når det er sagt, havde hun bemærket, at hun uden nogen åbenlys grund følte en stor skyldfølelse; hun mente, at det skyldtes, at vores arbejde sammen havde skrællet lag af problemer væk, og at dette var det næste lag, der skulle tages hånd om. Under hypnosen viste hendes underbevidsthed, at et bestemt tidligere liv lå til grund for skyldfølelsen. I starten mærkede hun stor modstand, da hun bevægede sig ind i det – som om hun ikke ville derhen – men snart så hun sig selv som en mand i nazi-officersuniform: Jeg står i en lade med en pisk i hånden og pisker mennesker, der står nede i en grube. Jeg tænker på, hvor godt jeg ser ud i min uniform, og jeg nyder at påføre smerte; det er min idé om sjov. Jeg ved, at fire af personerne i gruben er fra mit nuværende liv: min bror, min søster, Dan og en tidligere partner. Jeg føler mig stærk og har kontrol over disse mennesker. Jeg kan lide magten, og jeg liver op, når jeg gør det her. Jeg nyder at skade folk ved hjælp af forskellige metoder, hvad enten det er en pisk, en kniv eller en bajonet. Jeg er et fuldstændig hjerteløst og ondt menneske, og jeg føler mig meget afskåret fra mine egne og andres følelser. Jeg havde en svær barndom uden kærlighed fra mine forældre og med en kontrollerende far. Jeg husker, hvordan jeg som lille dreng sad på hug i et hul i jorden og gemte mig for min far. Jeg hører et skrig bag mig og holder hænderne for ørerne for at lukke lyden af ​​hans slag mod min mor ude. Han slår hende meget hårdt i maven, og hun bløder fra hovedet. Sådan har det altid været. Han behandler hende forfærdeligt, og jeg føler skyld, for hvis jeg ikke var blevet født, havde han måske ikke opført sig sådan over for hende; desuden blev hun kun hos ham på grund af mig. Senere, da jeg er teenager, dør hun, efter at han har slået hende i nyrerne, så noget brister indvendigt. Det hele blev dysset ned. Han slog hende ihjel, og jeg stoppede ham ikke, fordi jeg var for bange, men hun elskede mig. Jeg havde en søster, og der skete også noget med hende, men det har jeg fortrængt. Angie var lidt bevæget på dette tidspunkt, og jeg ventede på, at gråden skulle lægge sig. Da den gjorde det, fortsatte hun: Jeg har uniformen på igen og husker en bestemt pige, jeg havde et godt øje til. Hun er i en lejr og er lidt fræk i replikken, så jeg holder øje med hende. Så får jeg fat i hende, og hun skriger op, så jeg stikker hende ned med bajonetten, men jeg får dårlig samvittighed, for det føles, som om jeg mister min mor igen. Jeg får kvalme og husker, hvordan jeg tænkte, at min mor havde svigtet mig; jeg græd, da hun var død, men far siger, at jeg aldrig må fortælle det til nogen. Jeg er så vred på hende, fordi hun forlod mig; det føles, som om hun svigtede mig. Jeg pisker nu jøderne, idet de stiger ud af togvognene og ind i lejren, men jeg har en dårlig fornemmelse i kroppen og ryster, som om jeg er bange. Noget har ændret sig, og det giver mig ikke længere den glæde, det plejede. Men livet går sin vante gang et stykke tid, indtil – åh, jeg er blevet skudt! Hvem kan have gjort det? Pludselig kan jeg mærke min krop, og mens jeg dør, begynder jeg at tvivle på, om den måde, jeg har levet mit liv på, har været den rette. Jeg er fyldt med fortrydelse, og det er, som om jeg revurderer hele mit liv i dødsøjeblikket. Jeg føler rædsel, fordi jeg ikke kan gøre det godt igen, og jeg er bange for at skulle brænde i helvede. Da jeg overgår til åndeverdenen, føler jeg mig fanget, som sad jeg i en fængselscelle alene med mine tanker. Jeg kan ikke se nogen udvej. Det var ikke min skyld – og så alligevel var det. Jeg er så ked af det. Jeg begynder at føle mig lettere og bliver genforenet med min mor; jeg indser, at hun har våget over mig, efter hun døde. Jeg mærker, hvordan jeg giver slip på alt smerten og ubehaget fra maven. Angies krop begyndte at ryste og sitre, mens hun gav slip på traumet fra det tidligere liv. Denne kropslige forløsning stod på i et stykke tid, og jeg sad blot tålmodigt og ventede, mens det fandt sted. Efterhånden aftog rystelserne og sitren, og hun fortalte mig, at hun følte sig let og fri, så jeg bad hende om at vende tilbage fra hypnosen. Det, Angie havde oplevet, var faktisk ret usædvanligt inden for terapi med tidligere liv, idet hun havde levet et liv som aggressor snarere end som offer. Min erfaring er, at mindst 95 % af terapien med tidligere liv handler om at bearbejde tidligere tilværelser, hvor vi er blevet traumatiseret som følge af negative hændelser; derfor var det atypisk, at hun genoplevede netop dette liv. Min opfattelse er, at selvom vi har levet mange liv og har prøvet og været alt muligt (f.eks. har vi både dræbt og været ofre for drab, voldtaget og været ofre for voldtægt, været fattige og rige osv.), så ønsker underbevidstheden normalt ikke, at vi skal vide noget om de liv, hvor vi har handlet meget ondt, da der er risiko for, at vi ikke ville kunne rumme den viden. Men da Angie var en yderst selvindsigtsfuld kvinde, der – takket være omfattende terapi – var i stand til at være hudløst ærlig over for sig selv, vidste hendes underbevidsthed, at hun kunne forsone sig med de grusomheder, hun havde begået som naziofficer. Og det var præcis, hvad der skete. Hun var naturligvis overrasket over oplevelsen, men meget af det gav mening for hende, da hun kunne genkende mange af de følelser, hun havde haft i trancen, som værende forbundet med hendes nuværende liv. Som følge af sessionerne kunne hun give slip på den skyldfølelse, der havde gnavet i hende, og også de resterende følelser af svigt, hun havde rettet mod Dan, forsvandt. Hun kunne begynde at leve sit liv som enlig kvinde – fri for den gamle usikkerhed, der ellers ville have hindret hende i at føle sig fri – og stå i sin egen styrke som et stærkt individ. Som det så ofte er tilfældet med terapi med tidligere liv, havde regressionssessionerne ændret hendes liv fuldstændigt. Kapitel 17, Marks historie. Mark var et klassisk eksempel på en helbredelse efter blot én session (også kaldet et "one-hit wonder"), hvilket alle terapeuter oplever en gang imellem. , det sker. Det betyder, at en klient kan komme ind i konsultationslokalet med et alvorligt problem, og efter blot én session går vedkommende derfra fuldstændig helbredt! Det sker ikke så ofte, men når det gør, er det fantastisk og utroligt tilfredsstillende. Han var også et interessant tilfælde for mig, fordi han følte væmmelse ved tanken om at have oplevet et tidligere liv; han betragtede nemlig konceptet om tidligere liv som rent vrøvl, og under hypnosesessionen kæmpede han imod at skulle genopleve dette tidligere liv. Hans modstand var dog forgæves, da hans underbevidsthed vidste, hvad der skulle til for at løse problemet. Mark var en 18-årig kontorassistent, der manglede selvtillid fuldstændigt og følte sig angst i de fleste sociale situationer. Han havde altid været genert, men han havde haft en kærlig opvækst og var ikke blevet mobbet i skolen. Siden han var begyndt at arbejde, havde han imidlertid oplevet en ekstrem grad af generthed. Mens han talte med mig, undgik han øjenkontakt, og der var sorg i hans stemme, da han forklarede, hvordan alle på kontoret opfattede ham som mærkelig og uvidende, fordi han bare sad ved sit skrivebord i hjørnet uden at tale med nogen. Han ville ikke se på dem, og hvis han svarede på et spørgsmål, gav han kun svar på ét ord. I de situationer følte han sig anspændt og angst; han fik tør hals, og skuldrene snørede sig sammen. Underlæben sitrede, og der var en skælven i stemmen, da han sagde til mig: "Men jeg er ikke mærkelig; jeg bliver bare så bange, når de kigger på mig og vil have noget af mig." Mark sad og blinkede med øjnene, mens han forsøgte at holde tårerne tilbage. Da han havde samlet sig, førte jeg ham ind i en trance og spurgte hans underbevidsthed om årsagen til den massive mangel på selvtillid. Hans IMR (ideomotoriske respons) indikerede ét enkelt tidligere liv. Jeg kunne se på hans ansigtsudtryk, at han var chokeret over dette; panden rynkede, og han begyndte at bide sig i underlæben. Men efter at have fået tilladelse fra hans underbevidsthed fortsatte jeg med at føre ham tilbage til det liv. Et stykke tid var han tavs, men så begyndte han – med en vis tøven i stemmen – at fortælle om de billeder, han så: "Jeg befinder mig i en slags fængselscelle med stenvægge og et beskidt, sandet gulv." Der er meget stille, og jeg har ikke lyst til at være her. Jeg er alene. Mark så undrende ud, mens han sad tavs i et par minutter. Så sagde han direkte til mig: Steve, jeg tror ikke, det her er virkeligt; jeg tror, ​​jeg forestiller mig det. Jeg tror ikke på tidligere liv. Denne reaktion er ret almindelig i terapi med tidligere liv, da de fleste undrer sig over, om de selv finder på billederne. Jeg beroligede Mark – ligesom jeg gør med alle mine klienter – og forklarede, at en sådan reaktion er helt normal, men at han bare skulle fortsætte oplevelsen for at se, hvad der skete. Jeg spurgte ham, hvad han følte. Han var lidt utilfreds, men fortsatte: Jeg begynder at føle mig ret anspændt. I starten følte jeg mig meget alene, som om jeg var blevet slået og, , fuldstændig uden håb. Nu begynder jeg at blive bange. Jeg ved ikke, hvad der sker. Steve, jeg tror ikke, jeg vil være med til det her. Kan vi stoppe nu, tak?" Roligt og stille, men med en vis bestemthed i stemmen, fortalte jeg ham, at det var meget vigtigt, at vi fortsatte; ellers ville han måske få det værre, hvis han kom ud af oplevelsen uden at have ført den til ende. Jeg bad ham beskrive, hvad der skete. Hans krop begyndte at skælve, og hans stemme rystede. "Jeg går hen over en lille gårdsplads og træder op på noget, der ligner en scene. Der er mennesker foran, der kigger op på mig, og mennesker bag mig, der skubber mig derop. Mine hænder er bundet. Steve, jeg er virkelig bange; jeg tror ikke, jeg vil være med til det her. Jeg kan se en mand og en kvinde knæle på scenen med hænderne bundet på ryggen; de vender ansigtet mod en stor gruppe mennesker, der ser til nedefra. Manden har håret sat op i en knold, og kvinden jamrer sig. Hun er meget ulykkelig. Jeg er tvunget til at se på, at de bliver henrettet. Vi tre har gjort et eller andet, og vi skal henrettes. Vi mener ikke, at det, vi har gjort, er slemt eller forkert. Steve, det her er forfærdeligt; sig mig, at jeg bare forestiller mig det hele." Endnu en gang beroligede jeg ham roligt, men bestemt, med at det var i orden at genopleve det, som om det virkelig skete lige nu, da det ville hjælpe ham til at få det langt bedre i sit nuværende liv. Modvilligt fortsatte han: "Der står en mand med en stor, sort økse. Manden, der knæler, bøjer sig frem, lægger hovedet på en huggeblok, og, " Mark behøvede ikke at sige mere; hans ansigtsudtryk fortalte mig, hvad der var sket. "Nu er det kvindens tur, hun græder, og så dør hun også på samme måde. De tvinger mig til at se på det, fordi de tror, ​​jeg er bagmanden; det er en større straf for mig at se mine venner blive henrettet på den måde. Det er forfærdeligt. Nu er det min tur." Marks krop var stiv, hans ansigt anspændt, og hans vejrtrækning præget af panik. Han holdt fast i spændingen i nogle få sekunder, før han sank sammen og begyndte at trække vejret dybt. Det er forbi, jeg er rolig nu. Jeg bad ham om at genopleve livet, hvilket han modvilligt gjorde, men denne gang mærkede han ingen spænding eller frygt. Vi afsluttede sessionen, og da han var kommet ud af trancen, fortalte han mig, at han var meget utilfreds med det, der var sket; han troede ikke på tidligere liv og mente, at han bare havde fundet på det hele. Jeg ville ikke gøre ham ked af det, så jeg forklarede ham, at nogle mennesker betragter oplevelser af tidligere liv som metaforer skabt af underbevidstheden, men at han blot skulle mærke efter, hvordan han havde det, når han havde fordøjet sessionen i et par dage. Han var ikke overbevist og forlod mit kontor med et lidt surt udtryk, men han gik med til at komme igen til en ny session ugen efter. Jeg var lidt ærgerlig over hans reaktion, men jeg vidste, at det havde været en god terapisession, så da han vendte tilbage en uge senere, håbede jeg på en bedring af hans lave selvtillid. Jeg blev imidlertid overrasket, da han trådte ind på mit kontor med noget, der lignede en selvsikker gangart, og et stort smil på læben. Han stod rank med skuldrene tilbage – et billede på selvsikkerhed. Han følte sig, fortalte han, fuldstændig forvandlet: Jeg ved ikke, hvad du har gjort (det siger de altid, i øvrigt!), men jeg føler mig helt og aldeles anderledes. Al angst er forsvundet, og jeg føler mig fri. Jeg er som et nyt menneske. Jeg kan sidde på kontoret og snakke med de andre uden en eneste bekymring. Det er, som om en tung byrde er blevet løftet fra mine skuldre. Jeg kan slet ikke takke dig nok for det, du har gjort for mig. Jeg er så ked af, at jeg var så vred på dig i sidste uge, men jeg tror, ​​jeg var lidt chokeret. Jeg tror stadig ikke på tidligere liv, i øvrigt, men af ​​en eller anden grund har det, du gjorde, virket. Jeg tillod mig et skævt smil, men det betød ikke noget, hvad jeg eller Mark troede. Han var blevet helt rask og var i stand til at leve resten af ​​sit liv med selvtillid og frygtløshed. Kapitel 18, Colins historie. Colin var en interessant person. Han var i begyndelsen af ​​fyrrerne, havde levet et begivenhedsrigt liv og forsøgte nu at finde sig til rette i en mere stabil tilværelse. Han var gift med en terapeut, der elskede ham højt, men som var klar over hans følelsesmæssige ubalancer og især hans problemer med vrede. Samspillet med hustruen var generelt godt, og hans vidunderlige humor bragte masser af glæde ind i forholdet, men til tider kunne han fare op, og hustruen følte, at hun måtte træde varsomt for ikke at udløse hans vrede. Som det ofte er tilfældet i sådanne situationer, nægtede Colin i begyndelsen at erkende, at han havde et problem. Han var en typisk håndværker (bygningsarbejder), der holdt sig langt væk fra sine følelser og foretrak – som de fleste mænd – at ignorere sin indre tilstand og lade som om, alt var i orden i hans verden. Heldigvis vidste hans hustru, i kraft af sit arbejde som terapeut, at vi alle styres af underliggende følelsesmæssige tilstande, og med tiden hjalp hendes tålmodighed ham til at forstå, at han ikke behøvede at leve med sine irrationelle vredesudbrud, og at der kunne gøres noget for at ændre hans indre mønstre. I begyndelsen gik han modvilligt med til at gå i terapi hos mig, men da vi først begyndte at åbne op for hans "ting", greb han muligheden for at hele sine negative følelser, og han så ivrigt frem til hver regression. Da jeg mødte ham første gang, forklarede han, at han mente, hans vredesproblemer hang sammen med manglende selvtillid og selvværd som følge af det, han beskrev som en "vanskelig" barndom. Jeg havde forventet at bruge tid i vores sessioner på at hele hans barndomssår, men da han først var i trance, indikerede hans underbevidsthed – ved hjælp af IMR – at årsagerne til hans følelsesmæssige ubalancer lå i flere tidligere liv. Det første af dem var ret hurtigt overstået; han var soldat og blev spiddet gennem brystet i kamp, ​​hvorefter han døde på slagmarken. Kort efter bevægede han sig imidlertid ind i et andet liv som en ung mand på omkring 20 år. Han så sig selv udendørs, stående nær nogle marker på en byplads tæt ved en brønd. Han havde bare ben og bar sandaler. Jeg spurgte ham, hvad der skete: "Jeg hjælper en kvinde med at fylde en krukke med vand. Jeg tror, ​​hun er min mor. Der kommer nogle soldater ind på pladsen og holder øje med os. De er klædt som romere. Jeg føler mig bange; de ​​brænder husene af. Folk skriger; nogle løber, og andre kæmper imod dem. Jeg løber sammen med folk gennem markerne mod skoven. Soldater til hest følger efter os, svinger deres sværd og dræber folk. En ældre mand råber til os, at vi ikke skal løbe, men stoppe op og kæmpe. Vi stopper op og løber frem mod dem. Jeg har et sværd. Jeg ser mændene på hestene med deres røde kapper, der blafrer. En hest skubber mig omkuld. Jeg kigger op mod himlen, helt chokeret. En soldat støder et sværd ind i mit bryst. Jeg kan høre lyden af ​​heste, der bevæger sig væk i det fjerne. Nu står der folk fra landsbyen omkring mig. Min mor holder mig i sine arme." Colin var stille et øjeblik og mærkede tidens gang, før han fortsatte: Det er nat, og jeg ligger i en hytte ved siden af ​​et knitrende bål. Jeg er bange og ked af det. Jeg burde have gjort det bedre; jeg svigtede landsbyen. Manden, der gav os ordre til at blive og kæmpe, er vred på mig. Da jeg hjalp kvinden ved brønden, burde jeg have holdt vagt. Jeg burde have set dem komme. De stolede på mig, og jeg svigtede dem. Mens han sagde dette, begyndte han at hulke, og jeg lod ham få afløb for sorgen i et par minutter, før han faldt til ro, og tårerne holdt op med at løbe. Lavmælt hviskede han: Det er blevet mørkt. Det er forbi. Kort efter var Colin trådt ind i et andet liv, og han begyndte med dæmpet stemme at fortælle om det, han oplevede: Vi er i en skov. Vi er en gruppe, udelukkende soldater. Vi taler med nogle oprindelige amerikanere. Jeg er iført en grøn uniform og en trekantet hat og bærer en musket med bajonet. Jeg er anspændt, for på den anden side af skoven ligger et fort, hvor de bærer røde uniformer. Indianerne er vores guider. De forklarer os, hvordan vi bedst nærmer os fortet; en soldat oversætter. De har en mærkelig frisure – de er skaldede, men har en tot langt hår hængende i nakken. Vi er mange, der venter og er klar til at angribe fortet. De ved ikke, at vi er her. Jeg kan se folk bevæge sig rundt uden for fortet. Han var stille et øjeblik, og så stivnede hans krop, mens han talte ivrigt: Vi henter hestene og stiger op på dem. Jeg er bange. En mand i mørk uniform og med sabel, ridende på en hvid hest, har kommandoen og giver ordre til angreb. Vi stormer frem og dræber folk uden for fortet med vores sabler. Vi bevæger os mod en bro og en mur med spidse pæle. Jeg stiger af hesten og forsøger at hugge rebene over. Mange indianere kæmper sammen med os. Vi er nået frem til fortets mur og forsøger at bryde igennem den. Der ligger lig overalt; vi bliver beskudt fra fortet. Officeren med kommandoen er blevet dræbt. Den mørke uniform ligger på jorden. Vi skyder og stormer frem. Vi søger dækning bag muren med de spidse pæle. Der lyder høje brag og eksplosioner; vi er under beskydning nu. Jeg er bange. Vi diskuterer, hvad vi skal gøre, for vi kan ikke løbe tilbage. Enhver, der løber ud, bliver dræbt. Vi sidder i fælden. Han fortsatte efter en kort pause. Vi overgiver os til soldaterne i røde uniformer, og de fører os ind i fortet. En officer taler til mig, mens resten af ​​vores soldater står bag mig. Han bærer en mærkelig hat med fjerbusk og pels. Jeg føler både stolthed og frygt. De vil hænge os. Jeg kan se, at de gør rebene klar. De fører mig hen til en platform med hænderne bundet på ryggen. De lægger rebet om halsen på mig, og jeg råber: ’Vive la France’, og så bliver jeg hængt. Jeg føler mig let nu. Colin slappede af igen, men blev meget hurtigt bevæget. Gennem sine tårer fortalte han mig, at han huskede en tidligere hændelse fra det liv. Der er mørkt, og jeg befinder mig på en gade uden for en pub eller et værtshus. En grim kvinde forsøger at forhindre mig i at slås med hendes mand. Han har en sabel, og jeg ægger ham til kamp. Hun beskytter ham, men han skubber hende væk. Jeg stikker ham i halsen og dræber ham. Da jeg stiger op på min hest, hiver den grimme kvinde i mig, og forsøger, , forsøger at få mig ned fra hesten. Jeg hugger hende over halsen med mit sværd, og hun dør også. Jeg rider væk og fortsætter bare, som om intet var hændt. Jeg ventede igen, til tårerne var stilnet af, og da han var faldet til ro, bad jeg ham om at komme ud af trancen. Colin var rystet over sine oplevelser, men accepterede, at de havde føltes utroligt virkelige, og han følte sig langt mere lettet, nu hvor han havde gennemlevet dem. Da han mødte op til vores næste session, fortalte Colin, at han i de mellemliggende uger havde følt sig langt mere rolig i hverdagen, og at hans kone havde bemærket en positiv ændring i hans sindstilstand; hun syntes, han virkede mere tilfreds med sig selv. Da han først var i hypnose, bevægede han sig ind i et andet tidligere liv med militær tilknytning – denne gang under Anden Verdenskrig. Faktisk var dette et gennemgående træk ved alle de tidligere liv, vi udforskede, og jeg har en fornemmelse af, at en stor del af terapien for ham handlede om at forløse traumer forbundet med kamp og død. I begyndelsen var han afslappet, mens han genfortalte oplevelsen, og han havde til tider et smil på læben. Jeg er udendørs, og det er lyst. Vi er en stor gruppe, og vi griner alle sammen. Jeg har læderstøvler med pelskant foroven på samt gråblå bukser og jakke. Jeg er en mand på omkring 20 år, og jeg føler mig både spændt og nervøs. Der står et fly bag os, og nogen tager et billede af os. Jeg kan se andre fly og redningsveste i nærheden. Det er et stort fly, en bombemaskine. Alle griner og laver sjov, mens vi indtager vores pladser i flyet. To af os er piloter. De kalder mig Group Captain Gibson. Der er mange fly på den klare, solrige himmel. Vi vinker til de andre og letter. Colin blev stille et øjeblik; smilet forsvandt fra hans ansigt og blev afløst af en rynket pande. Han spændte i kæben og begyndte at trække vejret hurtigt. Hans hænder og arme blev stive, og hele kroppen stivnede til. Gennem sammenbidte tænder fortsatte han: Vi flyver lavt gennem skyer og sne. Alle er nervøse. Jeg kan se genskinnet fra flyene, mens vi flyver hen over vandet. Der lyder skud, brag og raslen. Vi er ved at bombe et slot på toppen af ​​et bjerg; , det er målet. Vi er under beskydning, og støjen er øredøvende. Ingen griner længere. Jeg er bange. Flyet bliver kastet rundt; vi er blevet ramt, og jeg kan ikke styre det. Der er ild og røg. Jeg forsøger at holde flyet stabilt. Min andenpilot er død; han er dækket af blod, men hans øjne er åbne. Jeg prøver at flytte ham væk fra styrepinden. Jeg kan ikke styre det; vi styrter mod bjerget. Jeg kan ikke holde fast i den. Han begyndte at råbe: Jeg kan ikke holde fast i den, vi styrter. Pludselig sank han sammen i sædet og var rolig og stille i et par sekunder. Han sagde lavmælt: Vi er styrtet ned. Der er lyst overalt nu. Jeg føler skyld, som om jeg har slået alle ihjel. Men det var ikke nogens skyld. Han holdt en pause, før han fortsatte: Lige fra jeg var dreng, lærte jeg aldrig at vise frygt. Aldrig være bange. Min far er streng, og han råber meget. Han går også i uniform. Jeg bryder mig ikke om ham; han er en forfærdelig mand. Han siger, at jeg er en fiasko, og at jeg har skuffet ham, og han råber hele tiden. Jeg har ondt af min mor, for han er en bølle. Jeg er ældre nu, og jeg har slået ham, fordi han slog min mor. Han er chokeret, men han kan intet stille op. Jeg var nødt til at vente, til jeg var gammel nok til at slå ham, og nu er han bange. Han ved, at jeg er bedre end ham. Han var stille et stykke tid igen, og så fortalte han mig om det sidste tidligere liv, der var forbundet med årsagen til hans vredesproblemer: Det er dag, og jeg befinder mig i en bygning i minimalistisk stil. Det er Kina eller Japan. Jeg er en mand på omkring 30 år og bærer sandaler og en silkekappe. Jeg har det godt. Mens jeg står der, bukker kvinder og bevæger sig langsomt rundt. De klæder mig i en smukt broderet rustning i guld og sort. Det hele foregår meget yndefuldt og langsomt, som ved en ceremoni. Jeg har et langt, sort og guld-farvet sværd med rødt greb. De åbner portene, og jeg træder ud og ser springvand og haver. Alt virker enkelt og afdæmpet. En tjener holder en hest, der er dækket af rustning, og da jeg stiger op på den, bukker de alle. De rækker mig en hjelm med visir. Jeg føler mig stolt, men selvom jeg virker rolig udadtil, er jeg nervøs. Der er seks eller otte andre mænd til hest, klædt ligesom mig, og de bærer et flag. Jeg tager imod en drik fra en tjener, og så rider vi afsted. Vi skal i krig. Vi er nået frem, og jeg skuer ud over en stor hær. Der er soldater, så langt øjet rækker. Vi rider frem mod fronten. Hele hæren er til hest, og jeg er en af ​​lederne, der rider forrest sammen med de andre. Vi er klar til kamp og ser ned på modstanderne; det er en stor hær klædt i orange og med orange flag. Jeg føler mig både nervøs og opstemt. Jeg får hele tiden glimt af en japansk eller kinesisk pige i tankerne. Vi trækker sværdene og stormer frem mod fjenden i høj fart. Vi brager direkte ind i dem, og der lyder et kraftigt brag af stål mod stål. Vi kæmper mand mod mand med sværd mod folk til hest. Det er meget blodigt, der ligger masser af lig, og jeg kan høre gråd, råb og jamren. Alt flyder sammen; det hele går så stærkt. Vi hugger ben, arme og hoveder af; der er blod overalt, , overalt. Vi rykker frem og spreder ødelæggelse, mens de flygter. Vi jubler. Jeg bliver ramt i armen og falder omkuld. Jeg fryser, og en person holder om mig, mens en anden tager min rustning af. Jeg ser ansigter, der kigger ned på mig. De hjælper mig op at sidde, og jeg kigger ud over bakkerne. Jeg tager afsked med folk, men jeg er ikke bange, for jeg har accepteret min skæbne. Jeg føler stolthed. Der er stille nu, og jeg ser intet andet end lys. Colin slappede af, og jeg bad ham – mens han var i åndstilstanden – om at rette opmærksomheden mod alt andet, der kunne være af betydning. Han tænkte sig om et øjeblik og sagde så: Hele livsførelsen er meget enkel og foregår i et roligt tempo; der er ingen hastværk, og alle er høflige og imødekommende. Jeg tror, ​​at kvinden, jeg hele tiden tænkte på, var min kone. Hun var meget føjelig og smilede altid. Jeg tror, ​​hun blev voldtaget og dræbt af de andre, og kampen handlede om at hævne hendes død. Jeg følte vrede og kæmpede vildt; jeg dræbte så mange mænd, jeg kunne. De har ingen hær længere. Jeg er vred på mig selv, fordi jeg ikke beskyttede hende. Jeg føler skyld over, at jeg ikke var der, og at det var min skyld, at hun ikke var sikret. Det giver mig en vis lettelse at have taget så mange liv som hævn. Colins stemme var fyldt med stærke følelser, da han sagde de sidste ord, og jeg kunne se hans underlæbe dirre af bevægelse. Efter et stykke tid lagde det sig, og han faldt til ro igen, så jeg bad ham om endnu en gang at søge ind i åndstilstanden. Han sukkede og smilede mildt. Hun venter på mig. Det føles godt. Han sagde ikke mere, men lå blot og nød varmen fra kærligheden, mens han så dybt lykkelig ud. Jeg bad ham om at komme ud af trancen og tage de gode følelser med sig tilbage. Han følte meget stærkt, at hans kone i dette liv var den samme person som hans kone i det tidligere liv, og denne erkendelse skabte en helt særlig forbindelse mellem dem. Han indså, at hans følelser for hende var meget dybe, og det gjorde deres forhold meget meningsfuldt for ham. Han følte, at der var sket en reel heling i ham som følge af sessionen. Han følte sig lettere og var klar over, at noget havde ændret sig i ham – som om han havde givet slip på nogle negative energier, der længe havde holdt ham tilbage. Da Colin mødte op til vores næste session, så han glad ud, og han fortalte, at han var fortsat med at føle sig mere positiv og opløftet, siden jeg sidst havde set ham. Han mente stadig, at der var arbejde at gøre med hans lave selvværd, og med det for øje gik vi tilbage til yderligere tre tidligere liv. Efter få minutter i hypnose, hvor han i tankerne bevægede sig tilbage i tiden, fik hans ansigt et bedrøvet udtryk, og en tåre trillede ned ad hans kind, mens han forklarede, hvad der skete: Jeg har sko med spænder på, hvide strømpebukser og en lang, mørk frakke på. Jeg er en dreng på omkring 13 år og står ude på havnen og kigger på store sejlskibe. Jeg går med en krykke. Jeg har kun ét ben, og det er en kamp at gå. Jeg har tidligere arbejdet om bord på et skib, og jeg savner arbejdet. Jeg føler mig som et misfoster eller en krøbling. Alle griner af mig og gør nar af mig. De kalder mig ’træben’. Jeg føler mig virkelig trist og utilstrækkelig. Jeg husker, at en mast faldt ned over mit ben og knuste det. De skar mit ben af. Jeg kan ikke få arbejde nu, for ingen vil have en krøbling. Jeg driver hvileløst rundt på havnen hver dag og føler mig fortabt. Det eneste arbejde, jeg kan klare, er at hugge fisk i stykker til spandevis, og jeg føler mig frustreret. Jeg har mistet livsglæden, og folk behandler mig, som om jeg er tilbagestående. Jeg begynder at drikke på værtshusene og havner ofte i slagsmål. "Jeg er omgivet af forfærdelige mennesker – beskidte, ildelugtende og levende i elendighed. Jeg føler vrede og bitterhed; det er for meget for mig at bære. Jeg hænger mig selv i et mørkt rum med beskidte vægge og en seng fuld af lopper. Jeg føler mig lettet nu." Endnu en gang slappede Colin af et kort øjeblik, før han trådte ind i et andet liv, og han smilede, mens han genkaldte sig sine indtryk: "Jeg befinder mig i en have, og der er en mand – en kongelig, måske en konge – der er i muntert lune sammen med en gruppe af os. Vi er vel en fire-fem stykker, og vi griner alle sammen. Jeg er en mand på mellem 30 og 40 år. Kongen er en stor mand; han bærer sko med spænder og knæbukser, og han har en ørn på armen. Jeg tror, ​​vi er hans rådgivere. Han er ved at lade ørnen flyve. Pludselig bliver han alvorlig og siger, at han vil vide, hvor guldet er blevet af. Han ser på os, og vi er alle holdt op med at grine. Jeg føler mig bange. Guldet var under transport, men er forsvundet. Han giver os skylden for ikke at have passet bedre på det. Det var en betaling i forbindelse med Skotland. Jeg tror, ​​guldet skulle sikre en alliance mellem Skotland og os mod Englands konge. Vi bidrager med penge til krigen mod England. Navnet Battenberg dukker op i mine tanker, men jeg ved ikke hvorfor. England skulle derefter deles mellem Skotland og Tyskland. Vi bliver arresteret og ført bort til et fangehul. Vi skal tilstå, at vi ved, hvor det er blevet af. Jeg tror ikke på ham; jeg tror, ​​han har forrådt os. Han har guldet og bruger os som påskud. Vi er alle loyale over for ham, men dette er uretfær, " , retfærdighed. Jeg er vred over, at han har denne magt over os, og min loyalitet over for ham er forsvundet. Vores skæbne bliver besluttet uden en retssag, og en præst fortæller os, at vi skal henrettes om morgenen for højforræderi. Jeg føler vrede, fordi ingen lytter til os. Vi skal alle halshugges. Vi bliver ført ud én efter én til en skafot i en gårdsplads foran nogle få præster. Jeg er bange, men også vred over at være blevet forrådt. Mens han genoplevede henrettelsen, var Colins krop stiv af spænding, og han blev urolig; så faldt der pludselig ro over ham, og han udstødte et dybt suk. Det er forbi; jeg føler mig rolig og afslappet nu. Colin blev atter stille, mens han bevægede sig videre til sit sidste tidligere liv. Så begyndte han igen: Jeg befinder mig udendørs på en brostensbelagt gade om natten og taler med en kvinde. Jeg er en mand på mellem 40 og 50 år. Jeg er fint klædt i elegante sko, en lang kappe, handsker og høj hat, og jeg bærer en spadserestok. Jeg spørger kvinden om en pige: ’Hvornår så du hende sidst?’ En hestevogn venter på mig i nærheden. Jeg giver kvinden nogle penge, takker hende, stiger ind i vognen og kører af sted. Jeg kan lugte læderindtrækket og høre hestenes hove mod jorden. Jeg taler med london-accent. Jeg forsøger febrilsk at finde min søster. Vores far har smidt hende ud af huset, fordi hun har bragt skam over familien. Hun er ung og sårbar, og han har gjort hende arveløs, fordi hun har fået et barn uden for ægteskab. Han har også truet mig; hvis jeg har noget med hende at gøre, bliver jeg fjernet fra testamentet. Far er en forfærdelig mand. Jeg gennemsøger gaderne for at finde hende. Jeg prøver alle steder – hospitaler, værtshuse, venner. Colins uro var tydelig under hele forløbet; hans hoved bevægede sig fra side til side, som om han ledte efter sin søster, og hans hænder knyttede og løsnede sig som tegn på hans desperation. Efter et par sekunder fortsatte han: Jeg har fundet hende. Hun sidder nede ved flodbredden, dybt ulykkelig. Hun vil ikke fortælle mig, hvem hun beskytter, for det er en, jeg kender. Hun tager nordpå for at føde barnet og vil skrive til mig, men jeg må ikke sige noget til far. Hun har lidt penge. Jeg trygler hende om at fortælle mig, hvem barnets far er, og til sidst giver hun sig. Det er vores fars ven, og da han allerede er gift, vil det skabe en skandale. Hun får mig til at love tavshed, men det kan jeg ikke. Far burde vide det; hvordan kan han være så blind? Han burde beskytte hende. Hun tager af sted, og jeg giver hende nogle penge. Jeg er vred på både far og manden, der har gjort hende gravid. Jeg vil have hævn. Først fortæller jeg det til far, men han vil ikke høre tale om det. Han siger, at jeg ikke er nogen søn af ham, og at jeg er lige så uværdig, som hun er. Mine lommepenge skal stoppes. Han kalder min søster en tarvelig, ondskabsfuld luder og siger, at det er absurd at anklage hans ven. Jeg slår ham – hårdt. Han beder mig om at forsvinde og aldrig komme tilbage. Jeg fortæller ham, at jeg tager hen til hans ven – jeg vil ødelægge hans liv, ligesom han har ødelagt mit og min søsters. Han er en rig mand. En butler tager imod mig ved døren og beder mig vente i et værelse. Han kommer ind, og jeg fortæller ham, hvad jeg ved. Vi råber og skændes. Han viser ingen anger og siger, at det hele er løgn. Jeg er rasende og vil slå ham ihjel. Jeg udfordrer ham til en duel, men det vil han ikke, for han er en kujon. Så kommer hans kone ind; hun har hørt det hele. Han accepterer duellen. Colin holdt igen en pause, mens tiden gik, og så gav han et sæt, som om han blev ramt af noget. Han begyndte at tale med en mere hæs stemme: “Det er en varm, solrig morgen. Vi affyrer begge pistolerne og rammer hinanden. Han er faldet på knæ. Jeg står op, men mærker varme sive gennem skjorten. Jeg kæmper imod, holder mig oprejst for at se, om han er død. De fortæller mig, at han er død, så nu kan jeg acceptere min skæbne. Alt bliver hvidt, og jeg føler mig befriet, selvom jeg er ked af, at jeg ikke ser min søster. En del af mig ønsker tilgivelse for at have dræbt barnets far. Han trak vejret dybt og begyndte at vende tilbage til bevidstheden. Hans terapisessioner var slut, og den rejse, han havde været igennem, havde gjort et dybt indtryk på ham. Måneder senere mødte jeg ham igen; han strålede af selvtillid og var i strålende humør og fuld af livsglæde. Han havde lukket sin byggevirksomhed og arbejdede nu med noget, han fandt langt mere meningsfuldt: at hjælpe socialt udsatte mennesker med at få styr på deres tilværelse. Som det var tilfældet med så mange af mine klienter, havde terapien med fokus på tidligere liv forandret hans tilværelse. Kapitel 19, Sallys historie. Sally opsøgte mig for at få hjælp til sine problemer med vrede. Hun var en yderst effektiv og intelligent 30-årig kundeansvarlig i en multinational virksomhed, men hun kæmpede både med forholdet til sin kæreste og med sit stressende job. Hun fortalte, at hun arbejdede mange timer, fordi hun havde et behov for at få succes med alt, hvad hun foretog sig – et behov, der udsprang af en frygt for at fejle. Arbejdspresset betød imidlertid, at hun konstant følte sig anspændt og overvældet; det gik ud over hendes nattesøvn, og hun følte sig træt det meste af tiden. Sallys reaktion var at tage hjem efter en lang arbejdsdag og lade sine følelser gå ud over sin partner, Dave, som konstant måtte lægge ryg til hendes vrede. Hun kunne finde på at, , hun råbte jævnligt ad ham og startede skænderier, hvilket hun vidste var ved at ødelægge deres forhold. På det tidspunkt boede hun faktisk hos sine forældre for at give Dave en pause fra hendes fjendtlighed. Under vores samtale opdagede jeg imidlertid, at hendes problemer stak langt dybere end blot et problem med vrede. Hun fortalte, at hun tidligere i sit liv havde følt sig så ulykkelig, at hun endda havde overvejet selvmord. Hun havde for nogle år siden lidt af anoreksi, og nu var hun sygeligt optaget af orden og renlighed. Disse forhold tydede på, at hun bar rundt på alvorlige følelsesmæssige sår; jeg oplever nemlig altid anoreksi som et meget betydningsfuldt problem – en reaktion på en tung byrde af indre smerte. Meget tyder på, at selvom anoreksien var ophørt, reagerede hun nu på sin følelsesmæssige smerte ved at bruge en form for tvangslidelse (OCD) i et forsøg på at bedøve smerten og bevare kontrollen over sit liv. Da hun først var i trance, indikerede hendes underbevidsthed, at flere tidligere liv voldte hende problemer, og hun genoplevede snart det første af dem som en lille, skræmt pige på syv år, der var spærret inde i et mørkt rum: Jeg er helt alene og sidder på gulvet med hovedet hvilende på knæene. Jeg er barfodet, og mine ben er beskidte. Jeg er forvirret, for jeg er blevet spærret inde, og jeg ved ikke hvorfor. Jeg bryder mig ikke om det; gulvet er hårdt, og mit hår er helt filtret. En kvinde har taget mig med ud nu; hun sætter mig ned i et blikkar og begynder at trække en børste gennem mit hår. Det gør virkelig ondt, og jeg græder, men hun siger, at jeg skal holde op med at græde. Jeg er bange og fryser, og jeg ved, at folkene her ikke elsker mig. De råber meget ad mig og bliver ved med at spærre mig inde i det mørke rum. En tåre løb lydløst ned ad Sallys kind, og hun sukkede. Jeg er blevet ældre nu, og hun bryder sig ikke om det, for hun kan ikke længere bestemme over mig, som hun plejede. De spærrer mig ikke inde på værelset længere, men jeg må ikke gå udenfor. Jeg ved ikke, hvorfor de holder mig indendørs; måske skammer de sig over mig. Jeg føler mig så isoleret og vil gerne stikke af, men jeg har ingen steder at tage hen. Der kommer aldrig andre og besøger os, og jeg bliver sat til at gøre rent hele tiden. De råber bare ad mig, og jeg har blå mærker i ansigtet, hvor hun slår mig. En mand råber og kaster ting efter mig og kalder mig dum, men det er jeg ikke, for jeg kan læse. Jeg ville ønske, de ville lade mig være i fred. Jeg kan ikke græde mere, og til sidst stikker jeg af. Jeg fryser, men en sød dame finder mig og tager mig med hjem, hvor hun passer på mig. Det er et stort hus, hvor jeg har min egen seng, og jeg griner hver dag nu; hun siger, at hun aldrig vil lade dem finde mig. Damen er ikke særlig rask og har svært ved at trække vejret, og jeg er bekymret for, at jeg står alene igen, hvis der sker hende noget. Hun får det værre, og jeg prøver at skjule for hende, at jeg græder, men hun dør. Hendes venner kommer, og til begravelsen lægger jeg tusindfryd på hendes grav. Jeg er helt udmattet af at græde. Jeg bliver hos hendes venner, men jeg har ikke noget hjem længere, og jeg vil bare gerne have ro og en, der passer på mig, ligesom hun gjorde. Efter et stykke tid siger en mand fra et andet hus, at han vil passe på mig. Han griner meget og er ældre end mig – omkring 25, tror jeg. Han siger, at han vil giftes med mig, men jeg er kun 17, så jeg føler mig ikke gammel nok. Han har købt nye sko til mig i gave. Jeg er glad, men også forvirret over al den opmærksomhed. Vi går ture ude på landet sammen. Denne gang vil jeg ikke med, for det regner, og jeg vil ikke ødelægge mine sko. Vi bliver gift på en meget varm dag, og vi er begge to virkelig lykkelige. Efterhånden begynder han nogle gange at komme fuld hjem, og jeg bliver vred, for vi har ikke ret meget , penge, og han bruger det, vi har. Han vil gerne have, at vi får børn – selvom jeg er glad for, hvordan vi har det – men vi har to små børn, en dreng og en pige. Han interesserer sig ikke for pigen. Jeg venter barn igen nu, og det gør ondt. Det er ikke tid til fødslen endnu, men der er store smerter og masser af blod. Alle græder og råber ad mig, men alting bliver mere og mere dæmpet. Smerten er væk nu; jeg er død, og de begraver mig ved siden af ​​kvinden. Han er nødt til at tage sig af begge børn nu, og det er første gang, han er tæt på vores datter. Sally var stille et stykke tid, og den anspændthed, hun havde udvist, forsvandt. Efter et par minutters stilhed begyndte hun at fortælle om et andet tidligere liv, hun var trådt ind i; hendes stemme havde nu et barnligt præg: Jeg er ude på en solskinsdag, og jeg kan se græs og træer. Jeg er en lille dreng på omkring tre år og har små sandaler, shorts og en lille T-shirt på. Jeg er glad og leger med andre børn. Da jeg kommer hjem, er der noget, der ikke er helt, som det skal være; ingen smiler, og der er en, der er forsvundet. Jeg føler mig forvirret, for jeg forstår ikke, hvad der er sket. Folk kommer til huset, og jeg må ikke længere gå ud og lege. Det er min storesøster. Jeg er træt af at være indenfor; jeg må kun være i baghaven. Efter et par dage sætter mor og far sig ned sammen med mig og fortæller, at en mand tog min søster og myrdede hende, og at hun ikke kommer tilbage. Mor, Hun græder og siger, at hun har brug for, at jeg er der hele tiden. Selvom jeg bliver ældre, slipper hun mig stadig ikke af syne, og hun vil ikke engang have, at jeg går i skole. Hun kvæler mig med sin omsorg, og hun bliver ved med at græde. Hun har fortalt mig, at hun skal have endnu en baby. Hun får en lille dreng, og jeg føler mig jaloux. Der kommer mange mennesker på besøg for at se den nye baby, og de taler enten om babyen eller om min søster; jeg føler mig helt sat udenfor. Mor græder ikke så meget, nu hvor babyen er her – jeg kunne ikke få hende til at holde op med at græde, men det har babyen kunnet. Babyen sover inde hos mine forældre, men jeg skal sove alene. De lader mig stadig ikke lege udenfor, og jeg føler, at de ikke vil have mig der, men jeg må heller ikke tage nogen andre steder hen. Hmm, de er ikke glade for mig, fordi de har taget mig i at nive babyen, men det er jeg ligeglad med; jeg har jo fået lidt opmærksomhed for en gangs skyld. Sally holdt en kort pause, før hun fortsatte: “Mor skal have endnu en baby, og vi besøger min søsters grav for at fortælle hende om det. Jeg får hele tiden skældud, og de siger, at jeg er den ældste, men det er jeg jo egentlig ikke. Jeg er omkring 11 år nu; børnene bliver større og driver mig til vanvid. De vil have alt det, jeg har. Der er ingen ro. Jeg føler mig mere voksen og får lov til at gå ud alene oftere. Jeg besøger stadig min søsters grav, men det er mærkeligt, at børnene ved, hvem hun er, selvom de aldrig har set hende. Mor er ked af det nu; det har noget at gøre med manden, der tog min søster, men ingen vil fortælle mig hvad. I skolen er jeg kendt som barnet, hvis søster døde, men det gør mig ikke ked af det. Jeg føler mig mere ansvarlig nu, og mor lader mig passe de to andre. Sally holdt op med at tale og fortalte mig derefter, at det pågældende liv var gledet væk, så vi afsluttede sessionen der. Hun fortalte om den uro, hun havde følt i det tidligere liv, især omkring det tidspunkt, hvor hendes søster blev myrdet. Det var en følelse, hun kendte til og jævnligt havde oplevet i sit nuværende liv. Da Sally vendte tilbage til næste session, fortalte hun, at hun havde mærket en markant forbedring på mange områder, siden hun sidst havde været hos mig. Hun var langt mere rolig (hendes kæreste, Dave, havde bemærket en stor forskel hos hende), og hun følte, at hun kunne klare hverdagen på arbejdet meget lettere. Hun var mere rummelig over for menneskene omkring sig, og fordi hun havde det så godt, var hun flyttet sammen med sin kæreste igen; de kom langt bedre ud af det med hinanden end tidligere. Hun havde bemærket, at han var mere kærlig og opmærksom over for hende, og jeg forklarede hende, at det skyldtes, at hun ikke længere angreb ham hele tiden, så han igen kunne vise hende kærlighed. Desuden var den uro, hun havde omtalt ved afslutningen af ​​vores forrige session, forsvundet. Hun så frem til at udforske andre tidligere liv, fordi hun havde det så godt og gerne ville se, om hun kunne få det endnu bedre. Jeg førte hende ind i hypnose, og ret hurtigt befandt hun sig i et andet liv. Denne gang var hendes stemme hård og til tider snøvlende: Jeg er en kvinde i fyrrerne og befinder mig i et værelse i mit hjem, hvor jeg skændes med min mand. Jeg holder et glas whisky, er beruset og føler mig meget vred. Det sker ofte. Vi er fint klædt på og skal egentlig ud, men klokken er kun 19, og jeg er allerede beruset. Han råber ad mig, og jeg råber aggressivt igen, og vores to børn kommer ind i værelset, helt ulykkelige over at vi skændes. Jeg kaster mit glas ind i pejsen og fejer alt ned fra bordet og ud på gulvet. Jeg er så vred, og han tager sig bare til hovedet, mens jeg går op i seng. Næste morgen har jeg det dårligt og føler skam. Jeg vil ikke have morgenmad, kun hovedpinetabletter. Han sov ikke sammen med mig i nat; han kommer ind og siger, at jeg er en skændsel. Børnene var bange, og jeg var nødt til at få hjælp. Han hedder Charles, og han kunne ikke holde det ud ret meget længere. Jeg var ulykkelig, for han var ikke en dårlig mand, og jeg forstod ikke, hvorfor jeg var så utilfreds med tilværelsen. Senere samme dag drak jeg mig fuld igen, og Charles råbte ad mig; han kunne ikke klare det mere. Han sagde, at vi ikke længere kunne være sammen med venner, og jeg råbte, at han bare kunne tage afsted og tage sine stinkende venner med sig. Han sagde, at han ikke elskede mig længere – at jeg ikke var den person, han havde giftet sig med – og at han havde fundet sig i det i 20 år, men ikke kunne mere. Han begyndte at pakke og sagde, at han ville forlade mig. Jeg græd inde i vores soveværelse, og da jeg gik ud ad døren, var jeg usikker på benene og faldt ned ad trappen. Han forsøgte at gribe mig, men kunne ikke. Jeg lå for foden af ​​trappen; min søn ville hente lægen, men Charles sagde, at det var for sent, og han lagde sig bare oven på mig, holdt om mig og græd. Han sagde, at han ikke mente det, han havde sagt, og jeg kunne se blod på hans hænder. Jeg befandt mig uden for min krop og betragtede dem alle. De var kede af det – jeg havde ikke troet, at de gik op i mig. Lægen sagde til Charles, at han ikke havde nogen skyld i det. Som tiden gik, blev jeg hos dem, ulykkelig. Jeg ville gerne hjælpe dem. Nogle gange strøg jeg ham gennem håret, mens han sov. Sally lå stille et par minutter, og da hun begyndte at tale, var hendes s, , stemmen havde mistet sit berusede præg og lød mere normal: Jeg befinder mig i et andet liv, hvor jeg arbejder som lærerinde i et klasseværelse. Jeg er i begyndelsen af ​​fyrrerne og forsøger at styre børnene. Jeg er ret streng og råber ad dem. De bryder sig ikke om mig, men de ved, at det er mig, der bestemmer. Jeg føler mig magtfuld; jeg slår dem over fingrene, hvis de ikke gør tingene rigtigt, og jeg stiller dem krav, der er for høje – så de ikke kan leve op til dem, og jeg kan råbe ad dem. En af drengene er altid uartig, og i et raserianfald slår jeg ham og får ham til at sidde på gulvet i hjørnet. Han fortæller det til sine forældre, og jeg kommer i problemer; der tales om at suspendere mig eller flytte mig til en anden skole, da det ikke er første gang, det er sket. Men tiden går, og jeg er der stadig. I dag provokerer drengen mig konstant, så jeg tager ham med ud af klasseværelset. Han er gået for vidt, og jeg er så vred, at jeg er ved at eksplodere. Jeg har lyst til at ruske i ham, så irriteret er jeg. Her knyttede og løsnede Sally hænderne, og hendes vejrtrækning var hurtig. Pludselig skød hun hænder og arme fremad, som om hun kastede noget væk fra sig. Jeg ryster ham, men da jeg skubber til ham, falder han og slår hovedet. Han rejser sig ikke op. Jeg mente det ikke, men han provokerede mig hele tiden. Han bliver kørt på hospitalet med kraniebrud, men han vågner aldrig op igen, og jeg ved, at det hele er min skyld. Jeg havde ikke til hensigt, at det skulle ske. Jeg kommer i store problemer, og de fyrer mig. Det lykkes mig at få et dårligt betalt kontorjob, men det er ikke noget særligt godt job, og ingen kommer i nærheden af ​​mig, fordi de ved, hvad jeg har gjort. Jeg føler mig nedtrykt og deprimeret; jeg har ondt af mig selv, men føler ingen anger over det, jeg har gjort. Jeg holder op med at gå op i mit udseende og spiser ikke længere ordentligt. Efterhånden svigter helbredet, og jeg kan ikke længere passe mit arbejde. Jeg har det elendigt og ser forfærdelig ud, men jeg orker ikke at gøre noget ved det. Jeg har ingen venner, og ingen vil kendes ved mig. Jeg behøver ikke at være her. Tårerne begyndte at løbe ned ad hendes kinder, mens hun sagde dette, men efter et par minutter faldt hun endelig til ro og sukkede. Jeg føler mig søvnig; jeg skal bare dø alene. Jeg har ingen at sige farvel til. Jeg er rolig nu. Det liv var forbi, men i stedet for at presse Sally til at give mig oplysninger om, hvordan hun døde (hun fortalte mig senere, at hun følte, hun havde sultet sig selv til døde, hvilket muligvis hang sammen med årsagen til hendes anoreksi i det nuværende liv), bad jeg hende om at bevæge sig væk fra det liv og videre til det sidste liv, vi skulle igennem. Dette viste sig at være en meget ubehagelig dødsoplevelse, men den var heldigvis ret kortvarig. Hun blev meget anspændt og begyndte at ryste og græde, mens hun forklarede mig, hvad hun genoplevede: Jeg befinder mig i et mørkt rum, og jeg er meget bange. Jeg er en ung kvinde i tyverne; jeg er barfodet og har en natkjole på. Jeg bliver holdt fanget her mod min vilje, og jeg er så bange. En mand siger, at jeg ikke må forlade stedet, og han vil ikke lade mig gå. Han får mig til at stige ned i et kar med varmt vand og tvinger mig til at lægge mig ned. Jeg trygler ham om at lade mig gå. Jeg kan mærke, at han skærer i mig med en kniv. Jeg begynder at fryse, og jeg kan høre ham tale til mig og sige mærkelige ting. Jeg tror, ​​han er sindssyg. Han forsøger at løfte mig op af vandet, men jeg er for glat, så han lukker bare vandet ud. Jeg kan ikke kæmpe imod ham. Jeg kan mærke, hvordan livet ebber ud af mig. Jeg ser mig selv ligge i badekarret nu; det er forbi. Endnu en gang drog hun et dybt lettelsens suk og vendte tilbage til fuld bevidsthed, mens hun følte sig helt rolig. Terapiforløbet var slut, og hun vidste, at hun ville opleve en markant forbedring af sig selv som følge heraf. Jeg talte med Sally igen et års tid senere og erfarede, at hendes liv var blevet forvandlet af terapien, der arbejdede med tidligere liv. Hendes vredesudbrud var helt forsvundet, hun følte sig langt mere tilpas i sig selv og var langt mindre stresset på arbejdet. Men vigtigst af alt fortalte hun, at hun – fordi hun havde givet slip på så meget af sit behov for bekræftelse og sin usikkerhed gennem vores sessioner – var nået til den erkendelse, at forholdet til Dave ikke var det rette for hende, og derfor havde hun afsluttet det. Hun var nu gravid, boede sammen med en mand, der var nogle år yngre end hende selv (hun kaldte ham spøgende for sin toyboy!), og hun nød virkelig deres fælles liv. For første gang i sit liv følte hun sig helt tryg og tilpas, og hun glædede sig også til at blive mor. Processen med at forløse de fastlåste følelser fra tidligere liv havde gjort hende langt mere afbalanceret, så hun nu kunne indgå i et forhold på en moden måde uden at falde tilbage i sine gamle mønstre med selvsabotage og vrede. Femte del er et Usædvanlige tilfælde. Kapitel 20, Christines historie. Gennem de år, jeg har arbejdet som regressionsterapeut, har jeg hørt en hel del historier om såkaldte "tidligere-liv-terapeuter" og den forfærdelige måde, de har udført deres arbejde på – enten ved at kludre i håndteringen af ​​klienter, når disse befandt sig i et tidligere liv, eller endda ved at påføre klienterne flere problemer, end de startede med, fordi arbejdet under regressionssessionerne var så dårligt udført. For en som meg selv, Som en, der betragter sig selv som en veluddannet og yderst erfaren fagperson, gør sådanne historier mig vred, fordi de skader det omdømme, som regressionsterapi (eller terapi med tidligere liv) fortjener. Som jeg nævnte i begyndelsen af ​​denne bog, mener jeg, at denne terapiform bør anerkendes som en troværdig psykoterapeutisk disciplin; jeg har arbejdet på området i over 27 år og er en passioneret fortaler for processens helbredende kraft. Enhver, der arbejder som hypnoterapeut, bør gennemgå en grundig og troværdig uddannelse i arbejdet med tidligere liv – ellers bør de slet ikke beskæftige sig med det sammen med deres klienter. Der er tale om en meget dybdegående terapiform, og hvis den ikke udføres korrekt, kan klienten ende med at have det værre end før. Hvis en klient desuden ikke oplever bedring, vil vedkommende ofte tro, at terapien ikke virker – hvilket den beviseligt gør (hvilket jeg håber, du er enig i, hvis du er nået så langt i læsningen). Christine var en af ​​dem, der havde prøvet regression til tidligere liv hos en uerfaren hypnoterapeut og som følge heraf var havnet i en meget dårlig tilstand. I månederne efter regressionerne havde hun følt sig dybt deprimeret og ulykkelig. Hvor hun før regressionerne havde været en udadvendt og sorgløs person, var hun bagefter ude af stand til at komme videre med sit liv; hun følte sig fanget i en spiral af elendighed og angst. Hun var begyndt at trøstespise – hun søgte trøst i mad og slik – og havde taget meget på, hvilket blot gjorde hende endnu mere deprimeret. Det var faktisk en af ​​Christines veninder, der ringede til mig for at få råd, fordi hun var så bekymret for hendes trivsel og de store, negative forandringer, hun havde observeret, efter at Christine havde været igennem regressionen. Det viste sig, at hypnoterapeuten havde åbnet op for nogle tidligere liv, men ikke havde forløst de tilhørende negative følelser; og da Christine var meget modtagelig for hypnose, forblev disse tidligere liv åbne i hendes sind efter sessionen, hvorved deres negative energier sivede ind i hendes hverdag. Efter telefonsamtalen fik veninden overbevist Christine om at komme til mig for at få forløst de tidligere liv, der skabte problemerne. Da hun først var i hypnose, indikerede hendes underbevidsthed, at der var fire tidligere liv, der skulle arbejdes med. Ret hurtigt vendte hun tilbage til den første af dem: Jeg er soldat; jeg bærer et kort sværd og er klædt i en lædertunika og sandaler. Jeg har brystharnisk og en hjelm med en rød, busket fjerbusk på. Min hud er meget mørk, og jeg står på en kaj og ser på et stort skib. Der er mange andre soldater omkring mig. Jeg tror, ​​jeg befinder mig i det gamle Egypten. Jeg er meget optaget af en tanke. Christine holdt en pause og fortsatte så: Jeg er nået længere frem i tiden. Jeg befinder mig i et lukket rum af murværk. Jeg er medlem af kongens kejserlige garde, og dette er hans grav. Han er død, så vi skal alle tage gift og begraves sammen med ham. Jeg føler mig klaustrofobisk, men selve døden er ikke traumatisk. Mens vi dør, bevæger vi os i en procession over i åndeverdenen og ind i en enorm guldhal. Jeg føler mig i fred nu. Hun var tavs i et par minutter, og da hun talte igen, var hun trådt ind i et andet liv. Denne gang var hendes krop stivnet, mens hun lå i stolen, og hendes ansigt var anspændt. Hendes stemme lød skælvende og bange: Jeg er i en skov og gemmer mig for nogle mennesker. Jeg er kvinde, og jeg har fremstillet ting – salver og lægemidler. De siger, at jeg er heks. Jeg er chokeret, for det er noget, min familie har gjort før mig, og det er gået i arv. Jeg føler også vrede, for jeg har jo helbredt dem for deres sygdomme. De fanger mig og slæber mig efter håret hen til et fangehul. Der er beskidt, og der er mange andre her. Der er intet at spise. Jeg ved, at der ikke er noget håb. De forsøger at få mig til at tilstå. De siger, de kommer fra Gud, men jeg tror, ​​de kommer fra Djævelen. Christine begyndte at græde og ryste; hendes arme og ben rykkede i hende, mens hun genoplevede torturen. De bruger tommelskruer og stikker en stor metalpæl gennem min hånd. De forsøger at få mig til at sluge noget. Så lægger de mig i en metalkiste med pigge i låget og lukker det. Piggene går lige igennem mig, og jeg forlader straks min krop. I dødsøjeblikket sværger jeg at ville hævne mig på dem, på den ene eller anden måde. Jeg forlader min krop, men jeg går ikke over på den anden side; jeg bliver bundet til jorden i lang tid. Jeg er vred og gør mit bedste for at skade dem. Jeg skræmmer dem, især bagmanden. Jeg tilgiver ham først, da han dør; derefter bevæger jeg mig helt over i åndeverdenen. Nu er jeg væk. Vi arbejdede lidt med at ophæve det løfte, hun havde aflagt i det liv – om at skade sine drabsmænd og om at tilgive dem for den smerte, de havde påført hende – og derefter bevægede hun sig videre til det næste af de fire liv: Jeg står på toppen af ​​en klippe og skuer ud over havet. Jeg er en mand iført gamacher og støvler med brune snørebånd samt en tunika og en tung kappe. Jeg bærer en krone; jeg har lige betragtet den og sat den på hovedet igen. Den er af guld og er tung, fint udformet og besat med ædelstene. Der er mange andre, , mænd omkring mig, og vi er alle bevæbnet med sværd og store, runde læderskjolde med bronzemedailloner i midten. Vi er i offensiven og har kæmpet i månedsvis. Jeg kigger ud mod et skib og undrer mig over, om det er et af vores, men nej – det er et vikingeskib. De er fjenden, og de er meget frygtindgydende. Jeg er træt. Vi kæmper slag efter slag, og jeg ved, at det kun er et spørgsmål om tid, før de invaderer os og tager magten. Før eller siden skal jeg dø. Christine sukkede dybt, og hendes ansigt var præget af anstrengelse, hvilket afspejlede situationens alvor og håbløshed. Pludselig begyndte hendes arme at rykke, og hendes vejrtrækning blev kort og stødvis. Hendes hoved bevægede sig fra side til side, før hendes ryg buede opad, og hun gispede. Gennem sammenbidte tænder sagde hun: Det er en slagmark, og et stort sværd trænger ind i mit bryst. Jeg kan mærke smerten i brystet. Jeg falder om på knæ; jeg er blevet halshugget. Jeg føler ikke vrede; sådan er en soldats liv. Hendes krop slappede af i stolen, og hun trak vejret dybt og roligt igen. Jeg lod hende slappe af i et par minutter for at sikre, at hun havde givet helt slip på spændingerne fra det liv, før hun bevægede sig videre til det næste tidligere liv, vi skulle arbejde med. Som jeg tidligere har nævnt, gemmer underbevidstheden nogle gange det bedste (dvs. det mest intense) til sidst, og sådan forholdt det sig også her, da dette sidste liv var det mest traumatiske af dem alle. Christines pande var rynket, og hendes underlæbe sitrede, mens hun genoplevede et liv under Anden Verdenskrig – sandsynligvis som en ung jødisk pige, der var offer for Holocaust. Hun talte med en stemme præget af sorg: Min familie og jeg er blevet taget til fange og sat på et tog. Jeg er en pige på 15 år, og jeg har en lillebror og en lillesøster. Vi havde et dejligt hus og smukke ting. Jeg ser det hele i hurtige glimt. Vi er blevet læsset over i en kreaturvogn for at blive kørt væk. Jeg føler mig hjælpeløs; jeg mærker en total fortvivlelse. Jeg bliver ført til en lejr og skilt fra mine søskende. Jeg ser en smuk pige blive voldtaget af en soldat. Jeg er nødt til at beslutte, hvad jeg skal gøre. Nogle mennesker samarbejder og ender som prostituerede. Jeg ved, at vi alle skal dø. Jeg kobler mig fra mine følelser. Jeg beslutter, at hvis jeg dræber dem, så dræber de mig, og så er det forbi. En tåre trillede ned ad hendes kind, og hendes stemme knækkede af sorg, mens hun fortsatte: Jeg er i et rum med en ung soldat. Han er ret flot. Han har en dolk. Vi har sex, og mens han sover, stikker jeg ham ned. Jeg venter på, at de kommer og henter mig. Gennem tårerne begyndte hun at hoste, og hendes krop rykkede i hende, mens hun knyttede hænderne. Jeg venter i mørket sammen med hundredvis af nøgne mennesker. Der er koldt. Jeg mærker stadig ingen følelser. Vi står tæt sammenpresset. Der er intet lys, og jeg kan høre folk græde. Jeg vil bare have, at de får det overstået. Der er en skarp lugt, lidt ligesom klor. Jeg kan ikke få vejret. Hosteanfaldene tog til, og hendes vejrtrækning blev hurtig og stødvis: Jeg bliver kvalt. Jeg ser glimt fra mit liv passere revy; jeg tror, ​​jeg var balletdanser. Jeg føler sorg på vegne af min familie og mit folk. Christine fortsatte med at hoste og ryste i et stykke tid, før hun faldt til ro, og hendes krop slappede af. Livet var forbi, og det samme var hendes kamp for at give slip på fortidens traumer. Hun kom ud af trancen og trak vejret dybt. Hendes ansigt så helt anderledes ud, end da vi begyndte sessionen. Da jeg mødte hende første gang, havde hun set tynget ud, som om en sort sky hang over hende. Nu så hun mere strålende og glad ud. Hold da op, hvor føler jeg mig let og fri, sagde hun med et stort smil, som om en byrde er blevet løftet fra mine skuldre. Alle de dårlige følelser, hun havde båret rundt på i månedsvis, var forsvundet, og hun fortalte mig, at hun følte sig normal igen. Jeg var utrolig glad for at have hjulpet hende, for det genoprettede hendes tro på de helbredende kræfter i terapi med tidligere liv, og det betød, at jeg kunne være med til at udbedre den skade, en utilstrækkelig terapeut havde forvoldt. Som jeg sagde i begyndelsen: Dette er stærke sager, og det skal gøres rigtigt. Kapitel 21, Gerrys historie. Gerry var terapeut og healer med stor interesse for spirituelle emner, og han ønskede at bruge regression til tidligere liv for at styrke sin spirituelle forbindelse til den Almægtige. Han var praktiserende kristen og udstrålede en form for klosteragtig ro; han havde aldrig været gift og levede et stille liv, forholdsvis afsondret fra andre mennesker. Han undrede sig over, hvor hans interesse for spiritualitet stammede fra. Jeg førte ham ind i en trance og bad hans underbevidsthed om at tage ham tilbage i tiden – til lige netop det sted, han havde brug for at besøge for at genfinde forbindelsen til sin interesse for spirituelle spørgsmål. Efter en kort pause begyndte han at fortælle, hvad han så: Jeg står på en skråning i en bagende sol. Jeg er klædt i arabisk dragt med en hætte, der beskytter mig mod solen. Jeg er barfodet. Jeg skuer ud over havet – jeg tænker på Genesaret Sø. Jeg nærmer mig slutningen af ​​mit liv og gør mig nogle tanker. Jeg spekulerer på, om jeg har gjort et godt stykke arbejde – det arbejde, som, , som det guddommelige havde sendt mig af sted for at gøre. Opnåede jeg det, jeg var sendt ud for at opnå? Jeg er alene og føler mig udslidt. Jeg er omkring 60 år gammel. Det hele lakker mod enden. Alle, jeg kender, er draget væk, måske til fremmede egne. Jeg fortryder, at jeg ikke tog med dem. SB: “Bevæg dig videre til en anden betydningsfuld oplevelse. “Jeg er omkring 13 år og er hjemme; jeg nyder livet sammen med mine forældre (jeg føler, at de også er mine forældre i dette nuværende liv). Jeg skal hjemmefra og kommer aldrig til at se hjemmet igen. Jeg skal til et religiøst sted for at påbegynde min uddannelse, måske som munk. Jeg er bedrøvet. Jeg kan se et æsel, der bærer alle mine jordiske ejendele – mit tøj og så videre. Jeg følges med en anden, en dreng, og jeg tror, ​​han kommer fra det sted, jeg skal hen til. Jeg ser mine forældre i det fjerne; de ​​vinker til mig med tårer i øjnene. Det var en lykkelig barndom, men nu er den forbi. Jeg kan se en slags kloster. Jeg kommer til at tænke på Karmelbjerget. Det er bygget som en borg med en stor port. Alt er af sten og virker solidt. Stemningen er uvenlig, og folk dér virker lidt følelseskolde. Der er ingen kvinder. De er her for at udføre en opgave: at forvandle mig til et åndeligt væsen, der udelukkende fokuserer på at tjene Gud. Fra første dag er det, som om gårsdagen aldrig har eksisteret. Som om man bare er her nu, og det er det, man er kommet for at gøre – bøn og meditation. Dagen starter kl. 5, så morgenmad, undervisning, frokost, mere undervisning, praktisk arbejde (måske ude på markerne), aftensmad, bøn og til sidst i seng. Sådan fortsætter det dag efter dag, uge ​​efter uge, indtil man helt glemmer livet udenfor. Jeg lever udelukkende klosterlivet. Efter et stykke tid begynder jeg at mærke energier. Det er næsten, som om jeg ved, hvad jeg skal gøre, uden at nogen behøver at fortælle mig det. Vi gennemgår prøvelser i tunneler. Vi starter i bælgmørke, mens en anden holder os i hånden. Vi bevæger os ned gennem tunnelerne; der er mange blindgyder, men jeg føler mig tryg, fordi jeg er sammen med en, der kender vejen ud. Jeg mærker en stærk spænding i halsen og er bekymret for at skulle klare det på egen hånd, velvidende at ingen vil komme mig til undsætning. Jeg oplever en indre modstand mod at stole på noget, så mine undervisere opfordrer mig til at have tillid – især til min intuition. Jeg føler, at jeg ikke kan klare det. Underviserne arbejder på at få mig til at stole på mig selv. De gør det dag efter dag, år efter år. Jeg ser et syn af lys omkring mig, der bliver mere og mere intenst gennem hele denne træning, indtil de en dag siger, at tiden er inde til, at jeg skal gøre det alene. De åbner en lem, jeg stiger ned, og de lukker den efter mig. Jeg bliver grebet af panik. Der er bælgmørkt. Vil jeg nogensinde finde ud? Jeg sidder i omkring en halv time og venter på, at panikken lægger sig, og så går det op for mig, at det er, som om jeg kan se i mørket. Der er tre tunneler, og jeg vælger den, der ligger lige foran mig. Jeg begynder at falde til ro; nu er jeg på vej. Jeg kravler igennem den – den er omkring en meter høj. Jeg når til endnu en forgrening og vælger den højre tunnel, som var det et vejkryds. Der er så mørkt, mens jeg bevæger mig ned gennem tunnelen. Så drejer jeg til venstre ved en ny forgrening. Jeg kan se lyset for enden af ​​tunnelen. Den fører ud til en olivenlund. Jeg sætter mig ned. Jeg har klaret det. Jeg vender tilbage til klosteret med et stort smil på læben. Alle er der og lykønsker mig. Det var en indvielse, og jeg mærker en enorm lettelse. Gerry sukkede dybt og smilede. Efter at have været tavs i et par minutter fortsatte han sin fortælling: Derefter ændrer undervisningen sig, og jeg bliver en af ​​de få udvalgte; det er, som om jeg har afsluttet min uddannelse. Nu viser de mig helbredelsesmetoder – hvordan man helbreder ved at fokusere på folks chakraer og kanalisere energi ind i dem. Det er en lang træningsperiode. Jeg bliver også præsenteret for forskellige urter, der kan hjælpe mod diverse sygdomme, samt krystaller. Jeg lærer, hvordan man bruger krystaller, og hvilken virkning de har. Det tager omkring 3-4 år. Jeg er omkring 19 år nu, og jeg får at vide, at det er tid til, at jeg forlader klosteret og begynder at rejse rundt for at helbrede. Jeg følges med en anden munk og arbejder som lærling; vi rejser rundt mellem landsbyerne og driver en slags klinikker. Folk står i kø for at få hjælp. Vi udfører helbredelser og vandrer fra landsby til landsby, mens vi samler urter. Det er et fattigt område. De fleste nætter sover vi under åben himmel. Om morgenen mediterer vi, før vi drager videre til næste landsby. Når vi spiser vores aftensmåltid, bliver vi enten, hvor vi er, eller også tager vi videre til den næste landsby. Jeg er i lære, og sådan fortsætter det i ti år – bare mig og denne anden munk. Vi rejser fra landsby til landsby og helbreder folk. Jeg oplever en dyb følelse af tilfredsstillelse, og folk er utroligt taknemmelige, da de ikke har adgang til nogen anden form for lægehjælp. Folk behandler os, som om vi var guder, men det ville jeg helst være fri for. Jeg bryder mig ikke om den tilbedelse. Jeg ville ønske, at de i højere grad ville finde ind til sig selv. De kunne gøre det selv, og jeg bryder mig ikke om, at de er afhængige af os. Nogle gange kommer der budbringere efter os – kom hurtigt! – og det får os ud af vores faste rytme. Han holdt en pause igen, så jeg bad ham om at gå videre til en anden betydningsfuld del af det liv. Der er gået omkring ti år. Vi bliver kaldt tilbage til klosteret, fordi der er sket noget stort. Der er kommet en stor, ny lærer – Mester Jesus. Han har en ny måde, , af arbejdet, og fokus ligger på at hæve bevidstheden. Vi skal alle arbejde i en gruppe. Tallet 120 er ret vigtigt. En gruppe på 120 mennesker vil skabe sin egen bevidsthed for at løfte bevidstheden, hvor end vi kommer hen, og hjælpe folk med at blive mere positive. Som følge af min erfaring med healing skal jeg også være en fortrolig for Mester Jesus, fordi jeg er blevet en dygtig healer. Vi nærer en følelse af broderskab, og vi tilstræber at skabe nye muligheder for menneskene. Vi kommer med et budskab om håb, men overalt føler folk sig håbløse, så de nærer mistillid til os. Noget af det, vi gør, hjælper dem til at føle mere håb. SB: Hvordan foregår det? Folk drages mod os, når vi kommer et sted hen – os 120 samlet – og vi efterlader noget energi dér. Når vi så vender tilbage til hvert sted flere gange, begynder folk at lytte. Jeg kan se Mester Jesus undervise, mens folk lytter, og derefter beder vi syge mennesker om at træde frem for at blive healet. Vi forsøger at hjælpe dem med at finde ud af, hvorfor de har skabt sygdommen – om de bærer nag til nogen, eller om de føler sig uretfærdigt behandlet. Tilgivelse er vigtig. De er nødt til at forstå, at der er en årsag til deres sygdom, og at det hele har med negativitet at gøre. Jeg kommer til at tænke på hudproblemer, sår og vorter – spedalskhed er vigtigt, men det er ikke uhelbredeligt, som de tror. Der er mange gevækster på folk, og det virker til, at spedalskhed er den mest udbredte sygdom. Vi healer årsagerne til den, og det er en stor succes. Der er så mange spedalske, ofte på markedspladsen. De mindre erfarne healere tager sig af de lette tilfælde, mens de mere erfarne – som mig – healer de mere alvorlige tilfælde. Jeg føler, at dette er mit livsværk: at være omrejsende healer og bevæge mig fra by til by. Vi bor nogle gange på steder, der drives af essæerne. Det føles, som om vi gør noget godt, og det virker til, at folks lykke er steget, hvilket giver dem større potentiale. Gerry holdt en pause igen, og efter en lang stilhed på adskillige minutter begyndte han at tale igen. Det var tydeligt, at han havde bevæget sig fremad i tiden: Jeg er trådt ud i skarpt solskin og er klædt i arabisk dragt med en hætte over hovedet for at skærme mig mod solen. Jeg er alene, og jeg kan se grønt græs, for det er højsæson for vækst. Det er sandsynligvis vinter, for om sommeren er her så tørt og varmt. Der er grønt overalt; alt er levende og pulserende. Jeg mærker det også selv. Jeg er på vej tilbage til klosteret for at lære flere færdigheder, for at lære det næste niveau af healing. Jeg tror, ​​jeg er omkring 45 år. Jeg har arbejdet på egen hånd og modtog en besked fra Ånden om at vende tilbage til en indvielse i et højere bevidsthedsniveau, der vil forbedre mine evner som healer. Vi er mange samlet der, og det minder om et seminar. Vi har alle brugt vores højere jeg til at forbinde os med det guddommelige, og nu skal vi give slip på det højere jeg, så vi kan forbinde os direkte med Gud og den gudgivne energi. Det handler om at give slip på sin egen negativitet, så man bliver en helt ren kanal. Det svarer til at give slip på sit ego og overgive hele sit jeg til et liv i tjeneste. At overgive sin individualitet, illusionen om et individuelt jeg. Det gør en til en langt mere kraftfuld healer. Vi giver slip på vores vrede – jeg udtrykker voldsom vrede – og det er ret traumatisk. At opholde sig i så store mængder lysenergi bringer en masse følelsesmæssigt stof op til overfladen. Vi er meget irritable under seminaret og har næsten lyst til at slå løs på folk. Underviseren beder os om at give udtryk for det, men uden at slå hinanden. Vi gør det, og bagefter føler jeg mig svag, som om vreden er helt væk. Jeg indser, at vreden har været drivkraften i mig. Ved afslutningen af ​​seminaret er der ingen vrede tilbage i os. Vi får at vide, at vi er klar til at drage ud, fortsætte med at heale og løfte bevidstheden yderligere. Vi tager afsted i en gruppe på omkring 20 personer. Det skal kunne ses på os, at vi lever det højere liv. Vi går med lette skridt; det føles, som om vores bevidsthed er hævet, og vi nærer kærlighed til alt og alle. Vi er levende eksempler på at leve lykkeligt og tænke i overflod. Folk er i starten skeptiske over for vores budskab, men det begynder at virke for dem, og de er i stand til at forandre sig. Gruppen blev opløst, da vi først troede på os selv. Vi fik tildelt områder, hvor vi skulle arbejde – enten alene eller to og to. Det er ikke så sjovt at være alene, og tvivlen begynder at melde sig. Vi havde forventet, at tingene ville blive markant bedre, men der er ikke den store forskel. Vi kunne ikke løfte folk ud af deres bevidsthedstilstand. Den lykke, vi håbede ville løfte verden, udeblev, og jeg er skuffet over, at tingene ikke har løftet sig. Vi havde alle levet i Atlantis i tidligere liv og troede, at tingene ville blive bedre, men sådan skulle det ikke gå. SB: Fortæl mig mere om din forbindelse til Jesus. Det var før denne tid, at jeg blev præsenteret for ham. Jeg var meget ældre end ham. Han var omkring 20 år og stod over for at skulle begynde at undervise. Han fulgtes med mig, og vi knyttede et venskabsbånd, da vi havde været venner i tidligere liv. Vi brændte begge for at løfte folk ud af deres elendighed. Vi brugte meget tid på at tale sammen, også om sex. Vi huskede vores tidligere liv i Atlantis, hvor, , befolkningstallet blev naturligt begrænset. Når vi kom til steder med mange sultende børn, undrede vi os over, hvorfor de var blevet født. Vi talte uafbrudt om det – om hvad der kunne gøres for at ændre bevidstheden og skabe et bedre samfund, og om vi egentlig gjorde så meget gavn, som vi gerne ville. Jeg var sammen med ham i omkring ti år. Vi følte, at vi var ved at ændre tingene, men gjorde vi nok? Vi ønskede at skabe en utopisk verden, men der skete ikke de store forandringer. Vi lagde vægt på, hvor vigtigt det var for folk at bede og meditere. Efter hans korsfæstelse blev vi alle ramt af en dyb depression; det føltes, som om det hele var forbi. Hvad var meningen? Vi havde jo ikke skabt nogen utopi. Vi gik hver til sit. Jeg besluttede at blive og fortsætte arbejdet med at helbrede de spedalske. Andre tog til Frankrig. Jeg fortsatte med at udvikle mine evner, og det gav mig en god følelse at hjælpe med at helbrede folk – at hjælpe de spedalske tilbage i samfundet, når de var blevet raske. De var udstødt af samfundet og var vrede over at være pariaer. Jeg vejledte dem til at se vreden indeni sig selv, og når de fik øje på den, begyndte helbredelsen. Det gav mig stor tilfredsstillelse. Folk følte, at nogen havde kastet en forbandelse over dem, og de ville have mig til at fjerne den onde besværgelse. Jeg undersøgte deres energifelter, men der var ingen forbandelser. De ville ikke høre tale om, at de selv havde skabt sygdommen. Jeg brugte meget tid på at forklare dem det, men de fleste ville ikke lytte – de ville bare have, at jeg skulle helbrede dem. Jeg bad Gerry om at bevæge sig hen til slutningen af ​​det liv: Jeg er udmattet af al den vandren. Jeg har meget få penge og er så fattig, at jeg næsten lever ligesom de mennesker, jeg hjælper. Jeg føler en vis skuffelse over, at vi ikke fik ændret ret meget trods alle vores anstrengelser for at hæve bevidstheden. Folk bliver stadig undertrykt af romerne. Jeg har fået nok og føler mig helt drænet. Jeg er for gammel til at vende tilbage til klosteret og leve det liv. De vil egentlig ikke have mig tilbage, fordi min energi er opbrugt. Det sårer mig lidt. Jeg er ved at dø nu, mens jeg ligger på en bænk midt om natten. Jeg beder blot Gud om at tage imod mig: Omfavn mig venligst med din kærlighed. Det er en meget fredfyldt afslutning; jeg hæver mig ud af kroppen og ser ned. Jeg ser mig selv, udslidt. Jeg føler mig fri og opfyldt af glæde, og jeg bliver budt velkommen med åbne arme af Hierarkiet. De omfavner mig og fortæller mig, at jeg har udført et godt stykke arbejde. Jeg får vist en film af mit liv – et liv i tjenestens tegn. Jeg føler, at jeg på en eller anden måde har gjort op med min karma. Jeg føler mig hel. Gerry holdt op med at tale og lå der med et stort smil på læberne. Da livet var slut, bad jeg ham om at træde ud af trancen og vende tilbage til sin normale bevidsthedstilstand. Han åbnede øjnene, og hans ansigt udstrålede ro, som om de guddommelige energier, han havde forbundet sig med i det tidligere liv, endnu en gang havde åbnet sig for ham. Han følte sig overbevist om, at hans søgen efter spiritualitet i dette liv var den rette vej. Tror jeg på, at han havde tilbragt tid sammen med Jesus? Det ved jeg ikke, og der var naturligvis ingen mulighed for at skaffe beviser herfor. Men jeg kan sige så meget, at alt, hvad han sagde under hypnosen, stemte overens med vores viden om livet i Mellemøsten for 2.000 år siden, og det er bestemt muligt, at et spirituelt fællesskab som det, han beskrev, rent faktisk har eksisteret. Sådanne ældgamle fællesskaber er veldokumenterede, og hans beskrivelser af det arbejde, han udførte i det liv, hænger fint sammen med de pågældende gruppers bestræbelser på – om end forgæves – at hæve befolkningens bevidsthedsniveau ved hjælp af spirituelle energier og praksisser. Gerrys regression kaster et interessant, nyt lys over Jesus som en spirituel leder, der forsøgte at løfte almindelige menneskers bevidsthed til en højere vibrationstilstand. Jeg har en fornemmelse af, at det billede af Jesus, vi møder i Bibelen, er stærkt forvrænget – et billede skabt for at fremme bestemte overbevisninger og støtte en religion, der sigtede mod at kontrollere masserne snarere end at fremme individuel oplysning. I den optik passer Gerrys visioner af Jesus som en spirituel mester – frem for en halvgud – godt sammen med de skjulte læresætninger, der blev udeladt af den "officielle" lære, efterhånden som Bibelen ændrede sig og blev omskrevet gennem århundrederne. Jeg finder det bestemt sandsynligt, at det, han oplevede under vores sessioner, var virkeligt. Sjette del Depression Kapitel 22, Hollys historie. Holly var ved at uddanne sig til terapeut og overværede et aftenforedrag om hypnoterapi, som jeg holdt for hendes hold af studerende. Bagefter tog hun mig til side og spurgte, om jeg kunne hjælpe hende med hendes depression ved hjælp af hypno- og regressionsterapi. Jeg forklarede hende, at hvis vi kunne gå tilbage til de negative følelser, der lå til grund for depressionen, og forløse dem, ville hun få det bedre. Desuden ville det ikke kræve ret mange terapisessioner at afgøre, om hun kunne hjælpes eller ej. Hun havde gået i samtaleterapi, men det havde ikke hjulpet hende, og hun tog nu antidepressiva, som hendes praktiserende læge havde udskrevet. Tilgiv mig min tirade på dette stadie af hendes historie, men det lægefaglige Myten om, at depression skyldes en "kemisk ubalance i hjernen", er ganske enkelt en løgn. I marts 2008 bragte magasinet *What Doctors Don’t Tell You* en fremragende artikel, der påpegede, at der ikke findes uafhængige videnskabelige beviser for teorien om, at en kemisk ubalance i hjernen forårsager depression. Det er en teori, der ikke understøttes af nogen form for neurovidenskabelig forskning, og det er ganske enkelt en løgn, der gør det muligt for medicinalvirksomheder at sælge antidepressiv medicin. Depression kan skyldes visse fysiske problemer, såsom lavt stofskifte eller candida-svamp. Min erfaring er imidlertid, at depression som regel er en følelsesmæssig tilstand, der skyldes undertrykt vrede. Denne vrede stammer fra betydningsfulde følelsesmæssige begivenheder, hvor personen er blevet følelsesmæssigt såret, og hvor de negative følelser er blevet lagret i underbevidstheden. Vrede er desuden en sammensat følelse, hvilket betyder, at der ofte ligger en anden følelse bag den. Ved depression er denne underliggende negative følelse sorg. Det er derfor, depression er præget af melankoli. Alt dette betyder, at hvis antidepressiv medicin overhovedet virker, så sker det via placeboeffekten – selvom medicinen ofte medfører bivirkninger, der får personen til at føle sig dårligere tilpas, end de gjorde, før de begyndte at tage den. Jeg tror, ​​at Holly var imponeret over min tilgang (eller også var hun ganske enkelt desperat efter at få det bedre!), så hun bestilte tid til en session. Hun var 39 år og arbejdede i en børnehave, og da hun mødte op på mit kontor, virkede hun ulykkelig og nedtrykt. Hun forklarede, at hun havde lidt af depression i flere år. På trods af at hun havde prøvet mange forskellige metoder for at blive rask, var det eneste, der for alvor hjalp hende med at undgå at synke dybere ned i en tilstand af håbløshed og modløshed, de kampsportstimer, hun gik til et par gange om ugen. Det gav god mening, eftersom depression er præget af modløshed, og kraftfuld fysisk aktivitet kan hjælpe med at bryde ud af følelsen af ​​sorg og tristhed. Det fungerede dog kun som et plaster på et gabende sår; allerede dagen efter kampsportstræningen vendte den ulykkelige tilstand tilbage. I desperation var hun gået til lægen, som havde udskrevet medicin. Holly faldt hurtigt til ro under hypnosen, og hendes underbevidsthed indikerede, at depressionen skyldtes fem tidligere liv. Ikke overraskende – i hvert fald ikke for mig – var alle disse tidligere liv forbundet med traumer i forbindelse med døden. Det første af dem var særligt gribende. Jeg bad hende fortælle mig, hvad hun så, og hvad hun havde på: Jeg er udenfor, jeg står på en travl gade, og det er højlys dag. Jeg er en kvinde, jeg gætter på omkring 36 år, og jeg har en stor, lang kjole og en kyse på hovedet. Jeg har fine sko på fødderne. Jeg er ude at købe ind. Jeg går ind i en butik og køber noget brød. Jeg har en lille dreng med, og han bliver udenfor. Han er omkring seks år gammel og hedder Thomas. Jeg begynder at føle mig meget anspændt nu; mit bryst føles tungt. Jeg har forladt butikken og ser ham ligge på vejen, mens han sveder. Han er helt slap. Jeg er meget bekymret, og jeg begynder at græde og råbe om hjælp. Jeg samler ham op og begynder at løbe med ham; jeg bærer ham i mine arme. Jeg løber hen til lægen med ham, og lægen lægger ham på briksen og begynder at undersøge hans hjerte. Han viser mig hans mave – den er helt opsvulmet. Lægen ser bekymret ud. Thomas er holdt op med at trække vejret. Han er død. Under hele dette forløb trak Holly vejret hurtigt og rystede. Hun holdt en pause i et øjeblik, og selvom hun var mere afslappet, var hendes ansigt forvredet af smerte. Tårerne løb ned ad hendes kinder, mens hun beskrev hans begravelse, og hvordan hun lagde blåklokker på hans grav, men ikke ville forlade gravstedet. Derefter fortsatte hun: Jeg er tilbage i mit hus nu, alene. Jeg drikker alkohol i køkkenet. Jeg er overvældet af sorg og vil bare være sammen med ham. Jeg føler mig tom; som om jeg vil dø. Jeg begynder at tage nogle piller. Jeg gør det med vilje. Jeg forlader min krop og mærker en befrielse. Jeg går gennem marker med valmuer sammen med Thomas, mens vi holder i hånd. Det føles rart. Holly var tydeligvis død i det liv, og da hun nu var faldet til ro efter den voldsomme oplevelse, førte jeg hende nænsomt tilbage til fuld bevidsthed. Hun fortalte mig, at hun følte sig mere tilpas indeni og var overrasket over, hvor let hun følte sig. Det er helt almindeligt efter en sådan session, men jeg vidste, at vi stadig havde mere arbejde foran os for at helbrede hendes depression fuldstændigt. Hun vendte tilbage et par uger senere og fortalte, at hun havde haft det meget bedre i nogle dage efter regressionen, men at følelsen af ​​nedtrykthed og angst derefter var vendt tilbage. Jeg forklarede hende, at det var normalt, da vi havde lettet noget af "trykket" fra hendes "følelsesmæssige trykkoger", og hun naturligvis ville føle en vis lettelse i et stykke tid, men at den næste del af trykket så ville boble op til overfladen og skabe de dårlige følelser. Da hun var klar, førte jeg hende ind i en trance og videre til det næste af hendes tidligere liv: Jeg står på en gade med toppede brosten, og det er højlys dag. Jeg er en ung kvinde, måske omkring 26 år, og jeg har en lang kjole på og holder nogle blomster. Der er stor travlhed, og jeg forsøger at sælge blomsterne til de forbipasserende. Jeg, Jeg tror, ​​det er London i victoriatiden. Jeg er fattig og meget tynd, og jeg har frygtelige mavesmerter. Jeg går hjem og lægger mig i seng for at hvile. Jeg bor ikke et særligt rart sted. Jeg er alene, ligger i en beskidt seng og sveder. Jeg føler mig meget syg. Mens hun genoplevede dette, holdt Holly sig om maven, og hendes ben rystede. Efter en kort pause fortsatte hun: Jeg får det bedre og er tilbage og sælger blomster på gaden. Men efter et stykke tid vender mavesmerterne tilbage. Jeg sidder på hug og holder mig om maven. Jeg er bange. Jeg går op ad nogle trappetrin til et stort hus og banker på døren. En gammel mand åbner døren; jeg tror, ​​han er læge. Jeg håber, han kan give mig nogle piller eller noget lignende. Smerten er virkelig slem. Jeg føler mig ikke tryg ved ham; det er, som om der er noget mistænkeligt ved ham. Mine ben føles stive og gør ondt. Hun begyndte at trække vejret hurtigt, og hendes ben og arme begyndte at ryste voldsomt. Hendes hoved bevægede sig fra side til side, som om hun forsøgte at slippe væk fra noget, og hendes stemme var tæt på at være et råb: Jeg sidder i en stol, men jeg føler mig ikke tryg. Jeg er bange. Han kæmper med mig. Jeg ligger på gulvet. Jeg bryder mig ikke om det her; han voldtager mig. Jeg kæmper imod, men kan ikke slippe væk. Jeg er for svag. Jeg bliver ved med at kigge på en tekop på et bord, og så ser jeg en kniv. Jeg tror, ​​han har skåret halsen over på mig. Der er blod på mine hænder. Han stikker mig i maven. Mens jeg er ved at dø, kysser han mig i panden. Nu slæber han min krop ud. Det er forbi. Mens hun sagde dette, begyndte Holly at slappe af igen, og da jeg spurgte hende, hvordan hun havde det, fortalte hun, at hun følte sig rolig og tilpas. Lige før vi forlod det liv, fik hun en stærk fornemmelse af, at den mand, der havde dræbt hende i det tidligere liv, var hendes eksmand i dette liv. Det overraskede mig ikke, for under vores første session havde hun fortalt, at hendes eksmand havde været meget vanskelig at leve sammen med og havde voldt hende store problemer, efter at hun havde forladt ham. Jeg gav Holly et par minutter til at samle sig, og da hun var faldet mere til ro, bevægede hun sig ind i et andet liv. Denne gang var hendes stemme hurtigere og mere staccato-agtig: Jeg kan mærke en spænding i maven, og jeg kan ikke trække vejret. Jeg er en mand i en landsby ude i ørkenen, og jeg flygter fra noget. Der er skure bygget af et eller andet materiale, og de står i flammer. Jeg ser en mand i en stridsvogn, der kører meget stærkt. Jeg går i panik. Jeg leder efter nogen. Der er angreb og kampe overalt omkring mig. Jeg prøver at finde en kvinde og en baby. Jeg finder dem, men de er døde. Jeg føler mig meget vred. Jeg er vred på mig selv, fordi jeg svigtede dem, og vred på de mennesker, der har gjort det her. Pludselig tog hun sig til maven, og hovedet bøjede fremad, mens hendes krop rykkede ukontrolleret. Hendes vejrtrækning var hurtig, og hun sagde: De har fat i mig. Jeg er bundet, og de slæber mig afsted efter fødderne bag stridsvognen. Det er en lettelse at vide, at jeg skal dø, for jeg er skuffet over mig selv, fordi jeg ikke reddede min familie. Hun holdt op med at tale i et par minutter, mens hun gennemlevede døden i det pågældende liv; imens fortsatte hendes krop med at rykke og ryste, indtil hun endelig slappede af igen, idet hun forlod livet og bevægede sig over i åndeverdenen. Endnu en gang kom Holly ud af trancen med en følelse af lettelse – en følelse, der blev hængende et stykke tid efter sessionen, selvom hun stadig oplevede dage, hvor hun følte sig nedtrykt og til tider vred uden nogen bestemt grund. I de følgende uger brugte vi derefter nogle sessioner på at gå tilbage til liv, der tilhørte nogle af de forfædre, fra hvem hun havde arvet traumer. Ligesom med de tidligere liv lykkedes det at forløse disse traumer, så hun fortsat mærkede en markant bedring hos sig selv, samtidig med at depressionen aftog og blev et mindre og mindre problem. De sidste liv, vi arbejdede med, var lige så stærke som de tidligere, selvom de var hurtigere overstået og indeholdt mindre narrativt stof. I et af dem var hun en ung dreng, der gemte sig i en skov om natten i et forsøg på ikke at blive fanget af nogen. Hun var meget bange under hele denne oplevelse, der endte med, at hun døde, efter at hun var blevet fundet og straffet. I et andet liv var hun en kvinde, der blev myrdet af sin elsker – en mand, hun følte også havde været en del af hendes nuværende liv i skikkelse af en ekskæreste (endnu en mand, hun havde haft et vanskeligt forhold til). De sidste to liv, vi gennemgik, indeholdt også traumatiske dødsfald. I det første begyndte hun at føle sig meget bange, idet hun fik adgang til livet, og derefter dukkede billederne op i hendes sind: Jeg er en kvinde i fængsel. Jeg kigger ud gennem tremmerne og venter på noget. Der kommer en og låser op, og han fører mig ud. Jeg har meget fint tøj på, så jeg tror, ​​jeg er velhavende. Jeg bliver ført ind i en gårdsplads i en landsby. Der er mange mennesker, der kigger på mig. Hun begyndte at ryste voldsomt. Jeg er virkelig bange. De lægger et reb om halsen på mig. Jeg kan se mine børn i mængden; de ser til sammen med alle de andre. Jeg vil ikke forlade mine børn; jeg har ikke gjort noget virkelig slemt. De siger, at jeg er en heks. Jeg kan ikke forstå, at det sker. Jeg trygler dem om ikke at gøre det. Jeg er, , fra en stor galge af træ. Holly blev ved med at ryste i et minuts tid, før hun faldt til ro – et tegn på, at livet var forbi. Jeg bad hende om at bevæge sig videre til det næste (og sidste) tidligere liv. Ret hurtigt begyndte hun at trække vejret hurtigt, og hele hendes krop rystede voldsomt: Jeg er midt i et slag. Der er masser af heste og voldsomme kampe med sværd. Det er kaotisk; mænd falder af hestene og bliver trampet ned. Jeg er en mand, der sidder til hest midt i det hele. Jeg er forpustet, min hals gør ondt, og jeg er rædselsslagen. Jeg er nødt til at komme væk; jeg rider i fuld fart væk fra slagmarken. Jeg når frem til toppen af ​​en klippeskrænt og kan ikke komme længere. Der er ingen anden vej. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er alene, bange og forpustet, og hesten går bare rundt og rundt på toppen af ​​skrænten. Jeg tror, ​​vi har lidt nederlag, og de er efter mig. Jeg føler skyld, for jeg burde være blevet og have kæmpet. Jeg har været en kujon og svigtet alle. Pludselig begyndte hun at støne, og hendes krop vred sig i stolen, så hun kom til at ligge i en akavet stilling. Hendes stemme var mere dæmpet, da hun talte med sammenbidte kæber: Jeg falder ned – der er langt. Ikke på hesten. Jeg ligger for foden af ​​klippen. Hesten kastede mig af og faldt derefter ned over mig. Mine øjne er åbne, men jeg bevæger mig ikke. Der er helt fredeligt nu. Hollys rysten aftog, hun sukkede dybt og slappede af. Hendes oplevelse af et tidligere liv var slut, og hun kom ud af trancen – overrasket, men tilpas. Hun ringede til mig et par uger senere for at fortælle, hvor godt hun havde det. Depressionen var væk, og hun følte sig langt mere lykkelig i sig selv. Hun sagde, at hun nu var i stand til at leve et normalt liv og følte sig mere fri indeni, end hun nogensinde før havde gjort. Jeg er stødt på hende et par gange i årene siden da og kan bekræfte, at hun stadig har det rigtig godt, uden spor af depression til at tynge hende ned. Kapitel 23, Johns historie. Jeg finder Johns sessioner om tidligere liv hos mig særligt interessante, fordi et af de liv, han genoplevede, ville have passet perfekt ind i min tidligere bog *Famous Past Lives*. John var en livlig og intelligent 70-årig (der på grund af sin udadvendte personlighed følte sig mere som en 50-årig); han havde haft en succesfuld karriere i erhvervslivet og var gift med Jenny, der – ligesom ham selv – trodsede sin høje alder med sit ungdommelige sind og udseende (sandsynligvis takket være den yoga, hun både dyrkede og underviste i). Men på trods af alt det positive i hans liv (f.eks. et dejligt hus på landet, et nært forhold til børn og børnebørn samt jævnlige udlandsrejser) havde John i størstedelen af ​​sit voksne liv været plaget af en form for depression. Ligesom Churchill kaldte han det sin følelse af "den sorte hund", og han forklarede mig, at den ramte ham stort hver morgen, når han vågnede, og at det kunne tage det meste af formiddagen, før den begyndte at aftage. Først da følte han, at han kunne møde resten af ​​dagen med en vis munterhed. Så i modsætning til mange, der lider af depression, var han i stand til at leve et normalt liv (og som en klog mand nægtede han at tage antidepressiv medicin), men han følte sig alligevel begrænset i forhold til at leve sit liv frit og naturligt. Han forstod ikke, hvorfor han havde dette problem, da han havde nydt det meste af sit liv, og hans barndom ikke havde budt på nogen væsentlige traumer. Han var villig til at prøve regression for at arbejde med de følelsesmæssige årsager til problemet, og selvom han var skeptisk over for konceptet om tidligere liv, indrømmede han, at han var fascineret af tanken om, at han kunne have, , tidligere liv. Da jeg først havde bragt John i trance, og hans underbevidsthed havde etableret et ideomotorisk signal ved hjælp af en af ​​hans fingre, indikerede underbevidstheden, at tre tidligere liv var årsag til følelsen af ​​"den sorte hund", og jeg førte ham tilbage til det første af dem. I løbet af kort tid begyndte Johns krop at rykke i sig, og han trak panden dybt i folder. Jeg spurgte ham, hvordan han havde det: "Jeg er bekymret. Jeg flyver i cockpittet på et fly, og vi er faret vild. Instrumenterne er ødelagte. Jeg er den eneste i cockpittet, men der burde være en anden. Jeg kan ikke styre flyet. Der er koldt. Vi skal tilbage fra en mission, men vi er blevet ramt af antiluftskyts. Jeg kan ikke klare det; det er for beskadiget." Under hele forløbet rykkede John i kroppen og trak vejret tungt, mens han genoplevede og gav slip på den angst og frygt, der var forbundet med hændelsen. Pludselig holdt han dog op med at bevæge sig og sank sammen i stolen, mens han udstødte et langt lettelsens suk. "Det er slut. Der er lyst nu; det er væk." John var chokeret over det, der var sket, og åbnede øjnene, som om han ville ud af hypnosen, men jeg bad ham lukke øjnene igen og førte ham nænsomt tilbage i trance, så han kunne opleve alt det, der var sket under denne skæbnesvangre mission – som (viste det sig) fandt sted under Anden Verdenskrig. Efter få sekunder gled han hurtigt tilbage i tiden og begyndte at udfylde detaljerne: "Det er et krigsfly, en Lancaster-bombeflyver. Jeg tjekker flyet, " , før vi tager afsted. Det er aften; vi skal på et natligt togt til Tyskland. Vi letter fra Lincolnshire. Flyet er ikke i orden, og jeg tror ikke, det klarer den. Den ene motor driller, men vi bliver tvunget afsted alligevel. Vi er nødt til at prøve. Jeg har affundet mig med, hvad der end måtte ske. Vi letter og flyver ud over vandet. De andre kalder mig ’Skipper’. Motor nr. 3 vil ikke starte. Nummer to er gået hen for at tjekke den. Den kører ikke ordentligt; vi kan ikke vinde tilstrækkelig højde. Sidste gang gik det fint – den var heller ikke helt i orden dengang, men vi klarede turen, fik en god flyvning og var de første, der kom hjem; vi gav en omgang til de andre. Vi klarede den lige akkurat, men ikke denne gang. Der er bælgmørkt, og det er svært at finde målet; der er ingen lys nogen steder. Vi kan ikke stige. Der bliver skudt mod os. Der lyder pludselige eksplosioner. Vi er blevet ramt. Endnu en gang sitrede Johns krop af skræk, og hans tale og vejrtrækning var hurtig. Jeg er bange. Flyet er ved at gå i stykker. Jeg prøver at holde det i luften, men intet virker. Vi kan ikke komme tilbage. Der sker en voldsom eksplosion, og så er der bare et enormt lysskær. Vi er alle omkommet; ingen fra besætningen slap ud. Med disse sidste ord faldt han til ro, og hans vejrtrækning blev langsommere, mens hans ansigt udstrålede en dyb ro. For helt at rense livet for dets negative virkninger bad jeg John gennemgå det et par gange til; anden gang var der ingen spænding tilbage, så vi havde tydeligvis forløst traumet fra hans underbevidsthed. Jeg bragte ham tilbage til fuld bevidsthed, og John var helt overvældet af det, der var sket. Han var forbløffet over, hvor bange han havde været, og erklærede (som så mange andre gør under regression), at følelserne havde overvældet ham. Det, han fandt særligt bemærkelsesværdigt, var hans store interesse for at flyve – så stor, at han i fyrrerne havde taget flyvetimer og endda i en periode havde ejet et enmandsfly. Det viste sig, at netop denne interesse for flyvning skulle blive et gennemgående tema i vores sessioner om tidligere liv. Et besynderligt aspekt ved Johns tidligere liv var, at det havde udspillet sig i 1940'erne, hvilket var mærkeligt, eftersom han var født ind i sit nuværende liv i 1938. Han satte spørgsmålstegn ved, om det tidligere liv overhovedet kunne være virkeligt; hvordan kunne han både være i live som lille dreng i dette liv og samtidig leve i en anden krop i 1940'erne? Dette er sket flere gange tidligere i min karriere som terapeut, og jeg må indrømme, at det førhen bekymrede mig, når en klient genoplevede et liv, der havde fundet sted samtidig med, at de levede deres nuværende liv. Da jeg imidlertid læste Michael Newtons bog *Journey of Souls*, opdagede jeg, at nogle af Newtons klienter havde oplevet det samme. Mens de befandt sig i den åndelige verden mellem livene, fik de at vide af deres åndelige vejledere, at vores sjæl er så omfattende, at det er muligt at leve på jorden i to forskellige kroppe samtidig. Denne "opdeling" af sjælen gør det muligt for den at opnå flere erfaringer, der hjælper den med at vokse hurtigere mod oplysning. Selvom det altså virker usædvanligt – og kun er sket få gange i de tusindvis af regressionssessioner, jeg har faciliteret – var John fascineret af at lære om dette mindre kendte aspekt af vores sjæles rejse gennem mange liv. John vendte tilbage til endnu en session et par uger senere og fortalte, at han mærkede en vis bedring i forhold til det "sorte" Hundefølelsen. Selvom den ikke var forsvundet helt, følte han, at den ikke længere havde et lige så fast greb om ham; den varede ikke så længe om morgenen og føltes heller ikke så tung som tidligere. Han fortalte mig også, at han var begyndt at dreje i træ for første gang i årevis. Han havde altid ønsket at gøre det og havde for mange år siden brugt mange penge på forskelligt udstyr, men efter et kort forsøg var han aldrig vendt tilbage til det, og værktøjet og maskinerne havde blot samlet støv i hans værksted. Det virker måske ikke som en enorm forandring, men det var et tegn på, at hans depression var ved at lette, og på de skift, der var begyndt at ske i ham som følge af forløsningen af ​​det første tidligere liv. Han så ivrigt frem til næste del af sine regressionsoplevelser, og få minutter efter at være gået i trance befandt han sig endnu en gang i en tidligere tilværelse, der udviste visse ligheder med hans forrige liv: Det er nat. Jeg er en mand, der står i et værksted omgivet af flyskrog af træ. Jeg inspicerer dem og føler mig ængstelig, fordi jeg ved, at vi skal flyve i dem senere. Det er første verdenskrig, og jeg er engelsk pilot i Frankrig. Vi skal lokalisere fjendens kanoner og flyve meget lavt hen over deres skyttegrave, mens vi holder flyet i ro, så en anden mand kan tage billeder. Det er meget svært at holde det i ro, når store kanoner affyres og får os til at blive kastet rundt på himlen. Men de her fly duer ikke. De er af dårlig kvalitet og for langsomme, hvilket gør en sårbar over for alt – både beskydning fra jorden og fjendtlige fly. De skyder på en, så snart de får øje på en. Hvis nogen vender tilbage i live, vil det være et mirakel. Tyskerne er os overlegne på alle måder. Der er kun tre af os tilbage. Jeg slap godt fra det første gang, men det, Det var en lang tur tilbage. Han fik ram på mig bagfra; observatøren, der var med mig, klarede den ikke. Det var en lang tur tilbage, og der var ingen medlidenhed at hente hos de stakkels sataner i skyttegravene – kom så i gang, råbte de efter mig. Det andet fly var ikke bedre end det første; noget værre skrammel og uden nogen form for beskyttelse. Tony kom ikke tilbage; han var død, før han ramte jorden. Jeg tror, ​​han sprang ud, men de fandt ham aldrig. De er simpelthen for langsomme. Vi kan bare ikke få fat i det gode grej. Det, vi gerne vil have, er de nye SE5-maskiner. De her er forfærdelige. Vi har mistet nogle gode mænd, og der er ikke mange af os tilbage. Det ville være til at holde ud, hvis vi havde det rette udstyr. Men vi er nødt til at afsted igen, så det nytter ikke noget at brokke sig. Vi skal finde ud af, hvor de kanoner står, og have nogle billeder med tilbage. Vi letter ved daggry. John holdt en pause og sukkede; stemmen var lavmælt og bar præg af en vis resignation. Hans ansigt var stramt, da han fortsatte: Klokken seks om morgenen; jeg er nødt til at tage afsted. Jeg har intet valg, der er ingen vej udenom. Det ville være bedre at storme ud af skyttegraven, når de fløjter til angreb, end det her. Lyset er dårligt. Vi flyver nordpå over Ypres, mod kanonerne og lyset. Kanonerne skaber kraftig turbulens og kaster os rundt i luften. Jeg skal holde øje med de to andre, så de kan få taget nogle gode billeder. Han begyndte at trække vejret tungt; kroppen var anspændt, og hænderne knyttet hårdt. Han begyndte at tale højt og i ryk, tydeligt præget af stor frygt og angst: De har opdaget os. Fjendtlige fly nærmer sig – der er alt for mange af dem. Jeg er nødt til at dække de andre. Der er masser af tyskere. De har ikke set mig, men de har fået fat i de to andre. Jeg må prøve at slippe væk. De kommer imod mig fra alle sider nu. John sank sammen i stolen og sad tavs et øjeblik, før han fortsatte lavmælt: Det er okay nu. Alt er blevet grønt, og jeg føler en dyb ro. De andre fly var i fare, men jeg kan ikke hjælpe dem nu. Det betyder ikke noget nu. Da livet var slut, og der ikke var mere for John at opleve, spurgte jeg ham, om han kunne huske sit navn eller serienummer. Han tænkte sig om et øjeblik og fortalte mig, at navnet Pilot Officer Andrew Evans og serienummeret 96713 føltes rigtigt. Han havde også en fornemmelse af at have lært at flyve i Hampshire og var en meget ny pilot, der netop var ankommet til fronten med begrænset erfaring. Vi afsluttede sessionen, og endnu en gang var John overvældet af oplevelsen, selvom han følte sig lettere bagefter – sandsynligvis fordi han havde givet slip på en masse spændinger fra det pågældende liv. Et par dage senere sendte han mig en e-mail med følgende oplysninger, der bekræfter det, han havde fortalt under sessionen: Jeg fortalte min søn James om min seneste session hos dig, og han lavede en hurtig internetsøgning på piloten Evans – det viste sig, at han var pilot i RAF's 64. eskadrille i oktober 1917 og fløj en Farman FE.2b (en dobbeltdækker med skubbe-propel). Hans eskadrille fik udleveret de nyeste SE5-jagerfly blot en måned efter, at han var blevet dræbt i 1917. Det giver stof til eftertanke, ikke sandt? Det giver i den grad stof til eftertanke! Jeg var begejstret for, at han havde opsporet sit tidligere jeg og fundet bevis for, at Pilot Officer Evans faktisk havde eksisteret. Han havde nu bevis for, at tidligere liv ikke blot er et indbildt fænomen. Dette hjalp ham med at hengive sig fuldt ud til terapien uden at blive holdt tilbage af skepsis. Selvom der findes masser af beviser for, at reinkarnation er en realitet (tænk blot på de mange bøger og artikler, hvor folk har undersøgt deres tidligere liv – enten oplevet spontant eller via hypnotisk regression), er der meget få, der efter en session med terapi i tidligere liv ulejliger sig med at finde beviser for deres tidligere jeg. Jeg tror, ​​der er to grunde til dette: For det første er formålet med en regressionssession normalt at forløse traumer fra fortiden, så vi går ikke på jagt efter specifikke oplysninger. Det vigtigste er at træde ind i et tidligere liv og neutralisere det. Dette sker som regel på et følelsesmæssigt eller kropsligt plan, hvorfor detaljer om selve livet ofte er underordnede. For det andet føler klienterne ikke behov for at bevise over for nogen, at de tidligere liv er virkelige, efter at de har udforsket dem, og deres problemer er blevet afhjulpet. De ved, at de har fået det bedre, og det er nok for , dem. Det er derfor sjældent, at John efterfølgende undersøger oplysningerne fra et tidligere liv. Men den undersøgelse, han foretog efter sin næste og sidste session, var ganske utrolig og bragte endnu mere forbløffende oplysninger for dagen. John mødte op til sin næste session og fortalte, at selvom de depressive følelser ikke var forsvundet helt, følte han sig mindre nedtrykt om morgenen, og både hans søn og svigerdatter havde bemærket, at han generelt virkede langt mere livlig. Efter at have givet udtryk for sin glæde over de små forandringer, han oplevede, satte John sig til rette i min hvilestol og begyndte processen med at gå i trance igen. Få minutter efter at jeg havde bedt hans underbevidsthed om at føre ham tilbage til et andet liv, begyndte han at bevæge sig uroligt i stolen og trække vejret tungt og ophidset. Jeg bad ham fortælle mig, h, Uanset hvad han gennemgik, begyndte han til min overraskelse at tale med en meget kraftig Yorkshire-dialekt, der slet ikke lignede hans sædvanlige, noget forfinede nordengelske tonefald: Jeg er landmand. Jeg har intet at tage mig til, for jeg har arvet alt for mange folk, der gør alting for mig. Gården passer sig selv, forretningen går godt, og den har ikke brug for mig. Jeg føler mig frustreret; jeg vil have, der skal ske noget. Det er bare en hobby, men jeg er sikker på, at vi kan flyve – ellers må fanden tage mig. Vi bygger den ude bagved på gården, den her flyvemaskine. Alle tror, ​​jeg er skør, men det kan lade sig gøre. Jeg skal nok klare det. Det kommer til at virke. Jeg bliver ved med at tage folk væk fra det gårdarbejde, der skal passes, og det bryder de sig ikke om. De siger, de har vigtigere ting at tage sig til, men jeg skal fandeme nok gøre det. Snedkeren tror, ​​han er ved at lave en vogn – jeg vil have en flyvemaskine. Den er for tung; jeg bliver ved med at vise ham billeder. Jeg kan ikke få snedkeren til at holde op med at tænke på at lave vogne. Den skal være let. Jeg må fandeme gøre det selv; vi skal ikke bruge nogen forbandede vognhjul. Jeg er irriteret over, at ingen kan se det, jeg ser. Jeg kan ikke få den forbandede snedker til at forstå det – jeg vil have det på min måde. De skal nok få det rigtigt; det kan lade sig gøre. Efter denne tirade var John stille i et par minutter, så jeg spurgte ham, om han kunne fortælle mig sit navn, og hvor han boede i det liv. Uden tøven svarede han, igen med en kraftig Yorkshire-accent: Jeg hedder George Cayley. Jeg bor i Old Brompton i North Yorkshire. Jeg tror, ​​vi er i 1850’erne. Jeg har lært det fra bøger, herunder billeder af da Vinci. De tror alle, jeg er gal, men det kan lade sig gøre. Den skal lette fra en bakkeside. Bare der er vind, så går det nok. Vi har brug for en, der ikke vejer ret meget, til at styre den. Jeg er for tung, ellers ville jeg gøre det selv. Unge Thomas kan bruges. Han bryder sig ikke om tanken, men han kan bruges. John var stille et stykke tid, og hans hoved bevægede sig fra venstre mod højre, som om han betragtede noget, der bevægede sig foran ham. Et stort smil bredte sig i hans ansigt: Den kom ikke langt, men det var godt – selvom Thomas ikke brød sig om det. Det var lidt af en hård landing, men det gik. Vi fik den til at virke, men Thomas sagde, at han fremover vil holde sig til at køre vognen. Han har sagt, at han skrider, hvis jeg tvinger ham til at gøre det igen. Han satte sig kun ind i den, fordi jeg tvang ham. Det er bare en hobby, men jeg føler en vis tilfredsstillelse; jeg ved, at det virker, og det er godt nok for mig. På dette tidspunkt havde den uro og frustration, John havde følt, lagt sig helt, og han mærkede sig selv svæve videre til slutningen af ​​George Cayleys liv og dø af alderdom og kedsomhed. Han kom ud af trancen og var forbløffet over de ting, han havde husket. Ikke så mærkeligt, at han altid havde interesseret sig for flyvning! Et par dage senere sendte John mig en e-mail med følgende utrolige oplysninger: Hej Steve, Der var meget at tænke over denne gang, ikke? Og en præcis dato! Jeg kunne umuligt have vidst noget om datoen, navnet Thomas eller forbindelsen til London?? Jeg opfangede tydeligvis hverken hans ridderstatus eller det faktum, at han sad i parlamentet. Men interessant og ret fascinerende, ikke? Mange tak – John Sir George Cayley, 6. baronet af Brompton (27. december 1773 – 15. december 1857), var en produktiv engelsk ingeniør og en af ​​de vigtigste skikkelser i luftfartens historie. Mange betragter ham som den første egentlige videnskabelige luftfartsforsker og som den første, der forstod de grundlæggende principper og kræfter bag flyvning. I 1799 fremsatte han konceptet for det moderne fly som en maskine med faste vinger og separate systemer til henholdsvis opdrift, fremdrift og styring. Han var en pioner inden for luftfartsteknik og omtales undertiden som "aerodynamikkens fader". Han konstruerede det første vellykkede svævefly, der kunne løfte et menneske op i luften, og han identificerede de fire aerodynamiske kræfter, der virker på ethvert flyvende fartøj: tyngdekraft, opdrift, luftmodstand og fremdrift. Moderne flydesign bygger på disse opdagelser, herunder brugen af ​​vinger med krumning (profil). Han tilskrives æren for det første store gennembrud inden for flyvning med maskiner tungere end luft; han arbejdede mere end et halvt århundrede før udviklingen af ​​motoriseret flyvning, og hans indsats blev anerkendt af brødrene Wright. Han tegnede den første egentlige model af et fly og skitserede desuden principperne for vertikal flyvning. Cayley sad i parlamentet som repræsentant for Whig-partiet for valgkredsen Scarborough fra 1832 til 1835, og i 1838 var han med til at grundlægge Storbritanniens første polytekniske læreanstalt, Royal Polytechnic Institution (nu University of Westminster), hvor han i mange år fungerede som formand. Han var medstifter af British Association for the Advancement of Science og var en fjern slægtning til matematikeren Arthur Cayley. Cayley, der stammede fra Brompton-by-Sawdon nær Scarborough i Yorkshire, arvede Brompton Hall og de tilhørende ejendomme ved sin fars – den 5. baronets – død. Inspireret af tidens optimisme kastede han sig over en lang række ingeniørprojekter. Blandt de mange ting, han udviklede, var selvrettende redningsbåde, hjul med trækegere og "Universal Railway" (hans betegnelse for bæltekøretøjer, ), automatiske signaler til jernbaneoverskæringer, sikkerhedsseler, små helikoptere og en slags tidlig forbrændingsmotor drevet af krudt. Han ydede også bidrag inden for områder som proteser, luftmotorer, elektricitet, teaterarkitektur, ballistik, optik og landindvinding, og han mente, at disse fremskridt burde være frit tilgængelige. Omkring 1843 var han den første til at foreslå idéen om et *convertiplane* (et luftfartøj, der kan skifte mellem lodret og vandret flyvning), en idé der blev offentliggjort i en artikel samme år. På et tidspunkt før 1849 designede og byggede han en dobbeltdækker, som en ukendt tiårig dreng fløj i. Senere udviklede han – med fortsat hjælp fra sit barnebarn George John Cayley og sin faste ingeniør Thomas Vick – en større svæveflyver (der sandsynligvis også var udstyret med bevægelige vinger/flapper), som fløj over Brompton Dale i 1853. Der har været forskellige bud på, hvem den første voksne flyver var – enten Cayleys kusk, lakaj eller butler; en kilde (Gibbs-Smith) har foreslået, at det var John Appleby, en af ​​Cayleys ansatte, men der findes ingen endegyldige beviser, der med sikkerhed kan identificere piloten. En mindre kendt optegnelse i bind IX af 8. udgave af Encyclopædia Britannica fra 1855 er den mest troværdige samtidige beretning om begivenheden. En biografi om Cayley fra 2007 (Richard Dees *The Man Who Discovered Flight: George Cayley and the First Airplane*) hævder, at den første pilot var Cayleys barnebarn George John Cayley (1826–1878). Dees bog omtaler også genopdagelsen af ​​en række skitser fra Cayleys skolekladdehæfte, der tyder på, at Cayleys første design vedrørende en løfteskabende skrå flade kan være blevet udarbejdet så tidligt som i 1793. Kilde: Wikipedia-bidragydere. (13. januar 2019.) George Cayley. I Wikipedia, den frie encyklopædi. Hentet 21. januar 2019 kl. 19.27 fra https://en.wikipedia.org/w/index.php?title=George_Cayley&oldid=878210824 Det synes jeg er ret imponerende, gør du ikke? Der var ingen måde, hvorpå John kunne have vidst noget af dette, da han ikke havde studeret luftfartens historie, og Sir George Cayley er ikke særlig kendt i akademiske kredse eller i offentligheden. John ramte ikke blot plet med datoen og det sted, hvor manden havde boet, men også med oplysningen om hans fascination af luftfart. Desuden vidste han besked om konstruktionen og flyvningen af ​​et fly med en ung dreng – "Thomas" – som pilot. Hvordan kunne John vide alt dette, medmindre han rent faktisk var en reinkarnation af Sir George Cayley? Og ​​nå ja – ud over alt dette blev hans depression også mindsket. Kapitel 24, Andreas historie. Andrea henvendte sig oprindeligt til mig, mens hun var gravid, for at få hjælp til en lettere fødsel. Hun ventede sit andet barn og frygtede, at både graviditeten og selve fødslen ville blive smertefulde, da hendes første graviditet havde været yderst ubehagelig. Det skyldtes, at hun tidligere havde gennemgået adskillige gynækologiske indgreb, hvilket havde efterladt hende med omfattende sammenvoksninger (gammelt arvæv) omkring blæren; nu hvor hun var gravid igen, begyndte hun at mærke kraftige smerter, fordi blæren sad fast på forsiden af ​​livmoderen. Hun var bekymret for, at blæren kunne tage varig skade, og hun frygtede, at hun senere ville få brug for en eller anden form for operation som følge af fødslen. Vi arbejdede med hypnose og en kombination af visualiseringer og affirmationer for først og fremmest at sætte gang i kroppens egen helingsproces. Det kan måske overraske nogle, at man ved hjælp af sindets kraft kan skabe mange forandringer i den fysiske krop. En veninde, der arbejder som hypnoterapeut, fortalte mig for nylig om et forløb med en klient, der førte til en utrolig fysisk heling. Hun var i gang med en terapisession med en ældre kvinde, da hun huskede, at kvinden havde fortalt, at hun ugen efter skulle opereres for polypper i næsen. Mens kvinden var i trance, bad min veninde hende om at forestille sig, at polypperne opløstes og helede op. Hun gjorde dette i nogle få minutter, og lige før hun blev ført ud af trancen, fik hun at vide, at hun skulle forvente at blive sendt hjem af speciallægen, fordi han ikke ville kunne finde nogen polypper. Et par dage senere blev hun indlagt til operation, men blev udskrevet næsten med det samme, for da kirurgen undersøgte hende, var der ikke spor af polypper at se! Andrea blev bedt om at fortsætte med at bruge affirmationer og visualiseringer i tiden op til fødslen, og jeg bad hende om at fortælle mig, hvordan det var gået, når hun havde født. Et par måneder senere kom hun tilbage og fortalte, at alt var gået utroligt godt efter vores session; de tarmsmerter, hun havde haft, før hun kom til mig, var forsvundet få dage efter sessionen, og fødslen havde været meget let og uden nogen som helst problemer med sammenvoksninger. Det havde, sagde hun, været en langt lettere fødsel end med hendes første barn, og hun var nu den stolte mor til en sund og rask lille dreng. Men – og det var grunden til, at hun sad, foran , igen; hun var ramt af en svær fødselsdepression og havde svært ved at håndtere det nye barn. Hun følte sig konstant træt og stresset, sov dårligt og var ikke blot ofte grådlabil, men følte også stor aggression over for både sin mand og sine to børn. Hun havde ingen tålmodighed med sin baby, var konstant irritabel og følte sig uden grund meget vred på alt og alle. Som man kan forestille sig, var hun bekymret for, hvilken effekt dette ville have på barnet, og især for, at hun kunne blive så vred, at hun kom til at skade ham. Som sædvanlig bad jeg – da Andrea først var i trance – hendes underbevidsthed om at overtage styringen af ​​en finger, så den kunne signalere årsagerne til vreden og irritabiliteten til mig; vi fandt ud af, at fire tidligere liv lå til grund for problemet. Tre af de tidligere liv blev gennemgået ret hurtigt; det sidste var imidlertid særligt ubehageligt (husk på, at underbevidstheden nogle gange gemmer det "bedste" – dvs. det værste – til sidst). Det første tidligere liv var ret kort og bestod i, at hun blev dræbt ved at få knust hovedet (hun kunne ikke se, hvad der skete, men mærkede et kraftigt pres i hovedet og en intens frygt), og det andet liv var ligeledes kort og brutalt. I dette liv oplevede hun at være et barn, der fik hugget hånden af, fordi hun havde stjålet brød. Hun følte, at hun sultede, og var blevet grebet i at stjæle på en markedsplads. Selvom hun ikke døde som følge af lemlæstelsen, var rædslen ved selve lemlæstelsen kilden til traumet. Det tredje liv var som en gammel indfødt amerikaner, der var faldet af sin hest; som følge af en alvorlig skade på benet blev han efterladt til at dø af resten af ​​stammen, mens de fortsatte deres rejse uden ham. Andrea blev bevæget, da hun beskrev den sorg og ensomhed, den døende gamle mand følte. Vi arbejdede med disse tre tidligere liv og fik dem forløst over nogle få sessioner, selvom der ikke var meget narrativt stof at berette om, da de primært blev genoplevet kænæstetisk (gennem kropslige fornemmelser). Resultatet var, at hun følte sig langt mere tilpas i rollen som mor, og de fleste af vredesudbruddene var aftaget markant. Hun var dog ikke helt rask endnu, da hun stadig indimellem følte sig lidt anspændt; og selvom hun kunne styre sin vrede, vidste hun, at der stadig var noget, der ulmede under overfladen i hende. Hun mærkede det især, når hun havde kontakt med sin mor, som hun altid havde haft et vanskeligt forhold til. Det var netop det sidste tidligere liv, der rummede nøglen til at løse problemet fuldstændigt. Da hun var kommet i hypnose, trådte hun ind i dette liv og så sig selv i London i victoriatiden som en ung pige på omkring tretten år. Hun blev meget anspændt, og mens hendes krop rystede af skræk, begyndte hun at græde, mens hun forklarede, hvad der skete: Jeg flygter; nogen forfølger mig. Jeg prøver at slippe væk fra en kvinde, der ejer mig. Jeg tilhører hende. Åh, de har fanget mig og er ved at tage mig med tilbage. Jeg er rædselsslagen for, at de vil gøre mig ondt. De straffer mig ved at slå mig. En mand binder mig, pisker mig og voldtager mig. Hun siger, at hvis jeg stikker af igen, vil hun slå mig ihjel. Jeg arbejder for hende på et bordel, og jeg flygtede, fordi det er forfærdeligt, og voldtægt er hverdagskost – nogle gange med to eller tre mænd ad gangen. Selvom hun stadig var anspændt, faldt Andrea lidt til ro og holdt en pause på et par minutter, før hun fortsatte sin fortælling: Jeg kan huske, hvordan det hele startede. Min mor har lige fået en baby, og hun siger, at jeg skal arbejde for at tjene penge til at hjælpe med at brødføde familien. Hun arbejder som prostitueret. Hun siger, at hun kender en, der vil passe på mig, så jeg er nødt til at tage afsted, men jeg er bange og vil ikke afsted, og selvom jeg trygler hende om ikke at sende mig væk, sætter hun mig op i en hestevogn, der føres af en mand. Han siger, at han ved, hvor jeg skal hen, og hvad jeg skal lave, og at jeg skal læres op. Han stopper vognen og gør mig virkelig ondt. Så tager han mig med hen til et stort hus, og en dame spørger ham, om han har tjekket varen – de mener mig. Hun låser mig inde i et lillebitte rum og fortæller mig, at jeg skal begynde at arbejde i morgen. Jeg vil bare gerne hjem. Næste dag får jeg en god morgenmad sammen med fem andre piger, der alle er ældre end mig. Damen siger, at jeg tilhører hende nu, og at hun vil lade mig komme hjem, hvis jeg er en sød pige. Hun siger, at mænd kommer til at betale for at gøre det, som kusken gjorde ved mig. Men han gjorde mig ondt. En af pigerne giver mig en kjole på, så jeg ser pæn ud, og hun lægger makeup på mig. Jeg er virkelig bange, og hun siger, at det ikke kommer til at gøre lige så ondt, og at damen vil slå mig, hvis jeg ikke gør det, og at det er værre. Jeg ser døren gå op og løber ud, men hun løber efter mig, fanger mig og tager mig med tilbage. Damen siger, at uartige piger får helt særlige overraskelser; hun tager mig med ind i et rum, hvor der er tre mænd, og fortæller mig, at de kan lide små piger. Hun siger, at de må gøre mig ondt, fordi jeg løb væk, og så binder de mig og skiftes til at gøre ting ved mig. Jeg kan ikke forstå, at min mor kunne gøre det her mod mig. Her begyndte tårerne at trille, og Andrea hulkede med en stemme, der lød knust: Jeg kan ikke forstå, at en mor, , kunne gøre det. Hun måtte have vidst det, men hun gjorde det alligevel. Hvordan kunne hun sende mig herhen? Andrea græd videre et stykke tid, før hun endelig sukkede dybt og faldt til ro. Til sidst talte hun igen: Jeg fryser, er sulten og alene, mens jeg ligger i et mørkt rum. Jeg er spærret inde, så jeg ikke kan slippe væk. Jeg har været her et stykke tid nu og arbejdet som prostitueret. Jeg har fundet ud af, at jeg kan få en pause, hvis jeg opfører mig dårligt eller kommer op at slås med de andre piger. Jeg bliver straffet ved at blive spærret inde og ikke få mad, men det er det værd. Nogle gange bliver jeg slået, men jeg vil gøre det så svært for hende, at hun sender mig hjem. Hun vil ikke lade mig forlade huset, fordi hun ved, at jeg vil stikke af. Jeg vil hellere dø end leve sådan her. Jeg har gjort hende vred igen, så hun sender mig afsted med en mand, jeg aldrig har set før. Han skal lære mig, hvordan jeg skal opføre mig. Han vil ikke have sex med mig, men bare gøre mig ondt. Jeg er virkelig bange. Han slår mig og siger, at han vil gøre så stor skade på mig, at jeg vil trygle ham om at dræbe mig. Hele Andreas krop begyndte at ryste, og hendes vejrtrækning blev hurtig af skræk over det, hun oplevede. Hendes ben og arme rykkede voldsomt. Han binder mig og pisker mig først, før han slår mig med en kæp. Så synes han ikke, jeg skriger nok, så han brækker mine fingre. Jeg skriger, er rædselsslagen og har forfærdelige smerter. Han begynder at kvæle mig, men han er så rasende, at han går for vidt og dræber mig. Selv efter jeg er død, fortsætter han med at mishandle mig, og så tager han en souvenir – han skærer en af ​​mine fingre af. Jeg er glad for, at han har dræbt mig. Langsomt begyndte Andrea at slappe af, og da hun havde genvundet fatningen og fundet ro, bad jeg hende om at være opmærksom på andre aspekter af den oplevelse, der kunne hjælpe hende i den nuværende situation. Hun tænkte over det et øjeblik og svarede så: Jeg kan se, at moderen i det liv også er min mor i dette liv. Hold da op! Det giver virkelig god mening. Det er ikke så mærkeligt, at vi altid har haft det så svært med hinanden. Jeg har altid følt, at hun ikke elskede mig, og hun har altid været afvisende over for mig. Nu forstår jeg hvorfor. Andreas rejse gennem et tidligere liv var slut, og hun kom ud af trancen med en følelse af, at en tung byrde var blevet løftet fra hendes skuldre. Da jeg talte med hende nogle uger senere, fortalte hun, at problemerne med vrede og fødselsdepression hørte fortiden til, og at hun desuden kunne være sammen med sin mor uden at blive "trigget" af hendes tilstedeværelse. Hun følte nu, at hun kunne styre sig selv i samværet med sin mor, hvilket gjorde hendes liv langt mere roligt end tidligere. Afsnit syv Seksuelle problemer Kapitel 25, Lars’ historie. En af de oplevelser, der gør størst indtryk på mig som hypnoterapeut, er, når folk rejser langt for at gå i terapi hos mig. Jeg har klienter, der kommer fra hele Storbritannien og resten af ​​Europa. Jeg sætter stor pris på den indsats, de yder ved at rejse så langt, og jeg føler mig meget privilegeret og beæret over, at de betror mig deres terapi. Lars var en af ​​disse klienter. Han fløj ind fra Norge, hvor han boede og arbejdede i den offentlige forvaltning. Han var en flot og meget intelligent mand i midt-trediverne, der i størstedelen af ​​sit voksne liv havde kæmpet med det, han beskrev som en seksuel blokering. Han forklarede, at hver gang han befandt sig i en lidenskabelig, seksuel situation, mistede han pludselig og uden grund lysten. Hans lidenskab og seksuelle følelser forsvandt bare, han mistede rejsningen og var ude af stand til at fortsætte samlejet med sin partner. Han kunne ikke kontrollere denne automatiske reaktion, og intet af det, han gjorde for at forsøge at stoppe den, virkede. Som man kan forestille sig, var han meget plaget af dette (hvilken mand ville ikke være det?), og da han for nylig var blevet separeret fra sin kone og netop havde indledt et nyt forhold til en meget attraktiv kvinde, han var blevet forelsket i, ønskede han hjælp, så hans nye forhold kunne blive en succes på alle måder. Da jeg udspurgte Lars under vores første session, fortalte han, at han ikke kunne komme i tanke om nogen pinlige seksuelle oplevelser i sin barndom eller ungdom, der kunne have forårsaget denne blokering. Når jeg arbejder med seksuelle problemer, oplever jeg ofte, at de hænger sammen med tidligere oplevelser i det nuværende liv. I nogle tilfælde kan det dreje sig om, at klienten er blevet taget i at onanere i ungdomsårene, eller at vedkommende på et tidspunkt har set, , deres forældre, der havde sex. Jeg har haft mange klienter, der var blevet alvorligt traumatiserede af at ligge i sengen og lytte til deres forældre have sex i et andet værelse – især hvis moderen blev tvunget til sex med en dominerende og tyrannisk far. Hans forældre var imidlertid både modne og fornuftige, når det gjaldt samtaler om seksualitet, mens han var yngre, og der var desuden ingen væsentlige traumer i hans liv, der kunne have udløst angst, som måske kunne være med til at vedligeholde problemet. Bortset fra denne seksuelle blokering var han et meget afbalanceret og lykkeligt menneske. Jeg førte Lars ind i en behagelig, afslappet tilstand, og mens han gled dybere ind i, I trance spurgte jeg hans underbevidsthed om, hvornår i fortiden de begivenheder havde fundet sted, der havde fastlåst den angst, skyld eller frygt, som forårsagede denne seksuelle "blokering". Hans IMR signalerede, at der udover begivenheder i hans nuværende liv – nærmere bestemt i barndommen – også var to tidligere liv, der skulle arbejdes med. I løbet af få øjeblikke var han gået tilbage til sin barndom og begyndte at huske en hændelse, der havde fundet sted, da han kun var fem år gammel. Han mærkede stor spænding i maven, mens han genoplevede episoden, hvor en ven tegnede et billede af Lars inde i hans mors mave, før han blev født. Vennen forsøgte at forklare Lars, hvordan kroppen fungerer, men havde tegnet moderen uden tøj på. Selvom det skete i barndommens uskyld, blev Lars’ forældre meget vrede, da de så tegningen, og i trancen genoplevede han al den uro og frygt, som om han igen var fem år gammel. Da vi havde forløst følelserne knyttet til det minde, forbandt hans underbevidsthed det med andre tidlige minder. For det første episoden, hvor hans mor fandt billeder af kvinder i undertøj, som han havde klippet ud af blade og gemt under hovedpuden. For det andet episoden, hvor hun tog ham på fersk gerning i sengen sammen med hans yngre fætter, der for sjov forsøgte at kysse ham. I begge tilfælde blev hun meget oprørt og skældte ham alvorligt ud, hvilket for hans unge sind bekræftede, at sex var forbundet med ubehagelige følelser. Mens han arbejdede sig igennem disse "glemte" minder, var hans krop anspændt, og han blev ekstremt angst. Han fik dog ret hurtigt løsnet op for spændingen og kunne slappe af igen. Vi havde med succes forløst de negative følelser fra disse minder og var klar til at begynde at udforske de tidligere liv, der lå til grund for hans seksuelle problem. Han bevægede sig ind i det første af disse liv, hvor han var munk i et kloster. Pludselig blev hans krop anspændt, og han begyndte at trække vejret hurtigt. Hans arme pressede sig ind mod siderne af kroppen, og han virkede helt stiv. Jeg spurgte ham, hvad han oplevede. Med sammenbidte kæber svarede han: Jeg kan ikke trække vejret frit. Der er noget, der strammer om brystet på mig, som om jeg har spændetrøje på. Det er ubehageligt; jeg har svært ved at få vejret. Jeg tror også, jeg kaster op. Jeg ligger på et jordgulv; jeg kan lugte jorden, som om jeg befinder mig i en kælder. Jeg er på knæ og kravler rundt. Jeg er en mand, jeg er alene, og jeg er ulykkelig – som om jeg fortryder noget og afskyr mig selv. Jeg har haft seksuelle følelser, der føles som et dyr i min krop, som ikke burde være der. Jeg straffer mig selv. Det er koldt at ligge på gulvet. Jeg tror ikke, mine lunger fungerer, som de skal – måske lider jeg af en lungesygdom. Jeg er nødt til at rense mig selv og drive de seksuelle følelser ud. Andre mænd har hældt varmt og koldt vand over mig for at skylle følelserne væk. Lars tav et øjeblik, mens han bearbejdede de informationer, hans underbevidsthed bragte frem til hans bevidsthed. Jeg sad tålmodigt og tavst og ventede på, at mere af dette liv skulle afsløres. Han lagde hovedet lidt på skrå og rynkede panden, mens han fortsatte: Jeg ser et billede af en ung pige i slutningen af ​​teenageårene; hun smiler til mig, mens hun står i græsset. Jeg er forelsket i hende. Hun er klædt i rødt og plukker blomster. Jeg forsøger at slippe af med følelsen af ​​tiltrækning til hende. Jeg prøver desperat at give slip på følelserne; det føles som en slange indeni mig. Jeg er en ung munk, måske i begyndelsen af ​​tyverne, og jeg er vred på hende, fordi jeg giver hende skylden for, at jeg ikke kan slippe af med slangen i mig. Det er præcis sådan, jeg har det i dette liv, når jeg føler mig tiltrukket af nogen – jeg bliver vred på dem – det er den samme følelse. I det liv føler jeg mig beskidt, syg i sindet. Jeg græder af angst og frustration, men jeg kan ikke lade være med at tænke på hende. Jeg ønsker at mærke smerte og straffe mig selv. Der er en ældre munk til stede. Han er tyk og skaldet, bærer en grålig kappe og har et rundt ansigt og intense øjne. Han er min læremester, men han er besat af mig. Tidligere i det liv, da jeg var omkring 17 og han var i trediverne, begærede han mig. Måske har han endda gjort noget seksuelt med mig. Han underviser mig og andre drenge; der er meget bøn og tid brugt på at sidde på kolde stengulve. Da han opdager, at jeg er forelsket i pigen, begynder han at straffe mig og vise stor vrede mod mig. Han vil have, at jeg skal lide. Jeg ønsker at lide, fordi jeg føler, at jeg er dårlig. Lars holdt op med at tale igen, og hans krop slappede af, mens et lille smil bredte sig på hans læber ved mindet om en lykkeligere tid. Hans stemme var mere dæmpet, da han fortsatte: Jeg er i en have med masser af blomster og træer. Jeg er der sammen med pigen, og det føles dejligt, selvom jeg er bange for at blive set. Vi bliver ved med at kigge på hinanden, ser hinanden dybt i øjnene. Vi sidder på en bænk og taler sammen. Følelsen af ​​tiltrækning er ny for mig; det er en meget let og uskyldig følelse. Jeg føler mig tom, når hun går. Jeg er bedrøvet, men jeg smiler og føler mig glad, når jeg tænker på hende. Hun plukker ting i haven og lægger dem i sin kurv, og jeg prøver at være i nærheden, når hun, , gør det her. Vi løber rundt om et træ og griner, men jeg fornemmer, at nogen holder øje med os oppefra, fra et vindue. Pludselig blev hans ansigt alvorligt, og han sukkede. Nogen griber ind, og jeg får ikke længere lov til at tage derhen eller se hende. Jeg føler mig meget ked af det og vred. De holder mig meget indendørs og får mig til at udføre pligter som at skure gulve. Den ældre munk er der altid; han taler hårdt til mig og behandler mig dårligt. Jeg kan mærke, hvordan min personlighed ændrer sig, i takt med at jeg bliver mere bitter på dem, hvilket bare får dem til at straffe mig endnu mere. Jeg tilbringer meget tid alene. Jeg tror, ​​der går omkring ti år, før de begynder at spærre mig inde i kælderen. Jeg er i begyndelsen af ​​trediverne og føler mig fanget dernede, mens jeg hele tiden tænker på pigen. Jeg har forandret mig så meget, at jeg ikke kan varetage mine pligter som munk. Jeg bliver bare vred, når jeg læser eller beder. Jeg bliver desperat og begynder at gøre oprør; jeg råber og skriger og vælter ting. Det er her, ’behandlingen’ i kælderen begynder. Det er, som om den indre konflikt mellem mine pligter som munk og min kærlighed til pigen bryder ud i lys lue. Det er den samme følelse af konflikt, jeg har haft gennem hele mit ægteskab: bevidstheden om en pligt til at blive, men samtidig et ønske om at forlade det hele og følge mit hjerte. Jeg kunne have forladt klosteret for at være sammen med pigen, men der er trygt herinde. Jeg ville være trådt ud i ingenting – uden job, uden mulighed for at tjene til livets ophold, uden tryghed. Jeg havde været her længe, ​​lige siden jeg var barn. Lars sukkede tungt, mens han genoplevede smerten ved disse følelser. Han var tavs i et par minutter, hvorefter hans krop igen stivnede; armene blev presset stift ind til siderne, og hænderne knyttede sig. Endnu en gang begyndte han at trække vejret tungt, og han talte gennem sammenbidte tænder: Brødrene siger, at jeg er inficeret af slangen, og at jeg skal renses. De tror, ​​de kan helbrede mig. De taler meget om mig og lægger en plan. I begyndelsen giver de mig hårdt arbejde, som at vaske gulve og lignende. De forsøger at vise mig kærlighed, men jeg er altid vred. Den anden munk – min mester – deltager i møderne, og han ønsker, at jeg skal lide. Jeg kom i klosteret som helt ung, så mange af munkene holder virkelig af mig, og de har svært ved at straffe mig. Mine første år der var gode; jeg oplevede masser af kærlighed, tryghed og lykke. Nu nærer jeg nag til alle, så de er bange for mig. De forsøger at være milde og kærlige, men jeg gør oprør. Den indre kamp slider mig op. Jeg har ikke modet til at forlade stedet, men jeg burde være taget af sted, dengang jeg forelskede mig i pigen. Nu er det for sent. Til sidst går det stærkt; der går kun få uger, før jeg dør. De binder mig fast, stikker hovedet ned i en spand vand og hælder skiftevis varmt og iskoldt vand over mig. De forsøger at vaske udyret i mig væk. Jeg er ikke vred på dem, for jeg ønsker også selv at slippe af med følelsen. Jeg mærker voldsomme fornemmelser i hele kroppen. Jeg ligger på gulvet i kælderen. Der er mørkt og koldt, og jeg bliver hurtigt syg. Jeg får feber, og mine lunger og mit bryst svækkes. Lars begyndte at ryste og hostede ordene frem, mens hans krop genoplevede mishandlingen i kælderen. Nogle af munkene vil gerne stoppe det, men min mester overtaler dem til at fortsætte, fordi jeg ikke er helbredt. De placerer mig i et stort trækar og presser hovedet ned under vandet. Vandet er iskoldt, og jeg hader det. Jeg er meget anspændt, men mine lunger svigter. Jeg begynder at glide væk. Det er lungeproblemet, der slår mig ihjel. Efter kort tid holdt Lars’ krop op med at ryste, og han begyndte at trække vejret lettere. Jeg befinder mig i åndeverdenen nu, og der er en skikkelse – en slags lærer – der giver mig indsigt i livet. Jeg ved, at jeg kan arbejde med de problemer igen. SB: Hvordan har du det nu? Meget mere rolig, selvom der stadig er en vis knugen i maven. Der sidder stadig en dyb spænding. Jeg spurgte hans underbevidsthed, om denne spænding stammede fra det tidligere liv, han netop havde genoplevet, og svaret var nej. Jeg spurgte, om det stammede fra et andet tidligere liv, og svaret var et "ja". Ved at bruge spændingen i maven som en måde hurtigt at skabe forbindelse til et andet tidligere liv på, begyndte Lars igen at stivne, og han talte langsomt: "Jeg kan mærke, at min hals snører sig sammen. Jeg mærker en sorg over at miste den, man elsker. Jeg er en kvinde, og min mand er blevet dræbt. Jeg er nødt til at kæmpe videre, for jeg har tre børn, så jeg må lukke af for mine følelser. Vi befinder os i et landhus i Frankrig, da soldater trænger ind og dræber ham. Han ligger i en pøl af blod. Jeg føler mig så ked af det og vred, men jeg siger til mig selv, at jeg ikke må mærke noget, for jeg er nødt til at være stærk." Lars’ krop begyndte at rykke i sig – et tegn på, at han var ved at give slip på de fastlåste følelser på et kropsligt plan. Mens denne forløsning fandt sted, spurgte jeg Lars, om der var andet, han blev opmærksom på. Han fortalte, at han indså, at der i hans sind – som følge af disse to tidligere liv – eksisterede en forbindelse mellem kærlighed, død og angst, som han ubevidst havde holdt fast i gennem sit nuværende liv. Jeg vidste, at denne erkendelse, kombineret med forløsningen af ​​det fysiske og følelsesmæssige traume, som, , der var opstået under sessionerne, ville også bidrage til en betydelig heling af hans seksuelle blokering. Til sidst sukkede han, og hans krop faldt til ro og slappede af. Som en afslutning på terapien benyttede jeg en teknik, jeg sjældent bruger, da jeg ikke altid finder den passende; den skaber nemlig minder, der ikke er virkelige (i modsætning til minder fra tidligere liv, som jeg normalt betragter som meget virkelige). Teknikken, der undertiden kaldes "Ændring af begivenheder" (Change the Events), giver klienten mulighed for at skabe et mere positivt udfald i et tidligere liv. Jeg bad Lars tænke på sit tidligere liv som munk og forestille sig, at han – i stedet for at blive i klosteret og lide – var rejst væk som ung for at leve sammen med pigen og havde levet et lykkeligt liv med hende. Han mærkede en stærk følelse af åndelig og fysisk frihed, og spændingen i maven, som allerede var betydeligt mindsket, forsvandt helt. Denne følelse af frihed strømmede gennem hans krop og sind, og han fortalte mig, at han vidste, at den gamle, fejlagtige overbevisning om, at kærlighed var lig med død, eller at lidenskab var lig med lidelse, var blevet sluppet. Han omformede sin opfattelse ved at indse, at sex betød frihed, og da vi afsluttede sessionen, trådte han ud af trancen med et stort smil på læben. Han var forbløffet over, hvor stærke følelserne havde været under regressionerne, men også over, hvor levende han havde genoplevet de tidligere liv. Han så også frem til at afprøve terapiens resultater i de kommende dage, da han skulle tilbringe tid sammen med sin nye kæreste på en kort ferie. Jeg fortalte ham, at folk efter denne type terapi nogle gange oplever en øjeblikkelig og fuldstændig forbedring af deres gamle problemer, mens forandringen andre gange sker mere gradvist og ikke er helt så dramatisk. Et par uger senere blev jeg utroligt glad, da han sendte mig en e-mail: Hej Steve! Nu er jeg på vej hjem, og Alice er lige taget afsted med et andet fly. Jeg tænkte, at jeg ville fortælle dig, hvordan det er gået. Den første aften troede jeg ikke, at der var sket nogen ændring. Jeg havde nogle gode fornemmelser, men det hele var ret hurtigt overstået. Men næste dag mærkede jeg, at der var sket en forandring indeni mig (men som du forudsagde, var jeg stadig usikker på, om det ville vare ved). Det var en følelse af lethed og ro. Vi havde stadig brug for lidt tid til at lære hinanden at kende fysisk, og vi talte meget sammen, havde det sjovt, gav hinanden massage og arbejdede med hypnoterapi (hun havde nogle negative følelser omkring sin egen krop, som vi arbejdede med). Det har været nogle fantastiske dage og nætter med masser af sex, Sex på en måde, der er næsten helt ny for mig, Vi er meget, meget glade sammen og havde en fantastisk tid i Skotland!! Mange tak, Steve. Håber at se dig igen en dag, Pas godt på dig selv! Godt resultat, ikke? Kapitel 26, Mikes historie. Mike var i slutningen af ​​50'erne og arbejdede som højtstående embedsmand i en kommunal forvaltning; han var blevet skilt fra sin kone året forinden efter tyve års ægteskab. Bruddet havde været ret traumatisk for ham, selvom ægteskabet havde skrantet i mange år. Et af de store problemer var, at han ikke følte sig seksuelt tiltrukket af sin kone, og de havde ikke været intime i de sidste 15 år af ægteskabet. Han havde nu indledt et forhold til en ny kvinde, Sarah, og i modsætning til sin ekskone syntes han, hun var meget tiltrækkende og sexet. Hans problem var imidlertid, at han ikke kunne få udløsning, når de havde sex – noget, han både fandt frustrerende og pinligt. Det var nået dertil, at han følte sig ængstelig, hver gang de var intime; bekymringen om, hvorvidt han ville kunne få udløsning, betød, at han ikke var helt til stede sammen med sin partner. Det betød naturligvis, at risikoen for problemet steg, fordi han hele tiden tænkte på det. Set fra en terapeutisk synsvinkel er manglende evne til at få orgasme (kendt som "anorgasmi") oftest et kvindeproblem og ret usædvanligt for mænd (vi behandler oftere det modsatte problem: for tidlig sædafgang). Som Mike selv sagde i spøg under vores første samtale: "Jeg er klar over, at de fleste mænd ville give deres højre arm for at have det problem." Ikke desto mindre var den angst, han følte omkring det, ved at skade hans nye forhold til Sarah, og sex var blevet en kilde til frustration snarere end til nydelse. Da Mike først var i trance, indikerede hans underbevidsthed, at anorgasmien ikke blot skyldtes to tidligere liv, men også hang sammen med hans fødsel i det nuværende liv. Selvom det ligger lidt uden for denne bogs rammer, vil jeg gerne fortælle om Mikes regression tilbage til fødslen (noget vi kalder "genfødsel"), da den illustrerer en regressionsproces, der er yderst kraftfuld og befriende. Jeg guidede ham tilbage til tiden i moderens livmoder før fødslen, og i begyndelsen fortalte han, at han følte sig tryg og varm. Men efter kort tid begyndte hans krop at stivne, og hans vejrtrækning blev hurtigere. Han var begyndt at genopleve tiden lige før fødslen, hvor han befandt sig i fødselskanalen. Jeg bad ham fortælle, hvad han var opmærksom på: "Jeg føler mig begrænset, klaustrofobisk. Jeg kan høre boblende lyde, " , som at høre lyde under vand. Jeg føler, at jeg bliver flyttet, og mærker et pres mod kroppen, men jeg kan ikke bevæge mig. Mine skuldre føles fastlåste. Jeg er bange og hjælpeløs. Det bliver koldere, og jeg vil gerne kravle tilbage til der, hvor jeg var. Jeg føler mig afvist, mens jeg bliver født. Jeg er på vej ud. Han sukkede højt og begyndte at slappe af. Jeg kan lugte min mor; hun holder om mig. Det føles vidunderligt, trygt og sikkert. Jeg kan mærke kærligheden. Men efter få sekunder begyndte smilet at forsvinde fra Mikes ansigt, og han begyndte at græde. En anden tager mig; jeg er alene. Jeg kan høre stemmer, men jeg kan ikke høre hende. Jeg bliver kørt ned ad en gang og ind i et mørkt rum med store vinduer; jeg kan høre babyer græde. Mor er der ikke. Jeg har det forfærdeligt, er virkelig ked af det. Jeg er klar over, at mor ikke kommer tilbage. Han græd videre i nogle minutter, før han faldt til ro og fortsatte: Mine stedforældre tager sig af mig. Jeg føler, at jeg accepterer det, der måtte ske. Jeg føler mig mere tilpas nu. Da sessionen var slut, bragte jeg Mike tilbage til fuld bevidsthed, og han fortalte, at han var blevet bortadopteret som spæd, da han kun var fire uger gammel. Hans biologiske mor havde haft en kortvarig affære og var blevet gravid, og hendes familie havde tvunget hende til at bortadoptere barnet. Han følte, at han havde oplevet en dyb form for separationsangst, da han blev taget fra sin mor, og at han på en eller anden måde havde lukket af for sine følelser for at overleve. Mens vi talte sammen, og han bearbejdede det, der var sket under genfødselsterapien, gik det op for ham, at han også havde lukket af for sine følelser i den seksuelle kontakt med sin kone. Sex udløste derfor en separationsangst hos ham – en angst, der tydeligvis var blevet aktiveret ubevidst, hver gang han elskede med sin nye partner. Jeg indså, at Mike havde opnået et dobbelt gennembrud som følge af vores session, hvilket ville gøre et stort indhug i hans problem. For det første havde vi løsnet al den spænding i kroppen, der havde sat sig fast i hans system på et dybt plan under fødslen – en spænding, der ville være blevet "udløst", hver gang han havde sex. Nu var han fri for den spænding, så hans kærlighedsakt ville kunne blive mere frigjort. For det andet havde han fået indsigt i problemets natur (separationsangsten), og derfor ville han være i stand til at forstå det kognitivt og give slip på nogle af dets negative virkninger. Vores næste session fandt sted et par uger senere, og da han denne gang var i hypnose, kunne vi udforske de to tidligere liv, der også bidrog til hans anorgasmi. Mike slappede dybt af og gled hurtigt tilbage til det første af disse liv – en dødsoplevelse, der var overstået meget hurtigt. Pludselig stivnede hans krop, og han begyndte at trække vejret hurtigt. Hans ord var korte og hakkende, som om det krævede en anstrengelse at tale: "Jeg kan ikke bevæge mig. Jeg er bange for at falde. Jeg holder fast i noget græs ude ved kanten af ​​en klippe. Jeg er alene, og jeg kan mærke frygten i maven. Jeg tror, ​​jeg er gledet. Jeg kan ikke komme op igen; jeg føler mig desperat, håbløs. Græsset giver efter. Jeg falder. Mørke." Mike sukkede, og hans krop slappede af. Jeg lod ham nyde afslapningen et kort øjeblik, før jeg førte ham ind i det andet tidligere liv. Efter få sekunder begyndte han at fortælle mig om det: Jeg føler mig lykkelig. Jeg er en ung teenager, omkring 14 år gammel, og jeg er til et familiemåltid. Det er en festlig lejlighed, det er jul. Mine forældre er der sammen med nogle tanter og onkler. Der er en pige; hun er dejlig. Vi danser, og jeg ved, at vi elsker hinanden. Jeg fornemmer, at hendes familie ikke bryder sig om det, og hendes bror vil ikke have, at jeg er sammen med hende, fordi hun er min kusine. De siger, at jeg bare er et barn, og at hun er ældre end mig – hun er omkring 19, tror jeg. Hun siger, at jeg ikke skal bekymre mig; det skal nok gå, for hun vil tale med dem. Hun hedder Marie. Men jeg er altid på vagt i tilfælde af, at nogen opdager det. Jeg er kun sammen med hende, når min familie besøger hendes. Alt foregår i det skjulte. Det står på i et par år, tror jeg. Tiden er gået, og jeg er omkring 16 eller 17 år nu. Hendes bror er ond mod hende og fatter mistanke til os. Han truer med at fortælle det til min familie. Jeg presser ham op mod en væg og får ham til at love at holde sin mistanke for sig selv. Han er svag, men jeg stoler ikke på ham. Jeg føler mig frustreret over, at vi er nødt til at holde vores følelser hemmelige. Jeg har besluttet mig for at fortælle alle om os, men først vil jeg fortælle Marie om min beslutning, så jeg er på vej hen til hendes hus. Jeg går gennem en by og føler mig urolig. Jeg er bange for at blive overfaldet, så jeg bærer en stav. Pludselig rykkede Mike i kroppen, og han begyndte at ryste og vride sig, mens han lå i stolen. Han blev overvældet af følelser, og gennem tårerne fik han med besvær fremstammet ordene: Jeg så dem ikke; der var nogen, der ventede på mig. De kom frem bagfra ude fra en gyde. Jeg reagerede for sent. Det gik så stærkt. Jeg mærker noget koldt mod halsen. Nogen har skåret min hals over. Det er hendes bror; han har dræbt mig. Han er bare en dreng ligesom mig, og han tror, ​​han beskytter hende. Alt bliver sort. Jeg mærker k , mere rolig nu. Mike begyndte at falde til ro igen, mens kroppen slappede af, og han trak vejret langsomt og dybt. Han talte lavmælt igen, idet en vigtig erkendelse gik op for ham: Jeg kan mærke, at Marie fra det liv er Sarah i dette liv. Ikke så mærkeligt, at jeg har været så anspændt, hver gang jeg har været i nærheden af ​​hende. Jeg var glad for, at han var blevet opmærksom på denne forbindelse mellem det tidligere liv og det nuværende, for kombinationen af ​​den følelsesmæssige og kropslige forløsning, han havde oplevet under regressionen, og den nye erkendelse af, at Marie var den samme sjæl, der var genopstået i hans nuværende liv, ville endnu en gang gøre et stort indhug i det problem, vi arbejdede med. Det viste sig, at anorgasmien blev fuldstændig løst op. Mike kontaktede mig nogle uger senere og fortalte, at det seksuelle problem var helt forsvundet, og at han nød sexlivets glæder i fulde drag! Han var i stand til at få orgasme og ejakulere, når han var klar til det, og hans partner havde bemærket, at han var langt mere afslappet under deres elskov. Desuden bemærkede han også ændringer på andre områder af sit liv. Han følte sig mere rolig indeni, og hans kolleger havde bemærket en stor forskel hos ham; en af ​​dem sagde, at han ligefrem "strålede mere". Afsnit otte Relationsproblemer Kapitel 27, Benjis historie. Benji var en veltalende, intelligent og attraktiv kvinde i 30'erne, der samtidig var en af ​​Storbritanniens førende behandlere og undervisere inden for komplementær terapi. Hun var forfatter og havde stor succes inden for sine fagområder; hun drev en meget travl terapipraksis og afholdt kurser og seminarer over hele landet. Hun havde gennem årene arbejdet meget med sig selv, da hun mente, at man for at være en god terapeut skulle have bearbejdet sit personlige "skidt" så grundigt som muligt, så man fremstod som en balanceret person over for sine klienter (og det er utroligt, hvor få terapeuter der faktisk har gjort det!). Men på trods af alt dette arbejde med personlig udvikling var der stadig ét problem, hun aldrig havde kunnet forsone sig med – et problem, som ingen anden terapiform havde formået at helbrede. Benji sad og græd, mens hun forklarede den bitterhed, hun følte over for sin søster; hendes ords voldsomhed afslørede den vrede, hun bar på indeni over for sin yngre søster. Hun følte, at en stor del af hendes følelsesmæssige smerte stammede fra hendes barndom; da hun var omkring 11 år gammel, var hendes mor blevet ramt af en invaliderende kombination af svær depression og kronisk træthedssyndrom. Dette havde gjort moderen fysisk og følelsesmæssigt ude af stand til at bidrage til familielivet, og Benji var i den unge alder blevet tvunget til at påtage sig rollen, , af sin mor over for søsteren. Benji følte, at dette havde berøvet hende hendes barndom og tidlige teenageår, da hun ikke kunne være et normalt, ubekymret barn på grund af det ansvar, hun måtte påtage sig. Hun vidste, at hun som voksen ikke burde nære så stort et had til sin søster, men hun følte en voldsom indre splid, hver gang hun havde med sin familie at gøre; på den ene side bar hun nag til dem for de sår, hun var blevet påført, og på den anden side følte hun skyld, fordi hun logisk set vidste, at det ikke var hendes søster eller mors skyld, at hendes barndom havde været så dysfunktionel og skadelig. Som følge heraf vidste hun, at hun blev ved med at indtage moderrollen på måder, der ikke var hensigtsmæssige. I parforhold havde hun for eksempel tendens til at agere "over-mor" over for sine kærester, og hvis hendes partner eller hans søn blev syge, kunne hun ikke rumme deres sygdom og følte sig meget anspændt, så længe de var syge. Desuden kunne hun ikke tilbringe tid sammen med sin søster eller mor uden at føle sig som en ulmende vulkan indeni, klar til at gå i udbrud ved den mindste provokation. Det siger sig selv, at begivenhederne i hendes barndom i høj grad havde bidraget til hendes problemer med vrede, men jeg mente, at hendes reaktion over for familien – trods dette – var en overreaktion på de sår, hun bar med sig fra sine tidlige år. Hendes had til søsteren var så ekstremt, at jeg spekulerede på, om der lå andre årsager gemt i hendes underbevidsthed, som skabte disse voldsomme reaktioner. Jeg oplever ofte, at hvis der er tale om en overreaktion på et problem, så skyldes det som regel mere end blot smerten fra betydningsfulde følelsesmæssige begivenheder i det nuværende liv. Da Benji først var kommet i trance, viste hendes underbevidsthed ganske rigtigt, at min antagelse var korrekt. Den afslørede, at der lå to tidligere liv under overfladen, som udgjorde sagens kerne. Benji bevægede sig hurtigt ind i det første af disse liv, og hun sukkede tungt, mens hun begyndte at fortælle mig om det: Jeg er udendørs, og det er lyst. Jeg er en teenagepige i kjole og går barfodet. Jeg står på en mark med gul majs – jeg var bare nødt til at komme ud af huset. Jeg føler mig spærret inde der hele dagen lang. "Jeg er ked af det – ked af, hvordan mit liv ser ud. Jeg bliver ikke værdsat." Benji begyndte at græde, og mens tårerne løb ned ad hendes kinder, gik hun videre til næste scene: "Jeg er hjemme, og alt, hvad jeg gør, er at arbejde. Jeg bliver overset." Jeg passer på min mor; det forventes af mig. Det er min pligt, og jeg accepterer det bare. Jeg er ked af, at jeg har nøjedes med så lidt, uden nogensinde at stille spørgsmålstegn ved det. Hun sidder helt sammenfaldet i stolen, og jeg sidder på gulvet. Det føles som en endeløs byrde altid at skulle passe på hende. Jeg føler, at jeg hader hende; jeg kan ikke holde ud, at hun er så hjælpeløs. Det er de samme følelser, jeg husker fra mit nuværende liv, dengang min mor var syg, og jeg brugte årevis på at tage mig af alle andre. Jeg er så vred og frustreret. Mens Benji fortsat mærkede spændingen i kroppen, stillede jeg hendes underbevidsthed nogle spørgsmål ved hjælp af IMR-metoden. Svarene indikerede, at moderen fra det tidligere liv var hendes søster i det nuværende liv. Det var ikke så mærkeligt, at hun nærede så stærke følelser for sin søster i dette liv; søsteren triggede blot følelserne fra det tidligere liv, uden at Benji var klar over, hvad der foregik. Jeg førte Benji gennem hendes død i det tidligere liv, og følelserne aftog. Kort efter bevægede hun sig imidlertid over i det andet tidligere liv, og hendes krop stivnede, da hun begyndte at fortælle om det: Jeg befinder mig i en bjælkehytte, og det er nat. Jeg ligger alene på en seng af træ. Der er noget galt med mine ben. Jeg er en mand i 30’erne og føler mig frustreret. Jeg tror, ​​jeg er landmand, og der er sket en ulykke. Jeg kan ikke bruge mine ben. Jeg har kone og børn, og hun er nødt til at arbejde, fordi jeg ikke kan. Jeg føler mig knust; jeg havde et liv, før det her skete, men nu er alt forandret, og jeg kan ikke deltage i noget sammen med dem. Det er en skade, der aldrig bliver bedre, så sådan vil det altid være. Jeg føler mig besejret, håbløs og hjælpeløs. Jeg er bange for, at livet bare vil passere forbi mig. Jeg lever et helt livsløb, så det er en endeløs elendighed, der varer i årevis. Jeg lod hende græde stille et stykke tid, og da sorgen begyndte at aftage, førte jeg hende igennem dødsfaldet i det pågældende liv. Efter et stykke tid sukkede hun og slappede af. Jeg føler mig mere tilpas nu, lettere. Lidelsen var forbi, og jeg førte Benji tilbage til fuld bevidsthed. Selvom ingen af ​​livene havde budt på dramatiske traumer, var de begge på et dybt plan forbundet med den voldsomme vrede, hun i så lang tid havde følt over for sin søster. Som følge af vores session forsvandt vreden, og Benji kunne nu være sammen med sin familie i ro og mag uden på nogen måde at blive trigget af dem. Jeg talte med hende nogle år efter, at vi havde gennemført sessionen, og hun bekræftede, hvor stort et udbytte hun mente, at regressionsterapien havde givet hende. Kapitel 28, Jims historie. Jim var psykolog og var kommet ud af et vanskeligt forhold til Alice for mere end tre år siden. Han havde imidlertid ikke kunnet forsone sig med, at deres fire år lange kærlighedsforhold var gået i stykker, og han kunne ikke komme videre med sit liv. Han var besat af tanken om Alice – hun fyldte hans tanker konstant – og det til trods for, at hun var blevet stadig vanskeligere at leve sammen med, og at hun i den sidste tid af deres forhold havde været vedvarende ubehagelig over for ham. Som han sagde til mig under vores første session: Jeg kan simpelthen ikke få hende ud af hovedet. Jeg vågner med tanken om hende, jeg kører nogle gange forbi hendes hus i håb om at få et glimt af hende, og indimellem ringer jeg til hende, bare for at kunne høre hendes stemme. Han vidste, at han ikke længere elskede hende – en konsekvens af hendes hævngerrige adfærd (som psykolog analyserede han hende som værende "passiv-aggressiv") – men han kunne bare ikke give slip på hende, og tankerne om hende prægede næsten hvert eneste øjeblik af hans vågne liv. Det overraskede mig ikke, da jeg førte Jim ind i trance, at hans IMR-finger signalerede, at der var fem tidligere liv, der var årsag til denne besatte tilknytning til Alice; jeg har nemlig ofte erfaret, at problemer i parforhold samt jaloux eller besatte tanker om en anden person ofte stammer fra tidligere liv. Det, der derimod overraskede mig, var måden, hvorpå Jim genoplevede de tidligere liv. Han var ikke blot meget modtagelig for hypnose, men også ekstremt dramatisk, når han befandt sig i nogle af disse tidligere liv. Han havde evnen til at genopleve begivenheder, som om de rent faktisk fandt sted; det betød, at han råbte, bandede eller skreg og nærmest udspillede begivenhederne fra det tidligere liv, mens han lå med lukkede øjne. Hans krop sprællede og bevægede sig voldsomt, og jeg måtte hele tiden sørge for, at han ikke faldt ud af hvilestolen og kom til skade! Det sker sjældent under regressionssessioner, men når det sker, skal terapeuten være meget opmærksom for at sikre klientens sikkerhed. Det adskiller sig bestemt fra de fleste regressionssessioner, da det er en langt større oplevelse for både klient og terapeut. Det første tidligere liv var dog hurtigt overstået og gav mig ingen antydning af de dramaer, der ventede forude. Jim begyndte at ryste, og hans krop rykkede i ryk – tydelige tegn på, at han befandt sig i det tidligere liv. Jeg spurgte ham, hvad han oplevede, og gennem sammenbidte tænder talte han lavmælt og med besvær: "Jeg Jeg er i en hule, helt alene. Jeg har ondt; jeg har fået et sår af en slags i højre side. Jeg fryser og er bange. Jeg er en dreng på omkring 12 år. Jeg tror, ​​jeg skal dø. Jeg er blevet stukket ned med en bajonet. De slog min mor ihjel. Han begyndte at græde, hvorefter hans krop slappede af, og rykningerne ophørte. Jeg er væk. Jeg bad Jim om at vende tilbage til det liv for at opleve, hvad der var sket, før han blev såret. Endnu en gang begyndte han at rykke i kroppen, og hans ansigt forvredes af skræk, mens han begyndte at råbe: Jeg tror, ​​det er den amerikanske borgerkrig. Hvad er det, de gør? De voldtager min mor. GÅ VÆK FRA HENDE, GÅ VÆK FRA HENDE! Jeg kan ikke stoppe dem. Mor bliver voldtaget. GÅ VÆK FRA HENDE. Jeg er nødt til at løbe. Av! Han holdt sig til siden, og kroppen krummede sig sammen, mens han genoplevede at blive stukket ned. Må hellere gemme mig. Jeg er bange, hule. Efter et stykke tid aftog rystelserne; Jim gispede og faldt til ro. Jeg spurgte hans underbevidsthed, om den sjæl, der havde været hans mor i det liv, havde været eller var omkring ham i hans nuværende liv, og IMR-signalet lød: Ja. Derefter spurgte jeg, om sjælen, der var hans mor i det liv, var Alice i dette liv, og svaret var igen: Ja. Det betød, at vi allerede havde fundet et uafsluttet mellemværende mellem ham og Alice, hvilket var årsagen til, at båndene mellem dem var så stærke. Der var mere i vente, og Jim begyndte at bevæge sig ind i et andet tidligere liv. Som før begyndte hans krop at rykke i sig, men denne gang skød han brystet frem og skuldrene tilbage. Jeg er i en båd, ligesom et vikingeskib. Jeg er kriger og føler mig stærk og mægtig. Det er stilheden før stormen – vi skal på togt. Jeg forstår det ikke; jeg husker, at jeg var en dreng, og jeg føler mig trist. Hans ansigt trak sig sammen, og tårer løb ned ad kinderne i et kort øjeblik, før de stoppede. Jeg må ikke græde; far siger, at det er svagt. Ledere græder ikke, og jeg skal være leder en dag. Mor er død, og jeg ser hende brænde. Hmm. Jeg er tilbage i langskibet nu, og jeg er leder. Jeg har fået nok af at dræbe, men det er enten at dræbe eller blive dræbt. Det er tid til at dræbe. Pludselig holdt Jims hænder om et usynligt sværd, og mens han lå i stolen, begyndte han at kæmpe med det og genopleve kampen fra det tidligere liv. Hans arme fór rundt, mens han svingede sværdet, og han gryntede og råbte, mens han kæmpede mod modstandere. Til tider bandede han ad sine angribere; andre gange råbte han med stor iver ting som: Ha! Jeg har hugget hovedet af en. Det hele var meget dramatisk at overvære, og jeg måtte hele tiden minde ham om at genopleve det, men samtidig blive i trancen i stolen og være opmærksom på min stemme, så han kunne bevare forbindelsen til sit nuværende liv. Efter at han havde råbt: Grib pigen, tag hende. Tag kællingen, og fysisk skubbet en kvinde hen mod sine kæmpende kammerater, begyndte de voldsomme bevægelser at aftage, i takt med at kampen ebbede ud. Han fortsatte: Det er overstået, lad os se, hvad vi kan tage med os. Pigen er min. Lad os komme hjem. Vi er tilbage i båden. Ro, jeres svin, ro. Vi er hjemme nu. Jeg har taget en gave med til dig – en trælkvinde. Hun kan hjælpe dig. Ingen har rørt hende. Jeg elsker dig virkelig. Du har brug for hjælp, barnet kommer snart. Han talte tydeligvis til sin kone fra det liv, og efter en pause begyndte han at græde. Hans hænder var knyttet i hårde knytnæver, og hans ansigt var præget af stærke følelser. Jeg må ikke vise følelser. Barnet er dødt, og min kone er meget syg. Jeg elsker hende så højt. Jeg er pissevred. Jeg kan intet gøre og føler mig bare magtesløs. Min kone dør, og vi brænder dem begge to. Jeg føler mig som et barn igen, mens jeg ser den, jeg elsker, blive brændt. Jeg må ikke vise følelser. Til sidst holdt tårerne op, og han faldt til ro. Han talte lavmælt – denne gang til den kvinde, han havde taget til fange, og som var blevet hans kones træl. Tak, fordi du tog dig af min kone. Jeg vil bringe dig tilbage til dit hjem. Vil du blive her? Du bør nok tage af sted; min kone sørgede for din sikkerhed her. Vil du blive hos mig? Jeg ved det ikke; jeg er nødt til at komme videre. Du kan blive, hvis du vil, men du er ikke tvunget til det. Endnu en gang var han stille et stykke tid, og derefter fortalte han mig, at kvinden tog sig af ham og med tiden kom til at elske ham. Hun omgav ham med kærlighed, og det var med til at hele smerten over hans tab. Der var ikke mere at opleve i det liv, men hans underbevidsthed antydede, at det barn, han havde mistet, var blevet genfødt som Alice i dette liv. Jim kom ud af trancen og var chokeret over styrken af ​​de følelser, han havde oplevet under regressionerne. Han havde deltaget i mange forskellige former for psykologiske processer i løbet af sin karriere, men intet havde været så stærkt som dette. Han var forbløffet over det, der var sket, og følte sig samtidig udmattet. Han følte sig også mere rolig indeni, som om han havde givet slip på noget, der havde siddet fast i ham. Jim vendte tilbage til vores næste session et par dage senere, og selvom der ikke var sket nogen ændring i intensiteten af ​​hans følelser for Alice, havde han bemærket, at han generelt følte sig mindre stresset og mere tilpas i sig selv. Han forstod, at dette var helt normalt, da vi stadig havde flere tidligere liv, der skulle åbnes op for og renses for deres negative virkninger, og da han først var i hypnose, gled han hurtigt ind i, , tredje tidligere liv, som hans underbevidsthed havde valgt. Hans ansigt formørkedes, og kroppen spændtes til. Han talte vredt, mens tårerne løb ned ad kinderne på ham: Jeg er i nærheden af ​​en sø og en tipi. Jeg er en mand, og jeg ved, at jeg ikke er i sikkerhed. Hun er død. Min kvinde er død. Vi blev jagtet. Heste og soldater i blå uniformer. De angreb os uden grund; de dræbte alle. Hun var blevet slemt såret; der var intet, jeg kunne gøre. Hun var gravid. Jeg var nødt til at flygte; jeg kunne ikke blive og kæmpe. Hvorfor hader de os? Vi ville bare have fred. Jeg brænder hendes lig ved søbredden. Jeg prøver ikke at mærke noget. Jeg går væk uden at se mig tilbage. Jeg har ingen steder at tage hen; hele stammen er død. Jeg går bare; har gået i dagevis. På dette tidspunkt var hans stemme lav og monoton, som om han var tømt for energi og følelser. Pludselig blev han dog livlig, og ordene strømmede hurtigt ud af ham, mens han råbte: Jeg ser tre af dem til hest – jeg skal give dem noget at hade. Jeg har ingen våben, men det er ligegyldigt. Jeg ser et langt sværd. Aghhhhh! Han skreg højt, og kroppen spændte sig i en bue i stolen, hvorefter han blev liggende med arme og ben spredt ud til siderne. Til sidst trak han vejret dybt og faldt til ro, mens han fortalte mig, at det var forbi, og at han var død. Han var løbet mod de amerikanske soldater i håb om at såre en af ​​dem, før de dræbte ham. Mens han lå i stolen og mærkede roen vende tilbage, indikerede hans underbevidsthed (ved hjælp af hans ideomotoriske fingerrespons), at det ufødte barn fra det liv var Alice i dette nuværende liv. Som om vi ikke havde mere at lære af det liv, førte hans underbevidsthed ham hurtigt videre til et andet; han begyndte at rykke i kroppen og trække vejret hurtigt: Jeg er soldat under Første Verdenskrig, i skyttegravene. Jeg kan lugte mudderet. Ned, læg jer ned. Han råbte det til sine kammerater. Vi er alle bange. I Frankrig er der mudder og pigtråd overalt. Tåge, regn, vådt, koldt, og jeg er skrækslagen. Jeg kan ikke mere. Pludselig greb han sig til brystet og rykkede til, som om han var blevet ramt af noget. Jeg kan ikke bevæge mig; jeg er helt chokeret. Der er fredeligt nu, der er ingen støj. Mens jeg dør, tænker jeg på en kvinde, jeg holder af. Hun vækker følelser af både fred og sorg i mig. Jeg tænker på, hvordan jeg står på banegården og skal i krig. Jeg har ikke lyst til at tage af sted. Hun kommer ikke for at sige farvel; hun kan ikke klare det, for det er for smertefuldt for hende at tage afsked med mig. Jeg føler mig svigtet, men jeg forstår det godt. Jeg fornemmer, at hun har været i mit liv i denne inkarnation – jeg tror, ​​det er Alices datter. Jeg stod hende nær, mens jeg var sammen med Alice, og jeg savner stadig at se hende. Jeg føler mig bedrøvet nu. Mens han sagde dette, sukkede Jim dybt og så meget ulykkelig ud. Selvom han ikke græd, var han tæt på tårer og brugte et stykke tid på at mærke følelserne og give slip på energien i sorgen. Efter et stykke tid begyndte han at slappe af, og da jeg spurgte, hvordan han havde det, fortalte han, at han følte sig mere rolig og tilpas. Han forblev i denne rolige tilstand i et par minutter, før hans underbevidsthed førte ham ind i et andet liv; denne oplevelse var dog kortvarig. Han begyndte at ryste voldsomt, og hans vejrtrækning blev anstrengt og stødvis. Med sammenbidte kæber talte han besværet: Jeg er et koldt sted, og jeg er meget lille – måske et spædbarn. Der er meget mørkt, og det føles, som om jeg ligger i en hule, svøbt i dyrepels. Jeg er alene. Min mor er der, men hun er død. Jeg fryser og er sulten. Jeg er vred på hende, men jeg ved godt, at det ikke er hendes skyld. Jeg kan mærke, at jeg bliver svagere, og så dør jeg. Det er forbi nu, og jeg kan se et blåt lys, mens jeg bevæger mig videre. Mens han sagde dette, slappede han gradvist af, og hans vejrtrækning faldt til ro. Der var ikke mere i det liv, vi behøvede at genopleve, så jeg bad ham om at vende tilbage til fuld bevidsthed. Han fortalte, at han følte, at moderen fra det liv også var hans mor i dette liv. Han var overrasket over dybden af ​​sine følelser i alle tre tidligere liv, men han følte sig langt mere i ro med hensyn til Alice, end han havde gjort ved sessionens begyndelse. Selvom hans psykologiske uddannelse og arbejde som psykolog havde lært ham at være skeptisk, vidste han, at terapien med tidligere liv virkede, og han var også taknemmelig for den nye indsigt, han havde opnået i psykoterapeutiske processer. Han var desuden taknemmelig for den heling, han oplevede. Jims sidste session med terapi i tidligere liv var usædvanlig, men på en anden måde end de øvrige sessioner. Inden han gik i trance, fortalte han mig, at han nu kun nærede svage følelser for Alice, og at den besatte uro, der havde fyldt hans hoved, før han påbegyndte terapien, havde lagt sig helt. Han tænkte faktisk næsten ikke på hende længere, og bortset fra en fornemmelse af, at hun havde svigtet ham, følte han sig nu fri af hende og havde næsten helt givet slip på hende. I modsætning til de andre tidligere liv, han havde genoplevet, så dette sidste liv ikke ud til at have nogen direkte forbindelse til Alice, og det havde en besynderlig spirituel karakter, der ikke ville have virket malplaceret i en roman af Dan Brown. Da Jim først var trådt ind i trancetilstanden, og hans underbevidsthed førte ham tilbage i tiden til det tidligere liv, begyndte han at tale. , lavmælt, og alligevel havde hans stemme en tone af autoritet: Jeg er en ridder til hest, der rider over en mark. Jeg er i Frankrig. Jeg er ikke bange. Ridderen er der for at beskytte, ikke blot for at kæmpe. Jeg føler mig i fred og samtidig stærk. For mit indre blik ser jeg et billede af et ulvehoved. Jeg bærer en stor ring og rejser med en stor kiste. Jeg skal beskytte kisten. Ringen er et symbol på vogteren. Kisten må ikke deles med nogen, men skal beskyttes. Jeg er den sidste, der er tilbage; vi var seks om at beskytte den, men jeg er den eneste, der er tilbage. Den er så værdifuld. Jeg kan ikke fortælle nogen, hvad det er. Den kom med os fra Det Hellige Land og har været i Skotland, men der er ikke sikkert længere, så jeg bringer den til Frankrig. Jeg skal give den videre til den nye vogter. Jeg har rejst meget, og jeg føler mig meget åndelig. Jeg er gammel, og det er på tide at give den videre til en ny vogter. Jeg ved, at jeg snart skal dø, men jeg har det godt med det. Pludselig spændtes hans krop, og han begyndte at genopleve en kamp. Ligesom under vores første regression holdt hans hænder om et tænkt tohåndssværd, og han svingede det fra side til side, mens han lå i trance, som om han huggede løs på usynlige modstandere. Gennem sammenbidte tænder udstødte han høje grynt, mens han kæmpede. Efter et stykke tid aftog bevægelserne, og han lå atter stille. Stille fortsatte han sin beretning: Jeg har været en meget stærk kriger, og selvom jeg ved, at det er forkert at dræbe, var det nødvendigt for at beskytte kisten. Kisten rummer stor kraft. Jeg mærker en stærk indre konflikt mellem soldaten og ridderen i mig. Soldaten er uden formål og bange, hvorimod ridderen har et formål og ikke frygter noget. Mit sværd er mægtigt; det er, som om et gult lys strømmer ud fra det. Jeg har udgydt meget blod for at beskytte kisten; jeg ønskede det ikke, men jeg var nødt til det. Navnet Saint-Clair dukker hele tiden op i mine tanker. Jeg bringer kisten tilbage til mit hjem i Frankrig. Den nye vogter er min søn; jeg kan ikke betro opgaven til andre. Jeg er ved at dø; jeg mærker en smerte indeni. Min død har ikke været forgæves; jeg har givet kisten videre, jeg har udført min opgave. I dødsøjeblikket ser jeg billeder af våbenskjolde – et blåt bjørnehoved og et blåt uglehoved. Nu er der kun et lilla lys. Jeg er væk. Jim sukkede dybt og faldt til ro; hans vejrtrækning var rolig og langsom. Han trådte ud af trancen og fortalte, at han følte en dyb fred, som om han havde opnået afklaring omkring noget, selvom han ikke kunne sætte ord på præcis hvad. Selvom vi talte om den oplevelse, han netop havde haft, kunne han ikke sige, hvad det var for en kiste, han havde vogtet så nidkært. Kunne den have indeholdt kristne relikvier? Det føltes helt sikkert, som om han havde genkaldt sig et liv som ridder – en slags korsfarer. Vi overvejede endda, om der kunne være tale om Pagtens Ark. Det førte dog ikke til noget konkret svar; men selvom Jim ikke opnåede nogen specifik viden om kistens egentlige betydning, skete der det, at han følte sig forløst i forhold til sine problemer med Alice. Al hans angst og uro i forhold til hende var fuldstændig forsvundet som følge af oplevelserne fra hans tidligere liv, og han var i stand til at komme videre med sit liv. Jeg har mødt Jim et par gange siden da, og hver gang har han bekræftet, at hans tvangsprægede tilknytning til Alice var forsvundet, og at han følte sig både gladere og lettere af den grund. Kapitel 29, Marys historie, Mary er en af ​​verdens førende komplementære terapeuter; en spirituel kvinde med stor selvindsigt, der afholder kurser i terapi og spirituel udvikling verden over. Jeg følte mig beæret, da hun bad mig om at arbejde med et problem, der var dukket op som ud af den blå luft – og som havde overrasket hende med sin voldsomhed. Mary havde for nylig indledt et forhold til en mand ved navn Paul, der var en meget jordnær og mild person (ligesom hun selv). Forholdet udviklede sig fint i flere uger, indtil hun begyndte at gøre sig meget negative tanker om Pauls bedste ven, Craig. Hver gang Craig dukkede op hjemme hos Paul, mærkede hun en irrationel vrede mod ham. Hun havde straks fattet modvilje mod Craig, første gang hun mødte ham, og hendes negative følelser var vokset i styrke, hver gang hun tilbragte tid i hans selskab. Mary fortalte mig, at hun følte sig ekstremt anspændt, når Craig dukkede op, og at hun også følte jalousi over hans forhold til hendes kæreste. Hun kunne ikke lade være med at tænke på Craig hele tiden; hun var ude af stand til at få ham ud af hovedet. Mens hun forklarede mig dette, kunne jeg høre ondskaben i hendes stemme, når hun brugte yderst grimme tillægsord til at beskrive Craig. Det mest høflige ord var snylter. De mindst høflige ord egner sig ikke til tryk! Som et spirituelt udviklet menneske, der forsøger at se det gode i alle, var hun chokeret over, at hun kunne nære sådanne følelser for et andet menneske. Hun ønskede ikke, at dette skulle komme imellem hende og Paul, men hun vidste, at hvis hun ikke gjorde noget ved det, var der stor risiko for, at det kunne føre til et brud. Hun havde gennem årene arbejdet meget med sig selv og givet slip på problemer, der havde, , forårsagede følelsesmæssig ubalance, og hun havde ikke forventet, at en så grundlæggende følelse af jalousi ville snige sig ind i hendes sind og forstyrre hendes sædvanlige rolige væsen samt hendes følelser for partneren Paul. Der var ingen rationel forklaring på noget af dette, og hun indså, at det hele var en overreaktion, eftersom Craig ikke havde gjort noget, der kunne retfærdiggøre hendes negative følelser. Da Mary først var i trance, viste hendes underbevidsthed, at årsagen til hendes reaktioner over for Craig lå i begivenheder fra tidligere liv, og jeg førte hende nænsomt tilbage til den første af disse hændelser. Med dæmpet stemme begyndte hun at fortælle mig om den: Jeg ser op på en høj mand, der er iført hætte og jakke af ringbrynje samt metalhandsker. Jeg er en kvinde i en rød og gul kjole og guldfarvede sko. Vi befinder os i et rum på en borg, og han sender mig et lystent blik. Jeg bryder mig hverken om ham eller den måde, han ser på mig på. Jeg ved, at han er et ondt menneske, og at han har slået folk ihjel. Jeg er gravid og føler mig magtesløs og utryg. Jeg ved, at denne mand er Craig i mit nuværende liv. Min far kommer ind i rummet; han har rødt hår og bærer en hat med pelskant, en overdel med pufærmer og hvide strømpebukser. Jeg falder til ro og kan forlade rummet. Manden, der er Craig, er en af ​​min fars soldater – han er højtstående officer. Mary slappede af igen og var stille et øjeblik eller to, før hun fortsatte: Jeg er nået længere frem i tiden, og jeg har fået en søn. Craig skal beskytte både mig og drengen. På en måde føles det godt, for han er en stærk soldat, og jeg ved, at min søn vil være i sikkerhed. Drengen vokser op, og han skal efterfølge min far, som er en lord eller baron eller noget i den stil. Craig holder sig hele tiden i baggrunden, som om han står i skyggen som hans livvagt. Nu er jeg nået endnu længere frem i tiden. Min søn er omkring 16 år og er ude at jage sammen med Craig. Men mørket falder på, og han er ikke vendt tilbage. Jeg har en fornemmelse af, at der er sket noget. Jeg mærker et pres i maven og føler mig magtesløs. Jeg må vente til næste morgen, men han dukker ikke op. Der går uger, uden at han vender tilbage, og jeg finder ud af, at Craig har bortført ham og taget ham med over grænsen til Skotland. Jeg er helt ude af den. Jeg beslutter mig for at gøre noget, eftersom ingen andre gør det. Jeg klæder mig ud som mand og gemmer håret under en hue. Jeg tager min tjenestepige med, og vi rider mod grænsen. Ingen stopper os. Jeg får det bedre, fordi jeg endelig gør noget. Vi møder nogle højlandsfolk, der fortæller, at de har set min søn, og de viser os, hvor han bliver holdt fanget. Jeg giver dem nogle penge, og vi drager videre. Det er blevet nat, og jeg fryser. Jeg ser et tårn længere fremme; det er dér, han holdes fanget. Der er mørkt overalt, og jeg kan se to vagtposter udenfor. Den ene sover. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme ind. Jeg føler mig svag, for jeg kan ikke kæmpe mod dem. Det eneste, jeg kan gøre, er at bruge min krop. Jeg tager bukserne af og lader skjorten hænge løst – jeg er nøgen nedenunder. Jeg vinker til vagten og lokker ham væk. Han begynder at røre ved mig, men min tjenestepige, der har gemt sig bag et træ, springer frem, og vi stikker ham begge to. Derefter dræber jeg , ham, der sover. Jeg åbner døren, går ind og går stille op ad en trappe. Jeg åbner en dør foroven, og Craig er inde i værelset. Han får øje på mig, og jeg indgår en aftale med ham. Jeg er stadig delvist påklædt, og han går med til at lade min søn gå fri, hvis han må gå i seng med mig. Jeg føler væmmelse og afsky over for ham, men jeg er nødt til at gøre det. Marys krop var stivnet på dette tidspunkt; hendes ansigt var forvredet af spænding, og hendes fingre borede sig ind i armlænene på den stol, hun lå i. Gennem sammenbidte tænder fremstammede hun ordene: “Han ligger oven på mig. Jeg vil bare have det overstået. Jeg kobler mig mentalt fra min krop. Jeg ville elske at stikke ham i ryggen, men jeg er ubevæbnet. Han bliver færdig og ruller om på siden. Han giver mig nøglen, og jeg åbner en dør og kalder på min søn. Han kommer ud, ser Craig ligge halvafklædt på gulvet og forstår, hvad der er sket. Vi løber ned og ud af bygningen og rider væk. Han sidder på min hest, og jeg rider sammen med min tjenestepige. Vi når sikkert hjem, og jeg bader og vasker mig ren. Mary slappede af igen i et par sekunder, men spændte næsten øjeblikkeligt op igen. Om morgenen går jeg til en urtekyndig for at få en eliksir, der skal sikre, at jeg ikke bliver gravid. Han kommer med den næste morgen, og jeg drikker den. Det er en sort væske. Alt for sent går det op for mig, at det er gift. Jeg mærker, hvordan jeg forlader min krop. Den urtekyndige står i ledtog med Craig, selvom alle stoler på ham. Min søn vil ikke opdage dette, og han vil ikke vide, at han er i fare. Jeg er blevet dobbelt forrådt. Først tager han min krop, og derefter slår han mig ihjel. Jeg befinder mig nu uden for min krop og kan se den urtekyndige fortælle Craig, at det er gjort. Jeg bliver værende som ånd i nogen tid og våger over min søn. Det går efterhånden op for mig, at han er Paul i dette liv. Han er 20 år nu, og min far er død, så det er på tide, at han tager over. Der holdes en stor ceremoni og en festmiddag. Han er alt for tillidsfuld. En naboherre eller baron opsøger ham på hans værelse. Han er alene, og idet manden knæler for at kysse hans ring, stikker han Paul ned. Han ser chokeret ud. , idet han dør. Vi stiger op i lyset sammen. Mary sukkede dybt på dette tidspunkt, og hele hendes krop slappede af. Der var ikke mere at genopleve, så hun trådte ud af trancen og begyndte – uden ord – at bearbejde oplevelsen. På et plan var hun chokeret, men hun forstod nu, hvorfor hendes følelser over for Craig havde været så voldsomme. Det var ikke så mærkeligt, at hun havde følt, at man ikke kunne stole på ham. Ved begyndelsen af ​​Marys anden session fortalte hun mig, at hun og Paul havde besluttet at flytte sammen, da deres forhold føltes så rigtigt. Den eneste skår i glæden var Craig. Han havde hjulpet Paul med at flytte ind i deres nye hus, og hun var blevet voldsomt trigget; hun følte sig oprørt og vred, hver gang Craig var i nærheden. Da hun var kommet i trance, spurgte jeg hendes underbevidsthed, om det første tidligere liv, vi havde arbejdet med, var fuldstændig renset for de negative virkninger, det havde haft på hende – negative virkninger forbundet med årsagen til problemet med Craig – og svaret (via IMR) var nej. Underbevidstheden ønskede imidlertid ikke at arbejde videre med netop det tidligere liv, men førte os i stedet til et andet. I begyndelsen føltes dette liv lettere og mere lykkeligt. Men hendes humør skiftede hurtigt til det mørkere: Jeg står på en græstennisbane. Jeg er en kvinde på omkring 19 år og bærer en lang kjole i victoriansk stil. Der er mænd med stråhatte i nærheden af ​​en lille flod. Bag os ligger en stor landejendom. Jeg føler mig glad, livlig og munter. Jeg vil gerne spille videre, men en mand vil have mig med ud at sejle i en båd. Han overtaler mig, indtil jeg giver efter og stiger om bord. Jeg ville gerne have haft aktiviteten fra tennisspillet; det her er for roligt. Vi går ud ad en badebro hen til en fladbundet båd, som han styrer med en stage. Han er en ven; jeg kan ret godt lide ham og tænker, at mine følelser kunne udvikle sig til noget romantisk. Han er omkring 30 år. Jeg tror, ​​det er Paul i dette liv. Der er mørke skyer på himlen, så vi vender tilbage til bredden og holder picnic på græsset. Pludselig læner han sig frem og kysser mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. De andre er gået, fordi det regner, og vi bliver våde. Vi pakker picnictingene sammen og går ind i et bådehus. Jeg fryser og er våd, og han foreslår, at vi klæder os af. Vi tager tøjet af og står nu nøgne. Han holder om mig – det er en dejlig fornemmelse, men jeg føler mig skyldig. Jeg føler mig splittet, fordi jeg tænker på, at jeg er i et forhold med en anden mand. Jeg ser ham for mig i en rød uniform; han er bortrejst i øjeblikket, og det er meningen, at jeg skal vente på, at han kommer tilbage. Jeg ved, at han hedder Craig. Jeg kan ikke stoppe det, der sker, men jeg ved, at jeg burde vente på Craig. Vi elsker med hinanden; det er ophidsende, men bagefter føler jeg skam. Han vil gerne se mig igen, men jeg er i tvivl, selvom jeg egentlig gerne ville. Mary var urolig, mens hun genoplevede alt dette; hun rynkede panden, idet hun mærkede den indre konflikt. Jeg førte hende videre til den næste betydningsfulde begivenhed i det liv, og der var sorg i hendes stemme: Jeg skal giftes med Craig, men jeg har ikke lyst. Jeg indgår ægteskabet, men jeg føler, at jeg har svigtet mig selv. Paul er der hele tiden i baggrunden. Jeg ligger i seng med Craig, men han er ikke nænsom; det er ikke rart at have sex med ham. Jeg lukker af indeni. Jeg får tre børn med ham, men jeg føler mig død indeni. Jeg nærer ingen kærlighed til Craig, kun undertrykte følelser for Paul. Jeg lever sådan resten af ​​mit liv, og nu er jeg gammel og ligger i sengen og venter på døden. Hvilket spild af et liv. Jeg forlader kroppen, og idet jeg træder over i åndeverdenen, beslutter jeg mig for altid at være sandheden tro. Min forpligtelse over for sandheden er altafgørende. Det slog mig som meget betydningsfuldt, da Mary er det mest ærlige menneske, jeg kender, og hendes behov for at være nådesløst ærlig over for sig selv altid har været noget, jeg beundrer mest ved hende. Jeg spekulerede på, hvor stor en del af dette behov for at leve i integritet der var opstået som følge af netop det liv. Jeg sad og tænkte over dette, mens hun bevægede sig ind i et andet liv, men vi indså hurtigt, at hendes underbevidsthed spontant havde ført hende tilbage til det første tidligere liv, vi havde åbnet op for i den foregående session. Hendes krop spændtes til, og hendes vejrtrækning blev hurtigere. Hendes kæbe låste sig fast, og hun talte i korte, staccatoagtige sætninger: Jeg er fyldt med frygt og angst. Jeg husker, at Craig voldtog mig i det tidligere liv – jeg mærker det i maven, og jeg føler mig så beskidt, at jeg har lyst til at rive min livmoder ud. Jeg sidder i et badekar. Min tjenestepige er hos mig. Vi griner og joker. Der bliver banket på døren, så jeg beder hende om at være stille og ikke åbne, da jeg ikke vil forstyrres. Døren går op – hun har ikke låst den. Han står der. Jeg råber til ham, at han skal forsvinde. Han kommer tættere på. Jeg ser begær i hans øjne. Han løfter mig op af vandet. Vi er begge i chok. Han skubber hende ud og låser døren. Han bærer mig hen til min seng. Jeg beslutter, at det vil gøre mere ondt, hvis jeg kæmper imod, så jeg bliver bare liggende. Han tager sine gamacher og bukser af. Jeg kan intet gøre; jeg venter bare på, at det skal være overstået. Jeg føler så stort et had til ham. Jeg lukker af indeni; det er, som om jeg er ude af min krop og ser det ske. Da han er færdig, bliver der banket hårdt på døren. Han løfter mig tilbage i vandet og glatter sengetøjet ud. Jeg er stadig ikke helt til stede. Han tager tøj på og åbner døren ind til min mand. Han fortæller, , min mand en historie om, at jeg troede, der var nogen på mit værelse. Min mand stoler på ham. Jeg siger ikke noget, da jeg stadig er i chok og ikke vil gøre min mand ked af det. Senere samme dag vil min mand være intim med mig, men jeg har lukket helt af. Ved en anden lejlighed gør han mig dog gravid, og jeg får hans barn. Marys ansigt var blegt og præget af anstrengelse under hele forløbet, og spændingen i hendes krop var tydelig. Hun var stille et øjeblik, før hun begyndte at græde – en smertelig hulken, der kom helt inde fra hendes indre. Hendes krop rystede voldsomt, mens hun gav slip på al den følelsesmæssige smerte fra begge liv. Jeg sad stille og trøstede hende med blide ord og gav hende lov til at give slip på den smerte, hun havde båret på hele sit liv. Til sidst var forløsningen fuldendt; Mary sukkede dybt og kom ud af hypnosen. Vi talte om hendes oplevelse, og selvom hun stadig følte sig anspændt ved tanken om Craig, sagde hun også, at hun følte sig lettere. Vi var begge enige om, at Mary havde brug for et par uger til at bearbejde sessionen, og da hun vendte tilbage, fortalte hun, at følelserne over for Craig stadig var stærke. Det er helt normalt, for nogle gange er det først, når vi har bearbejdet og ryddet op i flere tidligere liv, at klienter begynder at mærke en forbedring i det problem, vi arbejder med. Selvom hun var lidt nervøs for, hvad hun ville afdække næste gang, vidste hun også, at vi gjorde fremskridt, og at det kun var et spørgsmål om tid, før hendes modvilje mod Craig ville aftage. Mary gled ind i en dyb hypnotisk tilstand, og hendes underbevidsthed førte hende til et nyt tidligere liv. Hun begyndte at græde, og midt i sin hulken sagde hun: Jeg ligger på et operationsbord. Der sidder et metalbånd rundt om mit hoved. En mand skærer min livmoder op og tager et barn ud. Barnet bliver taget fra mig; det er lillebitte, og der er masser af blod. I starten følte jeg kærlighed og tillid, men nu mærker jeg smerten og sorgen over et svigt. Manden er kirurg, og jeg ved, at det er Craig. Han har skåret mig op uden nogen form for kærlighed og taget barnet fra mig. Han lader mig dø. Jeg husker tilbage til en tidligere tid i det liv, hvor jeg var en ung pige med rottehaler, der legede. Craig holder øje med mig, og jeg fornemmer, at han er ved at gøre mig klar til sit formål. Jeg kommer fra en god familie; vi er velklædte og lykkelige. Han er omkring ti år ældre end mig. Han bor ved siden af, men rejser så væk i lang tid for at studere. Han kommer på besøg, efter at jeg er blevet voksen, og viser interesse for mig. Jeg bliver hans kone, men da jeg flytter ind hos ham, behandler han mig dårligt, som om jeg blot er en husholderske. Jeg skal gøre rent og skure gulve. Han er ikke rar ved mig, og han voldtager mig. Jeg føler mig værdiløs og magtesløs. Jeg føler vrede. Jeg ligger på operationsbordet og beslutter mig for, at jeg ikke vil leve mere. Marys sorg begyndte at aftage; hun slappede af og trak vejret dybt, mens hun bevægede sig gennem dødsoplevelsen og over i åndeverdenen. Hun var stille et stykke tid, men så stivnede hun, og hendes hænder søgte mod maven. Hun var trådt ind i et andet liv: Jeg er en mand, en bonde, der arbejder i marken og samler hø op med en høtyv. En gruppe mennesker anført af Paul kommer hen imod os. Han taler sandt om, hvordan vi bliver udnyttet. Det er gode mennesker – alle sammen bønder – og de vil tale med godsejeren for at forsøge at ændre tingene. Jeg slutter mig til dem. Vi går op ad en skråning, og jeg ser Craig til hest. Han er godsejeren og har sine mænd med sig. Paul forsøger at berolige ham, men jeg synes ikke, det går godt. Craig har et stenansigt. Han griber et spyd og støder det i brystet på Paul. Han falder blødende om på jorden. Vi er alle i chok. Hans mænd omringer os. Jeg kom ikke hertil for at slås, men for at forhandle. Craig vil have, at vi forlader vores egne marker og passer hans afgrøder, så hans soldater kan få mad. Jeg forsøger at trække mig væk, men bliver udset som mål. Han rider sin hest direkte mod mig og vælter mig omkuld. Han bruger mig som et afskrækkende eksempel for at skræmme de andre. Hans hest har hoven placeret på min mave. Jeg mærker et pres og smerte. Han viser mig ingen nåde. Jeg vil ikke arbejde for ham; hvis jeg ikke kan vende tilbage til min jord, vil jeg hellere dø. Hestens hov presser ned mod min mave. Jeg er fast besluttet på ikke at give efter. Jeg foragter ham for den måde, han misbruger sin magt på. Jeg kan mærke mine indre organer blive mast. Jeg befinder mig i lyset nu. Det er forbi. Mary udstødte et langt suk og slappede af i stolen. Vi afsluttede sessionen, og hun følte endnu en gang, at hun havde opnået stor forståelse for situationen med Craig. Når hun tænkte på ham, mærkede hun ikke længere den knugende fornemmelse i maven, som ellers var hendes sædvanlige psykosomatiske reaktion, hver gang han dukkede op i hendes tanker. Hun så også langt mere oplivet ud. Mary vendte tilbage en uge senere og fortalte, at der helt klart var sket en markant ændring som følge af vores seneste regressioner. Hun reagerede langt mindre voldsomt, når Paul nævnte Craig, og da Craig havde besøgt deres hjem, havde hun kun mærket et lille stik af spænding i maven. Hun syntes stadig, det var svært at være venlig over for ham, men hun følte, at vi havde gjort store fremskridt i løbet af de få uger. , uger, vi havde arbejdet sammen. Efter en kort samtale lænede hun sig tilbage i stolen, og jeg førte hende blidt ind i en trance. Da hun var tilstrækkeligt afslappet, førte hendes underbevidsthed hende tilbage til et andet tidligere liv: Det minder om den tidlige victorianske æra, og jeg er en kvinde i en cremefarvet kjole med dyb halsudskæring; min talje føles stram. Jeg tror, ​​jeg har korset på. Jeg har en stråhat på, og en skægget mand med høj hat bukker for mig, tager min hånd og præsenterer sig. Det er Craig. Jeg bryder mig ikke om ham. Han virker slibrig og har fugtige hænder, så jeg beholder handskerne på. Han vil gerne tilbringe mere tid sammen med mig. Det har jeg ikke lyst til, men jeg er tvunget til at bøje mig. Far traf nogle dårlige beslutninger i forbindelse med en forretning, og firmaet er gået konkurs. Vi har mistet alt, også vores hus. Jeg tror, ​​Craig har manipuleret med tingene – han vidste, det ville ske, så han kunne få mig. Jeg er nødt til at gå med ham, og hans øjne lyser op, mens han taler om det. Jeg føler mig meget utilpas, men jeg har hverken penge eller hjem. Jeg er magtesløs. Jeg må affinde mig med situationen, for der er intet andet, jeg kan gøre. Hendes bryn var trukket sammen under hele forløbet, hun vred hænderne nervøst i skødet, og hun pressede hovedet tilbage i stolen, som om hun forsøgte at skabe afstand til Craig. Et udtryk af afsky bredte sig i hendes ansigt, mens hun fortsatte: Han gifter sig med mig. Jeg føler, at jeg har solgt min sjæl, og jeg nærer intet andet end foragt for ham. Han viser mig frem som en trofæhustru. Kort efter dør min far, og jeg modtager et brev fra ham, hvor han beder om tilgivelse og forklarer, hvorfor forretningsaftalen gik så galt. Jeg føler mig helt følelsesløs. Vi bor i et stort hus ved en sø, og en dag begynder Paul at arbejde for Craig. Han er en venlig mand, og jeg holder meget af ham. Craig er ofte væk, og Paul og jeg bruger meget tid på at tale sammen i haven. Vi nyder tiden sammen, og jeg kan lide hans lethed. Jeg forelsker mig i ham. Jeg rører ved hans ansigt og hår, men han siger, at han intet kan stille op, fordi Craig er hans chef, og jeg er gift med ham. Jeg er så ked af det. Jeg begynder at trække mig tilbage; det føles, som om en del af mig er ved at dø. Jeg føler mig afvist af ham og meget såret. En tåre trillede ned ad hendes kind, og hendes læbe sitrede, mens hun fortsatte: Jeg finder ud af, at min mand har en anden kvinde. Han har også en kønssygdom, så han rører ikke ved mig. Hans helbred er dårligt. Han tilbringer meget tid i London for at være tæt på kvinden og en læge. Han bliver tyndere, og hans ansigt er præget af sygdom. Han er ved at dø. Han fortæller mig, at han vil efterlade huset i mit navn, når han går bort, men da han dør, har jeg ikke penge nok til at beholde det. Jeg er nødt til at sælge møblerne – førstesalen står nu tom. Jeg bor i køkkenet. Jeg har afskediget alt personalet undtagen en stuepige og en butler. Der er koldt det meste af tiden. Vi spiser mad, vi selv dyrker, og bruger brænde fra skoven, men jeg får ikke nok at spise og begynder at svækkes. Jeg giver ham skylden for dette rod. Jeg får ondt i maven, bliver syg og dør. Det er forbi; jeg føler fred nu. Mary slappede af og begyndte at trække vejret dybt og roligt. Kort efter blev hun imidlertid ført ind i et andet liv, hvor hun i første omgang huskede sig selv som et gadebarn, der sad fængslet. Hendes hænder begyndte at gnide hende over maven, og med jævne mellemrum udstødte hun et støn: Jeg har været her i meget, meget lang tid. Jeg er vokset op og blevet en ung mand i løbet af årene. Jeg er helt alene i en stencelle, beskidt og med langt skæg. Højt oppe på væggen er der åbne vinduer uden glas. Jeg stjal en høne, fordi jeg sultede. Den tilhørte Craig, så han spærrede mig inde for at straffe mig. Jeg har ingen energi og ondt i maven. Jeg er underernæret. Jeg tror, ​​at Paul er fangevogteren, og vi har udviklet en slags forhold gennem årene. Han har altid givet mig mad for at forhindre mig i at sulte ihjel. Ellers ville jeg være død tidligere. Han havde medfølelse, men i virkeligheden har han kun forlænget min lidelse. Til sidst dør jeg dog, fordi jeg er så underernæret, og jeg stiger op i lyset. Det er en lettelse. Endnu en gang ved afslutningen af ​​sessionen var Mary overrasket over dybden af ​​forbindelserne mellem Craig og hende selv, men også over den måde, hvorpå Paul også spillede en væsentlig rolle i de tidligere liv. Mens hun talte om Craig, havde hun ingen negativ kropslig reaktion, hvilket var usædvanligt for hende (før vi begyndte at arbejde med dette, ville hun mærke en øjeblikkelig uro i maven, så snart hun tænkte på ham). Ved vores sidste session udtrykte Mary forbløffelse over, hvordan hun havde haft det siden den forrige session; Craig og hans søn boede hos Paul i hendes hus i nogle dage, og hun havde ikke følt nogen modvilje eller fjendtlighed over for Craig. Hun fortalte mig, at da Paul spurgte hende, hvordan hun ville have det med, at Craig boede hos dem, indtil hans nye hjem var klar til indflytning (og han havde nærmest forventet, at hun ville reagere negativt, da han spurgte), havde hun overrasket sig selv, da hun hørte ordene ingen problemer komme ud af sin mund! Hun så sig næsten omkring for at se, hvem der havde sagt det, før hun indså, at det var hende selv! Hun kunne ikke forstå, at al hendes afsky, vrede og modvilje mod Craig kunne være blevet så reduceret, at den ikke læn, , ikke længere eksisterede. Selvom jeg var glad for det gode resultat, ville jeg lige tjekke med Marys underbevidsthed, om der var andet, vi skulle arbejde med. Hvis ikke, ville vi blot have haft en ukompliceret, afslapningsbaseret hypnosesession; så da hun gik i trance, spurgte jeg hendes ideomotoriske respons, om der var andre tidligere liv, vi skulle udforske, og den indikerede, at der stadig var ét tidligere liv, der krævede undersøgelse. I løbet af få sekunder begyndte hendes øjenlåg at flimre (et tegn på, at hun visualiserede billeder fra det tidligere liv), og hun talte bestemt, men lavmælt: Jeg kan se brosten, gullige bygninger og hvælvinger. Jeg befinder mig udendørs, er iført en gul og rød kjole og holder en lille dreng i hånden. Jeg er ret velhavende. Tøjet er af god kvalitet. Jeg er omkring 23 år gammel. Jeg har et stramt livstykke på og en tung, fyldig kjole med en flæse samt røde sko. Vi skynder os gennem gaderne. Jeg føler mig presset; det er vigtigt, at vi når frem til tiden. Jeg kan se halm på jorden på en markedsplads, og der er ubehagelige lugte i gaden – lugten af ​​liv og af ekskrementer. Folk hælder spildevand ud på gaden fra husene ved hjælp af hvide fade. Drengen giver slip på min hånd og løber væk. Der er mennesker overalt, og jeg kan ikke få øje på ham. Nu er jeg splittet – jeg er nødt til at finde ham, men jeg skal også nå frem til et bestemt sted til tiden. Pludselig ser jeg ham. Han har fået øje på en hund og er gået hen for at se på den. Han vil have, at vi tager hunden med os, da han længe har ønsket sig en hund derhjemme. Jeg går med til, at han må få den, så nu skynder jeg mig afsted med både en hund og en dreng, men vi bevæger os langsommere, fordi de hele tiden stopper op. Vi når ikke frem til tiden. Vi kommer hen til en trappe og banker på en stor, sort trædør med beslag. Vi går ind i en indre gård. Der er mennesker, herunder kvinder, der er mere eller mindre afklædte. En kvinde har det ene bryst blottet. Det er et bordel. Jeg går gennem endnu en dør, og en mand sidder ved et bord med poser af guld. Han siger, at jeg er forsinket, og fejer min forklaring til side. Jeg mærker en knude i maven. Jeg bryder mig ikke om ham, men han har magt og rigdom, så jeg er nødt til at respektere ham. Han er tyk og bærer en sort hat med en hvid fjer. Han har en hvid pibekrave om halsen, en vest og knæbukser samt spænder på skoene. Der ligger en stor protokol på bordet foran ham. Jeg fornemmer, , at jeg er blevet forfremmet fra at være en af ​​pigerne på bordellet. Jeg er nu kammerpige. Han tæller penge, lægger mønter i en læderpung og rækker den til mig. Han siger, at hvis jeg kommer for sent igen, får jeg ingen løn, og så ryger jeg tilbage på bordellet. Jeg har lyst til at spytte på ham, men jeg kan ikke. Det er fem år siden, jeg arbejdede her; det var drengen, der fik mig væk herfra. Drengen har en forbindelse til en fin dame. Hendes mand kom på bordellet, og jeg blev gravid med ham. Mary holdt en pause, før hun fortsatte: Jeg går tilbage til markedet og køber en fasan, en kylling og et dyr med brun pels. Jeg tager dem med tilbage til det store hus, hvor jeg bor (det ligner et slot), i udkanten af ​​byen, og afleverer dem til kokken i køkkenet. Jeg går ud i stalden og beder en mand om at finde et sted at have hunden, så min søn kan besøge og lege med den. Jeg går op på damens værelse og sætter hendes hår. Hun spørger, hvordan jeg har det, og jeg svarer bare: ’Godt,’ men indeni føler jeg mig død. Der er ingen kærlighed eller glæde i mit liv, kun pligter. Mary så bedrøvet ud og var stille et øjeblik, som om hun gjorde status over det liv, hun levede. Jeg bad hende om at være mere opmærksom på en eventuel forbindelse til Craig i det liv. Hendes stemme blev hård, og hendes krop stivnede, mens hun huskede: For det første var jeg nødt til at tage på bordellet, fordi jeg ingen penge havde. Craig er den fede, forfærdelige ejer af bordellet, som udbetalte pengene til mig. Han lærer mig, hvordan jeg skal opføre mig over for en mand, for jeg ved ingenting. Han lærer mig modbydelige ting. Jeg synes, det burde være en kvinde, der lærte mig det. Han nyder at vise tingene frem og få mig til at gøre ting ved ham. Han sender mig liderlige blikke og kommer med kommentarer og bevægelser. Han væmmes jeg ved. Han lugter. Jeg føler mig kold indeni, men jeg ved, at jeg er nødt til at tjene penge. Jeg lukker af for mig selv. Han er ved at tæmme mig. Jeg er nødt til at knappe hans bukser op. Hun vred sig i stolen, mens hun gennemlevede dette; hovedet bevægede sig fra side til side, som om hun forsøgte at slippe væk fra noget. Pludselig skreg hun op, og hendes stemme var fyldt med gift og raseri: Han er ulækker. Jeg vil ikke være her, men jeg er nødt til at blive; jeg er magtesløs. Tårerne trillede ned ad hendes kinder, mens hun fortsatte: Jeg lukkede af for mit hjerte for at overleve. Langsomt genvandt Mary fatningen, og hun bevægede sig lidt fremad i tiden: Næste morgen kommer en meget velhavende og magtfuld mand til bordellet. De fortæller mig, at han er kongen. Jeg er ikke interesseret, så jeg holder mig i baggrunden. Åh Gud, Craig peger på mig og spørger: ’Hvad med hende?’ Åh Gud, nej, nej. Jeg vil ikke. Han tager mig med ind på et værelse, og jeg spiller bare død. Jeg gør ikke nogen af ​​de ting, jeg skal. Han har en flot krop, men jeg mærker ingenting. Hver uge derefter kommer han , tilbage. Åh nej, jeg må udstå det her hver uge. De andre er jaloux på mig, fordi han kun vil have mig. Min mave begynder at vokse. Jeg er ikke længere attraktiv for ham, og han spørger Craig, om jeg har haft kontakt med andre mænd, men det har jeg ikke. Jeg er kun til for ham. De tager mig ud af tjeneste, og jeg bliver større og større. Kongen betaler ham for at beholde mig. Marys krop begyndte at strække sig, og hendes åndedræt kom hårdt gennem sammenbidte tænder. Hun vred sig, mens hun lå i stolen. Jeg skal føde barnet. De giver mig nogle urter. Der er blod og vand og en lugt. Jeg får en dreng, og de vil tage ham fra mig og give ham til dronningen, da hun ikke kan få børn, men jeg siger nej. Aldrig i livet. Hendes stemme var stærk, og hendes kæbe var spændt. Jeg går ikke på kompromis med det her. Han er min baby, og jeg beholder ham. Et par dage senere tager de mig med til slottet, og jeg får at vide, at jeg ingen rettigheder har. Drengen skal gives til hende, og han skal have at vide, at jeg er hans barnepige. Det er det kompromis, de er villige til at indgå. Jeg ved, at jeg ikke har noget valg; de kunne bare have taget barnet fra mig. På denne måde er jeg et godt sted og har et dejligt værelse, men jeg er nødt til at lukke af for mine følelser. Jeg føler mig som en fange; jeg kan ikke tage af sted, for hvis jeg gjorde, ville jeg aldrig se min søn igen. Kongen kommer heller ikke længere forbi for at have sex med mig. Han fortsætter med at gå på bordel, men er mere forsigtig. Dronningen er glad for at have fået en baby. Jeg har ondt af hende, for hun er lige så magtesløs som mig, bare på en anden måde. Hun må finde sig i, at han er sammen med andre kvinder. Mary slappede af og var stille et stykke tid. Hun sukkede og talte lavmælt: Jeg har været meget syg, og jeg er uden for mig selv; jeg ser ned på min krop nu. Jeg er omkring 35 år gammel. Hvilket spild af et liv. Jeg føler, at jeg gik på kompromis med mig selv, og jeg var nødt til at begynde på bordellet, da jeg ingen penge havde. Så måtte jeg tage hen på slottet for at tjene som kammerpige. Jeg kan høre åndestemmer sige, at jeg kunne have sagt nej til bordellet og arbejdet i marken, men jeg følte ikke, jeg havde noget valg. Jeg bliver irriteret på dem, når de siger sådan. De påstår, at jeg havde andre muligheder, og de vil ikke lade mig dø. De siger, at min tid ikke er inde endnu, og at jeg er nødt til at vende tilbage. Jeg er nødt til at tage tilbage og leve det hele forfra. Pludselig råbte hun op og begyndte at gispe efter vejret: JEG VIL IKKE TILBAGE. Jeg er vred, men det er, som om jeg bliver vendt om og ført tilbage i kroppen. Der er koldt. De har lagt noget under næsen på mig. De har hentet en kvinde, der kan helbrede med urter, og hun er helt ude af sig selv af begejstring og forundring over, at jeg er i live. Åh Gud, jeg skal igennem det hele igen. Nej, det vil jeg ikke finde mig i. Når jeg er kommet mig, går jeg hen til kongen og stiller nogle krav. Han går med til dem, så jeg får en lille hytte på slotsområdet at bo i – med møbler fra mit gamle værelse, mad fra køkkenet og vand bragt direkte til hytten. Min søn må stadig komme på besøg, men jeg ønsker ikke flere besøg fra kongen og dronningen. De betragter det som et mirakel, at jeg er vendt tilbage fra de døde, så jeg får min vilje. Mit liv ændrer sig nu til det bedre. Jeg får mit eget liv i hytten. Jeg maler – lyset her er vidunderligt. Mary blev bevæget, og hendes stemme brød frem mellem hulkene: Jeg holder af manden, der arbejder i stalden; han er venlig og mild og elsker mig trods alt det, jeg har været igennem. Han vil gerne giftes med mig, og jeg prøver at åbne mit hjerte. Men det er meget svært, for det har været lukket i så lang tid. Jeg vil gerne åbne det, men jeg kan ikke; det føles, som om det er låst. Jeg ved ikke, hvordan man viser kærlighed. Jeg kan ikke åbne mit hjerte for ham, så han finder en anden og gifter sig med hende. Hun kunne ikke tale i et stykke tid, da følelserne var så stærke. Jeg gav hende tid til at få afløb for sorgen, og efterhånden holdt tårerne op med at løbe, og hun faldt til ro. Hun var igen bevæget sig fremad i tiden, og selv for en af ​​mine sessioner var det, hun oplevede, meget usædvanligt: Jeg er ældre nu – omkring 48 år – og jeg er klar til at tage afsted igen. Jeg ligger i min seng og svæver op og ud af min krop. Denne gang får jeg lov til at blive. Åndestemmerne er der igen. Det er mine vejledere. De siger, at jeg havde et valg med hensyn til at åbne mit hjerte, og de taler om vigtigheden af ​​at have tillidens frø i sig. De er meget spinkle, blå skikkelser. De lægger min åndekrop på et leje, åbner mit bryst og tager mit hjerte ud. Det er, som om de på en eller anden måde slutter det til en energikilde, der sender pulserende energi ind i det. De siger, at der var en fejl ved det, og at de er nødt til at ændre dets grundmønster. De bevæger sig tilbage – som på en tidslinje – for at finde ud af, hvor fejlen opstod. Det er noget, der skete helt tilbage ved tidernes begyndelse. Det er, som om noget trængte ind i det og ændrede dets struktur. De tager noget ud, der ligner et sandkorn. Hjertet bliver derefter lilla, og de sætter det tilbage i mig sammen med et gyldent lys. De siger, at der var en fejl ved hjertet, så det ikke var min skyld. Det er fuldendt. Og sådan var det. Mary kom ud af trancen, lige så overrasket som jeg over det, hun havde oplevet til sidst i sessionen. Jeg kunne ikke rigtig analysere det; det kunne være en metafor for hendes heling, eller også var det noget, der faktisk var sket med hende, mens hun befandt sig i åndeverdenen. Uanset hvad det var, fik det hende til at føle sig helt hel. , indeni, og hun følte en usædvanlig ro. Det arbejde, vi havde udført, havde løsnet op for hendes modvilje mod Craig, og hun kunne nu nyde sit forhold til Paul i visheden om, at Craig ikke ville skabe konflikter imellem dem. Jeg talte med hende et par år efter vores sessioner, og hun fortalte, at "Craig-problemet" var helt løst for hende, og at hun følte sig helt rolig, hver gang Paul nævnte ham eller tog afsted for at være sammen med ham. Kort efter vores samtale sendte Mary mig en e-mail: Bare lige en sidebemærkning: "Craig" overnattede hos os sammen med sin søn for omkring to uger siden, og jeg var helt rolig. Paul sov tungt om morgenen, så jeg lavede morgenmad til Craig og hans søn, og de tog afsted tidligt. Jeg mærkede ingenting. Desuden skal Paul være forlover til Craigs bryllup. Vi skal begge to med til festlighederne – og jeg glæder mig til det! Jeg må sige, at når jeg tænker på oplevelserne fra tidligere liv, så husker jeg dem nok, men jeg husker ikke, hvor intense de var, og det føles, som om det skete for en anden. Det, der slog mig, var dog temaet om magtesløshed; det hele syntes at være udløst af følelsen af ​​magtesløshed, da Craig dukkede op ved huset uden varsel, mens jeg var alene hjemme (hvilket forklarer, hvorfor jeg gik i panik, da det skete, set i lyset af de tidligere liv og oplevelser). Men i hvert liv var følelsen af ​​magtesløshed forbundet med Craig, mens følelsen af ​​kærlighed var forbundet med Paul. Efterskrift. Jeg håber virkelig, at du har nydt at læse om mine klienters oplevelser med terapi, der involverer tidligere liv. Jeg føler mig beæret over at have hjulpet så mange mennesker med at overvinde deres problemer gennem årene, og hvis denne bog på nogen måde kan hjælpe flere mennesker med at tage idéen om reinkarnation mere alvorligt, vil jeg være glad. Endnu bedre: Hvis nogen som følge af denne bog vælger at få terapi med fokus på tidligere liv og dermed heler deres problemer, vil jeg være lykkelig. Terapi er en måde at hjælpe mennesker med at blive mere balancerede på. I takt med at det enkelte menneske bliver mere balanceret, vil verden også blive mere balanceret, fordi vi alle er forbundet energetisk. Denne genoprettelse af balancen i mennesket er en vigtig del af vores åndelige vækst i dette univers og en afgørende måde at hjælpe menneskeheden med at overleve de udfordringer, vi står over for som en åndelig art på denne kaotiske og medtagne, men godartede planet. Når vi opnår større balance gennem terapi eller åndelig vækst, kan vi lære at elske hinanden. Husk: Terapi gør dig fri! slut.